Ægteskabets hvorfor

 

I det ovenstående så vi, hvorledes den hedenske elskov  blev døbt, når den (og den første kærlighed) blev forenet med ægteskabet (At døbe lidenskaben er dog af meget mere vidtrækkende betydning. Lidenskab handler om meget mere end ‘bare’ elskov. Meget mere om det senere).

Men hvorfor kan elskoven og forelskelsen ikke stå for sig selv? Hvorfor ægteskab?

 

Etikeren siger om ægteskabet, at

 

“det er, idet det bestandig forudsætter sig selv, og forsaavidt bliver ethvert Spørgsmaal om dets “hvorfor” en Misforstaaelse.” (EE2,63)

 

Til dette siger både etikeren og æstetikeren “er Ægteskabet ikke Andet, saa er det virkelig af alle latterlige Ting den allerlatterligste” (EE2,63).

Forskellen er naturligvis, at etikeren mener, ‘at det ikke er andet’ - var det ikke så, så er ægteskabet virkelig en latterlig ting - mens æstetikeren ville sige det samme, altså ‘at det ikke er andet’, men her, at det netop ikke er andet ‘end det allerlatterligste’.

 

Æstetikeren kunne sagtens finde på at

 

“gaa omkring og spørge hver især, hvorfor han har giftet sig, og man vilde da finde, at det som oftest var en saare ubetydelig Omstændighed, der blev det Afgørende, og Du [siger etikeren] søger da det Latterlige i, at en saa uhyre Virkning som et Ægteskab med alle dets Conseqventser kan fremgaae af en saa lille Aarsag”. (EE2,63)

 

Det er forsåvidt rigtigt nok med denne “saare ubetydelig Omstændighed”, men:

 

“Du [siger etikeren til æstetikeren] seer paa den lille Omstændighed ganske abstakt, og at det dog som oftest er kun fordi den lille Omstændighed kommer til en Mangfoldighed af Bestemmelser, at der resulterer Noget deraf”. (EE2,63)

 

Udsagnet, mener jeg, kan forstås som en spænding mellem flg. to citater: “Tilfældighedernes spil er en forudsætning for alt. Men folk glemmer, at det rationelle kun er et system blandt mange andre stystemer. De glemmer at verden bevæger sig. De tror den står stille, mens de sætter sig ned og tænker sig om” (Inger Christensen, Det malede værelse) og “Ikke nødvendigheden, men tilfældigheden er fuld af fortryllelse. Skal kærligheden være uforglemmelig må der fra første færd flyve tilfældigheder ned på den...” (Milan Kundera, Tilværelsens ulidelige lethed).

Alt er i en vis forstand - på et abstrakt plan - tilfældigt, men når disse tilfældigheder får meget konkrete og synlige konsekvenser for ens liv, ligger man først rigtigt mærke til dem. Det er ikke nihillisme, men en fundamental konsekvens af selve livet - for verden bevæger sig jo hele tiden. En mesterlig fremstilling af denne tanke er Tom Tykwers film “Lola” (tysk: “Lola rennt”). Det er en ren hyldest til livet og det stikmodsatte af nihilisme. Intet i livet er ligegyldigt, alt har en betydning (Her er det i øvrigt tankevækkende, at hovedpersonen i Luke Rhineharts Terningemanden netop for at leve sit liv ‘tilfældigt’ lader terningekast bestemme hans gøren og laden. Han føler sig nødsaget til at førsøge at skabe nihilismen/værdiløsheden igennem disse terningekast. Den er der altså ikke af sig selv).

 

 

Etikeren fortsætter:

 

“Det jeg derimod vil udhæve, er det Skjønne i de Ægteskaber, der have saa lidt “hvorfor” som muligt. Jo mindre “hvorfor”, jo mere Kjærlighed, det vil sige, naar man seer det Sande deri”. (EE2,63f)

 

Det er egentlig meget indlysende, at jo mindre “hvorfor”, jo skjønnere ægteskab. Det hører kun en “forstandig philistrøs [spidsborgerlig, åndløs] Ægtemand” (EE2,64) til at stille sådan et spørgsmål.

 

Men hvis etikeren alligevel, “til Tidsfordriv”, skal svare på det, vil han fx. nævne: at det er en dannelse for karakteren: “lad os (...) med Taknemmelighed erindre, hvor sandt det er, at Ægteskabet danner, naar man nemlig ikke vil staae over det, men som altid, hvor der er Tale om Dannelse, underordne sig det, hvoraf man skal dannes. Det modner hele Sjælen” (EE2,66f), og for at få børn, og for at få et hjem. Naturligvis er det ikke derfor man indgår ægteskab, men når man har indgået ægteskab, kan det være et svar på hvorfor.

 

Man kunne måske få den tanke - ud fra æstetikerens forhold til ægteskabet - at det er overvejende intellektuelle forbehold og saglige indvendinger han har.

Men etikeren fortæller en historie (Jeg kan ikke nære mig for at citere fyldigt):

 

“Du har fundet en Pige, i hvilken Dit hele Væsen finder Hvile; og om Du end kunde synes lidt for erfaren, saa er det dog Din første Kjærlighed, derom er Du overbeviist. “Hun er smuk” - naturligt; “yndig” - ih bevares; “og dog ligger hendes Skjønhed ikke i det Normale, men i Eenheden af det Mangfoldige, i det Tilfældige, i det Selvmodsigende;” “hun er sjælelig” - det kan jeg tænke; “hun kan hengive sig i et Indtryk, saa det næsten sortner for Ens Øine; hun er let, kan som en Fugl gynge sig paa en Green, hun har Aand, Aand er nok til at belyse hendes Skjønhed, men heller ikke mere”. Den Dag er kommen, der skal forsikkre Dig Besiddelsen af Alt, hvad Du eier i Verden; en Besiddelse, Du da forøvrigt er sikker nok paa. Du har udbedet Dig den Gunst at maatte meddele hende den sidste Olie. Længe har Du allerede ventet i Familiens Spisestue, en vims Kammerpige, fire á fem nysgjerrige Cousiner, en ærværdig Tante, en Friseur, er flere Gange ilet Dig forbi. Du er allerede halv ærgerlig derover. Da aabner Døren til Dagligstuen sig sagte, Du kaster et flygtigt Blik derind, det glæder Dig, at der ikke er en Sjæl, at hun har havt den Takt at fjerne alle Uvedkommende endogsaa af Dagligstuen. Hun er smuk, smukkere end nogensinde, der er en Beaandelse over hende, en Harmoni, af hvis Svingninger hun endnu selv er gjennembævet. Du forbauses, hun overgaaer selv Dine Drømme, ogsaa Du forvandles, men din fine Reflexion skjuler øieblikkelig Din Bevægethed, Din Ro virker endnu mere forførersk paa hende, kaster en Attraa ind i hendes Sjæl, der gjør hendes Skjønhed interessant. Du nærmer dig til hende; ogsaa hendes Pynt giver Situationen det Ualmindeliges Præg. Endnu har Du ikke sagt et Ord; Du seer og dog som om Du ikke saae, Du vil ikke besvære hende med forliebte Tølperagtigheder, men endog Speilet kommer Dig til Hjællp. Du befæster et Smykke paa hendes Bryst, som Du allerede den første Dag har foræret hende, den første Gang Du kyssede hende med en Lidenskab, der i dette Øieblik søger sin Bekræftelse; hun har selv gjemt det, Ingen har vidst det. Du tager en lille Bouquet, der kun indeholder en eneste Art af Blomst, en i og for sig aldeles ubetydelig Blomst. Altid, naar Du har sendt hende Blomster, var der en lille Stilk deraf, men ubemærkelig, at Ingen ahnede det uden hun alene. Idag skal denne Blomst opstaae til Ære og Værdighed, den alene skal pryde hende; thi hun elskede den. Du rækker hende den, en Taare bæver i hendes Øie, hun giver Dig den atter tilbage, Du kysser den og befæster den paa hendes Bryst. Et vist Veemod udbreder sig over hende. Du selv er bevæget. Hun træder et Skridt tilbage, hun betragter næsten med Vrede den Pynt, der er hende til Besvær, hun kaster sig om Din Hals. Hun kan ikke løsrive sig, hun omslutter Dig med en Heftighed, som om der var en fjendtlig Magt der vilde rive Dig fra hende. Hendes fine Pynt er knuust, hendes Haar er faldet ned, i samme Nu er hun forsvunden. Du er atter overladt til Din Eensomhed, som kun afbrydes af en vims Kammerpige, en fire á fem nysgjerrige Cousiner, en ærværdig Tanke, en Friseur. Da gaaer Døren til Dagligstuen op, hun træder ind, og stille Alvor er læselig i hver hendes Mine. Du trykker hendes Haand, forlader hende for atter at møde hende - for Herrens Alter”. (EE2,52f)

 

Æstetikeren for “Herrens Alter”? Det passer ham ikke ganske.

 

“dette havde Du ikke overveiet; og dog er Du for udviklet til ikke at see, at en Vielse er lidt mere end en Ceremoni. En Angst griber Dig”. (EE2,53)

 

A. udbryder blandt meget andet:

 

“Hvad er det for en Magt, der vover at trænge sig ind imellem mig og min Brud, den Brud, jeg selv har valgt, og som har valgt mig”. (EE2,54)

 

Dernæst:

 

“Nei hende vil jeg lyde, hendes Vink er for mig en Befaling, men en fremmed Magt [altså ‘Gud’] vil jeg ikke Bøie mig under”. (EE2,54)

 

Men etikeren bemærker:

 

“Det første altsaa, Du skandaliserede Dig over, var, at Du skulde høitidelig indsættes til hendes Herre. Ligesom Du ikke var det, og maaske kun altfor meget, ligesom ikke Dine Ord noksom bare Præget heraf, men Du vil ikke give Afkald paa denne Afgudsdyrkelse, dette Coquetteri, at Du vil være hendes Slave, skjøndt Du meget godt føler Dig som hendes Herre”. (EE2,55)

 

Og videre:

 

“Din Kjærlighed maa nemlig ingen Medvider have, undtagen saadanne som ikke ere Medvidere. Nu er det vel sandt, at Kjærligheden er hemmelighedsfuld, men Din Kjærlighed er saa fornem, at end ikke Gud i Himlen maa vide Noget derom, og det uagtet Gud, for at bruge et lidt letsindigt Udtryk, er et Vidne, der ikke generer. Men det at Gud ikke maa vide derom, det er det Selviske og det Reflekterende; thi Gud er paa eengang i Bevidstheden og dog maa han ikke være der. Alt Sligt kjender den første Kjærlighed ikke til”. (EE2,57)

 

I det hele taget kan man slet ikke bruge udtrykket “den første Kjærlighed” om æstetikerens kærlighed. Dertil er den for selvisk og reflekteret. Problemet er i virkeligheden, at æstetikeren slet ikke kan forholde sig til den umiddelbare kærlighed - og dermed ægteskabet, som etikeren ser det. Han ved ikke, hvad etikeren taler om.

Æstetikerens udsagn kan kun blive polemiske, og han kan overhovedet ikke foretage sig noget som helst uden at reflektere over det først.

Etikeren:

 

“Jeg [etikeren] erindrer meget godt det Indtryk, hiint Sted [et tekststykke i Biblen] gjorde paa hende [etikerens hustru]. Forøvrigt var det en egen Sag, jeg kjendte ikke de Steder i den hellige Skrift, jeg vilde læse for hende, og jeg ville ikke eftersee dem iforveien; jeg kan ikke lide at være forberedt paa, hvad Indtryk jeg vil gjøre paa hende, Sligt har sin Grund i en utidig Mistillid. Dette kunde Du lægge Dig paa Hjerte; thi vel er Du ikke gift og har saaledes intet Menneske, Du i strængeste Forstand er forpligtet til Aabenhed mod; men Din Forberedelse gaaer virkelig til det Latterlige. Du kan godt narre Folk, kan godt synes at gjøre Alt saa tilfældigt, saa impromptu som muligt, og dog troer jeg ikke, at Du kan sige “Farvel” uden at have overveiet, hvorledes Du vil sige det”. (EE2,70)

 

A.s liv er derfor i sin essens: Reflektion og manipulation. Hvad kan jeg få ud af dette eller hiint, synes han hele tiden at spørge sig selv.

 

“Du taler saa forstandigt, saa erfarent, at ethvert Menneske, der ikke kjender videre til Dig, maa troe, at Du er en sat Mand. Imidlertid er Du ingenlunde kommen til det Sande. Du er bleven staaende ved at tilintetgjøre Illusionen, og da Du har gjort det i alle mulige tænkelige Retninger, saa har Du egentlig arbeidet Dig ind i en ny Illusion, den nemlig, at man kan blive staaende herved. Ja, min Ven, Du lever i en Illusion og Du udretter Intet. (...) Og hvor ganske anderledes seer det ikke ud inden i Dig? Er der dog ikke en dyb Sorg over, at Du Intet kan udrette? (...) Ene i sin Kajak er man sig selv nok  - jeg kan ikke forstaae, hvorledes man dog kan udfylde denne Tomhed, men som Du er det eneste Menneske, jeg har kjendt, hos hvem der er noget Sandt deri, saa veed jeg ogsaa, at Du har en Person ombord, der kan hjælpe til at udfylde Tiden. Du skulde derfor sige: ene i sin Baad, ene med sin Sorg, ene med sin Fortvivelse, som man er feig nok til hellere at ville bevare end at man skulde underkaste sig Helbredelsens Smerte. (...) Ingen deler Sorgen med Dig, Ingen fortroer sig til Dig. Du mener vel, at det ofte er Tilfældet, Du har jo beriget Dig selv med en Mangfoldighed af psychologiske Iagttagelser; men dette er ofte en Skuffelse, thi Folket ville gjerne tale med Dig for det Løse, og fjernt berøre eller lade ahne en Bekymring, fordi det Interessante, der derved i Dig kommer i Bevægelse, dulmer Smerten, og i og for sig allerede har en Behagelighed, som gjør, at man attraaer denne Medicin, ogsaa uden at behøve den”. (EE2,77-84)

 

Man kunne sige, at æstetikeren i værste fald kan betegnes om en ikke-eksistens. Han betyder ikke rigtigt noget for nogen, og ingen betyder rigtigt noget for ham. I bedste fald kunne man kalde ham et uansvarligt barn.

 

“Der ligger noget Veemodigt i den Følelse, at man bliver ældre, men det er et langt dybere Veemod, der griber En, naar man ikke kan blive det. Jeg føler netop i dette Øieblik, med hvor megen Ret jeg kalder Dig: min unge Ven”. (EE2,85)

 

Det var for æstetikerens skyld, at etikeren, “til Tidsfordriv”, forsøgte at besvare ægteskabets hvorfor. Men i det øjeblik, at det blev et endeligt hvorfor, trådte reflektionen til og den kan ikke forenes med “den første Kjærlighed”, som jo skulle forenes med ægteskabet. Og så længe æstetikeren ikke forstår det nærvær, der karakteriserer etikerens begreb om den første kærlighed, vil æstetikeren aldrig kunne forstå, hvorfor det iflg. etikeren strengt taget ikke giver nogen mening at stille spørgsmål ved ægteskabets naturlighed.

 

Etikeren konkluderer:

 

“Som Udbytte af denne Undersøgelse kan jeg her udhæve, at det viste sig, at Ægteskabet, for at være æsthetisk og religiøst, intet endeligt “Hvorfor” maatte have; men dette var netop det Æsthetiske i den første Kjærlighed, og saaledes staaer her atter Ægteskabet au niveau med [på højde med] den første Kjærlighed. Og dette er det Æsthetiske i Ægteskabet, at det i sig skjuler en Mangfoldighed af Hvorfor, som Livet aabenbarer i sin hele Velsignelse”. (EE2,86)

 

Vi så i første del, at det der adskiller Æsthetiker A. fra samfundet, er lidenskaben, eller rettere bevidstheden om lidenskaben. Han har kun rigtigt grebet lidenskaben som digter-eksistens, og i det omfang han også udlever lidenskaben, er det kun i fragmenterede øjeblikke af  nydelse - og i hvert fald ikke i langvarige menneskelige relationer - og ikke af egentlig af lyst, men for at flygte fra eller fylde tomheden ud.

Men netop fordi, at det er bevidstheden om lidenskaben, der adskiller æstetikeren fra samfundet, dyrker han den nærmest, især som digter, for lidenskabens egen skyld Man kunne sige, at han har opdaget lidenskaben som en mulighed - en mulighed han dog ikke kan håndtere.

Så længe det er med lidenskab er alt tilladt. Om man elsker eller hader, osv. er bedøvende ligegyldigt, når blot det sker med lidenskab. Han er - ifølge etikeren - dog selv en smule barnagtig i sin opførsel; han er ikke rigtig ond, så selvom ‘alt er tilladt’ så længe det er med lidenskab, er det heldigvis kun som digter, at han er ond - om man så kan sige (jvf. fx. Forførerens Dagbog, hvis det altså kun er fiktion).

 

Dog, nu begynder etikeren at antyde en retning for lidenskaben - en lidenskabelig villen den anden, kunne man sige (Bortset fra elskoven og erotikken kunne et venskab til forveksling godt ligne et ægteskab. men som vi senere kort skal berøre, har venskabet ikke samme gyldighed som et ægteskab – altså ifølge etikeren).

Men lidenskaben er meget mere eksistentielt begrundet, end man måske umiddelbart forestiller sig, hvad jeg vil komme ind på senere.

 

For nuværende: Den første kærlighed, elskoven, den umiddelbare forelskelse, blev altså forenet med ægteskabet - de er begge umiddelbare iflg. etikerens begreber.

En ting er dog at realisere den første kærlighed og forene denne med ægteskabet. Men hvordan overhovedet bevare denne første kærlighed i ægteskabet - hele livet igennem? Hvordan lader dette sig reelt realisere?