Konfirmation: Du skal ikke præstere!
Prædiken til Kristi Himmelfartsdag, 2023. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.
Kære konfirmand og kære gæster
Det er i dag Kristi Himmelfarts dag, den dag, himlen kom nærmere, som det engang er blevet udtrykt. Den dag Jesus, i stedet for at være noget meget konkret for en mængde følgere, i stedet blev alt for alle. Dagen er også blevet kaldt for afskedsreception for Jesus, da dagen også er et slags springbræt til pinsen om ti dage, hvor vi fejrer den kristne kirkes fødselsdag.
Og det er alt dette, denne store fortælling, der starter ved advent og ikke mindst julenat og foreløbig slutter til pinse, hvor vi andre må tage over efter Jesus, vejledt af helligånden, talsmanden, som den også kaldes; det er denne store fortælling, som vi alle døbes ind i, og det er denne dåb, som Gud bekræfter ved konfirmationen i dag.
Jeg har i dag valgt at gøre noget, jeg normalt ikke ville gøre, og som jeg heller ikke har kunnet gøre før. Jeg har fået hjælp af den nye AI-chatrobot til at skrive min tale. AI betyder Artificial Intellegence, altså kunstig intelligens, og den er gratis at bruge i et vist omfang.
Det skal siges, at robotten ikke leverede den ønske tale i første omgang, jeg var ikke helt tilfreds med teksten, så jeg spurgte den nogle flere gange. Men det følgende er chatrobottens forslag til en konfirmationstale, når jeg beder den: Skriv en konfirmationsprædiken om, at vi ikke skal præstere, vi er elsket af Gud på trods. Det eneste jeg har ændret, er overskriften fra flertal til ental. Robotten skriver:
Kære konfirmand og alle tilstedeværende,
I dag vil jeg tale til jer om noget meget vigtigt - nemlig vores forhold til Gud og hvordan han ser på os.
Mange af os har en tendens til at se vores værdi som mennesker ud fra, hvor godt vi præsterer. Vi stræber efter at opnå succes og anerkendelse fra andre, og vi tror, at vores præstationer er afgørende for, om vi er elsket og accepteret.
Men Gud ser på os på en helt anden måde. Han elsker os ikke på grund af vores præstationer eller fordi vi er gode nok. Nej, Gud elsker os, fordi han har skabt os, og fordi vi er hans børn. Vi er elsket på trods af vores fejl og mangler.
Dette betyder ikke, at vi ikke skal stræbe efter at leve efter Guds vilje og at gøre gode gerninger. Men det betyder, at vores præstationer aldrig vil kunne ændre på Guds kærlighed til os. Vi kan aldrig præstere os til Guds kærlighed, for den er allerede vores.
I biblen taler Jesus ofte om Guds kærlighed og omsorg for os. Han opfordrer os til at elske Gud og vores medmennesker og at leve efter Guds vilje. Men han fortæller os også, at Guds kærlighed er ubetinget og at intet kan ændre på den.
Dette er en trøstende tanke i en verden, hvor vi ofte bliver bedømt ud fra vores præstationer og hvor vores selvværd kan lide, hvis vi ikke føler, at vi præsterer godt nok.
Jeg stopper robottens tale her. Der er måske lidt for mange gentagelser og robotten insisterer samtidig på, at det er konfirmanden, Erik Magnus, der skal bekræfte sin tro på Gud, men det er omvendt: Det er Gud, der bekræfter dåben. I øvrigt er robotten ikke helt opdateret, den vidste ikke, at Store Bededag er blevet afskaffet fra næste år. Faktisk skrev robotten, at hvis man afskaffede Store Bededag, ville det være et stort indgreb i dansk tradition og kultur. Ja, det skrev den faktisk. Den verden, Erik Magnus med de andre konfirmander over det ganske land fortsætter ind i som unge voksne og om nogle år som rigtige voksne, bliver til stadighed en helt anden verden end min generations, end dine og andre unge menneskers forældres generations. Pas på den, de mange nye muligheder er fristentende at bruge, og ikke alt nyt er godt nyt, blot fordi det er nyt. Men I unge mennesker kan godt forberede jer på en verden, hvor I jævnligt skal forholde jer til kunstig intelligens, for den kan – som jeg allerede har vist – rigtigt meget. Men ligesom man kan risikere at miste sig selv og sin egen identitet i de sociale medier, fordi det kan være fristende at vise et glansbillede, så kan en verden med kunstig intelligens som hvermandseje også ende som en mindre personlig verden. Faktisk er jeg personligt lettet over, at robotten trods alt skulle bruge flere forsøg på at skrive en tale, jeg kunne bruge og at robotten ikke har helt styr på teologien.
Jeg kan huske, da jeg fortalte jer i klassen, at man ikke engang behøver at gøre gode gerninger for at være kristen, at man slet ikke skal præstere eller kunne noget særligt for at være kristen, var der en af de andre, som for sjovt lagde an til at gå fra timen. Det gjorde han ikke, men pointen var jo klar nok. Hvis man ikke skal kunne noget særligt, hvad skal det hele så til for?
Jo, kristendommen handler i høj grad om Guds nåde og syndernes forladelse. Altså vores evne til at acceptere, at vi er accepteret af Gud.
Mest af alt handler kristendommen altså om at troen på nåden. Som for eksempel i forbindelse med dåben og nadveren. Det var også derfor, vi den sidste ordinære gang sammen gik en tur, forholdsvis tæt på en sø, og spiste chokolade – og brød chokoladen som ved nadveren. Med udsigt til vandet – som selvfølgelig handler om dåben.
Og det er netop dåben, der bliver bekræftet af Gud ved konfirmationen.
Det er mig derfor magtpåliggende at understrege, at det er Gud, der siger ja om lidt, ikke omvendt. Vi har ganske vist trosbekendelsen inden konfirmationen, og på den måde har vi bekendt, hvad det handler om. Og derfor får Erik Magnus velsignelsen umiddelbart med det samme, altså konfirmationen, efterfulgt af konfirmandordet.
Nu – om kort tid – vender jeg mig mod alteret og gør klar til konfirmationen. Efter en forbøn, kalder jeg Erik Magnus op til alteret, og vi starter med at sige trosbekendelsen sammen, bekender vor kristne tro. Resten af menigheden – alle I andre – må gerne sige med. Teksten er i salmearket. Så kommer konfirmationen, som kommer til at foregå således: Jeg siger det fulde navn, Erik Magnus siger JA højt og knæler ved alteret, mens I andre rejser jer op. Så kommer konfirmationen – Guds bekræftelse af dåben – som består af en velsignelse, efterfulgt af det konfirmandord, som Erik Magnus selv har valgt. Det er et kort citat fra biblen. Vi afslutter det hele med at bede fadervor sammen, hvorefter gudstjenesten fortsætter.
Lad mig nu slutte med at citere femte vers af salmen, vi lige har sunget. Jeg har flere gang fortalt Erik Magnus og de andre konfirmander, at den handler om konfirmationen.
Den grund, du har i dåben lagt,
dit stærke ja til svage,
bekræfter du, skal stå ved magt
i dag og alle dage.
Amen.
Vi er alle ét i Kristus
Prædiken til pinsedag, 2023. Holdt i Nordby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«
Hans Scherfig har skrevet romanen, ”Idealister”. Kender man Scherfig, vil man ikke være overrasket over, at den har sine elementer af både sarkasme, satire og ironi.
En mangfoldighed af mere eller mindre mærkelige, mere eller mindre sympatiske idealister bliver præsenteret i bogen. Han skriver blandt andet:
”De er alle sammen idealister, og de vil alle sammen hjælpe menneskeheden. Men de er uenige om midlerne og metoderne. De folk, der spiser råkost, bebrejder vegetarianerne, at de lever et unaturligt liv og ødelægger naturen ved at brænde og koge grøntsagerne. Og de folk, som går med sandaler er vrede og hadefulde over for dem, der går med sko. Damaskus holder af dem alle sammen. Han elsker deres idealisme, uanset hvad den går ud på”.
Og en dag som i dag, hvor vi fejrer den kristne kirkes fødselsdag, og hvor vi meget højstemt kan sige, at kirken er det grænsesprængende fællesskab, hvor menneskene pinsedag pludselig forstod folk og folkeslag, de ikke burde kunne forstå, og dermed også siger, at kirken er for alle, og det sted, hvor vi kan mødes til gudstjeneste med folk, vi ikke nødvendigvis kender og kan være uenig med om meget, – når vi siger alle disse ting, så kan det unægtelig lyde som idealisme.
Det kan være nemt at karikere idealisme, som Scherfig gør. Folk, der lever efter urealistiske utopier, og har svært ved at se, at andre måske også kan have ret.
Derfor vil det oplagte spørgsmål være: Hvad er egentlig forskellen på idealisme og kristendom?
Idealisme er sikkert mange forskellige ting, og for de fleste mennesker vil idealisme været et positivt ord. Det handler typisk om kampen for en bedre verden. Det kan både handle om en verden uden krig og ufred, uanset, hvordan man kæmper denne kamp. Det kan handle om ildsjælen, der arbejder for et bedre klima. Eller politikeren, der brændende ønsker sig et andet samfundssystem.
Det typiske for en idealist er ofte, at andre også vigtige ting kommer i baggrunden, bliver nedprioriteret. Man kan måske også sige, at en idealist – som antydet - arbejder med en utopi.
Som man måske kan høre, så kan der være ligheder med kristendommen, og alligevel er der nogle afgørende forskelle.
En idealist vil ofte tro på, at vi kan få en bedre verden, hvis blot vi opfører os ordentligt. En kristen vil indvende, at vi grundlæggende har svært ved konsekvent og hele tiden at være der for vores medmennesker pga. vores syndighed, alle vores fejl og mangler. Skulle vi lave en sammenligning, vil utopien svare til gudsriget, og den vil efter luthersk opfattelse først blive realiseret hinsides, om end vi kan opleve den glimtvis i det jordiske liv, når vi møder medmennesket med kærlighed. Det vil Grundtvig i hvert fald hævde, for han var mindre sortsynet end Luther.
Man kan måske sige, at hvor en idealist arbejder hen imod et idealsamfund eller en idealverden i denne verden, så tænker jeg selv, at vi højest kan skabe et så lidt ukristeligt samfund som muligt i denne verden.
Og så handler det for den kristne sikkert også om forholdet mellem hvad man faktisk kan udrette, og hvor det er næsten umuligt at gøre en forskel som enkeltperson. Jeg har for nyligt læst en bog, der hedder ”En halv gul sol”. Den handler både om krig, og så handler den om forelskelser, intriger, mellemmenneskelige forviklinger og lignende. Og det slog mig, da jeg læste bogen, der i anden del beskriver krigens udbrud, og i sidste del af bogen udfolder de menneskelige relationer og deres problemer, had og kærlighed indbyrdes, at det blev så tydeligt, at vi netop i de mellemmenneskelige relationer kan gøre en forskel. Som gamle Løgstrup ville sige, så kan selv et smil til buschaufføren eller postbuddet gøre en forskel. Der skal virkelig ikke meget til. Hvorimod de fleste vil se magtesløs til og føle sig afmægtig, når der udbryder krig. Samme greb bruger Christina Hesselholdt i sin nyeste bog, hvor hovedpersonerne ikke rigtigt kommer hinanden ved før til sidst – og romanen slutter omtrent dagen før Rusland invaderer Ukraine, noget de fleste ikke kan gøre meget ved. Her bliver det igen klart, hvor meget vi kan gøre i mellemmenneskelige relationer, hvor stort vort eget ansvar er her. Det må vi aldrig glemme, når krig og ufred i verden gør os afmægtige.
I modsætning til idealisme i sine ekstreme former, handler kristendommen altså også om det konkret levede liv, her og nu. Hvad kan vi faktisk gøre for de medmennesker, vi omgiver os med, eller måske ser på tv. Her skulle kirken gerne give os et fælles sprog.
Her vil jeg gerne citere et stykke fra Galaterbrevet. Det er faktisk et stykke, som en gruppe kompetente mennesker foreslår, skal afskaffe de to nuværende tekstlæsninger ved dåben. Det lyder: "I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus."
Det er faktisk hovedbudskabet i dag, pinsedag: I er alle én i Kristus. Det er også derfor, at pinsen kaldes for den kristne kirkes fødselsdag.
Vi lever i en tid, hvor vi på den ene side aldrig har været mere polariseret omkring centrale (politiske) spørgsmål, herunder værdimæssige spørgsmål. Og på den anden side aldrig har haft mere behov for at samarbejde om centrale grænseoverskridende problemstillinger som fx klimakrisen.
Vores manglende evne til at forstå hinanden er et eksistensvilkår, et vilkår, der i vores mytologiske fortid er blevet forklaret af historien om Babelstårnet fra Det Gamle Testamente, hvor menneskene bliver spredt i forskellige sprogområder over den ganske verden, som straf for, at de forsøgte at bygge et tårn til himlen. Historien kan dog også læses som en kritik af imperiebygning, da det ofte fører til udbytning og undertrykkelse.
Men hvis der er noget, der er vores kristne kirke ultimative mission, så er det fællesskabet med Gud og næsten. Hvor vi mødes om at dyrke troen på Jesus Kristus. I kirken taler vi samme sprog, om end det kan lyde forskelligt. Og det er netop Pinseunderet.
Da helligånden kom over disciplene pinsedag, og de pludselig kunne forstå folk, de ikke burde kunne forstå, fødtes kirken. Jesu var vendt tilbage til Faderen, og havde efterladt Talsmanden/Helligånden, således, at der kunne dannes kirke på jorden. Hvor vi som de meget forskellige mennesker, vi er, kan mødes i troen på Kristus. Og dermed med helligånden skabe det hellige fællesskab, hvor dåben er alt rigeligt, for vi er alle ét i Kristus.
Glædelig pinse.
Amen.