Uddrag af prædiken til 12. søndag efter trinitatis, 2016. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

"Netop Jonas’ Bog er en af mine yndlingsbøger fra Det Gamle Testamente, og den er i øvrigt næsten lige udkommet på nudansk på Bibelselskabet under titlen ”Undertrykkerens by”, ligesom både Første Mosebog, Prædikerens Bog, Dommerbogen og Daniels Bog også er udkommet på nudansk på Bibelselskabet.

Der er mange ting ved Jonas’ Bog, som er pudsige, dragende, medrivende og fascinerende, og ikke mindst overraskende. Og så bliver der sagt ret meget på ret få sider.

 

I kender sikker alle historien om Jonas, som Gud udser til at skulle fortælle byen Nineve, at Gud vil ødelægge byen, fordi byen synder så meget, og nu skal straffen falde.

 

Det er Jonas bestemt ikke glad for at gøre, så i første omgang forsøger han at undgå sin nyudnævnte rolle som profet. Han ender blandt andet i en hvals bug i tre dage, inden han bliver spyttet ud igen. Da han endelig tager fat på sit kald, som det viser sig, han ikke kan slippe bort fra, ender det faktisk med, at hele byen omvender sig, hvilket får den overraskende konsekvens, i hvert fald for Jonas, at Gud vælger at aflyse sin straf over byen. Gud har faktisk dømt byen til fortabelse, men da byen på Jonas’ forkyndelse ender med at omvende sig, fortryder Gud sit ærinde, og skåner alligevel byen. Det er – hvis man spørger mig – en ret bemærkelsesværdig handling af Gud, da det jo er en historie fra Det Gamle Testamente.

 

Men denne historie om Jonas bliver også uhyre central for hvem Jesus er. Da folket spørger efter tegn, kommer Jesus nemlig med det noget kryptiske udsagn om, at de ikke skal få andre tegn end Jonas’ tegn.

 

Her er den oplagte og traditionelle læsning, at det er en direkte henvisning til Jonas’ tre dage og tre nætter i hvalens bug, og dermed en henvisning til Jesu oprejsning fra de døde efter tre dage. Og det er selvfølgelig også rigtigt, og også den læsning Jesus selv lægger ud med.

 

Jeg er dog af den overbevisning, at Jesu henvisning til Jonas er meget mere subtil, meget mere raffineret og

meget mere vidtgående end det.

 

For hvad er det – som jeg tidligere har antydet – hvad er det, der gør historien om Jonas så speciel? Ja netop, at Gud tilsyneladende aflyser dommedag til fortabelse.

 

At Jesus er Guds Søn, at Jesus er verdens frelser, ham, vi alle må sætte vor lid til, viser sig netop ved den almægtige kærlighed han viser os, for med Jonas’ tegn fortæller Jesus, at med Hans, Jesu komme, der er dom til fortabelse i praksis aflyst. For det er det, som faktisk sker i Jonas’ Bog.

 

Jeg skal her skynde mig at slå et par ting fast: Jeg taler her ikke om alles frelse, for det har jeg ganske enkelt ikke mandat til at konkludere. Jeg taler om, at jeg er overbevist om, at vi alle sammen, senest på Dommens dag, at vi alle sammen vil møde en kærlighed så stor – Jesus Kristus – at vi simpelthen ikke kan andet end at overgive os til Ham, og få vores synders nådige forladelse. Det er klart, Gud har den fulde frihed til at kaste hvem Han vil, i fortabelse. At sige noget andet ville være det samme som at tage friheden fra Gud. Men med kærlighedens og troens fortegn, så er fortabelse i praksis i mine øjne en umulighed – under kærlighedens og troens fortegn.

 

Men det er selvsagt ikke noget jeg ved. Det er først og fremmest en tro, et håb og en overbevisning. Ikke kun, men også baseret på Jonas’ tegn."

 

Dommedag?

Forestillingen om dommedag, apokalypsen, som den også sommetider benævnes, selvom det ikke er helt det samme, har altid skiftevis fascineret og forskrækket mennesker. Og dommedag forbindes normalt med noget meget negativ, verdens undergang, eller noget der minder om det.

 

Således er det nok ikke tilfældigt, at en af de mest kendte film om Vietnamkrigen hedder "Apocalypse Now" (fra 1979) - på dansk "Dommedag Nu".

 

Da vi for år tilbage nærmede os år 2000 blev der også forudsagt alverdens problemer, som 'År 2000'-problemet ville adstedkomme, når alverdens computere ikke kunne finde ud af at skifte alle fire cifre på en gang.

 

Det er der også lavet en amerikansk film om ("Y2K"), og undergangsfilmgenren ser som bekendt dagens lys jævnligt.

 

Senest filmen "2012", som er inspireret af Mayakalenderen, som ifølge en 'folketro' skulle have forudsagt verdens undergang 21. december 2012 (Maya-indianerne selv ser nu anderledes på det!). At DR2 (og andre medier) brugte rigtigt megen spalteplads på at fortælle om denne begivenhed siger vel også en del om, at vi i dag ikke rigtigt tager disse forestillinger alvorligt. Jeg kan ikke forestille mig, at DR2 ville have gjort denne ikke-begivenhed til en gimmick, hvis de forventede at nogen rigtigt tog det alvorligt.

 

Det betyder dog ikke, at det er teologisk irrelevant. Tværtimod siger den enkeltes forestillinger en hel del om den enkeltes kristendomssyn, syn på Gud og frihed, og syn på forholdet til gode gerninger, mv.

 

Normal tales i kristendommen om, hvorvidt menneskeheden på Dommedag bliver delt op i gode og onde. Meget skematisk er der i hvert fald to holdninger på dette punkt. Dels er der dem, som mener, at nogen bliver dømt til evig salighed, og at nogen bliver dømt til evig fortabelse (dvs. 'dom med dobbelt udgang'). Dels er der dem, som mener, at alle mennesker frelses uanset hvad.

 

Når talen er om, hvorvidt det er tankegangen i hhv. 'dom med dobbelt udgang' eller 'alles frelse', som er mest bibelsk, må konklusionen som udgangspunkt være, at det kan man ikke sige noget om, hvis grundlaget er netop Bibelen. Dertil peger de forskellige bibelske tekster i alt for mange retninger, og afhængig af, hvilken tankegang man selv synes er mest bibelsk, kan man finde de relevante citater frem. Og det er jo ikke noget skriftbevis, men en fordom.

 

Graver man et spadestik dybere, er der naturligvis heller ikke tale om et tag-selv-bord, hvor man kan sige, hvad der passer en, i hvert fald ikke, hvis den enkeltes kristendomsforståelse skal hænge nogenlunde sammen. For hvorvidt man vil agiterer for den ene eller den anden læsning, har det konsekvenser for ens grundlæggende kristendomssyn. Og det kan herunder også have betydningen for, med hvilken egentlig motivation man elsker sin næste, som Jesu første og største bud jo byder at man skal. Og det er jo det dobbelte kærlighedsbud, hele Biblen skal læses igennem.

 

Hvis man taler om 'dom med dobbelt udgang' kan konsekvensen fx være, at man elsker næsten for sin egen skyld, nemlig af frygt for fortabelse. Det vil med andre ord sige, af grundlæggende egoistiske grunde. Omvendt kan man hævde, at alvoren i kristendommen forsvinder, hvis alle frelses uanset hvad.

 

Den tyske teolog Moltmann, som jeg er grundlæggende enig med, taler tydeligt om alles frelse.

 

Man kan ganske vist spørge sig selv, hvorfor man skal deltage i dette kristenliv, hvis man også bliver frelst, hvis man ikke gør det. Det giver bare ikke megen mening hos Moltmann at spørge på denne måde. Griber man ikke troen på Jesus Kristus som verdens frelser, så må man nødvendigvis leve et liv på denne verdens præmisser, som tydeligvis ikke har evangeliet som fundament, og man må leve i illusionen om, at man ikke behøver frelsen. Tror man til gengæld på evangeliet, så bliver spørgsmålet irrelevant, for så bliver det hele kristenliv et ubetinget imperativ.

 

Og selvom man til sin død fornægter Jesus som verdens frelser (eller ikke har kendskab til Ham, eller bare er ligeglad), vil man når Guds fremtid nærmer sig alligevel ikke kunne lade være at omvende sig - på samme måde, som syge og dæmonbesatte bliver tiltrukket af Jesus og Hans helende og skabende kraft, som det fremgår af evangelierne.

 

På den baggrund er der ingen grund til at frygte for Dommedag.

 

I Moltmanns tanker om den velsignede dommedag bruger han interessant nok Jesu Bjergprædiken.

 

Her fremdrager han blandt andet Jesu bud om fjendekærlighed, for hvis Jesus er Dommeren, giver det vel ikke mening, at Han bruger en anden målestok for dom, end Han har lært os, og han har jo netop åbenbaret for os, at vi endog skal elske vore fjender.

 

Moltmann benægter dog ikke Helvedes eksistens, men at den gudsforladthed, som det er udtryk for, er blevet 'ophævet' af Kristus nedfart til Helvede. Selv i menneskets gudsforladthed, er Jesus med os.

 

Forskellen mellem den troende og ikke-troende er dog, at det selv for den ikke-troende gælder, at han ikke er forladt af Gud, men ikke får glæde af den Gud, der er der, førend han bliver troende og allerede nu får del i evigheden, og kan knække dødsangsten. Her kan Jesu nedfart til Helvede være et 'bevis' på alles frelse hos Moltmann. Se også Romerbrevet 8, 38-39. Det bruges ofte til begravelser.

 

Præmissen for, at det giver mening at tale om dom med dobbelt udgang er, at man accepterer, at mennesket har indflydelse på sin egen frelse eller fortabelse, at mennesket i princippet selv kan vælge. Men det er i virkeligheden udtryk for ateisme, og et liv på denne verdens præmisser. Moltmann betoner nok menneskets frihed, men denne frihed er i sidste ende kun teoretisk. Hvis ikke alle ender med at overgive sig til Gud, bliver evigheden ikke 'hel', hvad er helt utænkelig i Moltmanns forståelse.

 

PERSONLIGT mener jeg dog ikke, at man kan gøre talen om alles frelse til en læresætning, da man i givet fald vil tage friheden fra Gud.

 

Jeg tror dog fuldt og fast på, at vi på 'dommedag', hvorom vi kun kan tale i billeder, så det lige så meget bliver udtryk for en holdning, vil møde en kærlighed så stor, så selv den mest hardcore ateist vil omvende sig.

Fra en gammel prædiken