"ti gode noveller, som dels vender op og ned på paralleler til de ti bud, og som samtidig skildrer [virkeligheden] på en måde, som udfordrer læseren."

Om stilhed, liv og magtkritik

Prædiken til juleaften, 2023. Holdt i Kolby Kirke og i Tranebjerg Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«



[stilhed 50-100 småsekunder]


Stilhed. Stilhed har vi det meget svært med i vores moderne verden. Sker der ikke snart noget, skal vi ikke snart videre. Eller som Karen Armstrong skriver i en anden sammenhæng: ”I den moderne verden bryder vi os ikke om stilhed, men sætter vores lid til endeløs sniksnak…”.


Da jeg sidste år – efter Ruslands invasion af Ukraine – opdagede kunstneren Yoko Onos værk, ”Imagine peace”, altså: Forestil dig freden, tænkte jeg i første omgang, at det lød utroligt naivt. Men ved nærmere eftertanke, er det en større kunst end som så. For det forudsætter stilhed. At vi sætter os ned og rent faktisk forestiller os freden. Det har vi bare ikke tid til, vi skal videre, og i den nuværende konflikt mellem Israel og Hamas går det så stærkt, at rigtigt mange, ikke mindst de fleste politikere, ikke har tid eller stilhed nok til at forestille sig sorgen og smerten på begge sider af krigen. Og den slags forudsætter et minimum af stilhed til refleksion og til at mærke efter.


Samme Yoko Ono lavede for årtier siden sammen med sin nu for længst afdøde mand, John Lennon, en sang med ordene: ”War is over, if you want it, now”. Altså: Krigen er ovre, hvis du ønsker det, nu. Det kan også synes naivt, men faktisk beretter Jørgen Carlsen i sin bog, ”Glædens fest”, om julemiraklet fra første verdenskrig, hvor de kæmpende tropper fra England og Tyskland pludselig stopper skyderiet, og fra hver deres side begynder at synge Glade jul på engelsk og tysk, og ender med at spise julemiddag sammen og spille fodbold sammen. Indtil julen er over, og de fortsætter tilbage i skyttegravene og skyder videre på hinanden. En grotesk men sand historie. I øvrigt hedder Glade jul på både engelsk og tysk: Silent night, Stille Nacht, altså stille eller rolige nat.


Når det gælder alverdens fortrædeligheder, krig, klimaforandringer, ulighed, undertrykkelse, osv.; kan man spørge, om kirken er direkte nok i sin kritik, når mennesker lider overlast. Skal kirken altid tale imod krig, eller kan krig være det mindst ukristelige alternativ?


Det er store spørgsmål, som jeg ikke skal forsøge at svare på nu, men hvis jeg derimod siger, at kirkens fornemmeste opgave i første omgang må være at bede for fred, kan det igen lyde meget naivt. Men – kan man hævde – hvis man ikke engang er i stand til at forestille sig fred, give sig selv lidt stilhed til at tænke og bede, så ser det virkelig sort ud.


For selvom handling selvfølgelig er vigtig, hvis vi rent faktisk skal gøre en forskel for vores medmennesker, vil jeg hævde, at udgangspunktet, holdningen, indstillingen, attituden, er altafgørende for, hvilket handlingsforløb, vi faktisk ser.


Kasper Bro Larsen, som er ekspert i Det Nye Testamente, har for nylig skrevet: ”Jeg ved (…) godt, at vi teologer plejer at sige, at det er påsken, der er kristendommens største højtid. Men lægfolket er klogere. En undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov viste for nogle år siden, at 92 procent af danskerne kender Juleevangeliet. Det er den kristne grundfortælling”. Skriver altså Kasper Bro Larsen.


I kirken taler vi jo normalt om, at påsken er årets vigtigste årstid. Ikke mindst fordi, at det er med Jesu opstandelse, at kristendommen bliver til en egentlig ny religion, selvom det strengt taget først sker omkring hundrede år senere, da kristendommen endelig udskiller sig fra jødedommen. Men som også teologen Johannes Værge bemærker i sin bog om Jesus – Kristus-begivenheden - så tager vores tidsregning udgangspunkt i Jesu fødsel og ikke i hverken hans død eller opstandelse.


For det er med julen, Jesu fødsel, at en helt ny mulighed bliver til. En ny begyndelse. Så i en rådvild og kaotisk verden, som verden også var dengang – jøderne var faktisk under romersk besættelse på Jesu tid – i en rådvild og kaotisk verden, fik verden pludselig en retning i Jesus.


Og det kan nok være, at det stadig er vigtigt at minde os alle om denne nye retning i Jesus.


I år har vi fulgt to julekalendere hjemme hos os: Historien om Luka og det magiske tivoliteater på DR og Valdes jul på TV2. Førstnævnte handler i høj grad om ulighed og trylleri i begyndelsen af 1900-tallet i det nuværende Oslo og daværende Kristiania, med den hjertensgode unge polioramte Luka og den gennemondskabsfulde Ellen i hovedrollerne, og selvom det altid er rart med et juleeventyr, hvor det gode vinder over det onde til sidst, synes jeg trods alt, at Valdes jul er mere interessant, da den er mere nuanceret.


”Hvad bilder de sig ind?”, lyder det i første afsnit af Valdes jul. ”Hvad bilder de sig ind?”. Det er en hentydning til familien og deres planer om at fælde træerne i skoven, eller i hvert fald få sat en værdi på træerne, så de kan få en god pris for gården og skovplantagen. Og selvom det viser sig, at der er nogle meget konkrete, menneskelige grunde til, at de ønsker at komme af med gården og skoven – så er det oplagt, at skoven bliver et billede på naturen som sådan. Og både nissen og ulvepigen mener jo helt åbenlyst, at vi alle er eller burde føle os som en del af naturen. Men netop ikke gør det længere. Som ulvepigen siger, så kan man ikke eje en skov: Den er der ikke for dig eller din families skyld, som hun siger vredt til Valde. Skoven er alles. Meget tankevækkende, så kan man se skovhuggeren, hende, der fælder det første træ, smile og have det rigtigt godt med det, hun gør. Hun gør jo blot sit arbejde, og elsker tydeligvis sit job. Og jeg kan ikke lade være at se på det som et billede på os alle sammen. Vi forbruger alle sammen med et smil på læben. I vores overforbrug (i Danmark har vi et forbrug, der svarer til fire jordkloder på et år, hvor man burde have højest én), i vores overforbrug tænker vi sjældent over vores handlinger, men smiler gerne, mens vi køber lidt ekstra ind. Når vi kan se det illustreret i en film, gør det ekstra indtryk, da vi kan se os selv lidt udefra, og hvor absurd vores handlinger sommetider virker, hvis vi tænkte lidt mere over det. Afsnittet i går stillede indirekte nogle meget centrale spørgsmål: Hvis noget er livsafgørende, hvor meget og hvordan vil vi handle? Hvor konkret skal en ulykke være, før vi handler drastisk og næsten irrationelt? Kan kærligheden til alt levende virkelig overtrumfe alt andet? Lidt stille refleksion lidt oftere ville gøre underværker, tror jeg. Vi er alle skovens vogtere, som det blev sagt. Ingen kan eje naturen.


Til sidst vil jeg minde om, at juleevangeliet dybest set er en magtkritik. For at citere Kasper Bro Larsen igen: ”Juleevangeliet er en magtkritik. Det er historien om, at Gud ikke viser sig i skikkelse af en konge i et palads, men i et lille barn i et fodertrug. Alt i fortællingen peger i begyndelsen på, at Jesus var den store loser, men så viser han sig at være Guds søn.” og Kasper Bro Larsen fortsætter i en anden sammenhæng: ”Når Gud henvender sig til en fattig jødisk ung pige frem for til en rig romersk voksen mand, bytter juleevangeliet om på konventionelle hierarkier. Lukas (…) [forfatteren til juleevangeliet]er nærmest woke. Han udfordrer forestillinger om klasse, etnicitet, alder og køn”, slutter Kasper Bro.


Hvor langt vi andre er villige til at gå i praksis, er vel til syvende og sidst en samvittighedssag. Men det er med julen, Jesu fødsel, at en hel ny mulighed bliver til. For med Jesu nåde som grundlag kan og skal vi sætte kærligheden til alt levende først, hvis vi vil følge Jesus.


Vi skal snart synge ”Nu i den hellige time”. Ordet hellig kommer af et hebraisk ord, der betyder anderledes. En anderledeshed, man fx kunne bruge til refleksion i stilhed.


Julenat, da vor Herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød. Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat.


Amen.

Når Jesus er fundamentet

Prædiken til 2. juledag, 2023. Holdt i Ørby Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«

 

 

I løbet af en dag som i dag, og nok særligt i morgen, er der sikkert mange af os, som tænker: Det var så den jul. Kirkeligt set slutter julen ganske vist først til hellig tre konger i det nye år, men jeg tror langt de fleste tænker julen som et overstået kapitel for denne gang, enten i dag eller i morgen, hvis ikke det allerede skete i går.

 

Og hvad så nu? Nu er der et år til, at det igen bliver jul, nu starter hverdagen snart igen. For nogle er den startet, for andre sker det i morgen, hvor vi har første hverdag efter jul.

 

Og hvad så nu? Efter en måned med juleræs og –stres, en masse julehygge, spændte forventninger, og en masse juleglæde, som vi siger, er det hele igen igen ovre. Og vi skal videre i teksten. Der er ganske vist nytår om ikke så længe, som mange også gør en del ud af. Vi skal trods alt fejre, at vi snart skriver 2024. Men julens mange udfordringer og glæder er overstået for denne gang.

 

Og hvad så nu?

 

Ja, vi kan selvfølgelig vælge at fortsætte vores liv som altid, og bare komme videre derudaf i tilværelsen. Der er ofte et eller andet at se frem til.

 

Men vi kan også bruge helligdagene til at stoppe op, og tænke: Hvad var det lige, der skete der? Hvad betyder det egentlig, når vi i advent synger ”Julenat da vor Herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød?”. Eller bare synger ”Et barn er født i Betlehem”, eller ”Julen har bragt velsignet bud”.

 

Betyder det alt sammen noget, eller er det bare noget vi synger, fordi det er en tradition, fordi det er festligt, fordi melodierne er så fantastiske at synge til.

 

Ja, er det korte svar i dag. Ja, det betyder i den grad noget. Ja, det er i virkeligheden livsomkalfatrende, for nu at bruge et fint udtryk. Hvilket på almindelig dansk betyder noget i retning af, at Jesu fødsel som begivenhed, vender op og ned på det hele. I hvert fald hvis vi vælger at tage det på os. Vi taler i kirken ofte om, at det er påsken, der gør hele forskellen, at det er i påsken, på langfredag, at Jesu døde for vores synders skyld. Og det er sådan set ikke forkert. Det er påsken der så at sige gør Jesu forkyndelse til en religion, og ikke blot en interessant filosofi. Eller hvad? For som Johannes Værge gør gældende i sin bog ”Kristusbegivenheden”, så er det værd at bemærke, at det netop er Jesu fødsel, vores tidsregning tager udgangspunkt i. Det var ikke kun i forbindelse med korsdøden, at Jesu tilgav synder, det gjorde han livet igennem. Og på den måde er det selve Jesu fødsel, der er vendepunktet, det, som gjorde verden hel, da hans kærlighed blev os til del.

 

Når jeg i forskellige sammenhænge har spurgt forskellige personer, hvorfra de har deres værdier, har jeg ofte fået svaret "fra mine forældre", og af en eller anden grund, har jeg tit undret mig over svaret. Hvorfor tager man så ligefremt for givet, at det er ens forældre, der sidder inde med de rigtige og måske vedvarende værdier? I hvert fald kan udsagnet om at hade sine forældre og elske Jesus tages som udtryk for, at man skal nulstille de værdier, man synes at have, og så sætte Jesu forkyndelse i stedet for, for se, alt er blevet nyt. Og det er selvsagt et meget radikalt bud, men det kan næsten ikke være anderledes, hvis man insisterer på at følge Sandheden. Med dagens evangelietekst in mente kan man jo så tilføje, at det ikke indebærer, at man ikke også skal elske sine forældre, blot at Jesu forkyndelse og den Sandhed, som den repræsenterer, i sagens natur altid må stå over, hvad man end har lært hjemmefra. Jeg kan simpelthen ikke se, at det kan være anderledes.

 

Men det er klart, at er man opvokset i et kulturkristent hjem, så er uoverensstemmelserne jo nok til at overse, og konflikten derfor ikke stor.

 

Dagen i dag kaldes også Stafanus' dag, da det er i dag, vi tænker tilbage på den første kristne martyr, den første kristne, der døde pga. sin tro. Her var en, der insisterede så meget på Sandheden, at han holdt fast på den, selv da den kostede ham livet. Og som bekendt var han ikke den første. Mange kristne er døde under forfølgelse pga. deres tro, og det sker også i dag. På hjemmesiden forfulgt.dk kan man faktisk følge med i, i hvilke lande, kristne har det hårdest. Her ligger Nordkorea, Somalia og Yemen lige nu på første, anden og tredje pladsen, et forhold, som det tilsyneladende er et tabu at tale om i dag. At kristne igennem tiden har foretaget sig uhyrlige ting i Jesu navn, gør jo ikke kristenforfølgelser mere berettigede og forståelige i dag, selvsagt.

 

Julens glæde og hygge er helt på sin plads. Der er meget at glæde sig over, når verdens frelser pludselig kommer til verden julenat. Alvoren begynder nu for alvor at melde sig, dagene derpå, når det går op for os, hvilke konsekvenser, det faktisk får for dem af os, der vælger at tage Jesus til os, alle os, der betragter os som kristne, og som dermed også vælger den opgave, Jesus er.

 

Jesus er både gave og opgave, glæde og alvor.

 

Det glædelige budskab, som også gør opgaven til en gave, kan ikke siges ofte nok, nemlig, at Jesus Kristus dermed også bliver vores eneste dommer.

 

Amen.