Kærlighed og kildevand

Hvorfor overhovedet gå Caminoen som lutheraner? Hvor lidt kan man nøjes med? Hvad vil det overhovedet sige at præstere?

 

Hvorfor er det fascinerende bare at vandre derudaf? Og hvilke reaktioner får man, når den ene af ens rejsefæller er blind? Hvordan takler man overraskelser på vandringen?

 

Kærlighed og kildevand. En lutheraner på Caminoen

 

Fra anmeldelse i Pilgrimmen, nr. 35

 

"Som pensioneret antropolog fryder det mig at læse om hans Caminos indre og ydre pudsigheder. Jeg kan dog ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt dette skyldes hans principielle afstandstagen fra papipsen og al dens væsen, eller om det bare er et eksempel på hans helt tydeligt lidt "nørdede" tilgang til tilværelsen"

 

(...)

 

"Juma Nelleman Kruse fortæller også, at han virkelig godt kan lide at gå, og at han sagtens kunne have tilbagelagt meget længere strækninger hver dag, hvis ikke han havde haft sine far med "i snor(!)". Men det havde han, og heldigvis for det - for dem begge to. Nu mangler vi bare nogle sidebemærkninger fra farmand..."

Uddrag fra bogen, s. 98

"Jeg var faktisk overrasket over, så lidt begejstret min krop var for at stoppe vandringen her. Man kunne måske tro, det handlede om præstation, men det var slet ikke det. Og her kan man med fordel vende kort tilbage til mine lidt konstruerede tanker om katolicismen og lutheranismen (fra "Hvad laver en lutheraner på pilgrimsvandring?"). For min iver efter at fortsætte havde ikke rod i noget præstationsræs, men fordi jeg virkelig virkelig havde lyst. Og som sådan hænger det godt sammen med lutheranismens væsen. For når det hedder, at en vis præstation ikke er noget krav, hedder det jo ikke, at man ikke må "præstere". Det skal blot helst komme af sig selv, ikke som et krav, det skal helst komme, fordi man ikke kan lade være. Og det var virkelig sådan, jeg havde det."