Sand kristendom...
Prædiken til 8. søndag efter trinitatis, 2023. Holdt i Tranebjerg Kirke og i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«
Hvad er kristendommen egentlig for en størrelse? Hvad handler den om, og hvad er mon det centrale i Jesu forkyndelse?
Det har man som bekendt diskuteret og skændtes om siden urkirkens tid. Lige fra dengang de såkaldte gnostikere hævdede at have den rigtige forståelse: Vi mennesker, sagde de, hørte slet ikke til på jorden, vores indre gnist skulle befries; det var inden vi havde Det Nye Testamente, og tilsvarende andre hævdede noget andet om centrale områder af kristendommen. Samlingen af Det Nye Testamente har faktisk rod i kampen mod disse gnostikere.
Faktisk er nogle af vores trosbekendelser og selve vores officielle bekendelsesgrundlag, Den Augustinske Bekendelse, blandt andet formuleret som svar på de udfordringer, der har været igennem tiden, så den store kirke kunne pege på noget, der afgjorde, hvad der var rigtig kristendom. Det var dengang man kunne bruge ordet katolsk om kirken, som bare betyder, at den var verdensomspændende, den almindelige udbredte kirke. Siden fik ordet katolsk selvstændig betydning som en anden retning end vores i 1500-tallet.
Og det er da også stadigvæk et faktum, at der over den ganske verden findes talrige versioner af kristendommen, så der er stadig centrale punkter, hvor vi er uenige. Og det er stadigvæk ikke alle steder en mulighed for lutheranere at deltage i en katolsk nadver. Eller for kvinder at være præster. Eller endnu mere kontroversielt i flere lande: For homoseksuelle at blive gift i kirken.
Når man taler om falske profeter, så taler man om dem, der tilsyneladende har fat i den lange ende, men når det kommer til stykket, alligevel kommer med falskhed og løgne. For nogle måneder siden var der et skrækkeligt eksempel i Kenya, hvor en såkaldt kristen sektleder fik sin menighed til at sulte sig ihjel med håb om at komme i paradis med det samme. Ja, man tror næsten det er løgn.
Vender vi os mod vores egen folkekirke, går tingene nok noget mere roligt for sig, og det er vel i overvejende grad forskellen mellem såkaldt missionske og såkaldt grundtvigske, der lidt firkantet deler vandene, om end i mindre grad end tidligere. Eller måske mellem de meget konservative, der næsten for enhver pris vil beholde vores nuværende ritualer og tekstrækker og bibeloversættelse, og sådan nogen som mig og andre ligesindede, som godt nok ikke ønsker forandring for forandringens egen skyld, men som dog kan se mange perspektiver i fornyede ritualer, tekstrækker og bibeloversættelse og nye salmer.
Og så er der de nyere tilgange til teologi, nye vinkler på kristendommen, som sikkert også kan dele vandene, og hvor man kan blive beskyldt for at strække kristendommen meget langt. Der er den såkaldte offentlighedsteologi, der handler om kristendommens rolle i det offentlige rum, når man skal forholde sig til klima, krig og ulighed. Her hørte jeg engang, at en politisk prædiken altid er dårlig, men at en god prædiken altid er politisk. Det ved jeg nu ikke, om er rigtigt, men det er i hvert fald noget, der kan skille vandene; for hvor meget kan man bruge kristendommen i politiske sammenhænge? Der er queer-teologi, feministisk teologi og jeg kunne blive ved. Alt sammen interessant med måde.
Desuden er der spørgsmålet om Jesu opstandelse. Allerede på Jesu tid, var man uenig om, hvad der skete efter døden. De såkaldte sadukærere troede ikke på opstandelsen, og de var også jøder.
Så er der alle de kendte historier i kristendommen, som bliver tolket på nye måder, og hvor man selvfølgelig skal være kritisk således, at de nye tolkninger ikke bliver for konstruerede.
P.G. Lindhardt bemærkede allerede i sin tid, at historien om den fortabte søn, burde hedde historien om de fortabte sønner. I historien om den vantro Thomas efter Jesu opstandelse, står der som overskrift, den vantro Thomas, og her har Henning Kjær Thomsen gjort gældende, at Thomas ikke var mere vantro end de andre disciple. Der er endda et sted, hvor en kvinde har erklæret sin vantro, hvorefter Jesus siger, din tro er stor. Det er altid spændende, når vores vante læsninger bliver lidt rystede, så vi kan stoppe op og spørge – hvad var det egentlig, som faktisk stod i teksten.
Og så har Johannes Værge i sin bog om Kristus-begivenheden for nyligt gjort opmærksom på, at vi måske omkring korsfæstelsen skal tænke knapt så meget på det som et offer, at han lige præcis dér døde for vores synders skyld, da han jo igennem hele sin historie tilgiver synder. En overfokusering på korsfæstelsen kan skygge for det faktum, at hele Jesu virke handler om tilgivelsen, og dermed det nye helbredte liv.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at Jesus hverken vælger den store løvhyttefest til sin histories klimaks, hvor der ellers var rigtigt mange mennesker, eller den store forsoningsdag, som netop handler om synd og forsoning, men vælger påskeugen. For påskeugen handler ikke først og fremmest om forsoning og tilgivelse, men om jødernes Exodus, altså en ny begyndelse. Så den kristne påske handler først og fremmest om at få en ny begyndelse i Jesus Kristus, og ikke så meget om skyld og sonoffer. Og som Johannes Værge bemærker, så er det bemærkelsesværdigt, at vores tidsregning tager udgangspunkt i Jesu fødsel og ikke hans død eller opstandelse.
Som nævnt, kan selve opstandelsen også diskuteres. Var den fysisk, som nogle bekendelser lader antyde, eller taler vi om et åndeligt opstandelseslegeme, som Paulus synes at mene. Eller handler det først og fremmest om oplevelsen af Jesu nærvær, når brødet brydes?
Hvad er sand kristendom? Hvem er de falske profeter, der virker så overbevisende, men når det kommer til stykket, er fulde af løgn? Hvor alternativ kan en nytolkning af kristendommen være, og stadigvæk være indenfor den lutherske skive, som den jo gerne skal være i en luthersk kirke. Ja, det mest rigtige svar vil nok være, at der er noget falskt i os alle sammen. Vi tager sikkert alle sammen fejl i vores kristendomssyn på nogle områder, uden at vi ved af det. At være synder og fejlbarlig hører netop til dette at være menneske.
Så er det Jesus siger til os: Frygt ikke, du er elsket alligevel.
Amen.
At være en næste
Prædiken til 13. søndag efter trinitatis, 2023. Holdt i Nordby Kirke og i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«
Når jeg prædiker over historien om den barmhjertige samaritaner, plejer jeg at slå ned på tre områder. Dels spørgsmålet om, hvorfor den lovkyndige overhovedet stiller spørgsmålet, ”hvem er min næste?”. Dels spørgsmålet om, hvorfor samaritaneren handler, som han gør. Og endelig om hvorvidt, Jesus overhovedet svarer på det stillede spørgsmål. Som jeg lige har læst, så spørger den lovkyndige Jesus, hvem er min næste, fordi han ville retfærdiggøre sig selv. Det er ikke min tolkning, det står direkte i teksten. Hans spørgsmål, hvem er min næste, er med andre ord udtryk for hykleri, for han vil blot have bekræftet, at han var god, at han allerede gjorde det rigtige, hvilket i en gammeltestamentlig-jødisk tankegang typisk ville sige, at han lod kærlighedsbuddet være reserveret sine landsmænd. Og hvorfor handler samaritaneren, som han gør. Jo, da samaritaneren går forbi den overfaldne, ser han ham og får medynk. Det er synet af et lidende medmenneske, der får ham til at stoppe op og handle aktivt. Og endelig kan man spørge: Svarer Jesus overhovedet på det det indledende spørgsmål, hvem er min næste? Nej, ikke rigtigt, han fortæller ham ikke direkte, hvem hans næste er. Han viser i stedet med en historie, at han skal være næste for sin næste, hvorved jeg-og-du forholdet reelt bliver ophævet, og vi i stedet har to medmennesker, overfor hinanden, og hvor den ene naturligt hjælper den anden, fordi han ser den andens lidelser, og får medynk og handler.
Jeg synes stadig, at det er tre vigtige pointer, og måske også det vigtigste at få med fra historien.
Alligevel kan det være brugbart at opholde sig ved, hvorfor de to andre, der går forbi den overfaldne, hvorfor de faktisk går forbi, for det bliver jo sådan set ikke forklaret i teksten. Vi snakker om en præst og om en levit, altså en slags kirketjener.
Jeg tænker, det kan forklares på flere måde, men en af dem er i hvert fald jødernes regler for urenhed. De er givet bange for at blive urene, hvis de rører ved den overfaldne, og måske er han endda død. Historiens store overraskelse, og det er en pointe, som helt sikkert har vakt stor forargelse på Jesu tid, er selvfølgelig, at det netop er en samaritaner, der hjælper. En slags halv-jøde eller ikke-jøde, i hvert fald ikke en person, jøderne ville have omgang med. Da debatten herhjemme for nogle år siden var meget skinger overfor muslimer – hvad den jo stadig er en gang imellem – kunne man passende omdøbe historien til historien om den barmhjertige muslim, så man bedre kan fange pointen, og forstå, hvorfor historien har vakt stor opsigt på Jesu tid. Tænkt, hvis man i en kristen sammenhæng, gjorde en muslim til en rollemodel. Men det er cirka det, Jesus gør her. Lader den uglesete samaritaner være rollemodel.
En anden måde at forklare præsten og kirketjenerens opførsel på, og måske den nemmeste, vil i virkeligheden være at spørge, hvilke begrundelser vi selv kunne have til at gå forbi. Måske har vi faktisk travlt, måske kan vi ikke overskue opgaven, måske er det faktisk en person, vi ikke kan udstå eller måske føler vi os for afmægtige, og går videre i afmagt og håber andre gør noget i stedet for os.
Under alle omstændigheder kan man spørge, hvorfor denne kærlighed, ikke mindst næstekærligheden, kan være så svær at håndtere, siden at det langt fra er altid, vi faktisk lykkes med den?
Jeg tænker, at det handler om, at kærlighed både kan opfattes som noget meget banalt og noget fantastisk.
I J.K. Rowlings store fortælling i syv bind om Harry Potter får vi at vide, at Harry har en kraft, som den onde Voldemort ikke har. Harry bliver meget spændt på at høre, hvad det mon er for en superkraft, han har. Og da han får at vide, at det handler om hans evne til at elske, bliver han faktisk skuffet. Bare kærlighed, er hans første reaktion. Omvendt kunne man spørge: Hvis det ikke er kærligheden, der skal bekæmpe ondskaben, hvad er det så?
Og i Kim Leines roman ”Profeterne ved evighedsfjorden” får profetinden Magdalena jævnligt natlige åbenbaringer i sine drømme, der i høj grad handler om, hvordan de skal bygge deres lille samfund ved evighedsfjorden op med huse, hospital og kirke, mv. Hver morgen fortæller hun sin mand, hvilke nye åbenbaringer hun har fået, og derefter går manden i gang med at sætte det i gang – med at bygge videre på samfundet.
Til sidst – en af gangene hvor manden som sædvanlig er spændt på, hvad hun nu har drømt, så han kan handle, får han at vide: ”I nat har jeg drømt at vi skal leve i fred og fordragelighed med hinanden”. Det bliver han næsten skuffet over, hvorimod profetinden giver udtryk for, at det er den største besked, hun endnu har fået. Og den besked skal der jo også handles på, selvom den kan forekomme mindre konkret.
Måske er det derfor, at Grundtvig har skrevet, at vi kan lære om de store begreber igennem vores hverdag, fx. med vores ægtefælle og børn. Her – i den helt almindelige dagligdag, lærer vi hvad kærlighed er for en størrelse, og med den viden, med den visdom, har vi en bedre fornemmelse af, hvad Guds kærlighed er for en størrelse, og med hvilken kærlighed vi skal forsøge at nå vores næste.
Og vi skal huske, vi er alle fejlbarlige mennesker. Da romanens præst, Morten, opsøger en gammel flamme for at få tilgivelse for måden, han har behandlet hende på, men ser, at hun er blevet syg, hun har haft et slagtilfælde, fortæller hendes søster ham, at han ikke skal være så hovmodig at tro, at han er mere slet end alle andre. At få at vide, at han er en lige så slet person, en lige så stor synder som alle mulige andre, virker – paradoksalt nok – som en slags syndsforladelse. Og jeg tænker også, at tanken kan bruges i historien om den barmhjertige samaritaner. For jeg tænker, at afmægtighed fylder meget hos alle, alle os, der risikerer at gå forbi en næste, der har hjælp behov.
Men i kristendommen er budskabet: Du er lige så fejlbarlig, en lige så stor synder som alle mulige andre, men at hjælpe det bedste man kan, er det eneste rigtige at gøre i situationen.
Eller som Luther sikkert vil sige: Synd tappert!
Amen.