Kierkegaard om næsten

"

Hvo er da Ens Næste? Ordet er aabenbart dannet af Nærmeste, altsaa er Næsten Den, der er Dig nærmere end alle Andre, dog ikke i Forkjerlighedens Forstand, thi at elske Den, der i Forkjerlighedens Forstand er En nærmere end alle Andre, er Selvkjerlighed – »gjøre ikke ogsaa Hedningerne det Samme?« Næsten er da Dig nærmere end alle Andre. Men er han Dig ogsaa nærmere end Du er Dig selv? Nei, det er han ikke, men han er just, eller han skal just være Dig lige saa nær. Begrebet »Næste« er egentligen Fordoblelsen af Dit eget Selv; »Næsten« er hvad Tænkerne vilde kalde det Andet, Det, hvorpaa det Selviske i Selvkjerligheden skal prøves. Forsaavidt behøver, for Tankens Skyld, Næsten end ikke at være til. Om et Menneske levede paa en øde Øe, dersom han dannede sit Sind efter Budet, saa vilde han, ved at forsage Selvkjerligheden, kunne siges at elske Næsten. Vel er »Næsten« i sig en Mangfoldighed, thi »Næsten« betyder »alle Mennesker«, og dog er i en anden Forstand eet Menneske nok for at Du kan indøve Loven. Det er nemlig en Umulighed i selvisk Forstand, bevidst, at være To om at være Selv; det maa Selvkjerligheden være ene om. Der behøves heller ikke Tre, thi er der To, det vil sige er der eet andet Menneske, som Du i christelig Forstand elsker »som Dig selv«, eller i hvem Du elsker »Næsten«, saa elsker Du alle Mennesker. Men hvad det Selviske ubetinget ikke kan taale er: Fordoblelse, og Budets Ord »som Dig selv« er just Fordoblelsen. Den i Elskov Glødende kan ingenlunde paa Grund eller i Kraft af denne Gløden taale Fordoblelsen, der her vilde være: at opgive Elskoven, hvis den Elskede fordrede dette. Den Elskende elsker altsaa ikke den Elskede »som sig selv«, thi han er fordrende, men dette »som sig selv« indeholder just Fordringen til ham – ak, og dog mener den Elskende endog at elske det andet Menneske høiere end sig selv.

 

»Næsten« er saaledes Selvkjerligheden saa nær paa Livet som muligt; er der kun to Mennesker, er det andet Menneske Næsten; er der Millioner, er Enhver af disse Næsten, der igjen er En nærmere end »Vennen« og »den Elskede«, forsaavidt disse, som Forkjerlighedens Gjenstand, saa smaat holde sammen med Selvkjerligheden i En. At Næsten saaledes er til og er En saa nær, er man i Almindelighed ogsaa vidende om, naar man mener at have Rettigheder i Forhold til ham, at kunne fordre Noget af ham. Dersom Nogen i denne Forstand spørger, hvo er min Næste, da vil hiint Christi Svar til Pharisæeren kun paa en egen Maade indeholde Besvarelsen, thi i Svaret gjøres egentligt først Spørgsmaalet til det modsatte, hvorved betydes, hvorledes et Menneske har at spørge. Christus siger nemlig, efterat have fortalt Parabelen om den barmhjertige Samaritan, til Pharisæeren (Luc. 10, 36.) »hvilken af disse Tre tykkes Dig nu at have været hans Næste, der var falden blandt Røvere«, og Pharisæeren svarer »rigtigt« »den, som gjorde Barmhjertighed mod ham«; det er, ved at anerkjende Din Pligt opdager Du let, hvo Din Næste er. Pharisæerens Svar er indeholdt i Christi Spørgsmaal, der ved sin Form nødsagede Pharisæeren til at svare saaledes. Den jeg har Pligten mod er min Næste, og naar jeg fuldkommer min Pligt viser jeg, at jeg er Næsten. Christus taler nemlig ikke om det at kjende Næsten, men om det selv at blive Næsten, at bevise sig at være Næsten, som Samaritanen beviste det ved sin Barmhjertighed; thi ved den beviste han jo ikke, at den Overfaldne var hans Næste; men at han var den Overfaldnes Næste. Leviten og Præsten vare i nærmere Forstand den Overfaldnes Næste, men disse vilde Intet vide derom; Samaritanen derimod, der ved Fordomme var foranlediget til Misforstaaelse, forstod dog rigtigt, at han var den Overfaldnes Næste. At vælge en Elsket, at finde en Ven, ja det er et vidtløftigt Arbeide, men Næsten er let at kjende, let at finde, hvis man blot selv vil – anerkjende sin Pligt."

 

Fra Søren Kierkegaards: Kjærlighedens Gjerninger.

 

Det er undertegnede, der har gjort enkelte sætninger med fed skrift.