Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, 2022. Holdt i Langør Kirke og i Besser Kirke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«

Der var engang, jeg holdt et oplæg om, hvad vi egentlig skal bruge kristendommen til.

For os, som er midt i den, giver det helt sig selv, at det er umuligt at leve uden kristendommen, det er umuligt at leve uden nåden, som en del af det daglige brød, det er umuligt at leve uden troen på Kristus, håbet om Guds fremtid, med Guds kærlighed og nærvær som altid boblende omkring sig dagligt, Helligåndens nærvær, om man vil. Selvsagt.

Problemet er, at kristendommen nok ikke er særlig synligt til dagligt. Jeg har engang skrevet, lidt provokerende, at kristendommen har sejret ad helvede til. Altså i misforstået udgave. Forklaring følger.

Det er i dag normalt at høre udsagnet, at det der med næstekærlighed kan vi godt bruge, og forholde os til, men hvad skal vi med Gud, hvad skal vi med kristendommen, hvorfor gøre det hele så kompliceret.

For en ting er, at man muligvis godt kan forholde sig til begrebet om næstekærlighed, men ikke Gud, så vil jeg alligevel sætte spørgsmålstegn ved, om det faktisk er næstekærlighed, som ateister, humanister, og andet godtfolk virkelig taler om.

Mit postulat er jo, at hvis man forstår det dobbelte kærlighedsbud rigtigt, så vil man uvægerligt slå sig på det. Jesus taler om, at vi skal elske vor næste absolut. Som jeg har elsket jer, således skal I også elske hinanden, siger han i Johannesevangeliet. Som jeg har elsket jer, altså absolut, indtil det sidste, således skal I også elske jeres næste. Gå du hen og gør ligeså, siger Jesus som svar efter fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Vær næste for din næste.

Det er der også noget indlysende over. Det ville være mærkeligt, hvis det hed, at vi kun skulle drage omsorg for næsten hver anden dag, eller hver torsdag. Eller når vi har lyst.

Det handler altså ikke bare om at være gode ved hinanden, hjælpe hinanden, respektere hinanden, som en humanist eller ateist sikkert kunne finde på at sige. Det handler også om fjendekærlighed, det handler om at handle til fordel for sin næste, uanset om det måtte været ubekvemt i situationen, det handler i princippet om at have fokus rettet mod næsten hele tiden, uden undtagelse.

Det er naturligvis menneskeligt umuligt, og derfor må vi nødvendigvis alle samme slå os på buddet. Og er denne insisteren på det dobbelte kærlighedsbud gennemtrængende, er denne insisteren ikke bare intellektuelt, noget man går og tænker på og filosoferer over som en rigtigt god ting, en god idé, men derimod noget, som gennemsyrer alt hvad man laver, hele ens liv, ja, så vil man uvægerligt slå sig så hårdt, at man bliver fortvivlet, måske endda mister fodfæstet, fordi man bare ikke kan det, som man ved, at man burde gøre.

Når denne følelse af uformåenhed gennemsyrer det hele, fordi at budet gennemstrømmer det hele, så er der i min optik kun én vej frem til helbredelse, nemlig nåden, Guds nåde, som vi møder den i Jesus Kristus.

Derfor hænger det dobbelte kærlighedsbud uløseligt sammen med Guds nåde, som vi møder den i Kristus. Her bliver ateistens opfattelse af næstekærlighed efter min mening en noget flad kopi. Jeg vil hævde, at rigtigt opfattet, så kan man ikke tale om næstekærlighed uden også at tale om nåden. Det er derfor jeg siger, at det er som om, at kristendommen har sejret ad helvede til. Tanken om næstekærlighed gennemstrømmer rimeligvis vor kulturkristne samfund. Og så alligevel ikke, for det synes netop at være i en meget udvandet og ateistisk udgave.

Jeg tænker derfor også, at hvis spørgsmålet om syndsbevidsthed ikke var så fremmed for gennemsnitsdanskeren, som det er i dag, så ville spørgsmålet om, hvad vi dog skal bruge kristendommen til, ikke være så presserende. Begrebet om synd er faktisk ikke så kompliceret, som nogen vil gøre det til. Det betyder - på græsk - at ramme forbi, eller gå fejl af målet.

Derfor giver begrebet ikke nogen mening, hvis ikke man accepterer eller anerkender, at der gives et særligt mål, der altid er lige meget til stede, til alle tider, og lige absolut. I kristendommen er det udtrykt ved, at vi skal drage omsorg for alt levende. Og når man rammer forkert, går fejl af målet, dvs. ikke elsker som Jesus hele tiden, ja, så synder man, og der opstår en afstand mellem os, og formålet med livet.

Derfor må vi alle sammen reagere som den rige mand i dagens tekst. Vi må reagere med de begrænsninger vi alle sammen har som mennesker. Det er på den ene side svært at argumentere for, at vi kun skal give lidt af os selv – give lidt af vores formue, om man vil. På den anden side, så kræver det et ekstraordinært mod og nærvær at give hele sin formue væk, give sig selv helt, om man vil. Men når det faktisk er opgaven, så giver det til gengæld god mening, når disciplene spørger, hvem der så kan blive frelst, når kravet er så stort.

Men her er svaret lige så enkelt: For Gud er alting muligt. Gud er mulighed slet og ret.

Vi står med alle vore begrænsninger, al vor synd og uformåendehed.

Men Guds nåde bærer os over i Gudsriget, for for Gud er alting muligt.

Amen.