At vende Jesus ryggen
Prædiken til langfredag, 2023. Holdt i Besser Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,frels dig selv og stig ned fra korset!«Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«
Palmesøndag og langfredag spejler sig næsten dæmonisk i hinanden.
Og indtoget i Jerusalem palmesøndag, hvor Jesus bliver hilst velkommen som en anden rockstjerne – og spejlbilledet, det dæmoniske spejlbillede, langfredag, hvor menneskemængden vender 180 grader og råber korsfæst ham, korsfæst ham, har fået mange udtryk, både kunstnerisk, litterært og filmisk.
I filmen ”Jesus Christ Superstar” får det sit næsten perfekte udtryk i sang, hvor folkemængden, palmesøndag, begejstret synger ”Hosianna” for at hylde Jesus og byde ham velkommen til Jerusalem, mens folkemængden langfredag aggressivt og insisterende råber det modsatte, ”korsfæst ham, korsfæst ham”.
I den modsatte boldgade af ”Jesus Christ Superstar”, rent udtryksmæssigt, kan det udtrykkes så minimalt, at man næsten ikke lægger mærke til det, men hvor udtrykket måske rammer så meget hårdere, når først man får øje for det.
Således læste jeg i en bog af Peter Handke om en forfatter, der på en vandring ser hen over hustagene i den indre by, og ser ”en stenstatue med en palmegren af jern i hånden aftegne sig mod himlen over en kirkekuppel, omringet af assisterende figurer som i en runddans”.
Da jeg læste det første gang, synes jeg det var en anelse uhyggeligt. En stenstatue med en palmegren af jern i hånden.
Enten som i forstenet, for aldrig mere at røre på sig eller blive relevant igen. Eller bare som et fortidsminde om noget, der var engang, og som de færreste tænker over i dag.
Der er selvsagt ingen liv i denne statue med en palmegren af jern i hånden. Om det viser en general tilstand, at der ikke længere er nogen, der vifter med palmeblade, eller det blot er udtryk for, at det er langfredag og palmegrenene blevet til jern og de glade mennesker til sten, er ikke helt klart.
Men det er tydeligt, at forfatteren har glemt alt om, hvorfor der var nogen, der engang med stor jubel viftede med palmeblade.
Det bliver så meget tydeligere, da forfatteren kort efter holder sit eget, som der står ”indtog i byen i den tro at omverdenen ikke lagde mærke til ham”. Han holder ganske vist sit indtog i byen, lige som Jesus, men der er ingen, der tilsyneladende lægger mærk til ham. Og hvor en af Jesu store gerninger i påskeugen var, skærtorsdag aften, at indstifte nadveren og stifte et nyt bud, kærlighedsbuddet, som jo ikke mindst betyder, at vi skal tjene hinanden, så har forfatteren helt andre planer med det måltid, han vil indtage på en restaurant, ”Hans mål var en restaurant, ikke så meget af sult eller tørst som af behovet for at sidde et offentligt sted og lade sig opvarte lidt; efter lange timer alene i værelset syntes han næsten han havde krav på det”. Han handler altså meget modsat Jesus.
Hvad er vores holdepunkt egentlig? Og hvad sker der, hvis vores holdepunkt tilsyneladende forsvinder?
Der er ingen tvivl om, at mange anså Jesus som deres nye holdepunkt, da han ankom til Jerusalem. Om det var fordi, at de troede på og håbede på, at han skulle frelse dem, jøderne, fra besættelsesmagten, romerne, eller det var fordi, de endelig havde fundet den frelser, som Det Gamle Testamente taler om flere steder, har sikkert været forskelligt. Men begejstringen var tydelig. Dér var han, Jesus fra Nazareth.
Og hvad sker der så langfredag, da det bliver mere og mere åbenlyst, at det ikke længere er en gratis omgang at følge Jesus? Ja, man kan sikkert finde flere ord på denne tilstand, men en vis rodløshed, måske endda rastløshed, kan man roligt sige indfinder sig. Judas forråder ham og Peter er så meget fra den, at han ender med at fornægte Jesus tre gange. De andre holder øje med, hvad der sker, på betryggende afstand.
I en anden bog af føromtalte Peter Handke, er der en person, der tilsyneladende mister sit arbejde, sit holdepunkt, hvilket får ham til rastløst at vandre rundt i byen. Han tager lidt i biografen, lidt på stadion, lidt på kro, vandrer lidt, tager bussen lidt, osv. Altså en rastløs vandring uden nogen egentlig retning.
På selve langfredag bliver retningen nærmest dæmonisk. For til sidst er folkemængden ikke i tvivl om retningen – Jesus skal korsfæstes.
Glemt er alt om Jesu kærlighedsbud, Jesu bud om fjendekærlighed, Jesu ønske om at spise sammen, også med folk, der ikke er Guds bedste børn.
At vende Jesus ryggen, at vende ryggen til Jesu forkyndelse er selvfølgelig den ultimative afgudsdyrkelse, og ved korsfæstelsen sat på spidsen, da folkemængden nærmest opfordrer til korsfæstelsen.
Det store spørgsmål er så, om vi ikke gør det oftere, end vi bryder os om at erkende i det daglige, vender Jesus ryggen. Der var engang en præst, der sagde, at når vi afviser et andet menneske, så korsfæster vi kærligheden.
Men Jesus insisterer altså på at gå hele vejen. Selv da han bliver afvist, insisterer han på at fuldføre sin mission. Han gør det, han af alle ikke burde gøre, nemlig lader sig korsfæste. Der, hvor vi – billedlig talt – burde hænge, hænger han i vores sted.
Dermed viser han også, hvor absurd situationen er. Og derfor er historien stadig ubærlig at tænke på og forholde sig til. Tænk, Jesus blev faktisk korsfæstet. Kærligheden selv blev faktisk korsfæstet. Hvad vi selv ville have gjort, hvis vi havde været til stede, kan vi kun gisne om. Men for at få fornemmelsen af, at der mangler noget, er der ikke nadver langfredag. Vi må vente med forløsningen til på søndag. Derfor kommer jeg heller ikke til at ønske god påske i dag. I dag må vi nøjes med at sørge og savne, og lovprise ham, der viste Guds sande ansigt som kærligheden selv her på jorden.
Amen.
Begyndelsen på noget nyt
Prædiken til påskesøndag, 2023. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
I dag fejrer vi den vigtigste begivenhed i kristendommen: Guds oprejsning af Jesus fra de døde. Jesu opstandelse markerer ikke kun en milepæl i vores historie, men dagen er også en anledning til at reflektere over, hvad hans død og opstandelse betyder for os i dag. Egentlig burde gudstjenesten fyldes med høje jubelråb – Jesus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden, som de vist gør i mange ortodokse kirker. Men det passer vist ikke rigtigt til vores nordiske lutherske temperament, hvor reflektionen fylder mere end den spontane glæde og æstetikken for den sags skyld. Så – lad os som gode nordiske lutheranere reflektere lidt. Jeg spurgte faktisk konfirmanderne, hvorfor dagen i dag er vigtig. Her lød nogle af svarene, at dagen er vigtig, fordi opstandelsen er symbolet på liv, kærlighed og Gud. En anden kalder dagen en glædens dag. Liv vinder over død. En dag, hvor vi spiser sammen. Dagen bliver også kaldt starten, på kristendommen som vi kender den i dag. Den vigtigste tid i kirkeåret. Og som en skriver: Mange dage ville være anderledes, hvis han var forblevet død. Ja, kan jeg tilføje, det kan man roligt sige.
I dagens evangelium hører vi om nogle kvinder, som besøgte Jesu grav tidligt om morgenen, og som blev vidner til det utrolige: Jesus var ikke længere i graven. Den var tom. Men deres første reaktion var frygt. Jeg tænker, de var bange for, hvad der var sket, og hvad det betød for dem og for deres tro og liv. Men en ung mand i hvide klæder sagde til dem: "vær ikke forfærdede”. Disse ord kunne være overskriften på hele Det Nye Testamente: Vær ikke forfærdede. Disse enkle ord er der også til os i dag: Frygt ikke, for Kristus er opstået, og hans opstandelse er beviset på, at kristendommen er sand. Nu har vi en klar retning for vores liv, omsorg for alt levende.
Og nok så vigtigt, så er Jesu opstandelse en påmindelse om, at selvom livet kan være fyldt med lidelse, sorg og død, så er Gud med os hele tiden. Jesu opstandelse viser os, at døden ikke er enden, men begyndelsen på noget nyt. Guds trofasthed og kærlighed til os var og er så stor, at han ofrede sin egen søn, så vi kunne gå fri. Ja, så vi kan komme videre med vores liv, trods alle vores fejl og mangler, trods vores mange synder og vores fejlbarlighed.
Men det er ikke kun Jesu opstandelse, der giver os håb. Det er også den måde, Jesus levede sit liv på. Han levede et liv fyldt med medfølelse, kærlighed og omsorg for andre. Han viser os, hvordan vi kan leve vores liv på en måde, der ærer Gud og gør en forskel i verden. Enhver handling til fordel for livet, gør en forskel i verden, der bringer os nærmere fællesskabet med Gud og alt levende.
Døden kan synes uovervindelig, men opstandelsen viser os, at det er muligt at komme ud på den anden side. Gud slipper os ikke. Det giver os håb om, at alt det onde i verden ikke vil sejre, fordi kærligheden altid vil sejre til sidst.
For det er Guds kærlighed, der binder alt sammen. Det er Guds kærlighed til os, som gør det muligt for os at elske andre, og det er vores kærlighed til Gud og hinanden, som gør livet meningsfuldt. Jesu opstandelse er beviset på Guds kærlighed til os alle, og kan give os gnisten til at elske og vise omsorg for hinanden, hvis vi ikke havde den i forvejen.
Da Jesus gik mod sin korsfæstelse, var han omgivet af mørke. Han blev forrådt og fornægtet af nogle af sine disciple, forladt af sine nærmeste venner og forhørt af magthaverne, der ønskede at få ham dømt til døden. Jesus blev tortureret og pint, og til sidst blev han naglet til korset og døde en smertefuld død. Jesu lidelseshistorie viser os vores svigt og vores manglende evne til at stå ved vores tro, når det virkelig gælder. Vores egne fejltagelser og vores egne mangler kan føles overvældende i vores liv, ikke mindst i en verden og i en tid, hvor så meget kunne være bedre, hvis vi handlede bedre. Vi er ikke så gode, som vi ved, vi burde være. Det bliver særligt tydeligt i påsken.
Men påskens budskab handler ikke kun om vores svigt, men som allerede antydet også om Guds trofasthed. For selv i døden og i mørket var Gud med Jesus. Opstandelsen viser os, at selv når alt ser ud til at være tabt, kan Gud stadig overvinde døden og bringe lys ind i vores liv. Vi kan lade lyset – Guds lys - skinne i vores eget liv og i verden omkring os. Måske ved en basal glæde over vores skabthed og over, at vi overhovedet er til. Og, ikke mindst over, at vores liv faktisk har fået en retning med Jesu forkyndelse. Opstandelsen viser os, at Jesu forkyndelse faktisk er sandheden, vejen og livet.
Påsken minder os om, at vi ikke er alene i vores lidelser og modgang. Gud er med os hele vejen, og hans kærlighed og nåde er altid til stede. Vi kan søge trøst og håb i vores tro, selv når vi står over for det mørkeste og sværeste i livet.
Det er faktisk lidt vildt. Det var vores svagheder og fejltagelser, der var med til at skabe Jesu lidelseshistorie, og på den måde kunne det næsten ikke ende anderledes end det gjorde. Og samtidig med det, så viser Jesu lidelseshistorie os på en og samme tid, at Gud er med os hele vejen alligevel. Enten med et ”frygt ikke, dine synder er dig forladt” eller med et ”frygt ikke, du skal ikke præstere, du er elsket på trods”. Jesu lidelse og død på korset viser os, at Gud er villig til at gå igennem alt for at være med os og vise os sin kærlighed.
Så lad os i dag med Jesu opstandelse huske på, at vi ikke skal frygte, men stole på Gud og have håb i ham, så vi kan leve vores liv på en måde, der ærer Gud, så vi kan leve vores liv på en måde, der viser kærlighed til alt levende.
Jesus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden. Glædelig påske, alle sammen.
Amen.