Bjælken i øjet...
Prædiken til 4. søndadg efter trinitatis, 2023. Holdt i Tranebjerg Kirke og i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«
Der var engang, hvor to bibelsteder fyldte mit hoved ud, når jeg tænkte kristendom, og tænkte på, hvad kristendom grundlæggende handlede om.
Det første citat var: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, og få alt andet i tilgift.
Og det andet var citatet om ikke at dømme andre, og at se bjælken i sit eget øje, før man ser splinten i sit medmenneskes øje.
Med hensyn til det første citat om at søge gudsriget og Guds retfærdighed først og så få alt andet i tilgift, så handler det jo i høj grad om at se Gud som det absolutte, som trumfer alt. Gudsriget er kernen i livet, både når vi oplever det glimtvis i det jordiske liv, og fuldbragt hinsides.
Og dagens tekst, hvis hovedbudskab handler om, ikke at dømme andre, er utvivlsomt en af de vigtigste passager i Det Nye Testamente.
Jørgen Thorgaard kaldte denne tanke for hjertets dannelse, som han udfolder det i romanen ”En god dag”.
Det er hovedpersonens mor, der nævner udtrykket ”hjertets dannelse”, og da drengen Poul, som hovedpersonen hedder, spørger, hvordan man kan vide, om en person har hjertets dannelse, svarer hun, at man ikke er i tvivl, når man møder det.
Det hindrer ikke den unge Poul i at tænke som en gal over, hvad det mon vil sige at have hjertets dannelse. Han kan dog regne ud, at det er noget godt. Pouls egen familie er meget fattig, og moderen bruger udtrykket, da hun om en rig familie siger, at de også har hjertets dannelse. Og da Poul spørger, hvordan sagen ville stille sig, hvis man var fattig, men dog havde hjertets dannelse, bliver moderen sørgmodig, og ryster bare på hovedet. Det er som bekendt nemmere at være rig og rask og have overskud i mere end en forstand, end at være fattig og have dårligt helbred og have underskud i mere end en forstand.
På et tidspunkt i bogen, ”En god dag”, ligger den unge Pouls far på sygehuset. Og præsten kommer på besøg hos Pouls familie, og tilbyder dem et lift til sygehuset. Han har nemlig selv et ærinde der, og så kan de jo lige så godt få et lift med, hvis de har lyst.
På sygehuset bliver Poul dog mistænksom med hensyn til præstens ærinde. Og det viser sig, at præsten slet ikke har noget ærinde på sygehuset.
Poul tænker et sted i bogen, og jeg citerer:
”[Præsten] havde ikke haft noget ærinde selv, nej han havde ikke. Andet end at køre dem op til far. Det skulle bare ikke hedde sig, at han gjorde det for deres skyld. Sådan et menneske var den pastor Wilhelmsen! Ikke noget at sige til at han bestyrede Guds sager på egnen. I det øjeblik havde Poul fået den komplet vilde tanke, at han vel nok gerne ville være præst, når han blev stor. At gøre gode gerninger så svimlende gode, at man ikke engang gjorde sig til af dem. Være så god, at man kan gemme sin godhed væk. Det måtte være det allerøverste, et menneske kunne nå op til. Men det fandtes altså. Han havde selv observeret det. Herefter var det næsten frækt og utaknemmeligt at jamre over noget som helst”.
Og efter en radiohøjmesse fortæller Pouls mor ham, at de vigtigste ord i bibelen er dem om splinten i andres og bjælken i sine egne øjne. Kunne man disse ord, behøvede man ikke at vide mere. Og Poul begynder straks at bebrejde sig selv, når han tolker andres handlinger som slette, i stedet for at begynde med sig selv.
Man kunne måske oversætte hjertets dannelse til noget med at have ånd. Jørgen Carlsen har skrevet et sted, at man har ånd, når man bekymrer sig om, om andre også har mad på bordet.
Det handler altså om ordentlighed. Om at tage vare på andre. Om at se fejlene hos sig selv, før man ser dem hos alle mulige andre.
I et sekulært præstationssamfund som det danske kan den tilgang godt virke som noget af en udfordring. Men når det gælder hjertets dannelse, handler det ikke om, hvad der fremmer karrieren, men hvad der fører os tættere på Gud og næsten. Hvad der fører os tættere på gudsriget og på Guds retfærdighed.
Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Det er i virkeligheden en anden og måske mere præcis version af det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus kalder det første og største bud.
Der er som bekendt meget i kristendommen, som er lettere sagt end gjort.
Når det hedder, at vi først skal søge Gudsriget og hans retfærdighed, hvor tit gør vi så det? Har vi ikke travlt med så meget andet?
Og når vi bliver bedt om at ransage vores egen samvittighed, før vi bebrejder, dømmer og fordømmer andre, hvor tit er vi faktisk i stand til det? Hvor mange af os har egentlig hjertets dannelse, når det kommer til stykket?
Ja, for de fleste af os ser det ikke så godt ud, hvis vi skal måles på vores gerninger. Her er det, vi må forlade os på verdens største kærlighedserklæring.
Dine synder er dig forladt.
Amen.
Jesus er ren mulighed
Prædiken til 7. søndag efter trinitatis, 2023. Holdt i et telt ved Kanhave p-plads, tæt ved vandet.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«
Mødet med Jesus giver muligheder. Det kan give sig udtryk på utallige måder, men mødet med Jesus giver muligheder.
Og det er klart, det kan også udtrykkes på mange måder. I evangelieteksten kommer det til udtryk ved, at værnemageren, tolderen, pludselig får uventet selskab af Jesus, som inviterer ham ind under samme tag, hvilket var ganske uhørt på Jesu tid.
Nu kan man selvsagt beskrive mødet med Jesus på mange måder, og nogle beskrivelser gør større indtryk end andre.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste romanen ”Profeterne ved evighedsfjorden”. Konteksten er ikke vigtigt, selvom den nok er det i selve bogen. Der er i princippet megen kristendom på færde i bogen, men det er et åbent spørgsmål, hvorhenne kristendommen bliver praktiseret mest givende. Hvorhenne man ønsker at være, hvor mødet med Jesus giver de fleste muligheder.
Hovedpersonen i romanen er nemlig sendt til Grønland for at missionere, og det går ikke så godt. Både han og de andre danskere på stedet virker som opportunister, hvor loven er meget afgørende. Hovedpersonen, præsten Morten, gør dog et ihærdigt forsøg i starten, men det barske klima og mentaliteten giver ham store udfordringer.
Men ved Evighedsfjorden, fjert fra kolonien, lever der et lille samfund, hvor alle tager sig af hinanden, i hvert fald er der ingen, der får lov at gå sultne i seng, og det er ellers en udfordring i det fattige land.
Nu skildrer romanen nogle meget konkrete handlingsforløb, som utvivlsomt også er en kritik af den danske indflydelse på Grønland i 1700-tallet.
Men vilkårene i området, hvor præsten bor, og vilkårene hos profeterne i Evighedsjorden bliver på samme tid også billeder på noget større.
Selvom miljøet hvor præsten Morten bor, bliver skildret helt utroligt barskt, så tænker jeg, at det godt kan være et billede på det helt almindelige liv i de egne.
Og selvom det er Jesus, som Morten i sin egen selvforståelse forsøger at prædike, for dem, han kalder de vilde, altså de udøbte grønlændere, så er det så som så med kristendommen. Faktisk starter flere afsnit med et af de ti bud, hvorved det bliver så meget tydeligere, hvor galt det står til. Ingen lever rigtigt efter kristendommen, når det kommer til stykket, selvom enkelte forsøger.
Derfor er der noget tillokkende ved samfundet på stedet, hvor profeterne ved Evighedsfjorden har slået sig ned og bor. Det er ganske vist – officielt – vranglære. At det er vranglære, betyder også, at man kan blive hårdt straffet ved at tilslutte sig områdets forståelse af kristendommen.
Det skal siges, at bogen slet ikke fortæller noget om, hvorfor det er vranglære. Og det bliver så meget mere grotest, da området netop ser ud til at fungere, hvad området, hvor præsten bor, overhovedet ikke gør. Alt synes at gå galt der.
Derfor er det et stort spørgsmål, hvad der er kristendom, og hvad der ikke er kristendom. Hvad er det rette lære, for at spørge mere formelt.
På Jesu tid spillede renhed en stor rolle, hvad det stadig gør for jøderne i dag. Og spørgsmålet om rent og urent betød også noget for, hvem man kunne omgås, hvem der var en naturlig del af fællesskabet, samfundet. Hvem man kunne spise sammen med. Et måltid havde på Jesu tid i reglen religiøse undertoner.
Og i dagens tekst, bryder Jesus helt åbenlyst ortodoksien, den rette lære. For Jesus er det livet om at gøre. At drage mennesker ind i fællesskabet, at give dem en ny chance, selvom folkestemningen sagde, at det fortjente de ikke, det havde de med deres handlinger vist, at de ikke var værdige til.
Men Jesus er ren mulighed, og rygtet om Jesus var løbet i forvejen, så selvfølgelig var overtolderen, værnemageren, nysgerrig. Hvem var dog denne Jesus?
Ja, hvem var dog denne Jesus? Man kan i hvert fald sige, at hvor mulighederne trives, der er Jesus. Ja, mulighederne trives, fordi Jesus er der.
Så kan man være nok så ærekær, det nytter bare ikke noget, hvis det bremser livsudfoldelsen i det fælles fællesskab. Det er ganske vist nemmere sagt end gjort. Det svarer til, at et rummeligt menneske inviterer en værnemager på middag efter krigen, Anden Verdenskrig. Vi ved, at den mulighed er nærmest utænkelig. Og jøderne var på Jesu tid midt i det hele, de var besat af romerne, og tolderne arbejdede for romerne. Alligevel gør Jesus det umulige, hvorved det med det samme bliver muligt. Han inviterer sig selv ind i overtolderens hus. Man kan med andre ord se alene på Jesu gerning, at her er noget nyt på færde. Her kan man være menneske, slet og ret.
Den rigtige udøvelse af kristendommen handler altså ikke om de rigtige læresætninger og at formulere sig teologisk korrekt. Den rigtige udøvelse af kristendommen handler i høj grad om fællesskabet – går nogen sultne i seng eller bliver alle mætte? Hvordan viser vi, at mødet med Jesus giver livsmuligheder, der ikke var der i forvejen?
På den måde hænger tro og gerninger uløseligt sammen. Og måske netop derfor er det tydeligt, i hvor høj grad, vi alle er syndere og fejlbarlige for vor herre. Vi skal selvfølgelig ikke lade bevidstheden om vores fejlbarlighed og troen på Guds nåde blive en sovepude for manglende handling.
Ikke desto mindre er nåden alt. Både troen, håbet og kærligheden får vi kun af nåde.
Amen.