Den etiske grundholdning: Livet som opgave

 

Etikeren nævner, hvad man kunne kalde en faldgruppe, når man vælger sig selv og Gud. Nemlig den kristne mystiker.  Han har valgt abstrakt og ikke konkret.

Mystikeren går ind i sig selv, flygter fra den konkrete virkelighed, som han intet vil have med at gøre. Hans liv er kun til for Gud, som han ikke kan bruge nok tid på.

 

“Som i Jordelivet de Elskende længes efter det Øieblik, da de kunne udaande deres Kjærlighed for hinanden, lade deres Sjæle sammensmelte i en sagte Hvisken, saaledes længes Mystikeren efter det Øieblik, da han i Bønnen ligesom kan snige sig ind i Gud. Som de Elskende føle den høieste Grad af Salighed i denne Hvisken, naar de egentlig slet Intet have at tale om, saaledes er for Mystikeren hans Bøn desto saligere, hans Kjærlighed desto lykkeligere, jo mindre den har noget Indhold, jo mere han i sit Suk næsten forsvinder for sig selv”. (EE2,225)

 

At forsvinde, at “snige sig ind i Gud”, er ikke, hvad etikeren forstår ved et sandt menneskeliv.

 

“Efter min Mening kan man ikke frikjende Mystikeren for en vis Paatrængenhed i sit Forhold til Gud. At et Menneske skal elske Gud af sin ganske Sjæl og al sin Tanke, ja, at han ikke blot skal det, men at det, at gjøre det, er Saligheden selv, hvo ville negte dette? Deraf følger imidlertid ingenlunde, at Mystikeren skal forsmaae den Tilværelse, den Virkelighed, i hvilken Gud har sat ham; thi derved forsmaaer han egentlig Guds Kjærlighed eller fordrer et andet Udtryk for den end det, Gud vil give”. (EE2,225f)

 

Ovenstående giver mig lejlighed til igen at betragte etikerens Guds-forhold. Som jeg tidligere har været inde på, så kan man nok godt argumentere for, at etikerens gudsforhold har overvejende poetisk karakter (selvom jeg stadig mener, at det er meningsløst at tale om anger og skyld over noget, man ikke direkte er ‘skyldig’ i, uden et reelt gudsforhold).

Nu synes han at bruge Gud som en ‘instans’, der skal forene det timelige og evige:

Det er altid tilfældigt, hvordan lovene i det enkelte samfund konkret er formuleret. Samfundet bevæger sig konstant, er hele tiden i udvikling, og lovene bliver hele tiden ændret - i større eller mindre grad. I den forstand er det derfor altid tilfældigt, hvordan lovene faktisk er udformet i det givne samfund, i den konkrete virkelighed, man tilfældigvis er født ind i. Og for at det ikke skal blive den rene nihilisme - dvs. når der ingen faste værdier er, alle værdier er relative og historisk tilfældige, én værdi, ’din’, kan strengt taget være lige så god som ’min’, ‘objektivt’ set. Når det er sådan, er Guds-forholdet en nødvendighed (“Hvis Gud er død, er alt tilladt”). Selvom man selvfølgelig vælger det frit. Gør man ikke det, er disse betragtninger, ja samtlige etikerens ord om den etiske livsholdning, ordgejl.

Med Guds-forholdet er intet længere tilfældigt og timeligt. Det er ganske vist tilfældigt, hvordan den enkelte lov afspejler de evige begreber om godt og ondt - sådan har det jo været fra tidernes begyndelse og sådan vil det for altid være i fremtiden, men det er Guds-forholdet, der giver de timelige og historisk betingede love gyldighed. Og på den måde får de evige begreber om godt og ondt indhold fra den faktisk givne virkelighed.

For at undgå en misforståelse: Pointen er ikke at man blot med ordet ‘Gud’ pludselig gør alt det tilfældige og relative i den historisk betingede virkelighed gyldigt, som ved et trylleslag - en sådan bemærkning kunne jeg nemt forestille mig komme fra en æstetikers mund.

Når man vælger sig selv og dermed gør alt udvortes indvortes, gør man ikke blot sine differentser til sine egne, men også lidenskaben og begreberne om godt og ondt, og indholdet af disse - og dermed Guds-forholdet - til sine egne, altså til noget indvortes.

Det som det hele altså kommer an på, er, hvordan det enkelte individ forholder sig til disse udvortes størrelser, som i en anden forstand selvfølgelig ikke er noget udvortes, da det udvortes jo er gjort indvortes.

Det er altså det enkelte individs forholden sig til denne ydre virkelighed, der giver den gyldighed (jvf. også afsnittet “Enten - Eller”).

Ikke desto mindre synes dette gudsforhold at være dybt problematisk, for her er det pragmatiske i dette forhold meget tydeligt. Den konstaterer jo blot, at sådan som et samfunds love er, sådan skal de også være. Taget på ordet betyder det, at hvis der er en almen accept af dødsstraf i et land, så vil det være at gøre “det Gode”, hvis man fx. har ansvaret for den elektriske stol (At undertegnede overhovedet stiller spørgsmålstegn ved hvorvidt “det Gode” altid er lig samfundets regler og normer for ret handel og vandel, skyldes naturligvis at han ikke mener, at “det Gode” er lig dødsstraf). Denne måde at betragte livet på kan i princippet blive konsekvensen af etikerens gudsforhold. Også etikerens åndsfælle i Kierkegaards “Frygt og Bæven”, som hedder Johannes de Silentio, ville formentlig sige god for denne tankegang - han kan nemlig godt forstå, at man kan ofre et menneskets liv - i “Fryg og Bæven” er det en fader (Agamemnon), der ofrer sin datter (Ifigenia) - for almenvellets skyld (Frit efter Johs. Sløks Kierkegaards Univers, s. 66ff).

Dog: Denne kritik kommer etikeren i princippet selv i forkøbet.

Etikeren går nemlig i rette med “Fritænkerne”, der “ofte nok [har] søgt at forvirre Begreberne” (EE2,244). At det historiske/relative ved virkeligheden giver problemer, da noget til en tid opfattes som ondt, til andre tider som godt, er en  tankegang som æstetikeren jo plæderer ivrigt for. Men en sådan tankegang viser, at man har ladet sig “blænde af det Udvortes; men ved det Ethiske er der aldrig Spørgsmaal om det Udvortes, men om det Indvortes” (EE2,244). At ville sig selv, vælge sig selv, er jo ensbetydende med at ville det gode og gøre de udvortes farer, begrænsninger og muligheder til sine egne. “Kun som den Enkelte er han den Absolute, og denne Bevidsthed vil frelse ham fra al revolutionær Radikalisme” (EE2,245) – faktisk er etikerens tanker mildt sagt ikke ’revolutionære’, men særdeles samfundsbevarende.

Men æstetikeren har en pointe : Når fx. børn i “dannede Nationer” er pligtig “at sørge for deres Forældre”, mens “de Vilde [har] den Skik at slaae deres gamle Forældre ihjel” (EE2,245), virker begreberne unægtelig meget relative. Men “de Vilde” behøver ikke at ville noget ondt dermed, mener etikeren. De har blot ikke erkendt det urette i deres gerning.

Selvom det ikke siges direkte, vil det her være rimeligt at henvise til De Ti Bud, da det nævnte eksempel antyder en forankring i De Ti Bud. Den kristne etik siger jo bl. a., at man skal ære sin far og sin  mor, og at man ikke må slå ihjel. At stræbe efter at overholde den kristne etik, må her betragtes som at ville “det Gode”.

Gør man ikke det, er det blot fordi, man endnu ikke har erkendt eller er uvidende om denne etik, denne fordring. Altså, ifølge etikeren.

Men, dette Guds-forhold er under alle omstændigheder noget, man i det etiske valg gør indvortes,- og ikke noget der pålægges en udefra.

 

I første del af Enten-Eller skrev jeg, at spidsborgeren sagtens kunne gå i kirke - som han kunne gøre så meget andet. Men alt hvad spidsborgeren foretager sig er aldeles udvortes, og derfor er hans Guds-forhold overfladisk og uden indhold, ikke engang pragmatisk. Man kan ikke anklage æstetikeren for at have et overfladisk Guds-forhold, for han har - som det er fremgået - intet forhold til Gud. Æstetikeren mener jo at alle evige begreber er nonsens - derfor også Gud.

 

Etikeren fortsætter:

 

“Endelig mishager en Mystikers Liv mig, fordi jeg anseer det for et Bedrag mod den Verden, i hvilken han lever, et Bedrag mod de Mennesker, med hvilke han er forbunden, eller til hvilke han kunde træde i Forhold, hvis det ikke havde behaget ham at blive Mystiker”. (EE2,226)

 

Udsagnet hænger sammen med det forrige citat, men er i øvrigt også et udtryk for en holdning hos etikeren, at det er en pligt for ethvert menneske at gifte sig, en holdning der i sin natur er uforenelig med al mysticisme.

Grunden til at mystikeren ikke vil have noget med den konkrete virkelighed at gøre, endeligheden om man vil, er pga. dens synd og forfængelighed - han vil kun Gud. Men netop fordi, at han flygter fra denne virkelighed, liver hans forhold til ordet ‘synd’ (”det Onde”) også abstrakt, for han har jo intet forhold til den konkrete virkelighed, som etikeren ser den. Mens etikeren vælger sig ind i verden, vælger mystikeren sig ud af verden.

 

“Naar Mystikeren overhovedet ikke agter Virkeligheden, saa sees ikke, hvorfor han ikke med samme Mistro betragter det Moment i Virkeligheden, da han blev berørt af det Høiere”. (EE2,229)

 

Hvilket må siges at være en interessant pointe!

 

Man skal altså ikke vælge sig selv abstrakt, men konkret:

 

“Den, der derimod ethisk vælger sig selv, han vælger sig concret som dette bestemte Individ, og denne Concretion opnaaer han derved, at denne Vælgen er identisk med denne Angren, der ratihaberer [godkender] Valget. Individet bliver sig da bevidst som dette bestemte Individ, med disse Evner, disse Tilbøieligheder, disse Drifter, disse Lidenskaber, paavirket af denne bestemte Omgivelse, som dette bestemte Produkt af en bestemt Omverden. Men idet han saaledes bliver sig bevist, overtager han det Altsammen under sit Ansvar. (...) Han er da i Valgets Øieblik i den fuldkomneste Isolation, thi han trækker sig ud af Omgivelsen; og dog er han i samme Moment i absolut Continuitet, thi han vælger sig selv som Produkt; og dette Valg er Frihedens Valg, saaledes, at idet han vælger sig selv som Produkt, han ligesaa godt kan siges at producere sig selv. Han er da i Valgets Øieblik ved Slutningen, thi hans Personlighed slutter sig sammen; og dog er han i samme Øieblik netop ved Begyndelsen, thi han vælger sig selv efter sin Frihed. Som Produkt er han indeklemt i Virkelighedens Former, i Valget gjør han sig selv elastisk, forvandler hele sin Udvorteshed til Indvorteshed”. (EE2,232)

 

MED ANDRE ORD:

 

Han gør det udvortes indvortes, det indvortes udvortes.

De muligheder og begrænsninger der viser sig i det udvortes (med dets værdier, normer, mv.), gør han til sine egne muligheder og begrænsninger. Eller mere korrekt: Han gør det udvortes til sin opgave, som er det samme som at gøre sig selv til opgave, da det udvortes er det indvortes, det indvortes det udvortes - når man er etiker. At have et selv er en adel, der forpligter.

 

“Den, der lever æsthetisk, seer nemlig overalt kun Muligheder, disse udgjøre for ham den tilkommende Tids Indhold, hvorimod Den, der lever ethisk, overalt seer Opgaver. Denne i sin virkelige Concretion seer Individet da som Opgave, som Maal, som Formaal. Men det, at Individet seer sin Mulighed som sin Opgave, det udtrykker netop hans Souverainetet over sig selv, hvilken han aldrig opgiver (...) Den der lever æsthetisk, han venter Alt udenfra. Deraf den sygelige Angst, hvormed mange Mennesker tale om det Forfærdelige i, ikke at være kommen paa sin Plads i Verden. Hvo vil negte det Glædelige i, ret at have grebet heldigt i denne Henseende; men en saadan Angst tyder altid paa, at Individet venter Alt af Pladsen, Intet af sig selv. Den der lever ethisk, han vil ogsaa see at vælge sin Plads rigtigt (...) Kunsten er ikke at ønske, men at ville. Mange, der dog have en Forestilling om hvad et Menneskeliv er, ønske at være samtidige med store Begivenheder, at være indviklede i betydningsfulde Livsforhold. Hvo vil nægte, at Sligt har sin Gyldighed; men paa den anden Side er det dog Overtro at mene, at Begivenhed og Livsforhold som saadanne gjøre et Menneske til Noget. Den der lever ethisk, han veed, at det, det kommer an paa, er, hvad man seer i ethvert Forhold, og med hvilken Energi man betragter det”. (EE2,233)

 

Det er livet som opgave og ikke blot som mulighed, der her er tale om. Om at ville i stedet for blot at ønske. Man kan sagtens forestille sig et individ, der - om man så kan sige - er født ind i gunstige livsforhold og er meget heldig på sin vej i livet. Men et sådant individ bliver meget nemt afhængig af det udvortes. Man kan sige, at det netop er de gunstige livsforhold, der dikterer hans vej i livet. Han får aldrig behov for at stoppe op og tænke sig om - for det går jo så godt! Han går måske tilmed i den illusion, at han er sin egen lykkes smed, selvom det er de gunstige forhold, og ikke ham selv, der fører ham igennem livet.

 

Nu vender etikeren tilbage til pligt-begrebet.

 

“Pligten er nemlig ikke et Paalæg, men Noget, der paaligger. Naar Pligten sees saaledes, da er dette et Tegn paa, at Individet er orienteret i sig selv. Pligten vil da ikke adsplitte sig for ham i en Mangfoldighed af enkelte Bestemmelser; thi dette tyder altid paa, at han kun staaer i et udvortes Forhold til den. Han har iført sig Pligten, den er ham Udtrykket for hans inderste Væsen. Naar han saaledes har orienteret sig i sig selv, da har han fordybet sig i det Ethiske, og han vil ikke jage sig selv stakaandet paa at opfylde sine Pligter. Det sande etihiske Individ har derfor en Ro og Sikkerhed i sig selv, fordi han ikke har Pligten udenfor sig men i sig”. (EE2,235)

 

Etikeren hviler i pligten, har den i sig.

Man kunne udtrykke det på den måde, at etikeren ser det som sin opgave og pligt at leve sit liv med det fulde ansvar for sig selv og sine handlinger. Han tager sit liv alvorligt, da det er hans eget liv, og ikke andres.

Pligten for ethvert menneske, der vælger at ville, der altså vælger at tage sit eget liv alvorligt, er at realisere sig selv som det konkrete individ han nu er i det konkrete samfund. Eller sagt på en anden måde:

Det er ethvert menneskes pligt og opgave at realisere det almen-menneskelige.

En af de væsentlige grunde til, at etikeren i forrige hovedafsnit har brugt så megen tid på at argumentere for, at netop den ægteskabelige kærlighed er det mest sande og skønne forhold mellem to mennesker, skyldes, at han mener, at ægteskabet er det største udtryk for realisering af det almen-menneskelige. Det skyldes især pligten og uselviskheden, som etikeren forstår disse begreber.

 

“Den, der lever ethisk, arbeider hen til at blive det almene Menneske. (...) naar den, der lever ethisk, gifter sig, saa realiserer han det Almene. Derfor bliver han ingen Hader af det Concrete, men han har et Udtryk mere, dybere end ethvert æsthetisk Udtryk, idet han i Kjærligheden seer en Aabenbarelse af det Almeen-Menneskelige. Den, der lever ethisk, har da sig selv som sin Opgave. Hans Selv er som umiddelbart tilfældigt bestemt, og Opgaven er den, at sammenarbide det Tilfældige og det Almene”. (EE2,236f)

 

Kærligheden har altså - iflg. etikeren - sit sande uselviske udtryk i ægteskabet. Samtidig har denne kærlighed også hos det enkelte menneske sit særlige udtryk i netop den enkeltesægteskab - ikke i andres. Det ’almene’, den ‘ægteskabelige institution’, får altså sit særlige udtryk i den enkelte, det tilfældige.

“At være det eneste Menneske [med dette særlige selv], er i og for sig ikke noget saa Stort, thi det har ethvert Menneske tilfælleds med enhver Naturfrembringelse; men at være det saaledes, at han deri tillige er det Almene, det er den sande Livs-Kunst”. (EE2,237)

 

Og videre:

 

“Saaledes troer man ogsaa, at der er et Forsyn til, og Sjælen hviler trygt i denne Forvisning, og dog vilde man ikke falde paa at forsøge at gjennemtrænge enhver Tilfældighed med denne Tanke, eller hvert Minut at blive sig denne Tro bevidst. At ville det Ethiske uden at forstyrres af det Indifferente, at troe paa et Forsyn uden at forstyrres af Tilfældighed, er en Sundhed, der kan erhverves og bevares, naar et Menneske selv vil det. Ogsaa i denne Henseende gjelder det om at see Opgaven, at denne, forsaavidt et Menneske har Tilbøielighed til saaledes at adspredes, er den, at gjøre Modstand, at holde det Uendelige fast, og ikke at rende med Liimstangen”. (EE2,238)

 

Det er en-hvilen-i- sig-selv, der her beskrives. Jvf. også forrige del, hvor det blev beskrevet hvorledes man var skuespiller i det guddommelige stykke, hvor det var usikkert om det var en selv eller suffløren, der talte. Hvor man både selv digtede og blev digtet. Man kunne udtrykke det på den måde, at hvad der end måtte ske i livet, er der - om man så kan sige - en grund til det. Selv de mest mærkelige tilfældigheder har en grund, og det skal man ikke stirre sig blind på. Og man skal heller ikke gå rundt og tænke, at der nok er en grund til at verden bevæger sig som den gør.

Det må tros og det må leves, være umiddelbart og naturlig i en. (Formuleringen: Det må tros og det må leves, er (desværre) ikke helt min egen formulering. Det er et citat (“det maa troes og det maa leves”) fra “Kjerlighedens Gjerninger” af Kierkegaard. Hvilken sammenhæng det her indgår i, er her uden betydning).

 

Etikeren fortsætter:

 

“Pligten er det Almene, det, der fordres af mig, er det Almene; det, jeg kan gjøre, er det Enkelte. (...) Pligten er det Almene, den fordres af mig; er jeg altsaa ikke det Almene, saa kan jeg heller ikke gjøre Pligten. Paa den anden Side er min Pligt det Enkelte, noget for mig alene, og dog er det Pligten og altsaa det Almene. Her viser Personligheden sig i sin høieste Gyldighed”. (EE2,243)

 

Når det enkelte menneske lader sig gennemtrænge af det almene, realiserer man altså det almen-menneskelige: Man skal se det som sin pligt at gifte sig, da pligten fordrer det almene. Det, den enkelte kan gøre, er selvfølgelig at gifte sig (Som tidligere nævnt bruger etikeren udtrykket den ægteskabelige kærlighed som et slags kvalitetsprædikat, da denne får sin sandhed og skønhed igennem den daglige erhverven) - en pligt, der er den enkeltes egen pligt, uagtet den fordres af alle, af hvert enkelt individ.

 

Etikeren fortsætter med at udfolde sin forståelse af begrebet “Pligt”. Han laver et erindringsglimt, tilbage til sin tidlige barndom, og fortæller, hvordan han som lille dreng på syv år, lærte pligten at kende både i skolen og i hjemmet. Han beskriver hvordan han dengang skulle lære ti linier i “Balles Lærebog” udenad.

 

“I den Alder vidste jeg jo saare lidt Besked om mine Pligter, jeg havde jo endnu ikke lært dem at kjende af Balles Lærebog, jeg havde kun een Pligt, den, at lære min Lectie, og dog kan jeg derivere hele min ethiske Betragtning af Livet fra dette Indtryk. Jeg kan smile ad en saadan lille Purk paa fem Aar, der griber en Sag an med den Lidenskabelighed, og dog forsikkrer jeg Dig, jeg har intet høiere Ønske, end at jeg i enhver Livets Alder maa gribe min Gjerning an med den Energi, med det ethiske Alvor, som dengang. At man i sit senere Liv faaer mere Forestilling om, hvad Ens Gjerning er, er sandt, men Energien er dog Hovedsagen”. (EE2,247)

 

Ovenstående citat er etikerens beundring af sig selv som lille, af sin egen energi og lidenskab. Etikerens pointe er, at det ikke kommer an på “Pligtens mangfoldighed”, men hvordan man griber den enkelte pligt. Man skal gribe pligten an med lidenskab.

Etikeren beskriver den lille drengs ubetingede pligtfølelse:

 

“Den ubetingede Respect, med hvilken jeg betragtede Reglen, den Ærbødighed, jeg nærede for den, den Foragt, med hvilken jeg skuede ned paa det kummerlige Liv, Undtagelsen fristede, den i mine Øine retfærdige Maade, paa hvilken denne blev forfulgt i min Stilebog og altid brændemærket (...) Naar jeg nu saaledes paavirket betragtede min Fader, da forekom han mig en Incarnation af reglen, hvad der kom andetstedsfra, det var Undtagelse, forsaavidt det ikke var i Overensstemmelse med hans Bud”. (EE2,249)

 

Det kunne lige så godt have været et portræt af en dreng, opdraget af inkarnerede spidsborgere: Den ubetingede respekt for det, der er, reglen sat af den alvorlige og strenge fader, og undtagelsen, man skal holde sig fra, da den ikke i overensstemmelse med faderens bud.

Men det er netop en pointe. Forskellen på spidsborgeren og etikeren er jo lidenskaben – og selvfølgelig valget, der jo forudsætter lidenskaben og omvendt.

Hvilket bringer mig til at foretage en distinktion i mellem spidsborgeren, æstetikeren og etikeren - vedr. holdningen, og forholdet til lidenskaben..

Spidsborgerens holdning er karakteriseret ved fornuften. Det er derfor æstetikeren latterliggør disse spidsborgerlige forretningsmænd, jvf. aforismerne i første del - som  jo nærmest er fornuften in persona. Han gør sin pligt, som det forventes af ham i det pågældende samfund. Han gør som det forventes af ham, uagtet han selv ville påstå, at han gør, som han gør, af egen fri vilje.

Æstetikeren vil mildest talt intet have at gøre med fornuften. Den forekommer ham latterlig og det der er værre. Det er en af grundene til, at han sommetider kan virke en smule barnagtigt i sin måde at være på. Han tager afstand fra alt, der har med ‘det satte’ (“Tingenes Orden”) at gøre, nemlig samfundet, der for æstetikeren er det samme som spidsborgerne.

Til gengæld flirter han med lidenskaben, som spidsborgeren netop intet kender til. Men som vi har set, er han ikke i stand til at ikke skabe et sammenhængende liv med den. Æstetikerens holdning kan karakteriseres som indifferent, da intet betyder noget for ham, alt er lige gyldigt. Det gælder jo også for lidenskaben - om man hader eller elsker er for ham lige gyldigt, når blot det sker med lidenskab.

For etikeren er lidenskaben bleven en holdning. Til livet, til den elskede, til sig selv og samfundet - der er gjort gyldig ved Gud. Han har valgt sig selv med lidenskab, han vil lidenskabeligt være sig selv - i det givne samfund. Det betyder naturligvis ikke, at fornuften/pligten er røget ud af etikerens liv, men den er bleven optaget i netop lidenskaben. Han vil denne pligt, han har iført sig den - han kan ikke lade være, kunne man sige, fordi den er en naturlig og uundværlig del af livet, den giver livet værdi.

 

Etikerens pointe med erindringsstykket er altså klar nok, men hele dette stykke som sådan er efter min mening både komisk og utroværdigt. Man får et underligt indtryk af, at etikeren har været etiker siden han var syv år gammel. Men forudsætningen for at kunne vælge sig selv etisk, er overhovedet at man har følt fortvivlelsen.

 

Al snakken om “Pligten” - æstetikeren opfatter jo ordet ganske anderledes end etikeren - afholder selvfølgelig æstetikeren fra at indlade sig med det etiske, for “at gjøre det vilde være at berøve Livet dets Betydning og frem for Alt dets Skjønhed” (EE2,250).

 

“Hvis det nu var saa, jeg vilde dog ikke tvivle om, hvad jeg skulde vælge. I Fortvivlelsen er der et Øieblik, hvor det synes saa, og den, der ikke har følt dette, hans Fortvivlelse har dog altid været svigagtig, og han har ikke ethisk valgt sig selv. Imidlertid er det dog ikke saa, og derfor viser Fortvivlelsen i næste Øieblik sig ikke som et Brud, men som en Metamorphose. Alt kommer igjen, men forklaret”. (EE2, 250)

 

Hvilket er en særdeles vigtig pointe.

 

For selvom man kan mene, at etikeren argumenterer godt for sin sag og sit syn på mennesket og det eksistentielle valg, kan man jo ikke være sikker på at han har ret. Eller omvendt: Tvivler man ikke, idet man vælger, er der ikke nok på spil. Så bliver det højest en interessant tanke. Og her kan sandsynligvis både spidsborgeren og æstetikeren også være med.

 

Ifølge etikeren er det altså når man i sandhed har valgt sig selv, at livet får skønhed.