Vi mangler et bånd?

Prædiken til juleaften, 2022. Holdt i Kolby Kirke og i Tranebjerg Kirke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Æret være Gud i det højeste, og fred til mennesker, lyder det sidst i juleevangeliet.

Konsekvensen af disse meget højtidelige ord kunne vi omskrive til: Omsorg for alt levende. Alt levende, som Gud i det højeste har skabt. Og den fred mellem mennesker, som burdet om fjende- og næstekærlighed burde skabe. Det er den dagsorden, der kommer til verden julenat.

Det følgende citat kunne godt være en beskrivelse af kristen mission eller en måde at få den kristne forkyndelse ud på. Jeg citerer:

”Det er den største historie i verden, og vi skal fortælle den så højt og til så mange, vi overhovedet kan, og derefter til endnu flere. Den skal fortælles i bøger og artikler, på film og i sange, ved morgenbordet, frokostmøder og familiesammenkomster, i elevatoren, ved busstoppestedet og hos købmanden ude på landet. I skoler, bestyrelseslokaler og på markedspladser. I lufthavne, fitnesscentre og på barer. Ude på markerne, i lagerbygningerne og på fabriksgulvet. Til fagforeningsmøder, politiske workshops og fodboldkampe. I børnehaver og på plejehjem. På hospitaler og på bilværkstedet. På Instagram, TikTok og i aftennyhederne. På støvede landeveje og i gyderne i storbyen. Overalt, hele tiden”.

Det er et citat af Greta Thunberg og den bog, der hedder Klimabogen, og det er kundskab om klimakrisens indhold og konsekvenser, som hun kalder det største historie i verden. For de fleste af os, der er her til stede, er der nok ikke meget nyt over, at vi har en buldrende klimakrise. Man kan derfor spørge, hvorfor vi ikke gør mere, for at stoppe den. Faktisk siger de kloge, at det er for sent at stoppe selve klimakrisen, nu gælder det plan b, hvilket vil sige at sørge for, at vores børn og børnebørn i det mindste har en beboelig planet.

Men hvorfor gør vi ikke mere, end vi faktisk gør, hvis vi anerkender, at Sandheden kommer til verden julenat, og sætter omsorg for alt levende øverst?

En del af svaret kan man måske finde i Kirsten Hamanns bog ”fra smørhullet”, som handler om kvinden Mettes overvejelser over hverdagslivets store og små begivenheder. Bogen er fra 2004, fjorten år før Thunbergs første skolestrejke.

Mette fra Hamanns bog kalder sig et sted for Mette Normal.

En sen aften kommer Mette Normal lidt ufrivilligt til at se en dokumentar, hvor en ildsjæl udtaler, at meningen med livet er at give noget tilbage til samfundet.

Det kan Mette Normal næsten ikke være uenig med ham i, men hun orker ikke rigtigt. Det er sådan set ikke fordi, at hun synes, at det er nok blot at betale sin skat med glæde. At meningen med livet skulle være at betale skat, kan hun godt høre lyder lidt tamt.

Og ja, hun prøver da at købe økologiske grøntsager, men glemmer eller ignorerer, at mange af dem, hun køber, kommer fra den anden side af jorden. Ikke lige frem bæredygtigt, men hun orker ikke rigtigt at tænke på det. Når hun vil have en kiwi, så skal hun have en kiwi.

Og jeg tror, at mange af os kan genkende følelsen af, at vi ikke altid orker at gøre alt det rigtige. Det er som om, at vi mangler et bånd. Vi mangler at kunne se livet som et mirakel. Hvis vi så livet som et mirakel, ville vi lovprise det og passe på det, passe på alt levende og indrette vores forbrug og levevis efter det.

At det åbenbart er svært for os voksne rigtigt at tage mirakler til os, viser årets julekalder på dr1 også. Den hedder Julehjertets hemmelighed. Da hovedpersonen bliver 13, altså teenager, på vejen mod at blive voksen, kan hun ikke længere se sin nisse-ven, Rumle. Nu skal hun bruge et magisk julehjerte, for igen at kunne se ham; for igen at kunne se, hvad man ikke burde kunne se. Men da det slet ikke er meningen, at man skal kunne se nisser, når man er på vej til at blive voksen, kommer det med en stor pris, når hun bruger det magiske julehjerte. Det er aldrig godt at forcere, tvinge magien frem. Det er aldrig godt at tvinge umiddelbarheden frem. Det viser sig også at grunden til, at voksne ikke må kunne se nisser, er fordi, at voksne vil føle sig for fristet til at bruge magien til egoistiske formål. Men det magiske julehjerte er til for at skabe juleglæde alle steder, ikke kun for den, der har julehjertet i sin besiddelse – så kan det misbruges.

Jesu fødsel er selvsagt også et mirakel. Alle børnefødsler er et mirakel. Nu kommer kristendommen så ovenikøbet og påstår, at det lille Jesusbarn også var og er Guds søn. At det var og er selve Sandheden, der kom til verden julenat.

Måske forekommer det næsten nemmere at tro på nisser end at tro på, at selveste Gud lader sig føde i et menneskebarn som Guds søn. Og vi har ingen magiske julehjerter, der kan gøre miraklet nemmere at forstå.

Men heldigvis er kristendommen mere enkel end som så. Med Jesus Kristus har vi endelig fået et pejlemærke, nu har vi en retning. Nu ved vi, at alle handlinger ikke er lige gode og at omsorgen for alt levende står over alt andet.

Med kristendommen er det nok at være menneske. Man kan endda sige, at det er rigeligt at være menneske. I julekalenderen bliver der også talt om frihed. Den foregår sidst i 1800-tallet. Her kunne unge piger – også blandt herskabet - ikke helt selv bestemme, om de skulle giftes, ligesom 13-årige ikke selv kunne bestemme om de skulle være stuepiger eller karle, hvis de tilhørte den tjenende stand. Vi kender det jo også i dag. Selvom vore muligheder i Danmark er så meget bedre end andre steder, har vi jo heller ikke frit valg. Vi skal kunne præstere for at kunne vælge drømmeuddannelsen, og være lidt heldige, hvis man skal finde og få drømmejobbet. Eller få det gode familieliv Det sker, men er ikke en given ting. Selvom det måske er lettere sagt end gjort, er det værd at huske på kristendommens påstand: Det er nok at være menneske, ja det er rigeligt at være menneske. Det er essensen af Luthers gamle slogan, at troen alene er nok, hvis vi skal oversætte det til moderne dansk.

Men at være menneske er også at have et bånd. Som Malte Ebert synger i julekalenderens titelsang: ”Vi har et bånd, de andre ikke forstår”.

Måske forstår vi det stadigvæk ikke. Overfører vi det til vores virkelighed, er vi tilbage ved den livsvigtige samhørighed, det livsvigtige bånd med alt levende. Noget, der gerne skulle opleves umiddelbart, ja mirakuløst. Noget der ikke kan forceres, tvinges frem. Her hjælper ingen magiske julehjerter, her må vi nøjes med vores egne hjerter.

Hvis vi kan lovprise skabningen, lovprise og lovsynge livet. Det gør vi bare ikke særligt tit. Det er som om, at vi har mistet et bånd. Måske er det sådan at blive voksen. At vi har nok i det gode job, den gode uddannelse, det gode familieliv. Hvis man altså er så heldig, for selv i Danmark taber vi folk undervejs, når mennesker falder igennem vores præstationssamfund eller bare ikke har været heldige i livet.

Vi bliver alle skolet til at være nogenlunde fornuftige mennesker, og da julekalenderens hovedperson endelig bliver fornuftig og ansvarsfuld, som kun voksne kan være det, og opgiver tilknytningen til sin barndom – symboliseret ved nissen – bliver normaliteten i livet på herregården genoprettet – med nogle væsentlige undtagelser, da kærligheden kommer mere i centrum. Men båndet til barndommen og umiddelbarheden er der ikke længere som en naturlig ting.

Men det er det bånd, som Jesus forsøger at genskabe for alle, bådet til umiddelbarheden; og dermed den naturlige omsorg med Jesus som forbillede. Frygt ikke, tro kun. Det er den mulighed, der kommer til verden ved Jesu fødsel. Relationen til Jesus, båndet til Jesus, er relationen og båndet til andre mennesker, ja båndet til skaberen og skabelsen, den umiddelbare glæde ved livet og de små mirakler, alt det, der ikke behøver at være fornuftigt, men fuld af liv. Det, der kan give os en ny start. I princippet hver dag.

Båndet til Jesus er vores lys i mørket. Julenat, da vor Herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød. Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat.

Amen.

Magtens sprog