Pligten

 

Ordet pligt kan æstetikeren selvsagt ikke forbinde med noget noget positivt. “Du anseer (...) Pligten for Kjærlighedens Fjende, jeg anseer den for dens Ven” (EE2,138f), siger etikeren. Men for æstetikeren er pligten en bekræftelse af ægteskabet som noget sløvt og kedsommeligt.

Etikeren forsvarer:

 

“Er Pligten, naar den engang er kommen tilsyne i Bevidstheden, Kjærlighedens Fjende, saa maa jo Kjærligheden see at besiere den; thi Du vil dog ikke, at Kjærligheden skal være et saadant afmægtigt Væsen, der ikke kan beseire enhver Modstand”. (EE2,139)

 

Og han fortsætter mod æstetikeren:

 

“Du seer, dette er igjen Fortvivlelse, og det hvad enten Du føler Smerten, der ligger heri, eller Du i Fortvivlelsen søger at glemme den. Naar Du ikke kan bringe det dertil, at Du seer det Æsthetiske, det Ethiske, det Religiøse som de tre store Allierede, naar Du ikke veed at bevare Eenheden af de forskjellige Udtryk, Alt faaer i disse forskjellige Sphærer, saa er Livet uden Mening, saa maa man fuldkommen give Dig Ret i Din Yndlingstheori, at man kan sige om Alt: gjør det eller gjør det ikke, Du vil fortryde begge Dele”. (EE2,139)

 

Hvad er da pligten for en størrelse? Etikeren fortæller om en ægtemand, der elskede “med Ungdommens hele Lidenskab” (EE2,140).  Denne ægtemand blev pludselig grebet af tanken, at den han elskede kunne tro, at han kun elskede hende, fordi det var hans pligt. Men han ville elske hende mere, end pligten bød ham - “Han elskede hende af sin ganske Sjæl; men netop dette byder jo Pligten” (EE2,140).

 

“Du seer altsaa, at ogsaa han have faaet en urigtig Position; men netop fordi der var Sandhed i ham, saa gjør han, idet han ikke blot vil gjøre det, Pligten byder, hverken mere eller mindre, end det, Pligten byder. Det Mere, han gjør, det er egentlig det, at han gjør det; thi det er bestandig det Mere, jeg kan gjøre, at jeg kan gjøre, hvad den byder, og i det Øieblik jeg gjør det, kan jeg i en vis Forstand sige, at jeg gjør mere; jeg oversætter Pligten fra det Udvortes til det Indvortes, og derved er jeg ude over Pligten. Du seer heraf, hvilken uendelig Harmoni og Viisdom og Conseqvents der er i Aandens Verden”. (EE2,140f)

 

Man kunne også udtrykke det helt kort: Pligten er at gøre mere end pligten byder - så er man ude over pligten, da det som noget udvortes er gjort indvortes, er blevet til kærlighed, kunne man sige. Jeg forestiller mig etikeren sige til sin hustru: Det er mig en kær pligt at elske dig - for jeg kan ikke lade være. Og det var jo sådan ovennævnte ægtemand havde det. Han brød sig ikke om pligten, “men netop fordi der var Sandhed i ham”, gjorde han pligten alligevel.

Ordet “Pligt” er med andre ord blevet ophævet. Man vil denne pligt, og ser det altså ikke som noget, der pålægges en udefra.

 

“Det er, som om En i den Stavelse: be, vil adskille b [kærligheden] og e [pligten], og nu intet e vil have, men paastae, at b er et Hele. I det Øieblik han udsiger det, siger han e med. Saaledes er det med den sande Kjærlighed”. (EE2,141)

 

For at man overhovedet kan tale om kærlighed - og ikke blot begær -, skal pligten altså ‘siges med’. Kærlighed og pligt forudsætter i den forstand hinanden.

Det der skuer hos æstetikeren er (selvfølgelig, fristes man til at sige), det forpligtende i ... - nå ja,  pligten.

 

Hvilket giver mig lejlighed til at genkalde og uddybe forholdet mellem den første kærlighed - der jo ved resignationen og forsættet er bleven til denægteskabelige kærlighed - og den romantiske kærlighed.

Forskellen er - som jeg tidligere har været inde på - naturligvis forsættet og den deraf følgende guddommelige autorisation, som man med glæde modtager ved vielsen.

Man kunne også udtrykke det på den måde, at æstetikerens forhold til lidenskaben i hans eget (kærligheds?)liv udelukkede er udtrykt ved ordet ‘begær’. Det er derfor ikke tilfældigt, at det præcis er (Mozarts) Don Juan, han er så fascineret af. Derfor kan æstetikeren også bedre – om end i uegentlig forstand, pga den manglende umiddelbarhed - forholde sig til den romantiske kærlighed, der jo slutter med erobringen, men derfor også kun har ydre historie. Herefter er begæret blevet forløst og han må hurtigt videre til den næste affære - inden stilheden og vanen/kedsomheden indfinder sig.

Men ved det ægteskabelige forsæt starter historien jo med besiddelsen, der i en anden forstand bestandig skal erhverves - og hvorved kærligheden bliver til pligt. Ikke som noget man pålægges udefra (‘du skal elske din hustru’), men netop som noget, man selv ifører sig (ved Gud, kunne man sige, som derfor netop siger ‘du skal elske din hustru’) - fordi man ikke kan lade være. Forskellen er naturligvis, at den flygtige affære, der tilfredsstiller det naturlige begær, er aldeles uforpligtende - hvorfor æstetikeren kun kan forholde sig til denne form for ‘kærlighed’. Mens begæret kan siges at være blevet ‘løftet op’ eller ‘optaget’ i kærligheden ved vielsen - hvorved brud og brudgom også er blevet forpligtet (som etikeren bruger pligt-begrebet) på kærligheden (Det skal retfærdigvis siges, at Enten-Eller er skrevet i en anden samtid. Seksual-moralen i 1840’erne var mildt sagt en anden end i vor tid. Dengang blev en forlovelse fx. taget langt mere alvorligt end vor tids ægteskaber. At bryde en forlovelse var en skandale.

Men når det er sagt, mener jeg stadigvæk, at etikeren har en fundamental pointe i hans betragtninger omkring pligten (der i en vis forstand bliver ophævet i ægteskabet) og hans betragtninger omkring kærligheden i ægteskabet - i forhold til den mere uforpligtende kærlighed udenfor ægteskabet. Begæret står således ikke længere alene, som hos æstetikeren.

 

Ovenstående udsagn er, som nævnt i starten, skrevet som et brev.

 

“dersom jeg i en Samtale havde yttret Alt dette, [vilde det vel være Dig vanskeligt] at afholde Dig fra den spydige Bemærkning, at jeg præker. Imidlertid kan Du egentlig ikke beskylde min Fremstilling for at lide af denne Feil, eller for at være ganske som den maaskee burde, naar man taler til en saa forstokket Synder som Du er; og hvad Dine Foredrag, Din Viisdom angaaer, da synes de ikke sjeldent at erindre om Prædikerens Bog, og man skulde virkelig troe, at Du leilighedsviis valgte Dine Texter deraf”. (EE2,142)

 

Selvom æstetikeren - med en vis ret - kan synes, at alle etikerens betragtninger i det ovenstående virker som en regulær prædiken, er æstetikeren - ifølge etikeren - ikke meget bedre selv.

Det er dog fra et noget andet sted, æstetikeren synes at hente inspiration fra til sin prædiken, nemlig fra “Prædikerens Bog” (Hvis “Prædikerens Bog” skulle være læseren ubekendt, så starter den med ordene: “Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!” (Prædikerens Bog, kap.1, v.1-2)). 

***

 

Disse to individer, æstetikeren og etikeren, er meget insisterende begge to. Det virker som om, æstetikeren hele tiden prøver at bryde ned, mens etikeren prøver at bygge op. De gør det i grunden begge to meget nonchelant og bedrevidende.

Æstetikerens livsholding virker umiddelbart som den nemmeste, nærmest ulidelig let.

Jeg har før været inde på, at æstetikeren godt kan virke som en slags ikke-eksistens. Når man løber sin vej fra alt hvad man forbinder med hengivelse og gentagelse - anden gang han kysser den samme pige, er det blevet monotont og kedsommeligt - når man altså ikke rigtigt vil lade mennesker betyde noget for en, og er for flakkende til at man oprigtigt kommer til at betyde noget for nogen; når man i det hele taget - og for enhver pris - vil undgå langvarrige menneskelige relationer, da venner bare er i vejen, som æstetikeren udtrykte det i “VEXELDRIFTEN”, kan tilværelsen kun blive tom. Altid på jagt efter en flygtig nydelse, nydelse i passende mængder. I livets støj, så man glemmer sig selv. Man forbliver iagttager, digter; vil ikke virke, kun eksperimentere: “Du vil slet ikke virke, Du vil experimentere, og fra dette Synspunkt betragter Du Alt, ofte med megen Frækhed” (EE2,29), som etikeren udtrykte det i første afsnit “Holdningen og skinnet”.

Hvis æstetikeren en dag skulle begynde at tage sit liv alvorligt, hvordan kan han så få del i alle de glæder, som etikeren så smukt har skrevet om? Hvorledes kommer han ud af sin fortvivlelse?

Eller for at sige det samme, men med andre ord:

Hvordan får æstetikeren rigtigt greb om lidenskaben?

 

Herom i den sidste store del af Enten-Eller.