Det opbyggelige

 

Etikeren har modtaget en prædiken fra en præst i Jylland med titlen “DET OPBYGGELIGE, DER LIGGER I DEN TANKE, AT MOD GUD HAVE VI ALTID URET”.

 

Etikeren siger i indledningen, under denne teksts samlede titel “ULTIMATUM”:

 

“Han har i denne Prædiken grebet, hvad jeg har sagt, og hvad jeg gjerne vilde have sagt Dig; han har udtrykt det heldigere, end jeg seer mig istand til. Tag den, da, læs den, jeg har Intet at tilføie, uden at jeg har læst den, og tænkt paa mig selv, læst den, og tænkt paa Dig”. (EE2,310)

 

Og nu får præsten ordet:

 

“Der ligger intet Opbyggeligt i at erkjende, at Gud altid har Ret, og altsaa heller ei i nogen Tanke, der med Nødvendighed følger heraf. Naar Du erkjender, at Gud altid har Ret, da staaer Du udenfor Gud, og ligesaa, naar Du som en Følge deraf erkjender, at Du altid har Uret. Naar Du derimod ikke i Kraft af nogen foregaende Erkjendelse fordrer og er forvisset om, at Du altid har Uret, da er Du skjult i Gud. Dette er Din Tilbedelse, Din Andagt, Din Gudsfrygt”. (EE2,321)

 

Og:

 

“Saa er da Tvivlen standset; thi Tvivlens Bevægelse laae netop deri, at han det ene Øieblik skulde have Ret, i den andet Øieblik Uret, til en vis Grad have Ret, til en vis Grad Uret, og dette skulde betegne hans Forhold til Gud; men et saadant Forhold til Gud er intet Forhold, og dette var Tvivlens Næring”. (EE2,322)

 

Selvom etikeren - som vi har set - er religiøs, virker denne tekst alligevel lidt underlig i Enten-Eller. Måske skal den vise, at et gudsforhold kan være betydeligt mere end blot pragmatisk, poetisk eller hvad man nu vælger at kalde et gudsforhold som etikerens.

Han synes jo nemlig at være religiøs i en meget pragmatisk forstand. Eller, kunne man sige, han har ikke grebet hvad det egentlig vil sige at være religiøs (underforstået kristen) - selvom han nok er tæt på, han taler trods alt om angeren. Ikke desto mindre er der ganske betydelige aspekter af et sandt guds-forhold, som etikeren ikke har (be)grebet.

Men det er præcis, hvad denne opbyggelige tale griber. Tredie brev til Æsthetiker A. er altså en tale, som etikeren ikke har skrevet selv, da han ikke selv kan (be)gribe (Etikeren har ganske vist ‘døbt’ lidenskaben, givet den retning. Men spørgsmålet er imidlertid om han har (be)grebet den rigtig. Han har ganske vist givet den kvalitet, men ikke givet den navn - rigtig døbt den, har han altså ikke. Og det er for så vidt ikke fordi, han ikke vil. Men han kan ikke, når han ‘blot’ er etiker. For når det hedder, at individet ved at vælge sig selv, vælger modsætningen mellem godt og ondt, betyder det jo ikke, at det vælger det princip, der distingverer mellem godt og ondt. At lidenskaben rettes mod “det Gode”, osv., er altså ikke i sig selv indlysende, før man kalder lidenskaben ved rette navn. Men alle disse tanker er uden for denne bogs rammer. Mon læseren selv kan gætte hvilket navn, lidenskaben skal have?) de religiøse termer som præsten kan, “han [præsten] har udtrykt det heldigere, end jeg [etikeren] seer mig istand til” (EE2,319).

 

På den måde synes talen at tage forskud på de opbyggelige taler, som ligger uden for denne bogs rammer.

Men tanken i talen er, at vi mod Gud altid har uret. Føler man dette af hele sit hjerte, er man ikke i tvivl. Al relativitet forsvinder. For det er ubetinget og altid, at vi mod Gud har uret. Man skal altså ikke erkende dette forhold, intellektuelt eller af nødvendighed, om man vil, men føle det af hele sit hjerte. Så standser tvivlen - Gud har ikke sommetider ret, en gang imellem, osv. - men overfor Gud har vi altid uret. Han er nemlig “den uendelige kvalitet” (Udtrykket har jeg fra Hosekræmmerens Søn af Anders Kingo og Sten-O.B. Vedstesen, en bog som jeg kan anbefale min læser, hvis han vil vide mere om de opbyggelige taler. Møllehaves Til Trøst kan også varmt anbefales. De opbyggelige taler er udgivet af  ‘S. Kierkegaard’ (et underligt pseudonym eller Kierkegaard selv? - denne tanke har jeg læst hos Sløk). Se også Kierkegaards Psykologi af Kresten Nordentoft (især s. 416-488). Og selvfølgelig selve talerne. De er umiddelbart tilgængelige, men også mere omstændelige, og meget insisterende i tonen. Nordentoft bemærker, at talerne modsat de pseudonyme skrifter ikke bruger filosofiske termer, men bruger billeder i stedet for), som mennesket må bøje sig under. Ikke af nødvendighed, men frit og af hele sit hjerte, umiddelbart.

 

Og således slutter Enten-Eller med en tekst, der peger ud over sine egne grænser.

 

Ateisten Jørgen Husted skriver: ”Tilsyneladende er der andet og mere, som et menneske har at forholde sig til, er der andet og mere fordret og andet og mere at blive, end hvad der hører med til det etiskes gebet. Her har Wilhelm [altså etikeren] måske sine anelser, men længere er han endnu ikke kommet. Hinsides det etiske synes der at åbne sig en helt anden erfaringsverden, tilmed erfaringer, der fordrer en tilsidesættelse eller ligefrem ophævelse af det etiske og dermed ”det teleologiske” i det enkelte menneske. Straks efter Wilhelms brev følger Frygt og Bæven, hvori Kierkegaard under endnu et pseudonym for alvor tager fat på den religiøse erfaringsdimension, troen, og dens forhold til det etiske. Her rokkes den urokkelige etiske trofasthed, ikke som sådan, men ved at blive konfronteret med noget helt andet” (Jørgen Husted: Wilhelms brev. Det etiske ifølge Kierkegaard, s. 285f.).