Kærlighedsgudstjeneste: Livet i en musical
Prædiken til Kærlighedens Højsang, Paulus' første brev til korintherne, kapitel 13. Holdt den 14. februar 2024 i Tranebjerg Kirke.
Kærlighed og hengivenhed kan være mange ting. I begyndelsen af året fulgte vi fx folkets hengivenhed i forhold til kongehuset, og i særdeleshed dronning Magrethe, og selvfølgelig kong Frederik.
Jeg ved ikke, hvor mange der genkendte præludiet, men det var melodien til sangen ”Dont cry for me Argentina” fra musicalen Evita, der også handler om et folks hengivenhed, her til Argentinas førstedame på det tidspunkt, Evita.
Jeg har personligt altid været fascineret af musicals. Måske fordi, de kan noget af det samme som god popmusik, eller gode salmer. De allerbedste musicals, de allerbedste popsange, de allerbedste salmer, bliver siddende længe efter, man har hørt dem. Nogen gange er det bare en catchy melodi, andre gange begge dele, hvor indholdet også gør indtryk. Mit eget første møde med kristendommen, sidst i 80erne, var faktisk musicalen Jesus Christ Superstar.
En musical er jo ikke bare en musical. Ligesom det gælder salmer og popmelodier, findes de i meget varierende kvalitet. Jeg kan huske engang, at min far undrede sig over, hvorfor fattige mennesker altid dansede og sang så glade i amerikanske musikfilm. På den måde er der mange klicheer omkring musicals, noget som Lars von Trier udnyttede, da han lavede sin Dancer in The Dark tilbage i 2000. Her blev det flere gange antydet, at meget kan lade sig gøre i en musical. Faktisk brugte Cirkusrevyen sidste år også temaet i et stykke. Her hed det, at det var umuligt at lave en musical over et helt almindeligt menneskes liv – der er ikke rigtigt noget at skrive eller synge om.
Men netop hengivenhed og kærlighed synes jeg ofte kommer stærkt til udtryk i musicals. Om det så er en opsætning af Romeo og Julie i musicalform, som vi så i Berlin tilbage i november måned, eller det er Maria Magdalena, der synger om sin kærlighed til Jesus, eller Judas, der gør det samme, i Jesus Christ Superstar. Eller det er Evitas sang til folket, hvor hun blandt andet synger: ”It won't be easy, you'll think it strange / When I try to explain how I feel / That I still need your love after all that I've done”. Altså: Det bliver ikke let; I vil synes, det er mærkeligt, når jeg prøver at forklare, hvordan jeg føler. At jeg stadig har brug for jeres kærlighed, trods alt, hvad jeg har gjort. I filmatiseringen af Evita med Madonna er det hende, der synger, og det er så inderligt sunget, at man gyser. Man kan mærke, at der er meget på spil. Og når det gælder vores egen dronning Margrethe, så viste hendes valgsprog, at der var noget på spil: Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke.
Og hvad har så alt det med en gudstjeneste at gøre, som ligger den 14. februar? Ja, udover, at tematikken jo helt åbenlyst er kærlighed og hengivenhed, så synes jeg også, at det handler om det irrationelle i kærligheden. Hvordan kærligheden kan ligge som et fundament, også når det tilsyneladende ikke går efter planen, når livet spiller os et puds. For halvanden måned siden var der så megen sne i store dele af landet, at flere sad fast i deres biler, især på motorvejene. Her læste jeg om en kvinde med sin datter, der ikke nåede frem til hendes døende mormor, da de blev mange timer forsinket. Det var hjerteskærende læsning. Knap så dramatisk, men stadig noget, der kan tynge, er en juleaften eller en nytårsaften, eller en rund fødselsdag, der ikke går efter planen. Vi vil så gerne omfavne alt det særlige med hengivenhed, gøre vores bedste, men glemmer tit kristendommens udsagn om, at livet er usikkert. Alt er relativt, og måske skulle vi sommetider slappe lidt mere af.
I kunst og musik bliver disse forhold tit sat på en spids. Om det er Julie fra Romeo og Julie, der udtrykker, at hun ikke er bange, fordi hun snart skal drikke gift, der næsten vil slå hende ihjel, så hun kan mødes med Romeo i lighuset, hvor han dog ikke ved, at hun ikke er død. Om det er Judas, der udtrykker, at han ikke ved, hvordan han skal elske Jesus. Om det er russeren i musicalen Chess, der synger om sit livs kærlighed. Eller Evita som stadig har brug for folkets kærlighed, selvom hun er steget i grader og status.
Som førnævnte indslag fra Cirkusrevyen sidste år understregede godt og grundigt, så er vores liv sjældent en musical værdigt – dog med det tvist, at ham der fremførte nummeret, ufrivilligt brød ud i musical-toner en gang imellem.
Så er det rigtigt, at vores helt almindelige liv ikke er en musical værdig? Det er sikkert en smagssag – og ikke alle bryder sig om musicals. Men nej, vores liv er nok ikke ligefrem en musical, men ikke desto mindre er livet med kæreste eller ægtefælle i perioder fyldt med op- og nedture, og selvom vi sikkert udtrykker det forskelligt, så er det dog ikke mindst op- og nedturene, som særligt har brug for eftertanke. Og her kan vi ofte spejle os i en sang eller salme. Alt er relativt, livet er i den grad relativt, livet er usikkert, men med et fundament i kærlighed, kan vi komme meget langt. Ultimativt, Guds kærlighed, som vi hørte den udtrykt før i Kærlighedens Højsang, men den kærlighed vi har til ægtefælle eller kæreste – eller børn for den sags skyld – er jo udledt af Guds kærlighed til os. I øvrigt bliver Kærlighedens Højsang faktisk sunget på græsk til sidst i Kieslowskis film Blå, hvor musikken også fylder meget.
I virkeligheden er det meget banalt: Guds kærlighed er grundlaget. Alt vi kan gøre, er at gribe den, når vi møder den. Selv turde sige: Jeg elsker dig, og jeg håber, du elsker mig. Som Evita også gør i sangen, dog i flertal.
Derfor: Ja, vores liv kunne sagtens være en musical. Hvis vi ser på livets vendepunkter eller højdepunkter igennem et langt liv, så er der sikker flere af disse, som kunne være en sang værdig.
Og jeg er ret sikker på, at det især er sange, der kredser om fortvivlelse og sorg, men så sandelig også kærlighed, hengivenhed og håb, der vil gøre størst indtryk på os.
Og måske få os til at danse lidt rundt, lidt irrationelt, for det må man gerne i en musical.
Amen.
Maria, Jesus og Guds fremtid
Prædiken til Maria Bebudelsesdag, 2024. Holdt i Tranebjerg Kirke og i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.«
Der er rigtigt meget i denne verden, der kan give os følelsen af usikkerhed, følelsen af, at livet er usikkert.
Det kan være et tronskifte. Kan de nu klare det, kan vi tænke. Eller det kan være noget helt andet, som en kendt politikers alt for tidlige død, hvor vi mærker vores egen dødelighed mere intenst end normalt.
Det kan være det kommende amerikanske præsidentvalg sidst på året: Hvilken betydning for verdensfreden får det?
Det kan være et voldsomt stormvejr. Hvilken betydning har klimaforandringerne, og bliver det bare værre og værre?
I går var det den danske Overshoot Day. I går havde vi i Danmark brugt det af jordens ressourcer via vores overforbrug, som jorden naturligt kan genskabe på et helt år. Hvis hele verden havde samme forbrug som Danmark, ville vi behøve næsten fem jordkloder til genopretning, hvis det skulle være bæredygtigt.
Normalt lever vi vores liv nogenlunde uanfægtet, men så kommer disse begivenheder og gør os særligt opmærksom på livets usikkerhed, selvom livets usikkerhed selvsagt er til stede hele tiden.
Jeg plejer at sige, at et af kristendommens store budskaber netop er dette, at livet er usikkert. Rigtigt forstået, kan den minde os om, at vi lever i en illusion, hvis vi tror, at vi kan styre tingene selv.
Derfor er der også noget helt utroligt vildt over dagens evangelietekst, denne Mariæ Bebudelsesdag. For der er faktisk ikke skyggen af usikkerhed over teksten. Den viser med al ønskelig tydelighed, at Guds plan med os er ufravigelig. Der er ingen vaklen, ingen tvivl at spore. Men kunne måske forvente, at Maria ville få et chok, når hun fik at vide, at hun skulle føde Jesus. Men det lader ikke til at være tilfældet. Hun taler med en suveræn og nærmest guddommelighed sikkerhed og afklarethed, om det barn hun skal føde. Hun er ikke i tvivl om, at missionen er, at Gud skal besøge sit folk.
Tekststykket jeg læste fra alteret, er også et af de mest berømte, når det angår forjættelsen eller forudsigelsen af Jesu fødsel. I tekststykket kaldes Jesus for Immanuel, som betyder Gud med os, og her er det værd at bemærke, at på hebraisk er navnets betydning vigtigere end selve navnet.
Ser man tekststykket i sin sammenhæng, er det straks mere uklart, om den kan relateres direkte til Jesus, hvilket er et godt eksempel på, at Det Gamle Testamente altid skal læses i lyset af Det Nye Testamente, i hvert fald i et kristent lys.
Der er mange forjættelser/forudsigelser i Det Gamle Testamente, det er ikke alle, der er lige klare, men det samlede billede peger frem mod en nye messias. At den nye messias viste sig at være noget anderledes end ventet, kommer vi til at høre mere om i påsken.
Men Guds suveræne magt, Guds suveræne plan, stiller vores egen usikkerhed i relief.
Allerede med bebudelsen til Maria om Jesus fødsel, bliver det mere end antydet, at Guds fremtid er god. Guds fremtid er god, fordi den er Guds.
Det ser vi i første omgang bevidnet i evangelierne. Guds fremtid starter i en vis forstand med Jesu fødsel, som gav historien et før og et efter.
Men den kommende påske lægger også op til det. Den menneskelige forråelse bliver udpenslet med fornægtelse, forråelse, svigt og skødesløshed, når det gælder disciplene, som burde være Jesu nærmeste. Og midt i orkanens øje står Jesus, fuldstændig uanfægtet. Det kan nok være, at han i Getsemane Have ønsker at lade døden gå ham forbi, men han lægger ubetinget sin skæbne i Guds hænder, i Guds fremtid, selv da han hænger på korset, tydeligst i Johannesevangeliet.
Og netop Guds fremtid er central. Man skal hele tiden forestille sig, hvordan Guds fremtid langsomt kommer os i møde, langsomt kommer tættere og tættere på vores verden og virkelighed. Det er Guds fremtid, altså gudsriget, Jesus hele tiden har prædiket om. Den, vi kan opleve glimtvis i det kærlige møde med vores næste, når vi drager omsorg for alt levende. Man kan diskutere, hvor godt det går.
Men når vi drager omsorg for alt levende, så kan vi opleve Gudsriget, glimtvis. Gudsriget, det rene kærlighedens fællesskab, dét er Guds suveræne plan med os, Guds fremtids gennembrud i vores verden. Da Gud besøgte sit folk, blev det nærmest pindet ud for os. Alligevel er det som om, vi aldrig har forstået det fulde omfang af Guds fremtid, af Guds plan.
Gud besøgte sit folk, fortalte og malede ud for os, hvordan det sande liv skulle se ud. Hvordan man kan tage forskud på gudsriget. Hvordan tilgivelsen og nåden bør fylde det hele ud, så vi naturligt bærer omsorgen og kærligheden videre.
Det kan godt være, at vores liv kan være fuld af tvivl og usikkerhed, frygt og måske endda dødsangst.
Her kan det være en stor trøst, at allerede Maria uden slinger i valsen tog imod Guds suveræne plan med hende.
Gud har givet os en klar retning med Jesu fødsel, og det er tankevækkende, at en overskrift over hele Det Nye Testamente, som fint kan bruges både til Jesu fødsel og til den kommende påske, og som Maria næsten siger i dagens tekst. En passende overskrift kunne være:
Frygt ikke!
Amen.