Naturen er hellig?

"I vort samfund er konstant økonomisk vækst hellig. Naturen er det ikke. Tværtimod - vi bruger den som en kloak. Vi ofrer gladelig Jorden og vores børn til den trehovede hydra Flere Penge, Mere Forbrug og Mere Vækst. Vort præsteskab består af erhvervsfolk, og vore ypperstepræster er økonomiske eksperter. De har endog monopoliseret ordet 'vismænd'. Penge er nemlig visdom ifølge vores religion, og mange penge er stor visdom. Initiationen til selvmordskulten [som han kalder det moderne samfund] sker i det såkaldte uddannelsessystem. Her indoktrineres børn og unge til at være lovlydige borgere i det moderne pengesamfund, forbrugssamfund og vækstsamfund. I skyggen af de klimakatastrofer, vi p.t. har kurs imod, burde fag som økologi og klimaforandringer være obligatoriske på samtlige klassetrin. Men de glimrer ved deres fravær" (s. 167).

Denne svada står at læse i Jens-André P. Herbeners bog "Naturen er hellig. Klimakatastrofe og religion".

Hvis jeg skal tage de positive briller på, så er det en yderst interessant bog, en slags "vores fremmedgjorthed overfor naturen"-(ide)historie med fokus på religionernes rolle (alle religioner uden undtagelse - og han oplister også mange, jeg aldrig har hørt om).

Han beskriver tre "økologiske syndefald", dels agerbrugsrevolutionen, dels de monoteistiske religioners fremkomst og gigasucces, og dels den industrielle-teknologiske revolution, som alle sammen på hver deres måde at øget vores fremmedgjorthed overfor naturen - er hans synspunkt.

Der er rigtigt mange tankevækkende pointer i bogen, som også er nem at læse.

Når jeg skriver "Hvis jeg skal tage de positive briller på" er det egentlig ikke fordi, at jeg ikke mener, at den er interessant, for det gør jeg. Jeg er tilmed positiv overrasket over, at han dedikerer et helt kapitel til en af de mange teologer, der anfører, at det er en misforståelse at kristendommen ikke fordrer, at vi skal tage vare på jorden - natur, miljø, fauna.

Han lægger ikke skjul på, at dét ikke har været den dominerende udlægning af kristendommen i dens lange historie, og det er der desværre - nok - en meget stor sandhed i. Og sin foragt for religion, og kristendommen i særdeleshed, er det faktisk lykkes ham at gemme bort i bogen.

Men han er en lidt spøjs filur. For han agiterer nærmest i bogens slutning for, at man konstruerer en ny religion, der skal være økoorienteret. Han tager ganske vist afstand fra en eventuelt normativ sandhedsværdi i en sådan (det skal man jo når man er nyateist), men forholder sig udelukkende pragmatisk til det. Han vil med andre ord gerne bruge religionens væsen til at redde vores jord (hvilket giver god mening for mig) - uagtet, at han synes at angribe samme med foragt som blogger på Politiken.

Men et vedkomment OPRÅB er bogen helt indiskutabelt.

Han nævner i øvrigt - i forbifarten - filmen Avatar.

En film, der ikke uden grund er blevet kaldt verdens dyreste reklame for Greenpeace.

Halvdelen af filmen er ren naturoplevelse, så det er til at få tårer i øjnene af, planeten Avatars konfrontation med 'vores verden',  som udtrykkes i filmen, siger en hel del om, hvordan vores forhold til natur og alt det uspolerede, både mennesker, dyr og natur, i virkeligheden er, trods alle flotte taler.

Klimatopmøderne

Vi er mange, der først fik øjnene op for de årlige klimatopmøder, da det kom til Danmark.

Men at det mest spektakulære, der umiddelbart kom ud af klimatopmødet i København 2009, kaldet Cop15, var afsløringen af nye magtforhold i verden, og den mest vellykkede ikke-voldelige happening længe, udført af Greenpeace, der afslørede banneret om, at 'Politicians talk, leaders act', er således ret så symptomatisk. Lidt opløftende er det derfor også, at man i Cancún, Mexico, hvor Cop16 blev afholdt i 2010, nåede længere end i København, hvilket har gjort selv Greenpeace mere optimistisk, selvom det nok er ud fra et relativt perspektiv. Pengene mangler endnu. Og ved Cop17 i 2011, som blev afholdt i Durban, Sydafrika, blev man enige om en køreplan, der skal sikre indgåelse af en global aftale i 2015 med ikrafttræden 2020. Det bedste man kan sige om Cop18, afholdt i 2012 i Doha, Qatar, er forlængelsen af Kyotoaftalen til 2020 (der dog kun gælder 37 lande, der samlet udleder mindre end 15 procent af de globale udslip). Og om Cop19, afholdt i Warszawa, Polen, i 2013, sagde Dan Jørgensen (socialdemokrat og MEP) ligefrem "Det er den mest sørgmodige COP, jeg har været til. Her er blottet for optimisme" (RÆSON 04/13). Det bliver her også nævnt (af Michael Zammit Cutajar), at både USA og Kina af historiske grunde har svært ved internationale forpligtelser - "Landet [USA] er født ud af en modstand over for andre, der fortæller dem, hvad de skal gøre" - og mens Kina investerer en masse penge i vedvarende energi, vil de heller ikke acceptere at få at vide af andre, hvad de skal gøre. Om Cop20, afholdt i Lima, Peru 2014, sagde WWFs klima- og miljøchef, John Nordbo: Det "blev en tynd kop te. COP 20 i Lima leverede kun det absolut nødvendige – en skitse til en global klimaaftale, som der skal forhandles videre om frem mod COP 21 om et år i Paris. Meget mere blev det desværre ikke til".

Det er nu fem år siden, vi havde Cop20. Og i dag - i skrivende stund det Herrens år 2019 - er det ti år siden, vi havde COP15, hvor klimadagsordenen så småt kom til Danmark.

I den anledning havde Weekendavisen denne artikel i avisen - "En gnist i  græsset".

Læs også om bogen "Klimaklar kristendom"