Politik og kristendom

Prædiken til 23. søndag efter trinitatis, 2023. Holdt i Onsbjerg Kirke og i Nordby Kirke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?«. »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. Amen.

”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er”. Det er nok den mest citerede linje fra Det Nye Testamente, når man vil argumentere for, at man ikke skal blande kristendom og politik.

Man glemmer dog, at Luthers såkaldte to-regimente-lære, som han ikke kun har fra Jesus, men også fra Paulus, at Luthers to-regimente-lære ikke adskiller kristendom og politik fuldstændig. Dels er den kristne fyrste forpligtet på kristendommen, og dels betragter Luther øvrigheden, altså konge, statsminister, politi, militær, som indsat af Gud selv. Gud styrer så at sige igennem øvrigheden, så onde elementer kan holdes i ave. Luther kaldte det for det verdslige sværd.

Og selv hvis man mener, at citatet viser, at politik og kristendom skal holdes adskilt, så er der også den ironiske pointe her, at det netop – i givet fald – er et kristent standpunkt.

Inden jeg fortsætter, skal jeg måske sige, at det i evangelieteksten jo handlede om at sætte Jesus i en fælde. At betale skat til kejseren var på Jesu samtid udtryk for loyalitet overfor øvrigheden, altså kejseren, hvor kejseren i virkeligheden havde guddommelig status. Derfor kunne dette at betale skat til kejseren misforstås som afgudsdyrkelse. Omvendt ville det være udtryk for politisk oprør at opfordre til ikke at betale skat. 

Men mønten var vitterligt kejserens, så derfor gav det mening at give mønten tilbage til kejseren, både konkret og billedligt talt.

I går hørte nogen af os Peter Tudvad og Hans Vium-Mikkelsen tale om Bonhoeffer, hvor det hed, at kirken havde pligt til at handle eller udtale sig politisk, enten når staten gjorde for meget eller for lidt, når det gælder kristendommens fordringer. Den gør for meget, når den blander sig i, hvordan vi holder kirke, hvordan vi tror på den rigtige måde, og om vi overhovedet må holde gudstjeneste – som staten gjorde under corona. Og staten gør for lidt, hvis ikke den tager vare på de svageste i samfundet, om det så er minoriteter eller andre udsatte borgere. Hvis vi frivilligt betalte vores nabos lægeregninger, behøvede vi jo ikke et velfærdssamfund, der netop tager vare på disse områder for vores medmennesker.

Men derfor vil kristendommen også altid stå som en kritik af det bestående. Vi kan aldrig hjælpe vore medmennesker nok som samfund – eller som individer for den sags skyld – da løsningerne altid har midlertidig karakter, også politisk set.

Det betyder også, at et partiprogram aldrig vil kunne leve op til kristendommens fordringer. Jeg vil endda påstå, at politik først og fremmest må handle om at finde de mindst ukristelige løsninger. De mindst ukristelige løsninger. Den danske teolog Ole Jensen kaldte politik for nødløsninger, forstået på den måde, at det aldrig bliver godt nok, dertil er den kristelige målestok for radikal og absolut. Har vi vedtaget at modtage 10.000 flygtninge om året, hvad gør vi så, når nummer 10.001 dukker op?

Og akkurat her melder spørgsmålet sig, hvorvidt kærlighedsbudet kan støde sammen med landets love, og hvad man i givet fald bør gøre.

Ja, for Luther gjaldt det, at en kristen kunne komme i en situation, hvor lydighed mod Gud kunne indebære ulydighed mod fyrsten, det vil sige: Landets love. Som kristen kan man altså komme i en situation, hvor landets love hindrer en i at elske næsten for næstens egen skyld. Og her skal man adlyde Gud mere end mennesker.

Man kan endda godt hævde, at forskellen på kristendom og politik er så stor, at de næsten er hinandens modsætninger. Kristendommen sætter den enkelte fri til at elske næsten det bedste han eller hun kan - her er kærligheden, den absolutte kærlighed, Guds kærlighed, målestokken for alle handlinger. Politik handler dybest set om det modsatte, tvang: Hvor meget skal vi betale i skat, så vi har mulighed for at opbygge det samfund, som vi ønsker, med den relation til omverdenen, som vi ønsker? Et samfund kan ikke styres efter kristendommen, da den kristne forkyndelse er for radikal og absolut. Med mindre da, at man med dette mener, at vi skal tilstræbe de mindst ukristelige løsninger for samfundets udvikling og vores forhold til omverdenen. Det gælder også krig. Hvad er den mindst ukristelige løsning i en konflikt? Hvornår må vi slå ihjel for at beskytte vores næste, hvornår er krig det mindst ukristelige. Hvad er den mindst ukristelige løsning på klimaforandringerne? Hvad er den mindst ukristelige løsning på ulighed, osv.

For alle os, der godt kan tabe pusten over alle disse betragtninger over kristendommen som opgave, - og Bonheffer sagde ligefrem, at kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen.

For alle os, der næsten ikke kan få vejret, når vi taler om opgaven, er Jesus heldigvis også gave. Han er både gave og opgave. Han er kilden til Guds nåde og tilgivelse.

Når vi dagligt må konstatere, at vi slet ikke slår til overfor vores næste, så er det vi kan bede om og håbe på, nåden som en del af det daglige brød. Det er med Guds kærlighed og nåde, vi kan gå ud i alverden og elske næsten det bedste vi kan.

Amen.