Stine Pilgaard: Meter i sekundet-tema: Det store kørekort?

FØRSTE OG ANDEN TEKSTLÆSNING

Prædiken til trinitatis søndag, 2023. Holdt i Nordby Kirke ogi Kolby Kirke.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« Amen.

Lad mig først sige, at det er mig en stor glæde at kunne holde temagudstjeneste over en af mine favoritbøger, Stine Pilgaards ”Meter i sekundet”. Jeg har læst den tre gange, og har gjort det til lidt af en tradition at læse den mellem jul og nytår. Den er meget nem at læse.

Bogen, romanen, består af hele tre forskellige genrer. Der er selve hovedfortællingen, så er der brevkassen med spørgsmål og svar, og så er der de nyskrevne sange til kendte melodier.

Romanen handler om det utilpassede liv med kæreste og barn, og hvor fællesskabet er en mudret og kunstig størrelse for hovedpersonen – hun er nemlig ikke en rigtig del af fællesskabet. I bogen har hovedpersonen intet navn, i filmatiseringen hedder hun Marie, så lad os bare kalde hende Marie.

Marie er kæreste med en højskolelærer, så hun er både med i fællesskabet og samtidig helt udenfor fællesskabet, for hvilken rolle har påhæng egentlig? Det er derfor meget sigende for Stine Pilgaards stil, at hun skriver en sang om påhæng, over melodien til en sang, der ifølge traditionen handler om fællesskab. Arbejdersangen, ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, handler jo om fællesskab og arbejdskamp. Et højskolemiljø handler i allerhøjeste grad også om fællesskab, men det siger sig selv, at ikke alle nødvendigvis føler sig lige meget med som en del af dette fællesskab, og det gælder nok fremfor alt påhæng, selvom det selvfølgelig også kan gælde både elever og lærere.

I dagens evangelietekst hører vi om Jesus og Nikodemus, der kommer til ham om natten, og taler om dåben. Og Jesus bliver lettere irriteret over Nikodemus og hans uforstand: ”Du er lærer i Israel, og forstår ikke det?” Spørger Jesus. I romanen er Marie ikke gift med sin kæreste, og deres barn skal ikke døbes. Det bliver ikke rigtigt forklaret hvorfor, men af bogen fremgår det mere eller mindre indirekte, at hun gerne vil styre tingene selv, og sikkert ikke tror, det gør nogen forskel med al det religiøse. Jeg har før i en anden sammenhæng kaldt Stine Pilgaard for en slags ateistisk udgave af Johannes Møllehave pga. hendes humor, drilskhed og visdom, men altså uden det guddommelige. For at få tiden til at gå, er romanens Marie begyndt at have en brevkasse, hvor hun ofte giver interessante og overraskende svar. Og hvis man forestiller sig denne Marie opsøge Jesus om natten – for andre skal jo ikke se det – så kan jeg levende forestille mig Jesus sige noget tilsvarende til hende: ”Du kalder dig brevkasse-orakel, og forstår ikke, hvor vigtig dåben er?”.

Måske er det derfor sigende, at Marie har uhyre svært ved at få kørekort. Hun er grotesk dårlig til at køre bil, alle kørerlærerene har reelt opgivet hende. Og derfor er det, at de forsøger at slippe af med hende som elev, da hun efter køreprøven får ordene, at hun godt kan få kørekortet, hvis hun lover kun at køre lige ud. Det er der jo ikke rigtigt nogen, der gør i praksis, og det kan være svært at finde hjem igen, hvis man ikke rigtigt har mulig for at dreje en gang imellem, og endnu mindre, hvis man ikke har et kompas at navigere efter, og det synes faktisk at være fraværende i romanen. Man kan måske sige, at bogen handler om det utilpassede liv uden noget egentlig fundament, andet end kærligheden til kæresten og barnet.

Her kunne dåben give retning. Og ja, dåben kan være svær at forstå intellektuelt, selvom Nikodemus bliver ufrivillig komisk overfor Jesus i hans uforstand. Men efter dåben er det blev sagt højt, forkyndt, at den nydøbte er et Guds barn, og derfor står under Guds nåde og retning.

Det gør faktisk ikke noget med svinkeærinder i livet, når målet og retningen er der – og målet i kristendommen er fællesskabet med Gud og næsten, ja alt levende. Her er der ikke noget, der hedder påhæng, i kirkens fællesskab er man med hele sin person, her er ingen bipersoner. Eller også er vi fælles om at være bipersoner, da kærligheden til Gud og næsten helst skulle være hovedopgaven.

Det er ikke det samme som, at alt bare er godt. Jesus siger ganske vist et andet sted, at vi ikke skal bekymre os om morgendagen, da hver dag har nok i sin plage, som han udtrykker det. Men for os dødelige mennesker hænger livet sjældent sammen på den måde, og derfor synes jeg Maries brevkassesvar til planlægningsheksen er så befriende og godt ramt. For hvis man vil hygge sig med sine venner, så går man jo ikke bare ind på en cafe, og pludselig sidder de også der. Nej, det skal planlægges, vi er ofte nødt til at se ud over morgendagen, for at få livet til at hænge sammen. Den umiddelbarhed, som Jesus synes at fordre af os, er sjældent muligt for os mennesker.

Dåben er vores pant på evigheden, dåben giver os en retning i livet, men livet er ikke nødvendigvis mindre utilpasset af den grund. Sommer er som regel udtryk for varme og glæde, men behøver ikke at opleves sådan af alle, jævnfør sidste sang.

Man kan derfor sige, at dåben, livet i kristendommen, ikke er nogen garanti for lykken, men at kristendommen kan hjælpe os til at bære livet, også når det er svært, når vi faktisk føler os udenfor fællesskabet, eller hvad det nu er, der tynger os.

Man kan måske sige, at dåben er vores store kørekort til livet, det er kristendommen, der giver os retning. Faktisk har tidligere biskop Jan Lindhardt toppet dette billede ved at kalde fadervor for kørekort til kirken.

Hvis man slet ikke kan finde ud af livet, kan det måske være fornuftigt, blot at køre lige ud. Men det er ofte svinkeærinderne, der gør livet sjovt og interessant, men det er klart, at her skal man i særdeleshed have et kørekort, der er så meget større, end det kørekort den motorsagkyndige kan give, hvis ikke livet skal opleves meningsløst og uden retning.

Der er meget i livet, der ikke kan klares ved den rene umiddelbarhed, som både dåben og Jesu udsagn om, at vi ikke skal bekymre os, er udtryk for. Men har vi fået det store kørekort, så er der meget i livet som kan lade sig gøre, når vi er under Guds nåde og velsignelse. Vi kan elske, fordi han elskede os først.

Stine Pilgaard er fænomenal til at beskrive det utilpassede hverdagsliv, hvor kørekortet mangler. Som mange moderne mennesker har romanens Marie ikke sans for det guddommeliges betydning, men i hendes intense forståelse af, hvad kærligheden mellem mennesker kan, er der oplagt et potentiale. Vi skal synge Pilgaards kærlighedssang til sidst i gudstjenesten. Og her er et potentiale, som Nikodemus tilsyneladende ikke har. Hvordan vil du kunne tro det himmelske, hvis du ikke engang tror det jordiske, spørger Jesus Nikodemus.

Grundtvig sagde engang, at det er vores sans for de store begreber om kærlighed i vores hverdagsliv, der gør det muligt for os at forstå eller forholde os til Guds kærlighed.

Derfor er det, at kærligheden er størst af alt. Den er indgangen til sansen for det guddommelige, det store kørekort om man vil.

”Fortabt er jeg stadig som årene går”, skriver Pilgaard i sin kærlighedssang, der handler om den store kærlighed til et andet menneske.

”Fortabt er jeg stadig”, kunne også være en beskrivelse af de fleste menneskers hverdagsliv med eller uden både det store og det lille kørekort.

Derfor er det også, at vi til sidst i bønnen efter dåben beder:

”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid”.

For at blive i kørekortsbilledet, så er det her, ved dåben, at vi officielt får udstedt det store kørekort til livet; en minimal sans for det guddommelige.

Amen.

.

At lyse verden op