Personligt om Krzysztof Kieslowski

Jeg husker ikke meget til, hvordan jeg reagerede, da jeg hørte nyheden om Kieslowskis død, men jeg husker, at en dansk tv-kanal valgte at genudsende hans film, herunder de tre farver Rød, Hvid og Blå, og hele Dekalogseriens ti film. Jeg optog dem allesammen på vhs-bånd. Det var før dvd'ernes indtog. En overskrift til Kieslowskis film kunne formentlig være 'Menneskelivet er underligt'.

Ud over at sætte hverdagens små detaljer på spidsen, var han et geni til at sige store ting på en kort og koncis måde.

Desuden er hans tolkning af de ti bud enestående i filmhistorien, og han har tvistet en del af dem. Budet om ikke at stjæle, bliver vendt til spørgsmålet - kan man stjæle sit eget barn? Og i filmen om budet 'du må ikke slå ihjel' ses først en ung mand, der af ren kedsomhed og mere eller mindre tilfældigt slår en taxi-chauffør ihjel på en temmelig kikset måde. Hvorefter staten tager stafettet op, og dræber den unge mand - han bliver nemlig dømt til døden igennem hængning. Over dette bud har Kieslowski også lavet en hel spillefilm - eller rettere: Dekalogfilmen er spillefilmen skåret ned til cirka en time. Spillefilmen har den sigende titel: 'En lille film om kunsten at dræbe', og er en foruroligende film om, hvordan kedsomhed kan dræbe i mere end en forstand.

Personligt synes jeg, at mesterværket over alle, er filmen 'Blå'. Ud over at være helt usandsynligt flot filmet, og hovedrollen som Julie eminent er spillet af Juliette Binoche, så er musikken vanvittig smuk, og er endog komponeret over Kærlighedens Højsang fra Paulus' berømte brev fra Det Nye Testamente.

Min yndlingsscene er der, hvor man hører sangen i sin fulde længde, og i det øjeblik, hvor der synges 'men størst af dem [tro, håb og kærlighed] er kærligheden', zoomes der ind på en monitor med det scannede billede af det lille barn i moders mave - hvor farven blå i sine nuancer naturligvis fylder en del. Og vi ved fra filmen, at det er et kærlighedsbarn. Det er så smukt, så smukt.

Kærlighedens Højsang

Kærlighedens Højsang i sin fulde længde,

Det Nye Testamente, 1. Kor, kap. 13:

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.