Vane/gentagelse

 

Hvad så med de vanskeligheder, den ægteskabelige kærlighed har at kæmpe med? For de har vel en betydning for et ægteskab?

 

“De Vanskeligheder, den ægteskabelige Kjærlighed har at kjæmpe med, vil jeg dog ganske i Almindelig omtale, for at vise, at de ikke ere af den Betydning, at den ægteskabelige Kjærlighed har Noget af dem at frygte for Bevarelsen af det Æsthetiske”. (EE2,114)

 

Etikeren starter med at dele disse op i de udvortes og de indvortes vanskeligheder, “idet jeg bestandig erindrer om det Relative i en saadan Inddeling med Hensyn til Ægteskabet, hvor Alt netop er indvortes” (EE2,116).

 

Først de udvortes vanskeligheder. Æstetikeren er indigneret, når et teater viser, hvordan et ægteskab går igennem alle mulige farer og overlever; “god Nat al æsthetisk Skjønhed” (EE2,116).

Æstetikeren kommer selvfølgelig med en masse vidtløftige eksempler på, hvornår et ægteskabet må gå under. Til det siger etikeren : “Din Lyst er det pludselig at gjøre en digterisk Vilkaarlighed til et Slags Virkelighed, og nu at udbrede Dig derover” (EE2,115).

 

Men:

 

“Forsaavidt nu Ægteskabet har med slige udvortes Anfægtelser af gjøre, saa gjelder det naturligviis om at gjøre dem til indvortes. Jeg siger “naturligviis” og taler temmelig dristig om den hele Sag, men det er jo og kun til Dig, jeg skriver, og vi to have vel omtrent lige stor Erfaring i den Art af Gjenvordigheder. Det gjelder altsaa om, at forvandle den udvortes Anfægtelse til en indvortes, naar man vil bevare det Æsthetiske”. (EE2,118)

 

Denne tankegang kan måske undre. Vil etikeren gøre alle udvortes genvordigheder til noget indvortes?

Det vil han netop - for heri ligger, at man forholder sig til sin omverden på en ny måde, hvorved de anfægtelser, der kan ligge i de ydre ‘trusler’, ophæves. Man tager disse ydre omstændigheder på sig, som en naturlig del af livet - som et eksistensvilkår, der ikke længere er en trussel, men en udfordring.

 

“Det er jeg imidlertid overbeviist om, at Den der har Mod til at forvandle den udvortes Anfægtelse til en indvortes, han har allerede saa godt som overvundet den; da vil der ved Troen endog i Lidelsens Øieblik foregaae en Transsubstantation [forvandling fra en substans til en anden, væsenforvandling]”. (EE2,118)

 

Og hvad mener han så med det, jo:

 

“Den Ægtemand, der har Hukommelse nok for sin Kjærlighed og Mod til i Nødens Øieblik at sige, der er ikke først og fremmest Spørgsmaal om, hvor jeg faaer Penge fra eller til hvor mange Procent, men først og fremmest om min Kjærlighed, at jeg har bevaret en reen og trofast Kjærligheds-Pagt med hende, til hvem jeg har knyttet mig; Den der ikke gjennem alt for mange indre Kampe skal tvinge sig til at gjøre det; Den der enten med sin første Kjærligheds ungdommelige Sundhed eller med den i Erfaring erhvervede Sikkerhed foretager denne Bevægelse, han har seiret, han har bevaret det Æsthetiske i sit Ægteskab, om han saa end ikke havde tre smaa Værelser at boe i”. (EE2,118)

 

Ægtemanden skal altså gøre det udvortes indvortes. Gjorde han ikke det, ville der være en kontrast mellem det udvortes og det indvortes, og han ville måske endog beskylde de udvortes farer for at have ødelagt sit ægteskab.

Men kunne også sige, at hvis de udvortes farer virkelig var et problem for den ægteskabelige kærlighed, så var det ikke nogen sand kærlighed.

I denne tanke ligger der jo også, at ‘kærligheden overvinder alt’, som i princippet var et problem for den første kærlighed, fordi den derved fik abstrakt karakter. Men her var det nærværet, den stormende forelskelse, der gjorde den usårlig overfor den ydre virkelighed.

I den ægteskabelige kærlighed, derimod, er der reelle ’trusler’ og ’fristelser’, som den første kærlighed næsten  pr. definition ikke kender til. Men ved det ægteskabelige fortsæt – som hænger intimt sammen med etikerens tanke om den gentagne daglige erhverven - er kærligheden stadig stærkt nok, til ikke at blive knækket. I den forstand sætter etikeren forsættet eller forpligtelserne overfor ægtefællen højere end kærligheden til denne. Denne tanke er dog dømt til at blive misforstået, da etikeren bruger pligt-begrebet noget anderledes intimt, end vi er vant til at bruge det - se næste afsnit.

 

Efter at have talt om de udvortes farer/udfordringer, kommer etikeren til de indvortes farer, først og fremmest vanen. Han henvender sig igen til æstetikeren:

 

“Du veed, det maa man lade Dig, med forførersk Varme og Veemod at skildre den lykkelige Tid, da man endnu gjør Opdagelser, med Angst og Forfærdelse at afmale den Tid, da det er forbi; Du veed til det Latterlige og Modbydelige at udpensle en ægteskabelig Eensformighed, som end ikke Naturen har Mage til”. (EE2,120)

 

Han fortsætter:

 

“Jeg har nu ingenlunde i Sinde at negte Dig, at det er en skjøn Tid, en evig uforglemmelig Tid (læg vel Mærke til, i hvilken Betydning jeg kan sige dette), da Individet i Elskovens Verden forbauses ved og lyksaliggjøres i det, som vel for længe siden har været opdaget, som han vel ofte har hørt og læst om, men som han dog nu først tilegner sig med Overraskelsens hele Enthusiasme, med Inderlighedens hele Dybde; det er en skjøn Tid lige fra Kjærlighedens første Ahnelse, det første Syn, det første Forsvinden af den elskede Gjenstand, den første Accord af denne Stemme, det første Blik, det første Haandtryk, det første Kys lige til den første fuldkomne Forvisning om sin Besiddelse; det er en skjøn Tid, den første Uro, den første Længsel, den første Smerte, fordi hun udeblev, den første Glæde, fordi hun kom uventet - men hermed skal ingenlunde være sagt, at det Paafølgende ikke er ligesaa smukt. Du, der indbilder Dig at have en saa ridderlig Tænkemaade, prøv Dig selv. Naar Du siger, det første Kys er det smukkeste, det sødeste, da fornærmer Du den Elskede; thi det, der giver Kysset absolut Værdi, er altsaa Tiden og dens Bestemmelse”. (EE2,120)

 

Etikeren er altså som udgangspunkt helt enig med æstetikeren i, at “Kjærlighedens første Ahnelse”, osv. er en fantastisk og uforglemmelig tid. Hvad han kritiserer hos æstetikeren, er, at det for ham alene er fordi, det netop er første gang, at det for ham er en uforglemmelig tid - og ikke fordi det netop var medhende.

For æstetikeren vil det jo allerede blive vane anden gang - han må videre, for ikke at forfalde til kedsomhed.

 

“Det Første, jeg nu skal protestere mod, er Din Berettigelse til at bruge det Ord “Vane” om den Tilbagevenden, som ethvert Liv og saaledes ogsaa Kjærligheden har. Vane bruger man egentlig kun om det Onde, enten saaledes, at man derved betegner en Forbliven i Noget, der i og for sig er Ondt, eller man betegner en Gjentagelse af Noget i og for sig Uskyldigt med en saadan Haardnakkethed, at paa Grund heraf denne Gjentagelse bliver noget Ondt. Vane betegner derfor altid noget Ufrit. Men ligesom man ikke kan det Gode uden Frihed, saaledes kan man heller ei blive deri uden Frihed, og derfor kan man med Hensyn til det Gode aldrig tale om Vane”. (EE2,121)

 

Etikeren går altså i rette med ordet “Vane” i sig selv, som æstetikeren bruger ordet.

Når man selv (dvs. med sin frihed) vælger at gøre dette eller hiint, giver det ifølge etikeren ingen mening at bruge ordet ‘vane’ (Æstetikerens brug af ordet vane hænger sammen med hans forhold til ‘frihed’ - som han jo har opdaget som en illusion (jvf. “Det antikke Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske” fra første del). For etikeren hænger “Frihed” og “det Gode” nøje sammen, som vi senere skal se.).

Etikeren fortsætter:

 

“Den Tid, der gaaer forud for Culminationen, er Du jo ikke bange for, tvertimod den elsker Du, og ved en Mangfoldighed af Reflexioner stræber Du ofte at gjøre Reproduktions-Øieblikkene endnu længere end de oprindelige vare”. (EE2,122)

 

“Reproduktions-Øieblikkene” er de øjeblikke, da man forsøger at fastholde og gentage tidligere situationer og nydelser. Det er forførerens teknik, der beskrives, som man har oplevet den i Forførerens Dagbog (jvf. note (EE2,331)).

Problemet for æstetikeren er derfor i hans natur, “der blot er erobrende, men Intet kan besidde” (EE2,122). Sådan ser etikeren i hvert fald på det, mens æstetikeren snarere føler sig større ved denne natur.

Men etikeren uddyber:

 

“Naar jeg saaledes vilde tænke mig en Erobrer, der undertvang Riger og Lande, saa besad han jo ogsaa disse undertrykte Provindser, han havde store Besiddelser, og dog kalder man jo en saadan Fyrste en erobrende og ikke en besiddende. Først naar han med Viisdom ledede disse Lande til deres eget Bedste, først da besad han dem. Dette er nu meget sjeldent med en erobrende Natur, i Almindelighed vil han mangle den Ydmyghed, den Religiøsitet, den sande Humanitet, der hører til at besidde. Seer Du, derfor var det, at jeg ved Udviklingen af Ægteskabets Forhold til den første Kjærlighed netop fremhævede det religiøse Moment, fordi dette vil dethronisere Erobreren og lade Besidderen komme tilsyne; derfor anpriste jeg det, at Ægteskabets Anlæg netop var beregnet paa det Høieste, paa den varige Besiddelse”. (EE2,125)

 

Citatet illustrerer forholdet mellem at erobre, som æstetikeren, og besidde, som etikeren.

Etikeren fortsætter:

 

“Til at erobre hører der Stolthed, til at besidde Ydmyghed; til at erobre hører der Heftighed, til at besidde Taalmod; til at erobre - Begjærlighed, til at besidde - Nøisomhed; til at erobre hører der Spise og Drikke, til at besidde Bøn og Fasten”. (EE2,125)

 

Men dette at besidde, som etikeren, er vel at mærke aldrig noget endeligt - men en stadig erhverven, jvf. forrige afsnit. Man kunne også kalde det gentagelsen, som er det diamentralt modsatte af vane. Etikeren vil gentagelsen, mens æstetikeren ville kalde det samme for vane - og etikeren går jo netop i rette med æstetikerens måde at bruge ordet vane på. For æstetikeren er vane lig med ’vane’, som man måske i almindelighed vil bruge ordet, mens man kan sige, at etikeren igennem den daglige erhverven har forvandlet ordet ‘Vane’ til ordet ‘Gjentagelse’. Det er simpelthen en anden måde at forholde sig til livet på (jvf. også senere).

 

“Naar man erobrer, da glemmer man bestandig sig selv, naar man besidder, da erindrer man sig selv, ikke til forfængelig Tidsfordriv, men med al mulig Alvor”. (EE2,126)

 

Og:

 

“Tænk nu paa, hvad vi gik ud fra, Forskjellen mellem den erobrende og den besiddende Natur. Den erobrende Natur er bestandig udenfor sig, den besiddende i sig selv, derfor faer den første udvortes Historie, den anden indvortes”. (EE2,128)

 

Som erobrende natur har æstetikeren ingen indre historie, han vil ikke sig selv, kun erobre for at glemme (At glemme sig selv for at blive erindret i en anden (jvf. forrige afsnit) er noget ganske andet: “Den der derimod elsker, han har tabt sig selv i en Anden, men idet han har tabt og glemt sig selv i den Anden, er han den Anden aabenbar, og idet han glemmer sig selv, erindres han i den Anden”. (EE2,105f)).

Og hvis der er noget æstetikeren i hvert fald ikke er, så er det åbenbar.

Mens den “besiddende Natur” har indre historie og altså et selv – sig selv, for han vil dette selv.

 

Om den indvortes historie:

 

“Det Æsthetiske altsaa, der bliver incommensurabelt endog for Poesiens Fremstilling, hvorledes lader det sig fremstille? Svar: derved at det leves. Det faaer derved en Liighed med Musik, der blot er, fordi den bestandig gjentages, blot er i Udførelsens Øieblik. Derfor (...) [det] fordærvelige [i en] Forvexling af det Æsthetiske og det, som æsthetisk lader sig fremstille i digterisk Reproduktion. Alt, hvad jeg nemlig her taler om, lader sig visselig æsthetisk fremstille, men ikke i digterisk Reproduktion, men derved, at man lever det, i Virkelighedens Liv realiserer det. Saaledes hæver Æsthetiken sig selv og forsoner sig med Livet; thi som i een Forstand Poesi og Kunst netop ere en Forsoning med Livet, saa ere de i en anden Forstand Fjendskab til Livet, fordi de kun forsone een Side af Sjælen. Her er jeg ved det Høieste i det Æsthetiske. Og I Sandhed, Den der har Ydmyghed og Mod nok til her at lade sig æsthetisk forklare, Den der føler sig med som en Person i det Skuespil, Guddommen digter, hvor Digteren og Souffleuren ikke ere forskjellige Personer, hvor Individet, som den øvede Skuespiller, der har levet sig ind i sin Charakteer og sin Replik, ikke forstyrres af Souffleuren, men føler, at det, der tilhviskes ham, er det, han selv vil sige, saa det næsten bliver tvivlsomt, om han lægger Souffleuren Ordene i Munden, eller Souffleuren ham, Den der i dybeste Forstand føler sig paa eengang digtende og digtet, der i det Øieblik, han føler sig digtende, har Replikkens oprindelige Pathos, i det Øieblik, han føler sig digtet, det erotiske Øre, der opfanger enhver Lyd, han og først han har realiseret det Høieste i Æsthetiken. Men denne Historie, der viser sig som incommensurabel selv for Poesien, det er den indvortes Historie. (...) Den er en Evighed, i hvilken det Timelige ikke er forsvundet som et idealt Moment, men i hvilket det som realt Moment bestandig er nærværende. Naar saaledes Taalmod i Taalmod erhverver sig selv, saa er det indvortes Historie”. (EE2,130f)

 

Lad os for et kort øjeblik vende tilbage til A.s tekster i første del - især Forførerens Dagbog. Det var en roman om kunsten at nyde. En roman om at leve poetisk. Vi så også, at selvom romanen måtte være skrevet på baggrund af en virkelig begivenhed, var virkeligheden under alle omstændigheder blevet kunsterisk koncentreret i sproget. Etikeren taler her om “[det] fordærvelige [i en] Forvexling af det Æsthetiske og det, som æsthetisk lader sig fremstille i digterisk Reproduktion”.

Virkeligheden, som kunstneren ønsker at fremstille, er altså det, som “æsthetisk lader sig fremstille i digterisk Reproduktion” - og som Æsthetiker A. gjorde en dyd ud af i første del. Men det må ikke forveksles med det, som etikeren kalder “det Æsthetiske”. Det etikeren taler om, lader sig ganske vist æstetisk fremstille, “men ikke i digterisk Reproduktion, men derved, at man lever det, i Virkelighedens Liv realiserer det”. At realisere det æstetiske, det skønne, er altså at leve livet, ikke at digte det.

 

Her er det på sin plads at nævne, at ordet ‘æstetisk’ bliver brugt på tre forskellige måder i Enten-Eller. Dels er det en betegnelse for det livssyn, som Æsthetiker A. giver udtryk for - det er jo derfor han kaldes æstetiker. Det kan også, som hos etikeren i dette hovedafsnit, betyde ‘det skønne’, for når titlen på afsnittet lyder “Ægteskabets æsthetiske Gyldighed”, menes der jo, at det netop er det skønne og smukke ved ægteskabet, der giver det gyldighed. Hele etikerens argumentationsgang, fra tanken om den romantiske kærlighed til den første kærlighed og den ægteskabelige kærlighed, er jo et forsøg på argumentere - overfor æstetikeren/læseren - for hvorfor, ægteskabet er det eneste sande og skønne forhold mellem to mennesker. Det, som gør ægteskabet skønt, som etikeren ser det, var jo umiddelbarheden og den gentagne daglige erhverven.

Ordet ‘æstetisk’ kan til sidst også bruges som et slags synonym for det relative og  tilfældige - men det kommer jeg ind på i næste hovedafsnit, der i øvrigt også har ordet ‘æsthetiske’ i sin titel.

 

Når etikeren altså siger, at dette at realisere det æstetiske/det skønne, er at leve livet, i stedet for at digte det, er “Poesi og Kunst” i én forstand en forsoning med livet, da kunsten og poesien i det skrevne ord - trods alt - er virkeligheden, blot i kunstnerisk koncentreret form. Men i en anden forstand er “Poesi og Kunst”, “Fjendskab til Livet” (Den danske digter Ivan Malinowski har skrevet, at “et ord er et mord uden m”), da man som digter-eksistens netop kun digter om livet, i stedet for faktisk at leve det. Med andre ord: “Det Æsthetiske (...) [dette at levelivet], (..) bliver incommensurabelt endog for Poesiens Fremstilling”.

Nu er det selvfølgelig ikke tilfældigt, at etikeren bruger ordet ‘digter-eksistens’ om en person som Æsthetiker A., dels på baggrund af Enten-Ellers første del, dels fordi en digter/kunstner i det hele taget - om nogen -, har evnen til at sanse og iagttage omverdenen/omverdenens liv - uden nødvendigvis faktisk at deltage i den. Men begrebet er bredere ment. Som Kresten Nordentoft udtrykker det i Kierkegaards psykologi (s. 398): “”Digteren” er netop den hvis personlige eksistens ikke kongruerer [er i overensstemmelse med] det han digter om (...) Det kan også udtrykkes sådan at hans digterværk er en kompensation for manglende eksistentiel realisation. Digteren kan udsige alle andres hemmeligheder, men ikke sin egen. Hans produktive fantasi udspringer af hans manglende klarhed over sin egen tilværelse. Uklarheden er produktivitetens vækstbetingelse (...). Derfor bliver forfatteriet en surrogatvirkelighed og en livsbetingelse, en tilflugt for den tungsindige”. Det er altså ikke nødvendigvis digtere/forfattere som sådan, der tænkes på med begrebet digter-eksistens. Men en person, der ikke er i overensstemmelse med sig selv - og samfundet - og derfor blot iagttager/digter livet, uden selv at være en del af det.

 

“Naar saaledes Taalmod i Taalmod erhverver sig selv [jvf. også gentagelsen, den gentagne daglige erhverven], saa er det indvortes Historie”.

Og det faktisk levede liv vil aldrig kunne fremstilles digterisk, da det digterisk kun kan fremstilles i kunstnerisk koncentreret form.

 

At realisere det æstetiske er altså at leve det, ikke at digte det, “Saaledes hæver Æsthetiken sig selv og forsoner sig med Livet”.

Hvor æstetikeren efterstræber at leve poetisk, higende efter de korte glimt af nydelse - med et indre (et digtet selv, fristes man til at sige), der står i skærende kontrast til det ydre, det udvortes, den såkaldte virkelighed, (‘samfundet’, om man vil), så forholder det sig diamentralt modsat for det individ, der har “indvortes Historie”. Dette individ - etikeren - ønsker ikke at digte sit liv, men at leve det. “Det faaer derved en Liighed med Musik, der blot er, fordi den bestandig gjentages, blot er i Udførelsens Øieblik”. Det er som at være digter og digtet på en og samme tid (Apropos en af de sidste kommentarer i første del vedr. kunst og etik: Hvad angik kunstnerisk skabelse, var der ingen objektiv meningsfuld etik. Men det bliver selvsagt noget andet, når guddommen digter med!) “i det Skuespil, Guddommen digter, hvor Digteren og Souffleuren ikke ere forskjellige Personer (...) [og!] først han har realiseret det Høieste i Æsthetiken”.

Æstetikeren afskyr vanen, mens etikeren gerne vil denne gentagelse; ja, gentagelsen er selve livet, og han vil hele sit liv, hver dag, hvert sekund - også de såkaldte stille stunder.

Og når etikeren således i gentagelsen bestandigt erhverver sit liv - og livet er altid noget indvortes - sig selv, som vi senere skal se, griber han livet med en altid nærværende lidenskab.

 

Dette liv bliver derfor det sande poetiske liv.