Thomas Korsgaard-tema: Håbet i underklassen?

FØRSTE TEKSTLÆSNING

ANDEN TEKSTLÆSNING

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, 2022. Holdt i Tranebjerg Kirke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Thomas Korsgaard er født i 1995, og er derfor stadig en af vore yngre forfattere på bare 27 år. Alligevel fik han i 2021, boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, for bogen, ”Man skulle nok have været der”. Det er tredje del i Tue-trilogien. Han har også lavet novellesamlingen, ”Tyverier”, som også kan anbefales. Desuden har han lavet dramatik og to børnebøger med Frida Brygmann.

Thomas Korsgaard har i et interview sagt, at han ikke har mange traditioner, fordi han forbinder traditioner med familien, som han kun har dårlige minder om. Derfor har han kun Sankt Hans tilbage, da den i hans øjne ikke er klistret til familien, som han siger.

Og det er da i den forbindelse tankevækkende, at netop Sankt Hans, altså, Johannes Døberens fødselsdag, er den dag, hvor vi fejrer, at lyset så småt vender igen - og går mod mørkere tider! -  i forbindelse med solhverv. Og det var netop Johannes Døberen, der pegede frem mod Jesus. Han skal blive større, mens jeg skal blive mindre, som Johannes Døberen siger i Johannesevangeliet. Hvilket passer meget godt med det naturlige lys, for det er omkring jul og Jesu fødsel, at lyset igen så småt vender tilbage, for at tiltage mere og mere, og blive lysere og lysere, indtil Sankt Hans.  

Korsgaard siger også, at han er opdraget med sang, det var bare noget man gjorde, og der var morgensang på skolen. Især Jeppe Aakjærs sange har sat sig hos ham. Og netop Aakjær beskriver jo ofte almuen, underklassens arbejdsvilkår omkring slutningen af 1800-tallet, begyndelsen af 1900-tallet. Her tænker jeg, at ”Jens Vejmand” er den mest kendte, hvilket også er en aldeles trøstesløs sang.

Og som det fremgår, synger vi i dagens anledning en blanding af trøstesløse sange, og sange med håb.

Det er uvant at lytte til ”Midsommervisen”s melodi i november, men grundlæggende handler visen jo om håb. Det gælder også ”Kom maj, du søde milde”. I forbindelse med et fællessangsprogram blev jeg opmærksom på, at ”Kom maj du søde milde” faktisk er kategoriseret som en efterårssang. Igen, fordi den handler om håbet. Hvordan vi om efteråret ser frem til forårets komme.

Og denne blanding af trøstesløshed og håb kan man nogenlunde se i Korsgaards forfatterskab. Når jeg siger nogenlunde, er det fordi, at håbet faktisk er næsten fraværende. Både trilogien om Tue og novellesamlingen ”Tyverier”, er faktisk ret trøstesløs læsning. Ikke mindst når han i trilogien om Tue skriver om livet fra bunden af samfundet i Danmark. Der er ikke meget håb, meget lys. Bare titlerne på bøgerne siger en del: ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der”. Når mormoderens mand i første bind taler om, at der kunne komme et menneske forbi, tænker man, at de selv måske lever umenneskeligt på flere planer. Når Tue på en bytur i andet bind, pludselig ser sin mor i byen, tænker han nøgternt, at en dag vil vi grine af det. For i situationen er det absurd. Og trøstesløsheden kulminerer i tredje bind – det bedste efter min mening – hvor en familie, han har nasset sig ind hos, kalder ham - uden de tror han hører det – kalder ham for white trash. Det er et nedladende udtryk for hvid underklasse. Der når han nærmest bunden.

I kirken forkynder vi Kristus, og derfor synes jeg det er pudsigt, at det netop er Sankt Hans, Korsgaard holder fast i. For her forkynder vi håbet, Kristi komme, for Johannes Døberen peger frem mod Jesus.

At leve i underklassen er helt tydeligt stressende, som de fleste af os ikke rigtig kan sætte os ind i. Som Tue siger i tredje bind i en anden sammenhæng: Man skulle nok have været der.

Men her bryder forkyndelsen ind – hvor Jesus siger: Kom til mig, og jeg vil give jer hvile.

Lad os tage første titel i trilogien igen: ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. Som tidligere antydet, er der noget absurd over titlen. Ud over at være et morsomt udsagn i sammenhængen, peger det måske også tilbage på underklassens ubevidste selvopfattelse. De lever for usselt, for umenneskeligt, sammenlignet bare med middelklassen. Og med mindre man er blevet en mønsterbryder som forfatteren Thomas Korsgaard selv er, så er livsudsigterne i underklassen ret trøstesløse. Man kan nærmest ikke se ud over sin egen livssituation. Jeg har engang hørt om to grelle eksempler – som Korsgaard ikke omtaler. Dels om en mor, hvis største ambition for hendes snart voksne datter var, at hun selv kunne hente sin kontanthjælp hos kommunen. Og et andet eksempel er om en far, som slet ikke kunne forstå sønnens ambitioner om en uddannelse. Faderen kunne ikke forstå, hvorfor et ufaglært arbejde hos den lokale fast food restaurant ikke var fint nok.

På grund af elendigheden i underklassen er der heller ikke altid overskud til at leve særlig moralsk. Ja, moralprædikener vil ofte have modsat effekt, fortvivlelsen over manglende overskud, både menneskeligt og økonomisk, kan gøre en mere ligeglad – Tues forældre synes at være fanget i en ond spiral af ligegladhed. Men kristendommen handler netop ikke om moral, men om forkyndelse. Den taler til den enkelte – du er elsket på trods. Gud elsker dig ikke for dine handlinger, men fordi han er kærlighed. Kristendommen handler om forkyndelsen af en anden verden, en verden som kommer, men som samtidig allerede er her – glimtvis – i det kærlige møde med vor næste. Og vi har jo alle sammen ansvaret for dette møde.

Kristendommens mål er ikke at gøre folk lykkelige. Det kan sagtens blive resultatet, men er ikke formålet. Formålet er blandt andet, at man kan bære livets byrder. At man kan bære livets smerte, fordi man – billedligt talt – kan kaste den i favnen på Gud. Være i Guds hænder. Være afklaret med situationen som den er lige nu og her og måske i morgen.

Derfor – Kom maj du søde milde. Vi ser frem mod et menneskeligt forår. Kom til mig, og jeg vil give jer hvile, siger Jesus. Kan være, at man i underklassen håber, der kommer et menneske forbi. Men, siger Jesus, kom til mig, og jeg vil give jer hvile. Det er nok at være menneske. Ingen skal omtales som mere mennesker end andre, hvor ubevidst det end sker. Vi er alle skabt i Guds billede.

Lever man som i den underklasse, Thomas Korsgaard skildrer, er der ikke meget håb at finde nogen steder. Hvis man hverken har penge eller menneskeligt overskud, så ser meget virkelig sort ud.

Her kan det være en trøst, at det er nok blot at være menneske. I folkekirken taler vi om, at troen alene er nok. På vores reformator, Martin Luthers tid, var det ikke altid nok. Men skulle helst gøre noget særligt, for at få del i frelsen, Guds kærlighed og tilgivelse. Men hvis vi skal oversætte Luthers parole om, at troen er nok, til moderne dansk, og husker på, at på Luthers tid var dette at være troende, nærmest det samme som at være menneske, så er kirkens budskab, også i dag: Det er nok at være menneske. Du skal ikke præstere for Guds kærlighed

Kom til mig, og jeg vil give jer hvile, siger Jesus. Underforstået, som de mennesker I er.

Kom maj, du søde milde.

Amen.

Dengang i Betlehem