Ludvig Holberg: Erasmus Montanus-tema: Kærligheden eller sandheden?
Prædiken til 19. søndag efter trinitatis, 2023. Holdt i Kolby Kirke og i Nordby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
Det er i år 300 år siden, at Ludvig Holbergs stykke ”Erasmus Montanus” blev skrevet og lidt mere end tyve år senere blev det opført på et teater for første gang. Eller som stykket helt korrekt hedder: ”Erasmus Montanus eller Rasmus Bjerg”. Og jeg kan tilføje, at sidste år havde dansk teater faktisk 300 års jubilæum.
For dem af jer, der ikke kan huske, hvad Erasmus Montanus handler om, kan jeg kort fortælle, at det handler om Rasmus Bjerg, som efter at han er blevet bachelor i filosofi fra universitetet i København, har ændret sit navn til latin, så han i stedet for Rasmus Bjerg hedder Erasmus Montanus. Jeg vælger at kalde ham Rasmus Bjerg i det følgende. Rasmus Bjerg er dybest set en opblæst nar. Han sender breve på latin til sine forældre, der er jævne bønder og ikke forstår latin. Da han kommer hjem på besøg i landsbyen, benytter han enhver lejlighed til at opføre sig overlegent og arrogant, og kan næsten ikke sige noget, uden at der sniger sig nogle latinske sætninger eller udtryk med. Når han skal drille og ydmyge bønderne – herunder sine forældre – bruger han syllogismer, falske syllogismer, en slags falsk logik, hvor den mest kendte er: En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Morlille er en sten. Hvilket morlille, altså Rasmus Bjergs mor, bliver ulykkelig over, indtil han vender den på hovedet, og får hende tryllet tilbage til at være et menneske igen.
Det måske mest kendte udsagn fra stykket, er spørgsmålet om, hvorvidt jorden er rund eller flad. Alle moderne videnskabsmænd er enige om, at jorden er rund, hvilket derfor også er Rasmus Bjergs overbevisning. Men den går ikke i den lille landsby, hvor man mest forholder sig til det, man kan se. Og det er jo helt åbenlyst, at jorden er flad som en pandekage. Imidlertid er Rasmus Bjerg også kommet hjem for at besøge sin kæreste – sin forlovede – Lisbed. Dog er Lisbeds far, Rasmus Bjergs potentielle svigerfar, ikke tilfreds med, at Rasmus fortæller alt og alle, at jorden selvfølgelig er rund. Den potentielle svigerfar er lige som de fleste andre i landsbyen overbevist om, at jorden er flad, og han knytter denne overbevisning så tæt til kristendommen, at det er en sandhed, han ikke vil gå på kompromis med. Hvis Rasmus Bjerg vil giftes med Lisbed, bliver han nødt til at sige, at jorden er flad, ellers bliver der intet bryllup.
I dagens evangelietekst er der også to meget forskellige ting på spil, det synlige og det usynlige. En gruppe personer er så overbeviste om, at Jesus kan hjælpe, at de firer en lam person på en båre ned igennem taget, da der er så mange mennesker, at de ellers ikke kan komme i nærheden af Jesus. Og den lamme bliver da også helbredt. Noget, der bliver meget tydeligt og konkret, da den forhenværende lamme, rejser sig fra sengen, og går. Noget, som er mere diffust, om end måske vigtigere, er Jesu syndsforladelse. For hvad er sværest at sige: Rejs dig fra din båre eller dine synder er dig forladt. I virkeligheden er det det sidste, de burde være benovet over. Der findes ikke noget større end syndsforladelsen. Men folket er optaget af det, de kan se. De kan ikke se syndsforladelsen, men de kan se, at manden rejser sig fra båren.
Det er samme skisma i Erasmus Montanus, om end på en anden måde. Det kan meget vel være, at de lærde er blevet enige om, at jorden er rund. Men i en lille landsby med udannede mennesker, kan det godt være en uhyre diffus og abstrakt tanke, at jorden skulle være rund. Enhver kan jo se, at den er flad. Samtidig er Rasmus Bjerg helt på videnskabens side, når han holder fast i at jorden er rund. Han holder så meget fast i denne sandhed, at moderen misforstår ham, og tror han har to piger i København og bliver ganske forfærdet. Det viser sig dog, at de to holdepunkter, Rasmus Bjerg sætter nærmest højere end sin forlovede Lisbed, er filosofien og logikken. For hvad skal Rasmus Bjerg egentlig stille op? Skal han blive ved med at insistere på, at jorden er rund, fordi det jo er et videnskabeligt faktum? Eller skal han give sig, og sige jorden er flad, så han kan blive gift med sin forlovede? Skal sandheden bøje sig for kærligheden?
På Jesu tid var Jesus ikke den eneste healer. Derfor var den helende seance med den lamme ikke det spektakulære i fortællingen, men derimod syndsforladelsen. Den er også usynlig, så det er det usynlige element, de sætter spørgsmål ved. Kun Gud kan tilgive synder, så hvis Jesus også kan, måtte han jo have guddommelig myndighed, hvilket var en uhørt tanke.
Nu stod de skriftkloge ikke overfor et valg på samme måde som Rasmus Bjerg, men det var dog et valg for eller imod Jesus. Paradoksalt nok for eller imod kærligheden selv, da sandheden og kærligheden smelter sammen i personen Jesus. Evangelieteksten er uden konklusioner, det hedder blot til sidst: Aldrig har vi set noget lignende.
Det kan man måske også sige om Rasmus Bjergs situation. Teaterinstruktøren Christian Lollike har lavet en moderne version af Erasmus Montanus, som vi var inde at se sidste år på Århus Teater. I stykket er skuespilleren, der spiller Rasmus Bjerg nærmest helt nede hos publikum for at spørge om råd i forbindelse med dilemmaet, alt imens at Lisbed truer med selvmord på alle tænkelige måder, hvis ikke han siger, at jorden er flad. Og da vi var der, endte Rasmus Bjerg med at få en fra publikum til at trække grænsen ved islam. De færreste vil konvertere til islam for kærlighedens skyld, selvom der jo faktisk er nogen, der gør det.
Hvor efterlader det Rasmus Bjerg? Ja, da han sidst i stykket bliver lokket ind som soldat, bliver han så fortvivlet, at han lover bod og bedring. Det er åbenbart soldaterlivet, der bliver dråben for ham. Så hellere sige, at jorden er flad, så han kan få et helt almindeligt liv med Lisbed som sin kone.
På den måde ender kærligheden med at overtrumfe det hele. Det kan godt være, at han ikke ligefrem konverterer til islam, men han ender med at sige ja til en grundoverbevisning, som han er helt og aldeles uenig i.
Bliver vi inde i kristendommens verden, er der sikkert meget vi kan sige ja til for kærlighedens skyld. Men hvor mange ville konvertere til en anden religion for kærlighedens skyld?
Desuden kan kærligheden selv være en overvældende størrelse. De færreste af os kan følge med, når vi ser Jesu liv og gerninger. Kan Jesus virkelig tilgive synder? Skal vi virkelig elske vores fjender? Og hvilke konsekvenser for vores hverdagsliv har det, hvis vi tror?
Hvad er vigtigst – kærligheden eller sandheden. Er sandheden altid nok?
Eller er jorden virkelig flad som en pandekage?
Og så en lille kommentar om Israel og Palæstina til sidst. Vi er helt tydeligt heller ikke enige om sandheden bag konflikten mellem Israel og Palæstina, en konflikt, der ikke startede sidste weekend, men har varet i årtier. Hvad er sandheden? Der er dem, der stædigt fastholder Israels ret til at forsvare sig, uanset hvor brutalt det går for sig. Og så er der dem, der lige så stædigt forsvarer Hamas’ måde at reagere på, som reaktion mod besættelsen og årtiers undertrykkelse, uanset hvor brutalt det foregår. Begge dele kan ikke være rigtigt, hvis vi altid skal fordømme overgreb på civile, altså billedligt talt lade kærligheden overtrumfe sandheden. Det ligger også i tanken om fjendekærlighed. Det kan godt være, at din sandhed er, at din fjende står for alt det onde, men han skal elskes alligevel, da også han eller hun er skabt i Guds billede og alene derfor er værdig at elske.
Hvor ville jeg ønske, at vi altid kunne blive enige om at fordømme angreb på civile uden noget MEN – uanset om det går ud over israelere eller palæstinensere.
Sandheden eller kærligheden?
Ja, i kristendommen er de heldigvis forenet i Jesus. Gud elskede os først. Det er Guds kærlighed, der overhovedet gør os i stand til at elske vore medmennesker, drage omsorg for alt levende.
Det kan måske virke lidt naivt at tale om Guds kærlighed, for kampen mellem Israel og Hamas er jo helt reel uanset al tale om kærlighed.
Men det er vigtigt, at vi fra kirken og kristendommens side siger højt, at vores værdigrundlag er et andet. Gud er kærlighed og uforenelig med krig, og under alle omstændigheder skal angreb mod civile fordømmes. Punktum.
Jeg vil springe den traditionelle kirkebøn over i dag og i stedet bede
Vor fader i himlen!
Du er den inderste magt i verden, og har åbenbaret dig som kærlighed.
Vi beder til dig i denne tid, hvor krig og ufred i Mellemøsten igen fylder tv-skærmene.
Lad din fred, som overgår al forstand, bevare vore hjerter og tanker i Jesus Kristus. For det er ved Jesus Kristus, at vi erfarer, at du er kærlighed.
Så når tankerne i disse dage farer vild, og vi forsøger at forsvare enten Israels aggressive gengældelse eller Hamas’ terrorhandlinger, så lad vore tanker finde hvile i dig.
Dig, der bærer smertens kors i dit indre.
Vi beder nu for de mange, der gerne vil flygte fra krig og ufred i Gaza, men er spærret inde og beder dig om at holde din hånd over dem og bevare dem i din fred.
Vi beder for de mange israelere, som har mistet deres kære eller frygter for dem.
Vi beder for alle de arme mennesker, der står midt i det hele, mens vi ser på, på tryg afstand. Vi beder om din tilgivelse for, at mange af os inderst inde tænker – godt det ikke er mig, og ikke rigtig kan overskue at forholde os til krisen.
Led retfærdigheden ind i hjertet på dem, der har magt og myndighed i verden.
Din fred hersker overalt. Lad den brede sig til os alle, til venner og fjender, israelere og palæstinensere, ja alle, som er direkte eller indirekte påvirket af eller involveret i krigen.
Det beder vi om. Vi er alle dine børn, fordi du elskede os først.
Amen.
Om gerninger og troens mirakler
Prædiken til 21. søndag efter trinitatis, 2023. Holdt i Nordby Kirke og i Besser Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.
Dagens gudstjeneste har jeg i høj grad dedikeret til to store, men meget forskellige danske salmedigtere. Dels Simon Grotrian, som døde for over fire år siden. Og dels Lars Busk Sørensen, som døde sidste måned. Det er også baggrunden for, at jeg helt usædvanligt har hele to af mine egne tekster med i dag.
Som vi hørte før, så er det en god luthersk tekst, vi har som tekstlæsning i dag. Den lægger hele trykket på troen og på Jesu frelsende ord.
Derfor har jeg for en gangs skyld tilladt mig at indlede med Lars Busk Sørensens ”Menneske din egen magt”, hvor troen næsten er fraværende. Faktisk lægger salmen al fokus på gerningerne, og både troen og nåden bliver ikke rigtigt nævnt.
Salmen handler i høj grad om, hvordan Guds kærlighed kommer til os igennem andre mennesker. Lars Busk Sørensens forståelse af Guds kærlighed igennem denne salme, kaldte han selv sin mageløse opdagelse, og den blev startskuddet til hans liv som salmedigter, hvor det netop er menneskets ansvar som Guds hænder, der står i centrum.
Salmen er en af mine yndlingssalmer og den er også på min top ti over de salmer, jeg har brugt mest de sidste ti år. Både tekst og melodi er både sigende og fængende – med melodi af Willy Egmose.
Salmen er dog ikke uproblematisk, i hvert fald ikke, hvis man kommer i kirken for at høre, at man er god nok, at man er accepteret af Gud. Salmen fortæller jo først og fremmest, at man skal gå ud i verden og være der meget aktivt for sine medmennesker. Og det er jo ikke alle, der har det overskud.
Men salmen kan på den anden side også minde os om, at Jesus både er gave og opgave. Vi kan i en luthersk kirke godt have en vane med at glemme opgaven, fordi vi så gerne taler om troen og nåden hele tiden.
At Lars Busk Sørensen sagtens kan tale om nåden og syndernes forladelse på en ret direkte måde, viser dog den sidste salme, vi skal synge i dag. Jeg tror, det er første gang, jeg har ”Uberørt af byens travlhed” som sidste salme i en gudstjeneste. Men her lyder det i andet vers: Dine synder er forladt. Jeg plejer sommetider at kalde ”Uberørt af byens travlhed”-salmen for en moderne udgave af ”Kirken den er et gammelt hus”.
Som sagt, så handler dagens tekst i høj grad om troen og Jesu frelsende ord. Om tro og mirakler har Johannes Møllehave sagt, at hvor man ofte taler om, at man tror, når man har set et mirakel, så er det omvendt i kristendommen. Her er det troen, der skaber miraklerne.
Den tankegang synes jeg ofte kommer indirekte til udtryk i Simon Grotrians poesi. Her er billedsproget næsten barokt, og i den forstand meget langt væk fra Lars Busk Sørensens salmer.
Et godt eksempel er ”Herren svinger tryllestaven”. Man kan næsten tage salmen linje for linje, og spørge: Hvad mon det betyder? Det underlige er, at selvom billedsproget er som det er, så er det sjældent, man undrer sig på den dårlige måde. Tag bare anden vers af ”Herren svinger tryllestaven”: Se, han blåner gennem altet / hér står vi med hjertesaltet / kærligheden fletter stige / ud i hans galakserige / livets skat er lys i nat.
Livets skat er lys i nat. Sikke en sætning.
Det samme kan siges om ”Guds nåde er en vintergæk”, tag bare vers to: Guds rige er en ammesø / der spejler himlens fugle / Guds rige er en englekø / om denne skøre kugle / og flere end du selv / har grædt i dette skælv / så sluk din nattesorg / i hytte og i borg / lad håbene massere.
Og når det gælder forholdet mellem troen og nåden, så lyder det i min nadversalme, at vi håber på nådes-ordet fra Jesus. Grundtvig talte om bordet og badet, dvs. nadveren og dåben, og i nadversalmen lyder det, at vi bliver tændt af badet. Det kan man jo normalt ikke, men netop fordi, at badet er en henvisning til dåben, kan man alligevel, hvilket er min egen diskrete hyldest til Simon Grotrians billedsprog, og salmen er i øvrigt skrevet til minde om Grotrian, der døde alt for tidligt som 57årig.
Uanset forholdet mellem Jesus som gave og opgave, så er det i sagens natur vigtigt, at vi husker på begge dele. Lars Busk Sørensen har fokus på opgaven.
Derfor skrev jeg engang et slags modsvar til Lars Busk Sørensens ”Menneske din egen magt”, og i forbindelse med hans død i sidste måned, har jeg finpudset den, så vi har fået hele triaden, tro håb og kærlighed med. Det er en salme, som er skrevet særligt til reformationsdagen, da salmen lægger så meget vægt på Guds ja til os, nåden og syndernes forladelse. Og ikke mindst, at troen er selve livet og kærligheden, den er en gave, den har helligånden med. Ja, troen alene skaber mirakler, som i dagens tekst. Og netop i morgen er det Danmarks reformationsdag og i overmorgen den store reformationsdag, hvor Luther for nu 506 år siden lagde det første frø til reformationen ved at offentliggøre sine 95 sætninger mod den katolske kirke og ikke mindst paven og afladshandlen. Luthers motto var som bekendt – troen alene. Eller med den tysk-amerikanske teolog, Paul Tillichs ord: Du skal acceptere, at du er accepteret af Gud.
Amen.