Den første kærlighed
Den fuldbyrdede nydelse findes i elskoven.
“Det der nu bliver det Første, jeg har at gjøre, er at orientere mig og især Dig i Bestemmelserne af, hvad et Ægteskab er. Det egentlige Constituerende, det Substantielle er aabenbart Kjærligheden eller, om Du bestemtere vil udhæve det, Elskoven. Saasnart denne tages bort, er Samlivet enten en blot Tilfredsstillelse af sandselig Lyst, eller det er en Association, et Compagniskab til en eller anden Hensigts opnaaelse (En lille bemærkning også til vor tid - som i øvrigt hele Enten-Eller er, efter min mening. Om vor opfattelse af ægteskabet: “Den mener en Tid lang kan man nok holde ud at leve sammen, men den vil holde en Udvei aaben til, hvis der viste sig et lykkeligere Valg, da at turde vælge. Den gjør Ægteskabet til en borgerlig Indretning; man behøver blot at melde det for vedkommende Øvrighed, at nu er dette Ægteskab forbi og et nyt indgaaet, ligesom man melder, at man er flyttet. Om Staten er tjent dermed, skal jeg lade uafgjort; for den Enkelte maa det i Sandhed være et besynderligt Forhold. Man seer det derfor vel heller aldrig realiseret i Virkeligheden, men Tiden truer bestandig dermed”. (EE2,27))”. (EE2,35f)
Kærligheden og elskoven er altså det substantielle i ægteskabet.
“Ægteskabet skal altsaa ikke fremkalde Elskoven, tvertimod det forudsætter den, men forudsætter den ikke som et Forbigangent, men som et Nærværende. Men Ægteskabet har et ethisk og religiøst Moment i sig, det har Elskoven ikke; Ægteskabet er af denne Grund baseret paa Resignation, det er Elskoven ikke. Naar man nu ikke vil antage, at ethvert Menneske gjennemløber i sit liv den dobbelte Bevægelse, først den, om jeg saa maa sige hedenske Bevægelse, hvor da Elskoven hører hjemme, og derpaa den christelige, hvis Udtryk er Ægteskabet, naar man ikke vil sige, at Elskoven maa udelukkes af Christendommen, saa maa det vises, at Elskoven lader sig forene med Ægteskabet”. (EE2,39)
Til dette ville æstetikeren sige:
“Du [altså, æstetikeren] vilde erindre om, at i Christendommen Skjønheden og Sandseligheden er negeret (...) Du vilde bede mig med min Orthodoxi at holde mig fra alle Mæglingsforsøg, der ere Dig endnu mere imod end den crasseste Orthodoxi (...) Men naar man har med Dig at gjøre, saa har man vel omtrent sat sig den vanskeligste Opgave; thi Du er capabel at bevise hvad det skal være, og ethvert Phænomen bliver under Dine Hænder til hvad det skal være. Ja vist er den Christnes Gud Aand og Christendommen Aand, og der er sat Splid mellem Kjødet og Aanden; men Kjødet er ikke det Sandselige, det er det Selviske”. (EE2,50)
Etikeren bemærker, at “Skjønheden” og “Sandseligheden” også har sin plads i ægteskabet - eller rettere: netop har sin plads her. Problemet er ikke det sanselige, men det selviske.
Til at vise, at ægteskabet er den sande forklarelse af elskoven, starter han med udtrykket: Den romantiske kærlighed.
Med den romantiske kærlighed menes den umiddelbare kærlighed, forelskelsen, erotikken (jvf. note (EE2,325)).
Etikeren fortæller om alle de eventyr og romaner, der beskriver, hvordan helten efter at have gået så grueligt meget igennem, endelig får den elskede. “Efter de mange overstandne Fata synke endelig de Elskende i hinandens Arme, Teppet falder, Bogen ender, men Læseren er lige klog” (EE2, 22)..
Etikerens pointe er, at det ikke er nogen kunst at kæmpe for noget, der er det eneste for en, især ikke når kærligheden er i sin første opblussen. Kunsten er derimod at have “Besindighed, Viisdom, Taalmod til at beseire den Mathed, der ofte pleier at følge oven paa et opfyldt Ønske” (EE2,22).
Etikeren:
“Det, der er det Sande i denne hele Udvikling, det egentlige Æsthetiske ligger i, at Kjærligheden bliver sat i Stræben, at denne Følelse sees kjæmpende sig gjennem en Modsætning. Det, der er det Forfeilede, er, at denne Kamp, denne Dialektik er aldeles udvortes, og at Kjærligheden udgaaer ligesaa abstrakt af denne Kamp, som den indgik i den. Naar først Forestillingen om Kjærlighedens egen Dialektik vaagner, Forestillingen om dens pathologiske Kampe, om dens Forhold til det Ethiske, det Religiøse, da vil man i Sandhed ikke behøve haardhjertede Fædre eller Jomfrubure eller fortryllede Prindsesser eller Trolde og Uhyrer for at give Kjærligheden fuldt op at bestille”. (EE2,23)
Problemet med disse eventyrlige fortællinger er altså, at den stræben helten ligger for dagen for at komme i besiddelse af sin elskede, er aldeles udvortes, og for så vidt kærligheden uvedkommende. Det er nemlig ikkeen indre kamp, men udelukkende en ydre.
Hvordan kærligheden faktisk bevares efter erobringen er uinteressant - det er selve erobringen af den elskede, der er i centrum. Derfor har den romantiske kærlighed – den eventyrlige fortælling - ingen indre historie, den er uhistorisk, den egentlige kærlighedshistorie når aldrig at begynde, om man så kan sige.
Etikeren kommer så ind på udtrykket “den første Kjærlighed”, som til trods for æstetikerens og “al Verdens Spotterier, dog altid for mig [altså etikeren] har havt en skjøn Betydning” (EE2,39).
“For Dig er derimod den Forestilling: det Første, dets Betydning, dets Over- og Undervurderen en gaadefuld Bølgebevægelse. Snart er Du ene og alene begeistret af det Første. (...) Du er saa gjennemglødet og opflammet, saa elskovsvarm, saa drømmende og frugtbar, saa nedsynkende som en Regnsky, saa mild som en Sommerluftning, kort Du har en levende Forestilling om, hvad det vil sige, at Jupiter i en Sky eller i Regn besøger sin Elskede. (...) I slige Øieblikke er det da “det Første”, Du jager efter, det alene Du vil, uden at ahne, at det er en Selvmodsigelse at ville, at det Første bestandig skal komme igjen, og at Du som en Følge deraf enten slet ikke maa være kommen til det Første, eller Du virkelig har havt det Første, og at det Du seer, det Du nyder, bestandig blot er Afglandsen af det Første, hvorved tillige bliver at bemærke, at Du er i en Vildfarelse, naar Du troer, at det Første skulde være fuldkomment tilstede i et Andet end i selve det Første, naar man blot søger rigtigt, og at, forsaavidt Du beraaber Dig paa Din Praxis, dette da atter er en Misforstaaelse, da Du aldrig har praktiseret i den rigtige Retning. Til andre Tider er Du derimod saa kold, saa skarp og bidende som en Foraarsvind, saa sarkastisk som en Riimfrost, saa forstandsgjennemsigtig som Luften pleier at være om Foraaret, saa tør og ufrugtbar, saa egoistisk sammensnærpet som muligt. Hænder det sig da i en saadan Tilstand, at et Menneske kommer til Skade at tale til Dig om det Første, om det Skjønne, der ligger heri, maaskee endog om sin Første Kjærlighed, saa bliver Du formelig arrig. Nu bliver det Første det Latterligste, det Taabeligste af Alt, en af de Løgne, som den ene Generation bestyrker den anden i”. (EE2,40f)
Det er umiskendeligt æstetikeren, der her beskrives. Til tider søger han energisk det første, som var det noget, der bestandigt kom igen, hvis blot man leder rigtigt, og dette er i sig selv en misforståelse.
Og til andre tider håner æstetikeren det som det latterligste af alt.
Hvad er“det Første” da?
“Med dette Ord: “det Første” forbinde alle de af Ideen berørte Mennesker en høitidelig Forestilling, og det er ogsaa gjerne kun om Ting, der høre hjemme i en lavere Sphære, at “det Første” betyder det Sletteste. I denne Henseende er Du riig nok pa Exempler, den første Correctur, den første Gang man har en ny Kjole paa o.s.v. Jo større Sandsynlighed der nemlig er for, at en Ting kan gjentages, desto mindre Betydning faaer det Første, jo mindre Sandsynlighed, desto større Betydning, og paa den anden Side jo betydningsfuldere det er, der i sit Første første Gang forkynder sig, desto mindre Sandsynlighed for at det kan gjentages. Er det nu endog noget Evigt, da forsvinder al Sandsynlighed for at det lader sig gjentage. Naar man derfor med en vis veemodighed Alvor har talt om den første Kjærlighed, som om den aldrig lod sig gjentage, saa er dette ingen Forkleinelse af Kjærligheden, men den dybsindigste Lovpriisning af den som den evige Magt (…) Saaledes fødes Mennesket kun eengang, og der er ingen Sandsynlighed for en Gjentagelse. En Sjælevandring miskjender Fødselens Betydning. Jeg vil ved et Par Eksempler nærmere udhæve hvad jeg mener. Det første Grønt, den første Svale hilse vi med en vis Høitidelighed. Grunden dertil er imidlertid den Forestilling, der hos os knytter sig dertil; her er altsaa det, der bebuder sig i det Første, noget Andet end dette Første selv, den enkelte første Svale”. (EE2, 42f)
Hvad etikeren mener, er følgende: Den første kærlighed er unik ved, at den ikke kan gentages, og den bebuder noget andet end blot sig selv, nemlig et kommende ‘forår’, en kærlighedshistorie (ligesom svalen bebuder foråret, selvom den dog kommer hvert år), mens den romantiske kærlighed ‘blot’ er noget, der udspiller sig i et eventyr. Og erobringen, der er den romantiske kærligheds højdepunkt, bebuder intet, da historien slutter, når prinsen har fået prinsessen.
Den første kærlighed, derimod, bliver en syntese af det timelige og det evige.
“Men naar nu det, der i det Første antyder sig, beroer paa en Synthese af det Timelige og det Evige, saa synes alt det at beholde sin Gyldighed, jeg i det Foregaaende har udviklet. I det Første er det Hele implicite [medindbefattet] og [usynligt] tilstede. (...) For de lykkelige Individualiteter er den første Kjærlighed tillige den anden, den tredie, den sidste, den første Kjærlighed har her Evighedens Bestemmelse; for de ulykkelige Individualiteter er den første Kjærlighed Momentet, den faaer Timelighedens Bestemmelse. For Hine er den første Kjærlighed, idet den er, et Nærværende; for Disse er den, idet den er, et Forbigangent”. (EE2,44)
Den første kærlighed får altså sin gyldighed som en syntese af timelighed og evighed; den er for så vidt timelig (forgængelig), men netop fordi man bliver i den som et “Nærværende” (når man ‘bliver’ i den, forsvinder den jo ikke), er den første kærlighed også den anden, den tredie, den sidste - kærligheden får således “Evighedens Bestemmelse”. Det er med andre ord nærværet, der giver ‘den første kærlighed’ evighedens bestemmelse. Ophører nærværet, slutter historien. På denne måde bliver udtrykket ‘den første kærlighed’ for etikeren en slags kvalitetsbetegnelse, et prædikat. Ellers giver det ingen mening at omtale den - timelig set - anden kærlighed som den første kærlighed. I den forstand bliver den første kærlighed netop en evig mulighed.
“Den der saaledes reflekterer timeligt, for ham vil det første Kys f. Ex. være et forbigangent (...), for den, der reflekterer evigt, vil det være en evig Mulighed. (...) “naar man da bliver i den, saa bliver det jo dog en anden Kjærlighed? nei, netop fordi man bliver i den, bliver det den første, naar man reflekterer paa Evigheden”. (EE2,44)
Så smukt kan etikeren beskrive den første kærlighed:
“den første Kjærlighed [er] en absolut Vaagnen, en absolut Skuen, og dette maa fastholdes for ikke at gjøre den Uret. Den retter sig mod en eneste bestemt virkelig Gjenstand, der ene existerer for den, alt Andet existerer slet ikke. Denne ene Gjenstand existerer ikke i ubestemt Omrids, men som et bestemt levende Væsen. Denne første Kjærlighed har i sig et Sandselighedens, et Skjønhedens Moment, men det er dog ikke blot sandselig. Det Sandselige som saadant fremkommer først ved Reflexion og er derfor ikke blot sandselig. Dette er Nødvendigheden i den første Kjærlighed. Den har som alt Evigt den Dobbelthed ved sig, at den forudsætter sig tilbage ind i al Evighed og fremad ind i al Evighed. Dette er det Sande i hvad Digterne ofte saa skjønt have besunget, at det er de Elskende som om de allerede længe havde elsket hinanden, saaledes er det dem endog i det første Øieblik de see hinanden. Dette er det sande i den ubrødelige ridderlige Trofasthed, der Intet frygter, ikke ængstes ved Tanken om nogen adskillende Magt. Men som al Kjærligheds Væsen er Eenhed af Frihed og Nødvendighed, saaledes ogsaa her. Individet føler sig netop frit i denne Nødvendighed, føler hele sin individuelle Energi deri, føler Besidelsen af Alt, hvad han er, netop heri. Det er derfor, at man umiskjendeligt kan iagttage det paa ethvert Menneske, om han i Sandhed har været forliebt. Der ligger en Forklarelse, en Forgudelse deri, som bevarer sig gjennem hele hans Liv. Der er en Samklang i ham af alt det, som ellers er adsplittet, han er yngre og ældre end sædvanlig i eet Moment, han er Mand og dog Yngling, ja næsten Barn, han er stærk og dog en svag, han er en Harmoni, der som sagt gjenlyder i hele hans Liv”. (EE2,45f)
Og videre:
“Den er Eenheden af Frihed og Nødvendighed. Individet føler sig draget med en uimodstaaelig Magt hen til det andet Individ, men føler netop heri sin Frihed. Den er en Eenhed af det Almene og det Særegne, den har det Almene som det Særegne, endog til Grændsen af det Tilfældige. Men alt Dette har den ikke i Kraft af Reflexion, den har det umiddelbart”. (EE2, 47f)
Men etikerens tanker om denne uovervindelige første kærlighed har måske alligevel et problem?
“Individet er i den første Kjærlighed i Besiddelse af en uhyre Magt, og det er derfor ligesaa ubehageligt ikke at møde Modstand, som det vilde være ubehageligt for den kjække Ridder, der havde faaet et Sværd, hvormed han kunde hugge Stene, hvis han derpa saae sig hensat i en sandet Egn, hvor der end ikke var en Qvist han kunde bruge den til. Den første Kjærlighed den er altsaa sikker nok, den behøver ingen Støtte, skulde den behøve en Støtte, vil Ridderen sige, saa er det ikke mere den første Kjærlighed. Det synes nu ogsaa klart nok, men tillige bliver det indlysende, at jeg er kommen ind i en Cirkel”. (EE2,48)
Etikeren er tilsyneladende kommet ind i en cirkel, da den første kærlighed ikke kommer ud af stedet.
“Vi saae vel i det Foregaaende, at det var den romantiske Kjærligheds Feil, at den blev staaende ved Kjærligheden som et abstrakt An-sich (betegner hos S.K. det rent abstrakte begreb i modsætning til det konkrete forhold, hvor begrebet har fået indhold fra det virkelige liv. (jvf. note (EE2,327))) og at alle de Farer, den saae og ønskede, vare blot udvortes Kjærligheden selv aldeles uvedkommende. Vi erindrede tillige om, at naar Farerne kom fra den anden Side, indvendig fra, Sagen da blev vanskeligere”. (EE2,48)
I den romantiske kærlighed var fejlen, at de udvortes farer kærligheden så og ønskede, var kærligheden selv aldeles uvedkommende, fordi historien sluttede med erobringen (som når prinsen får prinsessen) - selve kærligheden nåede ikke at få indre historie. Derfor forblev kærligheden et abstrakt “An-sich”, der ikke har fået indhold fra det konkrete virkelige liv.
Men den første kærlighed har altså også et problem, for selvom historien ikke slutter ved erobringen, men snarere har den bag sig, får den alligevel ikke rigtig historie - fordi den mangler modstand. Det er blot, kunne man sige.
“Senere skal jeg da vise, at det hører den første Kjærlighed væsentlig til at blive historisk, og at Betingelsen herfor netop er Ægteskabet, samt at den romantiske første Kjærlighed er uhistorisk, om man end var istand til at fylde Folianter med Ridderens Bedrifter”. (EE2, 49)
Dette er således en anden vigtig forskel mellem den første kærlighed og den romantiske:
Den første kærlighed har muligheden af at blive historisk - og få indre historie - ved ægteskabet (herom senere). Den romantiske kærlighed er og forbliver uhistorisk og abstrakt (Selvom æstetikeren kun kan foragte en kærlighed, der har prædikatet ‘romantisk’ - og i det hele taget ikke kan forholde sig til et kærlighedsforhold, kan man alligevel sige, at hans egne såkaldte kærlighedsforhold har det til fælles med den romantiske kærlighed, at spændingen for begges vedkommende ligger i tiden inden erobringen, med erobringen som det absolutte højdepunkt (jvf. Forførerens Dagbog). Men det fundamentale i den romantiske kærlighed mangler hos æstetikeren, nemlig umiddelbarheden. Derfor kan æstetikeren grundlæggende ikke forholde sig til den naturlige kærlighed).
“Den første Kjærlighed er altsaa umiddelbar sikker i sig selv; men Individerne ere tillige religiøst udviklede. Dette har jeg jo Lov at forudsætte, ja det skal jeg jo forudsætte, da jeg skal vise, at den første Kjærlighed og Ægteskabet kan bestaae med hinanden. (...) Nu er det ikke paa Sorgens Dag de søge til Gud, det er heller ikke Frygt og Angst, der driver dem til at bede, deres Hjerte, hele deres Væsen er opfyldt af Glæde, hvad naturligere da end at de takke ham derfor. De frygte Intet; thi udvortes Farer ville ikke have Magt over dem, og indvortes Farer, ja dem kjender jo den første Kjærlighed slet ikke. Men ved denne taksigelse er den første Kjærlighed ikke forandret, ingen forstyrrende Reflexion er traadt til den, den er optagen i en høiere Concentricitet. Men en saadan Taksigelse er som al Bøn forenet med et Gjernings-Moment, ikke i udvortes men indvortes Forstand, her det at ville holde fast ved denne Kjærlighed. Den første Kjærligheds Væsen er derved ikke forandret, der er ingen Reflexion traadt til den, dens faste Sammenføining er ikke løst, den har endnu sin hele velsignede Forvisning i sig selv, den er blot optaget i en høiere Concentricitet. Den veed i denne høiere Concentricitet maaskee slet ikke, hvad den har at befrygte, den tænker sig maaskee slet ingen Farer, og dog er den ved det gode Forsæt, der ogsaa er en Slags første Kjærlighed, draget op i det Ethiske”. (EE2,49)
Den første kærlighed, der ingen “indvortes Farer” kender til, men som i “indvortes Forstand” ønsker at holde fast ved denne kærlighed, er således blevet forenet i ægteskabet. Elsker og elskerinde er blevet forvandlet til brud og brudgom.
Den første kærlighed, det umiddelbare, forelskelsen - og den hedenske elskov - er således trådt i forhold til ægteskabet, men hvordan den også bliver historisk ved ægteskabet behandler jeg senere (Her er det dog kraftigt antydet: “Og skulde det glæde ham at erobre og erhverve hende, saa vil han vide, at den daglige Erhverven gjennem et heelt Liv er passende ikke en kort Forliebelses overnaturlige Kraft.” (EE2,58)).
Altså:
“Vi have nu seet, hvorledes den første Kjærlighed traadte i Forhold til Ægteskabet, uden at denne Derved blev alteret. Det samme Æsthetiske, der ligger i den første Kjærlighed, maa altsaa og ligge i Ægteskabet, da hiin er indeholdt i dette.” (EE2,61)
Tankegangen i dette afsnit kan godt være vanskelig, og kan måske sommetider virke lidt konstrueret, men funktionssammenhængen kan i hovedtræk udtrykkes således: Den romantiske kærlighed hører strengt taget kun til i fortællinger. Her er det de eventyrlige strabadser, helten skal igennem, som er det spændende og pirrende - og historien slutter ved erobringen af prinsessen.
Her starter til gengæld den første kærlighed, idet det her er selve kærlighedsforholdet, der er det pirrende og berusende. Men den er netop så berusende, at ‘kærligheden overvinder alt’, hvorved den alligevel får noget abstrakt over sig. Den egentlige historie kan den - ifølge etikeren - først få igennem ægteskabet.
Æstetikeren undrer sig dog over, hvorfor den blotte tanke om ægteskab overhovedet kommer ind i billedet.
