Det Nye Testamente bliver til

 

Som vi skal se, er det udfordringer og trusler udefra, der ofte giver brændstoffet for den katolske kirke til at udforme sine dogmer. Det gælder også så fundamentale dogmer som treenighedslæren og selve sammensætningen af de fire evangelier.

Udviklingen i skriftsproget fra billedskrift til kileskrift (Sumer), til hieroglyffer (Egypten), til opfindelsen af det egentlige alfabetiske skrift, der bestod af et meget begrænset antal tegn (Syrien/Palæstina, 2000-1500 f. kr.), og i det hele taget en bevægelse mod en skriftkultur (modsat en mundtlig fortælletradition), har medvirket til en fremmedgørelse, da man i en skriftkultur unægtelig kan sidde for sig selv, i stedet for at deltage i den - i bogstaveligste forstand - mundtlige fortælling med andre.

Den romerske Republik blev dannet i begyndelsen af det sjette århundrede før Kristi fødsel, og var i det andet århundrede efter Kristi fødsel på sit højeste.

En mere og mere udviklet skriftkultur, udvidet handel og industri og oplevelsen af at være en del af et kæmpe storrige kan alt sammen være med til at styrke tendensen til fremmedgørelse.

Mennesket følte sig således mere og mere som fremmedgjorte i en mere og mere uoverskuelig verden. Det var som om, at legemet var fanget i et fængsel. Tynget til jorden af begær og anden synd.

“Søger man en kort forklaring på, hvad det sætter en dualistisk tænkning i gang, vil man snarest kunne finde den i en oplevelse af fremmedhed i verden. Det, som inderst og egentlig udgør menneskets væsen, dets åndelige natur, dets jeg, opleves her som radikalt forskelligt fra alt, hvad den omgivende verden, heri indbefattet menneskets kropslige natur, er og vil. Et fjendskab uden forsoningsmulighed består mellem de to, og hvis der ikke er andet at sige om menneskets lod, er fortvivlelsen den eneste holdning, der er mulig” (Balling, s. 45).

Men fortvivl ikke, siger gnosticismen, for mennesket hører slet ikke til i verden. Verden er nemlig blevet til ved et uheld.

Vi, som før Verdens skabelse (eller rettere: fald), var guddommelige, før vi faldt. Det eneste tegn på, at vi er eller har været og kan blive noget større, noget fuldkommet, er en indre livsgnist, som skal befries fra det syndige legeme, føres op igennem de syv himler og aflægge de syv dødssynder, og ende som “gud”, endegyldigt befriet fra det jordiske fængsel - og dets syndighed.

Gnosticismen er således en dualistisk livsfilosofi (eller religion om man vil), der postulerer et absolut modsætningsforhold mellem sjæl og legeme. Sjælen skal befries fra legemet, så det kan føres tilbage til sit rigtige hjem. Verden er det fremmedgørende, som derfor selvsagt ikke kan være skabt af en god Gud.

Gnosticismen tager sit udgangspunkt i Det Gamle Testamente, som gnostikerne behandlede på allehånde mere eller mindre spekulative måder. Skaberguden, Jahve, måtte fx. være en ond demagurg. Ellers ville verden ikke se ud, som den gjorde.

Det radikale ved Markion (det gnostiske element hos Markion, består bl.a. i hans forståelse af verden, som et fremmed og syndigt sted for mennesket. Verden kan ikke være skabt af en god gud. Et perfekt liv er således umuligt. Derfor skal man i stedet gøre sig fri af verden ved at leve et totalt asketisk liv. (For eksempel: Reproduktionsaspektet ved seksualiteten krævede total afholdenhed som forudsætning for dåb))i forhold til andre “gnostikere”, er, at han laver en total forkastelse af Det Gamle Testamente. Blandt både jøder og kristne, var der ikke noget usædvanligt i - med hver sit udgangspunkt - at argumentere for Det Gamle Testamentes sandhed De kristne forsøgte fx. at forklare forbindelsen til Jesu som den forjættede Messias. Og gnostikerne brugte jo også Det Gamle Testamente. Radikaliteten hos Markion var den totale forkastelse (Knud Ottosen skriver dog: "Der er ingen tvivl om, at Markions antijødiske holdning er farvet af det fejlsagne jødiske oprør 132-135 og dets konsekvenser. Jødedommen var efter dette officielt en forbudt religion,og jørderne regnedes på dette tidspunkt overalt i Romerriget for politisk suspekte og var almindeligt ringeagtede. På denne baggrund var det klogest at lægge så stor afstand til jøderne som muligt, hvis man ville forelægge en ny og forbedret version af kristendommen med bud til de mange" (Ottosen, 61f)).

Men måske næsten endnu værre: Han skabte sin egen “nytestamentlige” kanon. Faktisk det første overhovedet. Han mente at overleveringerne var forfalskede og fordrejede. Han ville tilbage til urevangeliet. Men i stedet for at skabe sit eget evangelium - som ikke var specielt for hans samtid, hvor mange kæmpede for at vise og autorisere deres udlægning af sandheden om Kristus og Det Gamle Testamente - brugte han et eksisterende, nemlig Lukas-evangeliet. Han har sandsynligvis haft kendskab til alle de fire, vi kender i dag, samt andre tekster. Men Lukasevangeliet var for Markion det mindst problematiske til hans ærinde - og så var Lukas jo Paulus’ elev. Evangeliet rensede han for alt det, som for ham at se var “uægte” (fx. alt det judaiserende, det, som havde kontakt med Det Gamle Testamente). Han fjernede fx barndomshistorien, dåben, fristelsen, indtoget i Jerusalem og tempelrensingnen. En lignende rensning foretog han ved Paulus’ breve, som han læste på en måde, der autoriserede hans kristendomssyn.

Markions kanón bestod således af: Et renset Lukas-evangelium, og de ni første breve af Paulus, rensede forstås.

Men hans teologi var så gennemtænkt og konsekvent, og havde en så stor gennemslagskraft over hele Romerriget, at kirken var nødt til at komme med et modspil.

I hele perioden siden Jesu død, florerede der mere eller mindre sammenhængende skriftlige og mundtlige overleveringer, i hvilke der er en påfaldende ens kerne.

Her føler jeg det nødvendigt at citere Paulus’ første brev til Korinth, kap. 15, vers 1-8 (mine kursiveringer):

“Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det - ellers var det til ingen nytte, I kom til tro. Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas [apostlen Peter] og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig”.

Hvor Paulus har disse oplysninger fra, vides ikke, men det er sandsynligvis et skriftligt. Og dette er altså skrevet ca. 51/52, altså før det første evangelium (Markus, ca. år 70. I øvrigt er Matthæus-evang. og Lukas-evang. fra 80-erne og Johs. evang. fra 90erne) blev nedfældet.

Tankevækkende er det, at det næsten var de mundtlige overleveringer, der blev tilkendt størst gyldighed (selvom det antageligt er et skriftligt, Paulus referer til), i forhold til det skrevne ord. Men end ikke tanken om en fast afgrænset kanón til et “nyt” testamente eksisterede, knap nok omkring Markion-perioden.

Men - paradoksalt nok - blev det Markions ubønhørlige krav om ægthed og oprindelighed, der blev forbilledet. Det vil sige, modspillet skulle ikke være at konstruere et nyt evangelium. Det ville blive sablet ned af modstanderne. Autoriteten lå netop i kernen i overleveringerne (mundtlige som skriftlige) om Jesu liv og levned. Derfor måtte man finde nogle af de tidligste nedskrevne tekster (“gamle, gyldige og overleverede”) om Jesus Kristus af Nazareth.

Den største traditionsbærer måtte nødvendigvis være Paulus. Men det var ikke uden problemer. Han var blevet misbrugt (sammen med Johannesevangeliet i øvrigt) i gnostiske kredse, herunder, som nævnt, af Markion.

Men hvis man kanóniserede brevene i deres oprindelige form - modsat Markion, som jo redigerede i dem - ville brevene fremstå så meget mere troværdige.

Det som manglede i brevene, eller det som kunne misforstås, blev så imødegået i nogle falske “Paulus’-breve - Pastoral-brevene (og 2. Petersbrev) (For eksempel: I et af de ægte Paulusbreve, Galaterbrevet, står der Gal., kap. 1,3-4: "Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, som gav sig selv for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders, vilje!". Her fremstilles verden som ond - som om han var gnostiker. I 2. Petersbrev kap. 3, v. 16 fra første punktum hedder det: "I hans [Paulus'] breve er der nogle ting, som er vanskelige at forstå, og som ukyndige og ubefæstede sjæle fordrejer - men det gør de jo også med de øvrige skrifter - til deres eget fordærv".)

Det interessante i disse historiske fakta er, at selve behovet for og fastlæggelsen af en nytestamentlig kanón, i sin rod grunder i en modstand mod Markion (og gnosticismen i det hele taget) og dennes tanker om en ond verden, som mennesket ved et uheld er blevet fanget i, tanker der fører til hans verdensforsagende idealer. Tankevækkende er det også, at Paulus, for at blive rigtigt spiselig for en kanónisering, skulle have klistrede nogle falske “Paulus’-breve på sig, som blandt andet “korrigerede” det uheldige i en læsning af Paulus som en, der opfordrer til askese og anser verden som ond.

Og som traditionsbærer skulle han netop “kun” være traditionsbærer. Det vil sige underlagt evangelierne.

Den, der for alvor angav retningen for kanoniseringen var Irenæus, som dog ikke havde nogen problemer med Paulus - hvilket var en af grundene til at hansarchimediske punkt, der skulle bære kanóniseringen, blev Lukas (både hans evangelium og hans historie om apostlenes gerninger). Lukas var netop historieskriver, og Apostlenes Gerninger er det eneste fortællende dokument i Det Nye Testamente, som er en øjenvidneberetning. Og når denne fortælling blev godkendt, måtte den oprindelige version af Lukas-evangeliet med nødvendighed også skulle kánoniseres. Det vil selvfølgelig sige, inklusive de overleverede Jesu-ord, som Lukas således står inde for, men som også står i de andre evangelier. Argumentationen er næsten skudsikker.

Irenæus skabte ikke Det Nye Testamente, men bevægede det i en væsentlig retning, mod en - for kirken - almengyldig samling af de skrifter, der berettede sandt om Jesu liv og levned. En samling, som det også var svært for modstanderne, selv på deres egne præmisser, at skyde ned.

Og hans kanón er stort set lig den endelige udformning af Det Nye Testamente, som vi kender det.

Det forekommer dog mig - retrospektivt, naturligvis - at Irenæus’ argumentation er noget “konstrueret”.

For mig er Peter, den ypperste apostel, den archimediske punkt. Han har - formentlig i forbindelse med sin forkyndelse i menigheden - , berettet om Jesu liv og levned (på armæisk, som var det, Jesus talte) til sin tolk, Markus, der har oversat det til græsk. Matthæus-evangeliet er en slags udvidet “2.udgave” af Markus’ evangelium (skrevet til et jødekristent miljø - hvor Markus skriver til et hedningekristent miljø). Og den hedningekristne Lukas har gjort evangeliet om Jesus til “historieskrivning” - stadig med de ubestridelige Jesu ord som kerne - de er jo både overleverede, gamle og oprindelige (det sidste står Peter som garant for - han var jo en af Jesu disciple). Lukas synes med beskrivelsen af Paulus’ Damaskus-oplevelse (Apos.Ger. kap. 9) at gøre ham til “sandhedsvidne” og “ægte” apostel (Lukas var trods alt Paulus’ elev), og dermed er hans skrifter og udlægninger af Jesu forkyndelse, som Paulus kendte den, egnet til at blive kanóniseret - men dermed også (formelt set) de forfalskede breve.

Jeg betragter dog Paulus som en pseudo-apostel. Grundlaget for hans status som sandhedsvidne (man skal have set den opstandne Kristus, for at være sandhedsvidne) og sand apostel har samme problem som grundlaget for Islam. Grundlaget for begge er nemlig en påstået åbenbaring.

Peter, derimod, påstår ikke, at han haft nogen åbenbaring.

Han har bare berettet om Jesu liv og levned. På nøjagtig samme måde som vi andre kunne berette om et menneske, som vi stårnær. Men på samme måde, som når viberetter om et menneske, som står os nær, er grundlaget for at antage vore ord for rigtige, troen på, at vi taler sandt.

Og Peter konstruerer ikke sig selv som sandhedsvidne. Markus-evangeliet er det eneste evangelium, hvor de ældste håndskrifter, som vi kender til, ikke har beretningen om disciplene (herunder Peter), der ser den opstandne Jesus.

At man aldrig har været i tvivl om, at han har set den opstandne Jesus, fremgår af de andre evangelister, som alle beretter om mødet med den opstandne Jesus (Paulus kender jo også - jævnfør Paulus-citatet - til denne overlevering). At denne beretning senere af nogle andre også er tilføjet Markus-evangeliet, kan man så mene om, hvad man har lyst til.

For resten er jo under alle omstændigheder et spørgsmål om TRO. Troen på, at Jesus er Guds søn, som døde for vores synders skyld, og som Faderen opvakte fra de døde på trediedagen.

Man kan sige, at udformningen og kanóniseringen af Det Nye Testamente, var udtryk for et værn mod vantro og kætterne. I 367 blev der endog beordret destruktion af alle de skrifter, der ikke passede ind i det kristendomssyn, kanoniseringen var udtryk for. Fundet af forskellige 'hemmelige' evangelier (bl.a. Thomasevangeliet, som er gnostisk præget i dets tankegang) ved Nag Hammadi i 1945 viser dog, at ikke alle sådanne tekster blev destrueret.

Men det sande Ord havde hele tiden levet inden for de kristne menigheder. Men “vantro” kristne menigheder forblev nu per definition vantro, hvis ikke de bekendte sig til den ‘almindelig udbredte’ (dvs. katolske) kirkes kanóniske skrifter, Det Nye Testamente. Det ligger “færdigt” omkring år 200.

Hans von Campenhausen skriver i Den kristne bibel blir til (en bog, som jeg har trukket meget på i dette afsnit): (den er norsk)

“Fra og med overgangen til det tredje århundre vet man ingensteds om noe annet: den rettroende kirkes hellige skrift består av et gammelt og et nytt testamente. [Udviklingen, som førte til dette resultat] gikk imidlertid så gradvis og var så nært tilknyttet den eldre verdsettelse og anvendelse av de overleverte nytestamentlige skriftene, at dannelsen af Det nye testamente og av den nye, todelte kánon [dvs. hhv. Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente] aldri blier registrert eller erfart som en fornyelse eller forandring av det som tidligere hadde vært gjeldende. Utenfor storkirken ble da også den nye bibel seriøst bekjepet bare av arkionitene [hvem de er, er her uden betydning], og deres innsigelser var frem for alt rettet mot det definitivt sikrede Gamle testamente. Det nye testamente var kun i søkelyset for så vidt som utvalg og tekst i de opptatte skrifter ble kritisert, men ikke selve tilstedeværelsen av den nye samling i og for seg”(Campenhausen, s. 189).

Og man kan jo spørge, om det oprindeligt har været tænkt, at den mundtlige overlevering overhovedet skulle erstattes af Det Nye Testamente.

Hans von Campenhausen skriver: “I kirkens første halvannet århundre finnes det ikke noe enkeltstående evangelieskrift som ved sitering kunne bli gjort umiddelbart kjent, benevnt eller fremhevet på en eller annen måte. Skriftlige og muntlige overleveringer løper udifferensierbare og udifferensierte ved siden av herandre, krysser hverandre, beriker hverandre og forvirrer hverandre. [Men:] Den enorme betydning som Markusevangeliet har fått, bliver åpenbar mot denne bakgrunn. Det hadde sikkert ikke til hensikt å avlløse den muntlige tradisjon eller å knyttte den utelukkende til sin tekst. Men bok-evangeliets form var, målt mot de former som Jesus-overleveringen inntil da hadde tatt, noe nytt og dertil kun mulig i skriftlig form. De forskjellige elementer og tradisjonsstrømninger blir her sammenknyttet innenfor rammene av en Jesushistorie og satt inn under den kristologiske frelsesforkynnelses dominerende tema som nettopp er “evangeliets”. Hos Markus er budskapet om den opphøyede Frelser og Herre endelig effektivt beskyttet mot all oppløsende forandring og flyktighet, og hans “lære” samtidig befridd for enhver moralistisk innsnevring. Dette skyldes først og fremst at Markus lar Jesu gjerninger, ord og profetier helt bestemt peke frem mot lidelseshistorien og mot Herrens oppstandelse og gjenkomst; på den annen side lar han imidlertid disse frelsesdata virke tilbake på Jesu konkrete skikkelse, historie og forkynnelse”(Campenhausen, s. 104).

Men i begyndelsen var det altså de mundtlige overleveringer, der bandt de kristne til troen.

Den væsentlige substans “er det historiske vitnesbyrd om Jesus Kristus, samt vitnesbyrdene om hans betydning: om hans frelse, hans sannhet og hans ord. Disse vitnesbyrd har allerede fra begynnelsen av en særlig hellighet og en særlig, livsbestemmende autoritet. Den makt og autoritet ligger i overleveringen, hører forsåvidt i en positiv betydning med til forhistorien til den nytestamentlige kánon. Overleveringen blir forkynt i fullmakt og avkrever tro. Endelig er den utelukkende muntlig, om enn av høyeste, åndelige betydning, og følgelig på ingen måte vilkårlig som overlevering. Tvert imot streber den etter vedvarende gyldighet og tenderer derfor mot en mer eller mindre fast og blivende form. I den grad en slik overlevering oppnår en bestemt, avgrenset form og i denne form et blitt definitivt standardisert og gjort forpliktende, så kunne man bent frem kalle den “kanonisk”” (Campenhausen, s. 91).

Derfor er det også fatalt at tænke kristendommen, som noget der først bliver til med Det Nye Testamente.

Ordet har hele tiden levet i menighederne. Og det er troen på dette Ords sandhed, som de kristne martyrer var parate - og sometider tiggede om - at dø for.

Kristenforfølgelserne

Spændingen mellem jøderne og de (jøde)kristnes forkyndelse gav selvsagt anledning til uro, også i Rom.

De jødekristne blev for en kort tidsperiode udvist fra Rom pga tumulter.

Og 15 år senere, den 19. juli 64 udbrød der brand i Rom nær et område, hvor jødiske og orientalske og jødiske købmænd holdt til. Blandt de kvarterer, der blev skånet, var de jødiske boligkvarterer, hvilket unægteligt var en indicium på, at branden var påsat af jøderne.

Men da der gik rygter om, at det faktisk var den tyraniske kejser Nero, der havde påsat branden, kastede han hurtigt skylden på de kristne. “[J]øden Alitútus [...] virkede som skuespiller ved hoffet. Han skulle have haft stor indflydelse på Nero. Også han kan have påvirket ham [til at skyde skylden på de kristne - og ikke jøderne]. Jødernes almindelige uvilje mod de kristne og faren for selv at blive syndebukke turde være motiv nok for i stedet at henlede kejserens opmærksomhed på de kristne” (Ottosen, s. 36).

Dødsstødet for jøderne, som unægtelig var anden part i de religiøse uroligheder i det ellers - efter samtidens forhold at dømme - så fredelige Romerige, kom under Den Første Jødiske Krig i år 70, hvor romerne satte ild til Templet, som var selve nerven og samlingspunktet for jøderne (Kun vestmuren stod tilbage, alias "Grædemuren", som jo også står i dag, og som - ikke overraskende - har nogenlunde samme betydning for jøderne, som mekka har for muslimerne. Uden nogen sammenlig i øvrigt).

I år 200 blev jøderne fordrevet fra Jerusalem, og da de senere vendte hjem, var det svækket og splittet.

Men kristendommen søgtes også udryddet igennem kristenforfølgelserne, hvor det ofte var selve navnet “kristen” der var forbrydelsen, og som den kristne under forhør hos romerne skulle afsværge. I den forstand er de kristne nogle af de første ateister. Man var nemlig pligtig at tilbede kejseren som en gud igennem kejserkulten (for at sikre pax et vénia deórum - fred med guderne, så de ikke gjorde staten fortræd), men denne pligt kunne den kristne selvsagt ikke opfylde, da det ville blive et klart brud med det første af De Ti Bud. Insisterede den kristne på, at det var Kristus, der var hans gud, faldt dommen øjeblikkeligt. Og de blev pint og tortureret, brændt eller kastet for løverne til massens underholdning i areanerne.

Hos de kristne blev denne martyr død nærmest en befrielse. Martyrdøden var ofte særdeles eftertragtet, nogle kunne endog trygle om den, glæde sig til at blive flået af dyrene i manegen, når kejseren holdt fest!!

Der er først og fremmest tale om tre store forfølgelsesperioder, indtil kejser Konstantin den Store sluttede fred med de kristne, igennem Pax Christiana.

Den déciske forfølgelse 250-251 (under Kejser Décius)

Den Valeriánske forfølgelse 257-260 (under Kejser Valerián)

Den diokletianske forfølgelse 303-306/11 (under Kejser Diokletián).

Kejser Décius udstedte et edikt, som påbød alle at ofre og nyde både offerkød og offervin, inden en bestemt dag.

I forbindelse med den déciske forfølgelse, opstod således tre “grupperinger” af frafaldne:

1) sacrificáti. De havde helt reel ofret.

2) thurificáti. De havde ‘blot’ kastet et par røgelseskorn i offerskålen.

3) libellátici. Som havde erhvervet sig en offerattest - hvor de havde fornægtet Kristus som deres Herre..

Efter den déciske forfølgelse (Décius faldt i kamp 251) dukkede spørgsmålet op, om genoptagelsen i kirke af de frafaldne. Det skulle afgøres, hvordan og hvorvidt de frafaldne overhovedet kunne genoptages. Med andre ord: Hvor stor en synd havde den enkelte frafaldne begået?

“Da forfølgelsen ophørte, og Cyprian kunne vende tilbage [fra sit eksil], afholdt han en afrikansk synode i 251: libellatici kunne genoptages efter individuel behandling og bod; sacrificati kun på dødslejet. Da der senere var udsigt til, at forfølgelsen ville blive genoptaget, gik man i 253 i Afrika endnu videre og gav mulighed for, at allelapsi kunne genoptages efter bod. Denne praksis optog Rom nogle år senere” (Ottosen, s. 108).

Roms nye biskop, Novatián, afviste derimod at genoptage de frafaldne, så længe forfølgelsen stod på.

Efter forfølgelserne blev imidlertid Cornelius valgt som den nye biskop, men Novatián skaffede sig ordinationen som modkandidat, idet Cornelius beskyldtes for at værelibellaticus.

Novatianerne, og presbyterne, som var blevet ekskummuniceret på en synode i 251, søgte således at blive anerkendt på bekostning af Cyprian og Cornelius. Hvilken for Cyprian til at udforme sit biskoppelige kirkebegreb, hvor det blandt andet udtrykkes, at i kirken er den den lovligt indsatte biskop, der har den fulde magt til at give absoluton for alle synder. Saligheden kan kun vindes i lydighed mod ham. Alle bisper står principielt lige, og romerbispen var ikke primus inter páres (den første blandt ligemænd).

I august 257 udstedte kejser Valerián ediktet, der forbød de kristne at holde gudstjenester og besøge deres kirkegård, og deres kirkebygning skulle konfiskeres. Og i 258 udstedtes edikter, der bød at henrette biskopper, presbytere og diakoner. I denne forbindelse blev også Cyprian henrettet (den 14. september 258).

I 260 faldt Valerian i persisk fangenskab.

Indtil 303 havde de kristne religionsfrihed, men i 303 udstedte den noget ustabile kejser Diokletian et edit i Nicomedia, hvor det blev krævet at alle kirker skulle ødelægges, de hellige bøger udleveres og de kristnes sammenkomster forbydes.

Diokletians medkejser Galerius beskyldtes for at stå bag, og det var da også først i forbindelse med dennes uhelbredelige sygdom, at det berømte Toleranceedikt af 311 blev udstedt. Her får de kristne fuld oprejsning og religionsfrihed, men de skal bede - ikke til kejseren, men for kejseren og statens velfærd.

Som det fremgår af ovenstående, har kirken allerede på dette tidspunkt indtaget en ganske betydelig magtposition.

Og når man tænker på den enorme magt, som kirken med den ‘rigtige’ autoritet, dvs. den katolske, således uundgåeligt havde over den ‘rettroende’ kristen, var det for kejseren oplagt at lave en slags alliance med kirken.

EKSKURS: Om Romerrigets nedtur i det 3. årh. skriver John Haywood (s. 70f): “I det 3. århundrede begyndte det at gå ned ad bakke med rigets velstand. Et stigende pres på grænserne nødvendiggjorde en styrkelse af forsvarsværkerne. For at skaffe de nødvendige penge til aflønning af hæen nedskrev man møntfoden. Fok begyndte at tage flere penge for deres varer, og inflationen hærgede. En kejser, som ikke levede op til forventningerne om militære sejre og krigsbytte, risikerede nemt, at hans soldater satte ham fra bestillingen og henrettede ham. Rivaler til magten var der som regel nok af, så det voldte sjældent besvær at finde en efterfølger. Borgerkrige hørte til dagens orden. Germanerne og perserne invaderede riget på skift. Af de 26 kejsere, som regerede mellem 235 og 284, blev alle, på nær én, slået ihjel”. Det endte med, at Diokletian i 286 delte Romerriget i to, en østlig og en vestlig del, da han indså, at riget var alt for stort til, at én mand kunne holde trådene samlet. Hver del fik nu sin egen kejser, og en ny hovedstad blev oprettet. Udover Rom i vest, fik man Konstantinobel i øst (324).