Det sande skønne
Vi har i dette hovedafsnit set, hvordan æstetikeren kunne komme ud af sin ligegyldighed. Løsnet var at vælge fortvivlelsen, vælge sig selv som det konkrete menneske han nu er i den faktisk givne virkelighed. Han skulle foretage bevægelsen at gøre det udvortes indvortes, det indvortes udvortes. Således blev han i stand til at skabe sit eget liv, idet han betragtede de ydre begrænsninger og muligheder som sine egne, i det enkelte samfund med dets regler og normer, etc., og heri lå hans absolutte frihed - og han ville således forvandle sig fra en æstetiker til en etiker.
Æstetikeren er afhængig af det udvortes og søger derfor muligheden i det udvortes. Etikeren har det udvortes i sig selv og er derfor uafhængig og fri.
Det er i al væsentlighed dette forhold, som dette hovedafsnit har udfoldet. Resten af dette brev - og man må sige, at etikeren skriver nogle lange breve!, “LIGEVÆGTEN MELLEM DET ÆSTHETISKE OG ETHISKE I PERSONLIGHEDENS UDARBEIDELSE”, kredse om, hvordan denne forskel mellem etikeren og æstetikeren i øvrigt får sit udtryk. Det er bestemt ikke uvedkommende, men det synes at være et slags ekko af det ovenstående. Eller med andre ord: Den grundlæggende forskel mellem æstetikeren og etikeren, og hvordan dette har sit udtryk, når de to betragter livet, er blevet så udførligt behandlet, at jeg vil behandle resten af “LIGEVÆGTEN MELLEM DET ÆSTHETISKE OG ETHISKE I PERSONLIGHEDENS UDARBEIDELSE” meget summarisk. De betragtninger, der kommer i dette afsnit, byder derfor forhåbentligt ikke på de helt store overraskelser, men for fuldstændighedens skyld, vil jeg alligevel behandle det kort.
Det etikeren grundlæggende udtrykker her, er det almen-menneskelige, som det altså er ethvert menneskes pligtat realisere.
Etikeren ser skønheden overalt, ja, blot det at leve sit liv og betragte verden er det skønne. “Jeg behøver ikke at reise Landet rundt for at opdage Skjønheder, eller støve om efter dem i Gaderne” (EE2,254), siger etikeren.
“Ved denne Tro seer jeg Livets Skjønhed, og den Skjønhed, jeg seer, har ikke det Veemodige og Tungsindige, som er uadskilleligt fra al Naturens og Kunstens Skjønhed, uadskilleligt selv fra de græske Guders evige Ungdom. Den Skjønhed, jeg seer, er glad og seierrig, og stærkere end hele Verden. Og denne Skjønhed seer jeg overalt, ogsaa der, hvor Dit Øie Intet seer”. (EE2,254f)
Man kunne udtrykke det på den måde, at æstetikeren betragter det skønne som det sublime, der i det øjeblik det er, opleves som en uendelighed. Men denne ‘uendelighed’ er en illusion - ifølge etikeren. Det er helheden, der er det skønne, ikke kun nogle enkelte intense øjeblikke. Når det kun er disse øjeblikke, der tæller, bliver livet som helhed fattigt.
Disse tanker om skønheden fører etikeren videre på det skønne i at arbejde - “at maatte stride for at kunde æde sit Brød i sit Ansigts Sved” (EE2,263).
“Eller skulde Livet derved, at et Menneske maa arbeide for at leve, tabe sin Skjønhed? Jeg er her ved det gamle Punkt, der beroer paa, hvad man forstaer ved Skjønhed. Det er skjønt at see Lilierne paa Marken, skjønt de hverken spinde eller sye, saaledes klædte, at end ikke Salomo i al sin Glands var saa pragtfuld; det er skjønt at see Adam og Eva i et Paradiis, hvor de kunne faae Alt hvad de pege paa; men det er dog endnu skjønnere at se en Mand ved sit Arbeide erhverve hvad han behøver. Det er skjønt at see et Forsyn mætte Alt og sørge for Alt; men det er endnu skjønnere at see en Mand, der ligesom er sit eget Forsyn. Derved er Mennesket stort, større end nogen anden Skabning, at han kan sørge for sig selv. Det er skjønt at see en Mand have Overfold, som han selv har erhvervet; men det er ogsaa skjønt at see en Mand gjøre et endnu større Kunststykke, at forvandle Lidet til Meget. Det er et Udtryk for Menneskets Fuldkommenhed, at han kan arbeide; det er et endnu høiere Udtryk derfor, at han skal det”. (EE2,260)
Æstetikeren mener, at man ikke kan have et liv uden at have mange penge; selv er han en formuende lediggænger (For en god ordens skyld: Hvorvidt man er æstetiker eller ej, har selvfølgelig intet med økonomi at gøre. Men æstetikeren Æsthetiker A. er altså formuende) - og ønsker heller ikke et arbejde, det er for spidsborgerligt. Det kan etikeren naturligvis ikke være enig i, altså, at man ikke kan have et liv uden at have mange penge. Han mener også, at næringssorger er dannende - “Og hvilken Strid skulde nu være mere dannende end den med Næringssorger!” (EE2,263). (Den meget insisterende tone i det etikeren her skriver om det skønne ved livet, det skønne ved at arbejde, det skønne i at have næringssorger – og brugen af billedet med liljen på marken, minder umiskendeligt om tonen i S.K.s opbyggelige taler. De handler grundlæggende om det skønne i blot at være menneske. Se bl. a. Opbyggelige Taler i forskjellig Aand). I det hele tager mener han, “at det maatte ansees for en Ufuldkommenhed ved Existentsen, at Mennesket ikke behøvede at arbeide” (EE2,260).
“Det ethiske Betragtning, at det er ethvert Menneskes Pligt at arbeide for at leve, har da to Fortrin frem for den æsthetiske. For det Første er den i Samklang med Virkeligheden, forklarer noget Almindeligt i denne, medens den æsthetiske fremsætter noget Tilfældigt og forklarer Intet. For det Andet opfatter den Mennesket efter hans Fuldkommenhed, seer ham efter hans sande Skjønhed”. (EE2,265)
Etikeren fremfører endvidere, at ethvert menneske har et kald - faktisk er det ethvert menneskes pligt at have et kald. Både den talentfulde - den succesfulde forretningsmand, kunstneren, mv. - og den, der har et såkaldt almindeligt arbejde.
“Det ethiske Sætning, at ethvert Menneske har et Kald, er da Udtrykket for, at der er en fornuftig Tingenes Orden, hvori ethvert Menneske, hvis han vil, udfylder sin Plads saaledes, at han paa eengang udtrykker det Almeen-Menneskelige og det Individuelle. Er Tilværelsen ved denne Betragtning bleven mindre skjøn? Ikke har man et Aristokrati at glæde sig over, hvis Betydning er begrundet paa Tilfældighed, og tilfældigt begrundet derpaa; nei, man har et Kongerige af Guder”. (EE2,269)
Alle mennesker har et kald, og som sådan er alle mennesker lige. Men hver især har de deres eget særlige kald - om det så er at være fabriksarbejder eller kunstner. Den enkelte har således sin plads i samfundet på lige fod med alle andre. Da hans arbejde er hans kald, gør han da det samme som enhver anden, nemlig at opfylde sit kald. Opfattes talentet ikke som et kald, er det “absolut egoistisk” (EE2,269) og man mangler det almene, da ethvert talent er det tilfældige. Man opfatter ikke/vil ikke opfatte talentet som havende en værdi, som kan berige samfundet, men vil være sig selv nok, eller er ligeglad
Den etiske betragtning “viser det Almene i dets sande Skjønhed”. “Først da er nemlig Talentet skjønt, naar det er forklaret til at være et Kald, og først da er Existentsen skjøn, naar ethvert Menneske har et Kald” (EE2.270), mener etikeren altså.
Disse tanker genlyder i etikerens tanker om at udrette noget. Når mennesket har fundet sin plads i samfundet, har fundet sit kald, vil han også fordre, at han, den enkelte, faktisk udretter noget i forhold til andre mennesker. En “æsthetisk Fornemhed” ville sige, at det hører til “nogle enkelte eminente Talenter” at udrette noget. Alle andre er blot pøbel, “Ødselhed af Skaberen” (EE2,271). Men etikeren siger:
“det, ethvert Menneske udretter og kan udrette, er, at han kan gjøre sin Gjerning i Livet. Dersom det nemlig forholdt sig saaledes, at der var nogle Mennesker, der udrettede Noget, Andre ikke, og Grunden hertil laae i deres Tilfældighed, saa har Skepsis her atter faaet Overmagten. Man kan derfor sige: væsentligt udretter ethvert Menneske lige Meget. (...) Ethvert Menneske kan da udrette Noget, han kan udrette sin Gjerning. Gjerningen kan være saare forskjellig, men dette bliver altid at fastholde, at ethvert Menneske har sin Gjerning, og Alle saaledes forliges i det Udtryk, at de gjøre her sin Gjerning”. (EE2,271f)
Og om kærligheden siger etikeren:
“Skjøndt Du aldrig, hverken mundtlig eller skriftlig, har svaret mig paa det foregaaende Brev [om det æsthetiske i ægteskabet, jvf. sidste hovedafsnit], saa vil Du dog vel erindre dets Indhold, samt hvorledes jeg der søgte at vise, at Ægteskabet netop var ved det Ethiske det æsthetisk Udtryk for Kjærligheden”. (EE2,275)
Her er det igen det tilfældige overfor det almene, etikeren udvikler. At bygge sit kærlighed på de tilfældige differentser - at kvinden er særlig smuk, at hun er usædvanlig, mv. - er at leve æstetisk, hvor det først og fremmest er begæret, det kommer an på, og altså uden det almene, som netop ægteskabet er et udtryk for, hvor kærligheden og pligten er i centrum. At det ifølge etikeren er ethvert menneskes pligt at gifte sig, har jeg været inde på. Man forsynder sig ganske vist ikke mod det almen-menneskelige, hvis ikke man gør det - kun hvis man selv er skyld deri (Har man ikke fundet den ‘rigtige’, kan man jo ikke gifte sig. Har man derimod fundet den ‘rigtige’, så skal man gifte sig, da dette - som etikeren bruger udtrykkene – er det fuldkomne udtryk for realisering af det almen-menneskelige. Pligten overfor ægtefællen kan således - i en vis forstand - symbolisere pligten overfor samfundet. Selvom der - trods alt - er forskel).
“Hvad gjør da Ægteskabet? Berøver det ham Noget, tager det nogen Skjønhed fra hende, hæver det en eneste Differents? Ingenlunde. Men det viser ham Alt dette som Tilfældigheder, naar han har Ægteskabet udenfor sig, og først nar han giver Differentsen det Almenes Udtryk, først da er han i tryg Besiddelse af denne. Det Ethiske lærer ham, at Forholdet er det Absolute. Forholdet er nemlig det Almene. Det berøver ham den forfængelige Glæde at være det Ualmindelige, for at give han den sande Glæde at være det Almindelige. Det bringer ham i Harmoni med hele Tilværelsen, lærer ham at glæde sig ved denne (...) Ethiken forklarer ham det Almene i Differentsen, og han forklarer Differentsen i det Almene”. (EE2,279f)
Det etiske betragtning af ægteskabet “oplyser det Almene, ikke det Tilfældige”. Den griber ikke “Differentserne som Garantier, men fatter dem som Opgaver” (EE2,280). Man kan udtrykke det på den måde, at pigen selvfølgelig godt kan være smuk, en æstetisk og tilfældig differents, men det, der giver kærligheden gyldighed i samfundet (Som vi så i forrige hovedafsnit er der dog også en mere intim årsag til ægteskabets status, nemlig, at det er den ægteskabelige kærlighed, der igennem den daglige erhverven af ægtefællen, er udtryk for den mest sande og skønne kærlighed mellem to mennesker), er ikke dette, at hun er smuk, men netop ægteskabet, det almene.
Herefter kommer nogen betragtninger over forholdet mellem manden og kvinden. “Qvinden forklarer Endeligheden, Manden jager efter Uendeligheden” (EE2,286) .
“Derfor er hun Alt for Manden, fordi hun skjenker ham Endeligheden, uden hende er han en ustadig Aand, en Ulykkelig, der ikke kan finde Hvile, intet Tilholdssted har. Det har ofte glædet mig at se Qvindens Betydning saaledes, hun er mig da en Betegnelse af Meningheden overhovedet, og Aanden er i stor Forlegenhed, naar den ikke har en Menighed at boe i, og naar den boer i Meningheden, da er den Menighedens Aand”. (EE2,288) (Mennesket kan ikke leve af ånd alene. I hvert fald ikke hvis han vil være individ i den faktisk givne virkelighed (se evt. begyndelsen af afsnittet “Livet som opgave” om den kristne mystiker). Derfor har manden brug for kvinden, “thi det er jo, som Digteren siger, derved, at hun fanger Manden, derved, at hun fængsler Manden og binder ham til Jorden” (EE2,287). Et menneske kan med andre ord ikke leve som individ i den faktisk givne virkelighed uden at blive bundet til jorden af kvinden. At afsnittet i bogen om forholdet mellem manden og kvinden kan synes som en nedgørelse af kvinden - etikeren siger om kvindens frigørelse: “Gud forbyde, at det nogensinde maa skee” (EE2,286) og har mildt sagt ikke megen til over for disse tanker - kan tilskrives den samtid bogen er skrevet i, men også at hun er et billede på menigheden - hvor ånden kan bo. Jeg vil retfærdigvis - for etikerens skyld - citere et andet udsagn af etikeren: “thi af 100 Mænd, der forvilde sig i Verden, frelses de 99 af Qvinder, 1 frelses ved en umiddelbar guddommelig Naade” (EE2,193)).
Jeg vil ikke gå mere ind i etikerens tanker herom, da det er på grænsen til denne bogs rammer.
Til slut lidt om venskaber: “Venskabet er jo Ungdommens første Drøm, det er netop i den tidlige Ungdom, at Sjælen er saa blød og begeistret, at den søger det” (EE2,291). I øvrigt begrunder etikeren, dette, at han først omtaler venskabet til sidst med, at han antager, at “det Ethiske deri [ikke] i samme Forstand har Gyldighed som i Ægteskabet [der jo er ‘autoriseret’ ved Gud], og jeg netop deri seer dets Ufuldkommenhed” (EE2,291).
“Dem, der i en meget ung Alder søge Venskabs-Forholdet, hænder det ikke sjeldent, at, naar Elskoven begynder at gjøre sig gjeldende, Venskabet aldeles blegner. De finde, at Venskabet var en ufuldkomnere Form, bryde de tidligere Forhold og samle hele deres Sjæl udelukkende paa Ægteskabet. Omvendt gaaer det Andre. De, der for tidlig smagte Elskovens Sødme, i Ungdommens Ruus nød dens Glæder, de fik maaskee en feilagtig Anskuelse af det andet Kjøn. De kjøbte maaskee ved deres Letsindighed dyre Erfaringer, troede maaskee paa Følelser hos sig selv, der viste sig, ikke at have Bestandighed; eller troede paa Følelser hos Andre, der forsvandt som en Drøm. De opgave da Elskoven, den var dem baade for Meget og for Lidet, thi de vare komne i Berøring med det Dialektiske i Elskoven, uden at kunne løse det. De valgte nu Venskabet. Begge disse Formationer maae ansees for abnorme”. (EE2,291f)
Hvad er da egentlig et venskab?
En venskab har man, hvis man kan finde et enhedspunkt i følgende to fordringer - og modsætninger: det intellektueller venskab (en slags åndelig erotik), en “fælleds Sværmeri for Ideer” (EE2,293).
Og “et practisk Venskab i Handel og Vandel, (...) en gjensidig Assistance i det jordiske Livs Besværligheder” (EE2,293).
Kan man ikke finde enhedspunktet, er etikeren tilbøjelig til at give æstetikerens ret i hans “Hoved-Resultat”, “at Venskab er Nonsens” (EE2,293).
“Den absolute Betingelse for Venskab er Eenhed i Livs-Anskuelse”, (EE2,293) fortsætter etikeren. “Betragter man Venskabet saaledes, saa betragter man det ethisk, og derfor efter dets Skjønhed. Det faaer da paa eengang Skjønhed og Betydning” (EE2,295).
Man kunne også udhæve den lighed der er mellem et sandt venskab og et sandt ægteskab, nemlig at blive åbenbar, for det er “Livets og Virkelighedens Betydning, at Mennesket bliver aabenbart” (EE2,296). Og det kan ikke overraske, at det ifølge etikeren er “ethvert Menneskes Pligt at blive aabenbar” (EE2,296). Ellers ville et venskab eller et ægteskab jo i øvrigt være nonsens - i hvert fald hvis de skal være sande i etikerens øjne.
Hvad æstetikeren jo ikke er, altså åbenbar, “der bliver altid Noget, han holder tilbage” (EE2,296).
Skal man vælge etord, der gør hele forskellen mellem æstetikeren og etikeren, så må det være pligten.
“Hermed er jeg færdig for denne Gang. At foredrage en Pligtlære var aldrig min Hensigt. Det jeg vilde, var at vise, hvorledes det Ethiske paa de blandede Gebeter var saa langt fra at berøve Livet dets Skjønhed, at det netop giver det Skjønhed. Det giver Livet Fred, Sikkerhed og Tryghed, thi det tilraaber os bestandig: quod petis, hic est [hvad du søger er her]. Det frelser fra ethvert Sværmeri, der vil udmatte Sjælen, og giver denne Sundhed og Styrke. Det lærer, ikke at overvurdere det Tilfældige, eller at forgude Lykken. Det lærer at være glad ved Lykken, og selv dette er en Æsthetiker [her tænkes på den ‘umiddelbare æstetiker’, altså spidsborgeren, jvf. tidligere] ikke istand til; thi Lykke blot som saadan er en uendelig Relativitet; det lærer at være glad i Ulykken” (En etiker er jo ikke nødvendigvis ‘glad’ og ‘lykkelig’, men han bærer livets modstand og udfordringer med ‘sindsro’). (EE2,296f)
Således etikeren.
***
ALTSÅ:
Dette, at leve sit liv helt, og det sande skønne, det poetiske deri, har i denne bog haft mange ansigter:
Gentagelsen; den daglige erhverven igennem et helt liv; at blive digtet af guddommen samtidig med, at man selv digtede; og ophævelsen af pligten som en pligt - hvilket er pligten.
Men for nu at sige det hele meget kort:
Æstetikeren opdagede, at han kun var et produkt af sine omgivelser, samfundet, sin egen fortid, slægtens fortid, i princippet helt tilbage til ‘tidernes morgen’. Det var med andre ord ikke hans egen skyld, at han var som han var. Han har ingen indflydelse på slægtens historie, og da den også er en del af ham, giver det ingen mening at snakke om ansvar og frihed. Han gør som han gør, fordi han er den han er, men da han ikke kan gøre for, at han er som han er, giver frihed og ansvar ingen mening. Livet blev derfor tomt og meningsløst, alt synes at blive skabt af tilfældigheder, alt blev lige gyldigt (lige ugyldigt?). Dem, er ikke har opdaget disse forhold, er spidsborgerne. De tror, de skaber deres eget liv, men dette er altså en illusion. Derfor bliver de komiske at iagttage, og æstetikeren vil for enhver pris ikke have noget med deres levevis at gøre - han trækker sig tilbage fra samfundet og disse spidsborgere. Og da alt er historisk betinget, giver ordet “Gud” heller ingen mening. Æstetikeren har intet tilbage, andet end hans leg med virkeligheden, hans maskerader og evige jagt efter nydelse i passende mængder.
Her tager etikeren over. Æstetikeren har trods alt fat i noget af det rigtige, nemlig lidenskaben. Æstetikeren kan ganske vist ikke skabe et liv med det, det er kun i de intense øjeblikke af nydelse, at han fremmaner en slags livsenergi eller lidenskab i sit liv. Problemet for æstetikeren er vanen, som etikeren kalder for gentagelse, da vane er noget ufrit, mens gentagelse er frihed, som etikeren ser det. Æstetikeren kan ikke skabe et liv med indhold i, et liv med lidenskab, da han ikke kan være i et forhold i særligt lang tid af gangen. Han er bange for at det bliver kedsommeligt. Og vanen minder ham for meget om spidsborgernes måde at leve på: monotont og kedsommeligt.
MEN, siger etikeren, hvis æstetikeren vælger sig selv, kan han komme ud af sin fortvivlelse. Hvor æstetikeren siger, at ansvar er nonsens, fordi man blot er produkt, siger etikeren, at selvom man kan sige, at man blot er et produkt, så fritager det ikke for ansvar. For uanset hvilke grunde, der er til, at man er som man er i dag, og uanset hvor lidt det er “min skyld”, så skal man tage skylden på sig. Man skal vælge sig selv. Hvis altså man vil ud af sin fortvivlelse. Det vil sige, at uagtet at man i en vis forstand ikke kan gøre for, at man er som man er (man er jo blot et produkt), fritager det under ingen omstændigheder den enkelte for ansvar. Men det har også en anden konsekvens: Idet man vælger sig selv, vælger man sig også ind i samfundet. Man gør det udvortes (det man ingen indflydelse har på, kunne man sige, ‘samfundet’, mv.) indvortes (nemlig til sit eget, til en del af sig selv, til sine egne muligheder og begrænsninger), det indvortes udvortes.Individet participerer i slægten og slægten i individet.
Etikeren har med andre ord valgt sig selv ind i samfundet, med alle de konsekvenser det har for hans liv.
Betingelsen for at alt dette overhovedet kan lade sig gøre, er gentagelsen. Den gentagne daglige erobring af livet/kærligheden et helt liv igennem. Ordet ‘vane’ bliver således ophævet som ‘vane’, for man vil denne gentagelse, man vil dette liv - med alle de gentagelser og stille stunder, som det måtte byde på. Når man vælger sig selv, og således vælger at tage ansvaret for sit eget liv i det til enhver tid faktisk givne samfund, og anser dette at have et selv for en grundlæggende værdi, når man altså vælger sig selv i sin evige og absolutte gyldighed, så bliver hver dag grundlæggende vigtig og betydningsfuldt. Og man begynder at kunne høre sin egen indre musik, om man så kan sige. Lidenskaben vækkes ved valget, ligesom den forudsætter sig selv i valget. Således bliver lidenskaben det, som strukturerer livet, lidenskaben har fået retning. Man vil dette liv, man vil sig selv, man vil den elskede, man vil indgå i samfundet, med de muligheder og begrænsninger, som det - til enhver tid - medfører. På den måde bliver det tunge ord pligt ophævet som pligt - hvilket jo netop er pligten!
Man er altså, den man er, det æstetiske i mennesket - det særegne, det timelige eller det tilfældige om man vil, men bliver det, man bliver: Sig selv i sin evige gyldighed, ved valget af sig selv og Gud. Etikerens Guds-forhold er blandt andet en måde at forholde sig til livet på - de timelige, relative love bliver gjort gyldige. Og man vælger at ville ‘det Gode’ - med lidenskab.
Således realiseres den opgave, der er givet ethvert menneske, nemlig at realisere det almen-menneskelige, og det mest fuldkomne udtryk for dette er ægteskabet, i den lidenskabelige villen den anden. Man gør det udvortes indvortes, det indvortes udvortes.
Man kan altså ikke vælge sit selv, der er givet af Gud, uden med lidenskab, da valget og lidenskaben forudsætter hinanden. Vi så i forrige hovedafsnit, hvad det vil sige, at realisere “det Høieste i Æsthetiken”: Nemlig at blive digtet af guddommen samtidig med, at man selv digtede. Hvornår man blev digtet og hvornår man selv digtede, var ikke til at vide, eller rettere: Det skete nærmest samtidig. Ved digtning i denne sammenhæng forstås naturligvis ikke at blive en digter-eksistens - men netop det stikmodsatte. Det vil være mere korrekt at oversætte ‘digtning’ til skabelse. Men altså ikke kunstnerisk skabelse, som hos Johannes Forføreren/Æsthetiker A., men dette at skabe sit eget liv. Naturligvis ved Gud, der overhovedet har givet det enkelte menneske mulighed for at skabe sig selv og sit liv.
Når man vælger sig selv og dermed vækker lidenskaben i sit liv, og således begynder at høre sin egen indre musik, og ophæver pligten som pligt, gør det udvortes indvortes, det indvortes udvortes
- så bliver LIDENSKABEN OG VALGET DET SKABENDE, det, som giver livet indhold og værdi, hver dag, hvert minut, for ethvert individ, der vælger at ville.
