Dette, at leve sit liv helt (og det sande skønne, det poetiske deri), har i denne bog haft mange ansigter:

Gentagelsen; den daglige erhverven (igennem et helt liv); at blive digtet (af guddommen) samtidig med, at man selv digtede; og ophævelsen af pligten som en pligt - hvilket er pligten.

Men for nu at sige det hele ultra kort:

 

Æstetikeren opdagede, at han kun var et produkt af sine omgivelser, samfundet, sin egen fortid, slægtens fortid, i princippet helt tilbage til tidernes morgen. Det var med andre ord ikke hans egen skyld, at han var som han var. Han har ingen indflydelse på slægtens historie, og da den også er en del af ham, giver det ingen mening at snakke om ansvar og frihed. Han gør som han gør, fordi han er den han er, men da han ikke kan gøre for, at han er som han er, giver frihed og ansvar ingen mening. Livet blev derfor tomt og meningsløst, alt synes at blive skabt af tilfældigheder, alt blev lige gyldigt (lige ugyldigt?). Dem, er ikke har opdaget disse forhold, er spidsborgerne. De tror de skaber deres eget liv, men dette er altså en illusion. Derfor bliver de komiske at iagttage, og æstetikeren vil for enhver pris ikke have noget med deres levevis at gøre - han trækker sig tilbage fra samfundet og disse spidsborgere. Og da alt er historisk betinget, giver ordet “Gud” heller ingen mening. Æstetikeren har intet tilbage, andet end hans leg med virkeligheden, hans maskerader og evige jagt efter nydelse (i passende mængder).

Her tager etikeren over. Æstetikeren har  trods alt fat i ngoet af det rigtige, nemlig lidenskaben. Æstetikeren kan ganske vist ikke skabe et liv med det, det er kun i de intense øjeblikke af nydelse, at han fremmaner en slags livsenergi eller lidenskab i sit liv. Problemet for æstetikeren er vanen, som etikren kalder for gentagelse, da vane er noget ufrit, mens gentagelse er frihed. Æstetikeren kan ikke skabe et liv med indhold i, et liv med lidenskab, da han ikke kan være i et forhold i særligt lang tid af gangen. Han er bange for at det bliver kedsommeligt. Og vanen minder ham for meget om spidsborgernes måde at leve på: monotont og kedsommeligt.

MEN, siger etikeren, hvis æstetikeren vælger sig selv, kan han komme ud af sin fortvivlelse. Hvor æstetikeren siger, at ansvar er nonsens, fordi man blot er produkt, siger etikeren, at selvom man kan sige, at man blot er et produkt, så fritager det ikke for ansvar. For uanset hvilke grunde, der er til, at man er som man er i dag. Og uanset hvor lidt det er “min skyld”, så skal man tage skylden på sig. Man skal vælge sig selv. Hvis altså man vil ud af sin fortvivlelse (hvis man ikke forholder sig til sig selv og sit liv, er der selvfølgelig ingen synlige ‘problemer’. Man forbliver spidsborger). Det vil sige, at uagtet at man i en vis forstand ikke kan gøre for, at man er som man er (man er jo blot et produkt), fritager det under ingen omstændigheder den enkelte for ansvar. Men det har også en anden konsekvens: Idet man vælger sig selv, vælger man sig også ind i samfundet. Man gør det udvortes (det man ingen indflydelse har på, kunne man sige, ‘samfundet’, mv) indvortes (nemlig til sit eget, til en del af sig selv, til sine egne muligheder og begrænsninger), det indvortes udvortes.Individet participerer i slægten og slægten i individet.

Etikeren har med andre ord valgt sig selv ind i samfundet, med alle de konsekvenser det har for hans liv.

Betingelsen for at alt dette overhovedet kan lade sig gøre, er gentagelsen. Den gentagne daglige erobring af livet/kærligheden et helt liv igennem. Ordet ‘vane’ bliver således ophævet som ‘vane’, for man vil denne gentagelse, man vil dette liv - med alle de gentagelser og stille stunder, som det måtte byde på. Når man vælger sig selv, og således vælger at tage ansvaret for sit eget liv (i det til enhver tid faktisk givne samfund), og anser dette at have et selv for en grundlæggende værdi (man vælger sig selv i sin evige og absolutte gyldighed), så bliver hver dag grundlæggende vigtig og betydningsfuldt. Og man begynder at kunne høre sin egen indre musik, om man så kan sige. Lidenskaben vækkes ved valget, ligesom den forudsætter sig selv i valget. Således bliver lidenskaben det, som strukturerer livet. Man vil dette liv, man vil sig selv, man vil den elskede, man vil indgå i samfundet, med de muligheder og begrænsninger, som det - til enhver tid - medfører. På den måde bliver det tunge ord pligt ophævet som pligt - hvilket jo netop er pligten!

 

Man er altså, den man er (det æstetiske i mennesket - det særegne, det timelige eller det tilfældige om man vil), men bliver det, man bliver (sig selv i sin evige gyldighed), ved valget (af sig selv og Gud. Etikerens Guds-forhold  er blandt andet en måde at forholde sig til livet på - de timelige, relative love bliver gjort gyldige. Og man vælger at ville ‘det Gode’ - med lidenskab).

 

Man vælger sig selv, som den man er (det indvortes), og vælger dermed sig selv, som individ, ind i den faktisk givne virkelighed, i det faktisk givne samfund (det udvortes) - og realiserer dermed den opgave (eller pligt om man vil), der er givet ethvert menneske, nemlig at realisere det almen-menneskelige. Man gør det udvortes indvortes, det indvortes udvortes.

 

Lidenskaben er vågnet (man hører sin egen indre musik), og har fået retning (er blevet døbt). Det er ikke lige gyldigt om man hader, elsker eller forbander, når blot det sker med lidenskab. Lidenskaben har fået retning mod den elskede (hustruen - eller de nærmeste om man vil), mod “det Gode” og mod sit eget liv, som det leves i den konkrete virkelighed i det givne samfund. Man lever med andre ord sit liv med en altid nærværende lidenskab (også i de såkaldt stille stunder, for man vil hele sit liv).

 

Man kan altså ikke vælge sit selv (der er givet af Gud) uden med lidenskab, da valget og lidenskaben forudsætter hinanden. Vi så i forrige hovedafsnit, hvad det vil sige, at realisere “det Høieste i Æsthetiken”: Nemlig at blive digtet (af guddommen) samtidig med, at man selv digtede. Hvornår man blev digtet og hvornår man selv digtede, var ikke til at vide, eller rettere: Det skete nærmest samtidig. Ved digtning i denne sammenhæng forståes naturligvis ikke at blive en digter-eksistens - men netop det stikmodsatte. Det vil være mere korrekt at oversætte ‘digtning’ til skabelse. Men altså ikke kunstnerisk skabelse (som hos Johannes Forføreren/Æsthetiker A), men den rent menneskelige skabelse, dette at skabe sit eget liv(naturligvis ved Gud, der overhovedet har givet det enkelte menneske mulighed for at skabe sig selv og sit liv).

Altså:

Når man vælger sig selv og dermed vækker lidenskaben i sit liv, og således begynder at høre sin egen indre musik, og ophæver pligten som pligt, gør det udvortes indvortes, det indvortes udvortes

 

- så bliver LIDENSKABEN OG VALGET DET SKABENDE, det, som giver livet indhold og værdi, hver dag, hvert minut, for ethvert individ, der vælger at ville.