De poetiske skrifter består af:
Denne tekst er måske - efter 1. Mosebog - den mest kendte fra Det Gamle Testamente, og betragtes også som en af verdenslitteraturens hovedværker.
Den er nok mest kendt for citatet: "»Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.«", som må siges at være et af de vildeste udsagn i Det Gamle Testamente. En betingelsesløs underkastelse, uanset hvor irrationel den måtte forekomme en, og uanset hvor absurd verden synes at være.
Den danske film "Adams æbler"af Anders Thomas Jensen er lavet med kraftig inspiration fra temaerne i Jobs Bog. Ligesom filmen "Tree of Life" af Terrence Malick indledes med et citat fra Jobs Bog. Også Martin Scorseses "Cape Fear" er en moderne Jobs Bog-fortælling.
Skriftet handler om at være vred på Gud, fordi man føler sig uretfærdigt behandlet. Men Gud replicerer: "Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det!" (38,4). Guds retfærdighed er af en karakter, som vi mennesker - som mennesker - aldrig vil kunne forstå, eller have nogen kvalificeret mening om.
Er faktisk en regulær digtsamling. De fleste af salmerne tilskrives (kong) David.
Den vigtigste salme er nok salme 22, der indledes med ordene: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?", om at føle sig svigtet af Gud, og forhånet af mennesker. Ikke underligt, at Jesus vælger at citere fra salmen, da han hænger - (nærmest) gudsforladt - på korset.
Min yndlingssalme er salme 23 (v. 1:) "Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes".
Salme 51, som skulle være "For korlederen. Salme af David. Dengang profeten Natan kom til ham, fordi David havde været sammen med Batseba" (v.1-2), bruges til at legitimere dogmet om 'arvesynd' med verset "I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig". - som i selve verset skulle være en slags forklaring eller undskyldning for Davids bedrag med Batseba (jvf. historien fra 2. Samuelsbog fra de såkaldt historiske skrifter).
Salme 78 er tankevækkende, da den understreger den billedlige tale: "Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil fremføre gådetale fra fortiden" - hvorefter hele "Israel"s gammeltestamentlige historie genfortælles i korte træk. Ifølge denne salme er de såkaldt historiske skrifter altså billedtale. Det giver ganske god mening, hvis man spørger mig.
Salme 104 understreger Gud ikke bare som Himlens og jordens skaber, men også som opretholder af alt liv; en skabende og opretholdende Gud.
Blandt andet salme 116 omtaler 'de levendes land', et tema som også Grundtvigs salme Oh Kristelighed omhandler. En salme, som slutter med 'hvor kærlighed bor', som denne hjemmeside i øvrigt har fået navn efter.
Også salme 119 skal fremhæves. Det er den længste salme med 176 vers. De første 8 vers starter med det første bogstav i det hebrasiske alfabet, de næste 8 vers starter med det andet bogstav i det hebraiske alfabet, og så fremdeles. Men dette system går selvsagt fuldstædig fløjten i den danske oversættelse. Teksten handler om menneskets uudgrundelige kærlighed til Gud HERRENs love, bud, veje, forordninger, forskrifter, befalinger, ord, afgørelser, krav, og hvad man ellers kan finde på af synonymer for Guds Lov. Denne hovedpointe kan selvsagt snildt overføres til kærligheden til Jesu dobbelte kærlighedsbud, det første og største, som byder at elske Gud og næsten af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sit sind og af hele sin styrke.
En del af folkekirkens dåbsritual stammer fra salme 121's sidste vers: "Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid".
Endvidere kan nævnes, at Ruth Østergaard Poulsens bønnebog "Fra det dybe råber jeg til dig" har sin titel fra salme 130, hvad hun også selv angiver.
Og Boney M.s popsang "By The Rivers Of Babylon" har taget de første strofer fra salme 137, og sidste vers i salme 19.
De fleste af 'ordsprogene' i bogen er tilskrevet Salomon.
Udsagnet: "Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet" (4,23) minder mig uhyre meget om Johannes Møllehaves udsagn om, at tid er liv, og livet sidder i hjertet, som han skulle have fra Michael Endes bog "Momo og tidstyvene". Selvom hjertet efter gammeltestamentelig tankegang er stedet for fornuften, ikke følelserne.
Udsagnet: "Det er Herrens velsignelse, der gør rig, slid føjer intet til" (10,22) får mig til at tænke på Luthers retfærdiggørelseslære, som kort siger, at man ikke får point hos Gud for at gøre gode gerninger. Man skal gøre dem for næstens skyld, og ikke for sin egen frelses skyld. Udsagnet "Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad" (12,25) fortæller til gengæld, hvor lidt der sommetider skal til. Det bør dog nævnes igen, at hjertet efter gammeltestamentelig tankegang er stedet for fornuften, ikke følelserne.
Udsagnet: "Kommer frækhed, kommer skændsel, men hos de ydmyge er der visdom" (11,2) får mig til at tænke på Sokrates' berømte udsang om, at det eneste han vidste var, at han ikke vidste noget.
Udsagnene "Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald" (16,18) og "Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslaaet Sind suger Marv af Benene" (17,22), eller "Den, der vogter sin mund og sin tunge, bevarer sit liv for trængsler" (21,23), "Svar ikke tåben så dumt, som han spørger, for at du ikke skal komme til at ligne ham" (26,4), "Den, der graver en grav, kan selv falde i den, en sten kan falde tilbage på den, der ruller den op" (26,27) minder om nogle kendte talemåder, vi også bruger i dag.
"Hesten gøres rede til krigens dag, men sejren er Herrens sag" (21,31) kunne godt være en overskrift over de såkaldt historiske skrifter i Det Gamle Testamente, hvor det konsekvent er HERREN, der skænker sejren, når der føres krig.
Desuden bruges sætningen "Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner" (30,6) sommetider blandt konservative/missionsk sindede kristne som argument for, at man ikke må tolke på skriften. Udover at man kan diskutere, hvad "hans ord" dækker over, så lægger den sammen med Salme 78 dog klart op til, at man netop ikke kan komme udenom billedtalen.
OG dette her må være Ordsprogenes Bog's version af Fadervor: "Hold løgn og løgneord borte fra mig! Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: »Hvem er Herren?« og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn" (30, 8-9).
Kan vel nærmest karakteriseres som en lang klagesang, som indledes med de berømte ord:
"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed" (v. 2).
Desuden har vers 4s anden linje lagt navn til en bog af Merete Pryds Helle: "men jorden står til evig tid".
Endvidere må vers 9 nævnes, hvor især sidste linje er citeret uendeligt meget af rigtigt mange, i alle tænkelige sammenhænge: "Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen".
Mantraet i klagesangen er (derfor) "Også det er tomhed og jagen efter vind!". Den stemning af meningsløshed, der præger teksten, er måske anledningen til, at der citeres fra den i forbindelse med begravelser. Sætningen "Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt" (3,1) indleder en længere opremsning af Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde, Tid til at dræbe og Tid til at læge, og så videre.
Det, som er udfordringen for den menneskelige eksistens, og som kan være så svært at forstå, når den skal iagttages med menneskers øjne: "Alle får én og samme skæbne, den retfærdige og den uretfærdige, den rene og den urene, den, der ofrer, og den, der ikke ofrer. Det går den gode som synderen, den, der sværger, som den, der frygter for at sværge" (9,2)
Og udsagnet "Den, der graver et hul, kan falde i det, den, der river et stengærde ned, kan blive bidt af en slange" (10,8) - giver mindelser om et kendt ordsprog.
Desuden er disse to forskellige udsagn tankevækkende: "Intet menneske på jorden er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder" (7,20) og "For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt". (12,14 - og sidste vejrs i teksten). Uanset hvor meget godt vi kan og vil gøre, er det dybest set aldrig godt nok. Og intet undgår Guds øjne og dom.
Den danske oversættelse af selve titlen 'Højsagen' burde retteligen være 'Sangenes Sang', dvs. den ypperste af alle sange. Første vers tillægger digtet Salomo som forfatter.
Teksten er helt enkelt et langt erotisk (kærligheds)digt, der hverken nævner Gud eller HERREN.
