Den daglige erhverven

 

“Spørgsmaalet bliver nemlig, lader denne Kjærlighed sig realisere. Du [æstetikeren] vil maaskee, efterat have indrømmet alt det Foregaaende, sige: nu bliver det ligesaa vanskeligt at realisere Ægteskabet, som den første Kjærlighed. Hertil maa jeg svare nei; thi i Ægteskabet ligger Bevægelses-Loven. Den første Kjærlighed bliver et uvirkeligt An-sich, som aldrig faar indre Gehalt, fordi den blot bevæger sig i et udvortes Medium; i det ethiske og religiøse Forsæt har den ægteskabelige Kjærlighed Muligheden af indre Historie og adskiller sig fra den første Kjærlighed som den historiske fra den uhistoriske. Denne er stræk, stærkere end hele Verden, men i det Øieblik Tvivlen falder ind i den, er en tilintetgjort (...) [Men] Den ægteskabelige Kjærlighed er bevæbnet; thi i Forsættet er Opmærksomheden ikke blot rettet mod Omverdenen, men Villien rettet mod sig selv, mod det Indvortes. Og nu vender jeg Alt om og siger: det Æsthetiske ligger ikke i det umiddelbare, men i det Erhvervede; men Ægteskabet er netop den Umiddelbarhed, der har Middelbarheden i sig, den Uendelighed, der har Endeligheden i sig, en Evighed, der har Timeligheden i sig. Saaledes viser Ægteskabet sig i dobbelt Forstand som Ideal, baade i antik og romantisk Betydning”. (EE2,91f)

 

I det ovenstående er det blevet besunget, hvorledes det umiddelbare, forelskelsen, erotikken - den første kærlighed - bliver bevaret i ægteskabet - den romantiske kærlighed blev jo ‘kasseret’ fordi den var uhistorisk, forblev et uvirkeligt An-Sich, et abstakt begreb, der ikke havde indre historie, men udelukkende bevægede sig i det udvortes.

 

Her er en misforståelse oplagt. I tidligere afsnit blev det fastslået, at forskelle mellem den romantiske kærlighed og den første kærlighed, som etikeren forstod disse udtryk, var, at det første var noget rent udvortes, hvor selve kærlighedshistorien aldrig rigtigt startede, mens den anden slags kærlighed udmærkede sig ved ren nærvær (‘kærligheden overvinder alt’). Men siger etikere ikke, i ovenstående citat, at også den første kærlighed er en abstrakt størrelse?

Jeg har faktisk tidligere været inde på det, men jeg anser det for nødvendigt at lave endnu en præcision, som dog bliver meget kasseagtigt:  Den romantiske kærlighed er abstakt og uhistorisk i forhold til den første kærlighed, mens sidstnævnte er abstrakt og uhistorisk i forhold til den ægteskabelige kærlighed, som etikeren forstår begrebet. Man kan måske også udtrykke det på følgende måde: Den romantiske kærlighed bevæger sig udelukkende i det udvortes, den første kærlighed udelukkende i det indvortes - og de får derfor begge noget uvirkeligt over sig. Når det derfor, iflg. etikeren, kun er den ægteskabelige kærlighed, der rigtig får historie (både ydre og indre), kan det selvfølgelig ikke undre, at det er den, han lovpriser:

 

“Det er da ikke saa [at]: Ægteskabet er en høist respektabel men kjedelig moralsk Person, Elskoven Poesi; nei Ægteskabet er ret egentlig det Poetiske. Og naar Verden saa ofte med Smerte har seet, at en første Kjærlighed ikke lod sig gjennemføre, saa vil jeg gjerne sørge med, men tillige erindre om, at Feilen ikke saa meget laae i det Senere, som i at man ikke begyndte rigtigt. Den første Kjærlighed mangler nemlig det andet æsthetiske Ideal, det Historiske. Den har ikke Bevægelses-Loven i sig. (...) Denne Bevægelse har den ægteskabelige Kjærlighed, thi i Forsættet er Bevægelsen vendt ind efter. I det Religiøse lader den ligesom Gud sørge for hele Verden, i Forsættet vil den i Forening med Gud stride for sig selv, erhverve sig selv i Taalmodighed. (...) Den første Kjærlighed har jeg visselig ladet vederfares al ret, og jeg troer, jeg er en bedre Lovpriser af den end Du, men dens Feil ligger i den abstrakte Charakter”. (EE2,93f)

 

Den første kærlighed fik sin gyldighed som en syntese af timelighed og evighed. Den var timelig, fordi den i en vis forstand var noget forbigangent: Det første kys kan ikke gentages. Men blev evig, fordi man reflekterede “paa Evigheden”: Det første kys er altid hele tidenen mulighed – når nærværet i anden, tredje og sjette kys har samme sødme som det første.

 

Når den første kærlighed ved ægteskabet skal blive historisk, får den også indre historie. Den romantiske kærlighed sluttede med erobringen af den elskede. Den første kærlighed får derimod netop historie ved ægteskabet. Den starter nemlig med besiddelsen - og har erobringen bag sig.

Men den første kærlighed i sig selv mangler altså det andet æstetiske ideal, det som iflg. etikeren gør kærlighedsforholdet smukt og skønt, nemlig “det Historiske” (det første ideal var jo umiddelbarheden). Det er fordi, den ikke har “Bevægelses-Loven i sig” - som ægteskabet har. Det er resignationen, etikeren her tænker på:

 

“Den ægteskabelige Kjærlighed rummer derfor noget Mere i sig, som Du ogsaa kan see deraf, at den er i Stand til at opgive sig selv. Sæt, den første Kjærlighed ikke lod sig realisere, saa ville, hvis det i Sandhed var en ægteskabelig Kjærlighed, Individerne være i Stand til at opgive den, og dog eie dens Sødme, om end i en anden Forstand. Dette kan den første kærlighed aldrig. Men heraf følger ingenlunde, at det var en Tvivl, der gav den ægteskabelige Kjærlighed sin Resignation, som om det var en Forkleinelse af den første Kjærlighed. Var det det, saa var det jo ingen Resignation, og dog veed maaske Ingen bedre, hvor sød den er, end Den der resignerer paa den, og dog har Kraften dertil; men denne Kraft er atter ligesaa stor, naar det gjelder om at fastholde Kjærligheden, at realisere den i Livet”. (EE2,94)

 

Man skal altså - i den ægteskabelige kærlighed - resignere på den første kærlighed, “og dog eie dens Sødme”. Når den første kærlighed kommer ind under ægteskabet og får historie, bliver den til den ægteskabelige kærlighed.

Man kan altså ikke resignere på den første kærlighed uden ved ægteskabet, og uden ægteskabet får den ikke indre historie – og forvandler sig til den ægteskabelige kærlighed.

Etikeren bruger således udtrykket den ægteskabelige kærlighed, som et ‘kvalitetsprædikat’, en tanke, som det moderne menneske måske ikke synes er indlysende. Men hvor den første kærlighed kan siges at være udtryk for den stormende forelskelse, - det rene nærvær - bliver fortsættet ved vielsen nødvendigt, når den ydre virkelighed trænger sig på. Tanken er så, at den første kærlighed i en vis forstand bliver noget ‘forbigangent’ (man resignerer på den), men i en anden - og mere fundamental betydning - netop forbliver, også efter forelskelsen. Selve den første kærlighed er altså ‘forbigangent’, men dets sødme lever videre i tiden efter den stormende forelskelse i ægteskabet som den ægteskabelige kærlighed. Selvom det efter min mening ikke giver mening at snakke om, at et ‘papirløst ægteskab’ har samme valør som et ægteskab efter kirkelig vielse, kan man sagtens argumentere for det modsatte, hvis man betragter udtrykket den ægteskabelige kærlighed som et rent prædikat, og ikke nødvendigvis som en kærlighed, indenfor et ‘rigtigt’ (dvs. kirkeligt) ægteskabs rammer.

Hertil er det interessant at bemærke, at æstetikeren jo godt er klar over, at en vielse er mere end blot en ceremoni - der hører en anderledes forpligtelse til, noget han både er bange for, og som han ikke for alvor kan forholde sig til.

Men altså: I den ægteskabelige kærlighed både opgives (ved resignationen) og fastholdes den første kærlighed (ved at bevare sødmen).

 

“Det er samme Kraft, der hører til at opgive som til at fastholde, og den sande Fastholden er den Kraft, der var i stand til at opgive, yttrende sig i at fastholde, og først heri ligger den sande Frihed i at fastholde, den sande sikkre Svæven”. (EE2,94)

 

At nærværet kan fortsætte efter den stormende forelskelse, hænger sammen med etikerens tanke om den daglige erhverven i et helt liv, som er en temmelig væsentlig pointe hos etikeren.

 

Selvom historien starter med besiddelsen, skal denne besiddelse bibeholdes.

Det kunne godt være noget, som æstetikeren kunne forstå, altså dette, stedse at erhverve hende - at være den erobrende er jo hans natur.

Men etikeren fortæller (Igen et længere citat):

 

“Dit Princip var aabenbart Hemmelighedsfuldhed, Mystification, forfinet Coquetteri, ikke blot Væggene i Dine Sale skulde være indfattede i Glas, men selv Din Bevidstheds Verden skulde mangfoldiggjøres ved lignende Reflexions-Brydninger, ikke blot overalt i Værelset, men ogsaa i Bevidstheden vilde Du overalt møde hende og Dig, og Dig og hende. “(...) Det gjelder om at holde det Punkt, da man ahner Bevægelsens Kredsløb, det Punkt, da Gjentagelsen begynder, saa fjernt som muligt; og da det dog ikke ganske kan holdes borte, gjelder det at have indrettet sig saaledes, at en Variation bliver mulig. Man har kun et vist Indbegreb af Texter, vil man prædike sig op den første Søndag, saa har man ikke blot ikke Noget til hele det følgende Aar, men end ikke Noget til den første Søndag i næste Aar. Saa længe som muligt bør man blive hinanden til en vis Grad gaadefuld, og forsaavidt man successivt aabenbarer sig, maa dette skee med saamegen Benyttelse af de tilfældige Omstændigheder som muligt, saa at det bliver saa relativt, at det kan sees igjen fra mange andre Sider. Man maa vogte sig for enhver Overmæthed og Eftersmag”. Du vilde nu boe i Stueetagen af dette herskabelige Slot, der skulde ligge i en skjøn Egn, dog i Nærheden af Hovedstaden. Din Kone, Din Gemalinde, skulde beboe første Sals venstre Fløi. Det var Noget, Du altid havde misundt fyrstelige Personer, at Mand og Kone boede adskilte. Hvad der imidlertid igjen fjernede det Æsthetiske fra et saadant Hofliv, var et Cerimoniel, som gjorde Fordring paa at staae over Kjærligheden. Man bliver meldt, man venter et Øieblik, man bliver modtaget. Det var Noget, der i og for sig ikke var uskjønt, men sin sande Skjønhed fik det dog først, naar det blev et Spil med i Elskovens guddommelige Leg, naar det blev tillagt Gyldighed saaledes, at man ligesaa godt kunde berøve det Gyldighed. Elskoven selv maatte have mange Grændser, men enhver Grændse maatte tillige være en vellystig Fristelse til at gaae ud over Grændsen: Du boede altsaa i Stueetagen, hvor Du havde Dit Bibliothek, Billiardværelse, Audientsværelse, Cabinet, Sovekammer. Din Frue boede paa første Sal. Her var tillige Eders toral conjugale [ægteseng], et stort Værelse med to Cabinetter, hvert til sin Side. Intet maatte erindre Dig eller Din Kone om, at I vare gifte, og dog maatte Alt igjen være saaledes, at ingen Ugift kunde have det paa den Maade. Du var uvidende om, hvad Din Kone foretog sig, hun om hvad der beskjeftigede Dig; men dette ingenlunde for at være uvirksom eller for at glemme hinanden, men for at enhver Berøring kunde være betydningsfuld, for at fjerne det Døds-Øieblik, da I saae paa hinanden, og see, I kjedede Eder”. (EE2,102-104)

 

Det er klart, at dette ikke er noget rigtigt ægteskab, som etikeren ser det. Men:

 

“Skulde der nu forøvrigt være noget æsthetisk Skjønt i den hele anskuelse, saa var det vel deels at søge i den erotiske Undseelse, Du lod ahne; deels i ikke noget Øieblik at ville besidde den Elskede som erhvervet, men stedse erhverve hende. Dette Sidste er i og for sig sandt og rigtigt, men Opgaven ingenlunde stillet med erotisk Alvor, og altsaa forsaavidt heller ei løst. Du klamrede Dig bestandig fast ved en Umiddelbarhed som saadan, ved en Natur-Bestemmelse, og turde ikke lade den forklare sig i en fælleds Bevidsthed; (...) Du frygter for, at naar det Gaadefulde er forbi, saa skal Kjærligheden ophøre; jeg derimod mener, at naar dette er forbi, saa begynder den først”. (EE2,104)

 

Men æstetikeren klamrer sig til det umiddelbare, det gådefulde og er bange for at se hende i øjnene på et tidspunkt, hvor det ikke er “betydningsfuldt”. Han er bange for, at det hele bliver for trivielt, bange for at kede sig.

 

“Først naar Individets Kjærlighed i Sandhed har aabnet hans Hjerte, gjort ham veltalende i en langt dybere Forstand end man ellers pleier at sige at Kjærlighed gjør det (...), først naar Individet saaledes har deponeret Alt i den fælleds Bevidsthed, først da faaer Hemmelighedsfuldheden Styrke, Liv og Betydning”. (EE2,105)

 

Det er altså ikke hemmelighedsfuldheden i sig selv, som etikeren kritiserer. Men det er først, når man har “deponeret Alt i den fælleds Bevidsthed”, at hemmelighedsfuldheden får ‘magi’. Mens æstetikerens udlægning af det hemmelighedsfulde er den stikmodsatte - man skal være hemmeligheds fuld for at undgå at se hinanden i øjnene - så man undgår at gøre det i et øjeblik, hvor det ikke er ‘magisk’. Man kan også udtrykke det på den måde, at for etikeren er ethvert blik fra og til den elskede, altid magisk - fordi hun er den elskede. For æstetikeren tæller kun de ’sublime’ blikke.

 

Æstetikens princip var forfinet “Coquetteri”. Men dette er ikke kærlighed:

 

“Den der derimod elsker, han har tabt sig selv i en Anden, men idet han har tabt og glemt sig selv i den Anden, er han den Anden aabenbar, og idet han glemmer sig selv, erindres han i den Anden”. (EE2,105f)

 

Hvis ikke ovenstående har været meget patetisk, så bliver det næste det i hvert fald. Etikeren nævner at:

 

“Oprigtighed, Aabenhjertighed, Aabenbarelse, Forstaaelse, det er Livs-Principet i Ægteskabet, uden den er det uskjønt og egentlig usædeligt; thi da adskilles det, som Kjærligheden forener, det Sandselige og det Aandelige”. (EE2,111).

 

Vi så tidligere æstetikerens kritik af ægteskabet. Han sagde, at når kristendommen kom ind i billedet, ville sanseligheden/skønheden blive “negeret”. Etikeren pointerede: “Ja vist er den Christnes Gud Aand og Christendommen Aand, og der er sat Splid mellem Kjødet og Aanden; men Kjødet er ikke det Sandselige, det er det Selviske” (EE2,50).

Nu siger etikeren tilmed, at det faktisk er den ægteskabelige kærlighed, der overhovedet forener det sanselige og det åndelige. Men kan man ikke åbenbare sig for hinanden (deponere alt “i den fælleds Bevidsthed”) i ægteskabet, da adskilles det sanselige og det åndelige – og ægteskabet er ikke længere sandt.

 

Dette ironiserer æstetikeren selvfølgelig over. Han henviser til ægteskabets historiske karakter. Han bemærker, at når et ægtepar - for deres gensidige forståelse -

 

“saaledes ret tilgavns begyndte at fortælle deres kortere eller længere Historie, saa kommer vel snart det Øieblik, hvor det hedder: “Snip, Snap, Snude, nu er Historien ude”. (EE2,12)

 

Jeg forestiller mig æstetikeren sige: ‘Når historien ikke slutter med erobringen, og man så en uges tid efter har fortalt hinanden, hvad man før har lavet, og fortalt om sig selv, - så er der ikke mere at snakke om, for “Snip, Snap, Snude, nu er Historien ude”’.

Men etikeren siger:

 

“Det er ogsaa kun en vilkaarlig Misforstaaelse, at opfatte denne Aabenbarelse saaledes, som om Ægtefolkene anvendte en halv Snees Dage til at fortælle deres Levnetsløb, og der nu derpaa skulde følge en Dødsstilhed (...). Ægteskabets historiske Charakteer gjør netop, at denne Forstaaelse ligesaa meget er paa eengang, som stadig vorder. Det gaaer hermed som det gaaer med det individuelle Liv. Naar man er kommen til Klarhed over sig selv, naar man har havt Mod til at ville see sig selv, saa følger deraf ingenlunde, at nu Historien er forbi; thi nu begynder den, nu faaer den først ret Betydning, idet ethvert enkelt oplevet Moment henføres til denne Total-Anskuelse. Saaledes ogsaa i Ægteskabet. I denne Aabenbarelse er den første Kjærligheds Umiddelbarhed gaaet under, dog ikke tabt, men indoptaget i den ægteskabelige Samviden, og hermed begynder Historien, og til denne Samviden bliver det Enkelte henført, og deri ligger dens Salighed, et Udtryk, hvori atter Ægteskabets historiske Charakteer er bevaret, og som er det Tilsvarende til den Livsglæde, (...) som den første Kjærlighed har”. (EE2,113)

 

For en kort opsummering:

 

Først blev det umiddelbare i den første kærlighed besunget.

Så blev det fremhævet, at den manglede det andet æstetiske ideal, nemlig det historiske. At være nærværende i den første kærlighed gør den ganske vist til en syntese af det timelige og det evige, men ud fra etikerens begreb, mangler den stadig det historiske aspekt - i den første kærligheds intense nærvær, har den ydre virkelighed ikke trængt sig på.

For at gøre den første kærlighed historisk, skal man - ved ægteskabets forsæt -, resignere på den og dog eje dens sødme.

Man skal altså ikke se den ægteskabelige kærlighed som noget én gang erhvervet, men som noget der dagligt skal erhverves - og således besiddes.

 

Men selvom æstetikeren måske kunne forstå dette, at erhverve kvinden dagligt, står der noget i vejen. Nemlig gentagelsen, som er det, der i sin natur ligger i den daglige erhverven, den gentagne daglige erhverven, om man vil.

Og æstetikeren afskyr enhver form for gentagelse, han er bange for at kede sig, bange for trivialiteten og vanen.

Det er, som nævnt mange gange, denne forskel mellem æstetikeren og etikeren, der er den væsentlige grund til, at æstetikeren ikke kan få rigtigt hold på lidenskaben. Den er for flagrende for ham. Allerede anden gang han kysser den samme pige, er det blevet vane - og han må videre.