Muhammedtegningerne
Om man kan lide det eller ej, så har de 12 tegninger af Muhammed, trykt i Jyllands-Posten 30. september 2005, skrevet både danmarks- og verdenshistorie.
Det er der mange grunde til. En hel banal årsag er globaliseringen. Som Flemming Rose selv skriver: "Det har konsekvenser for humor og satire, som i den grad er båret af kontekst, så hvad sker der med den del af tilværelsen, når konteksten opløses i cyberspace? Satire og vittigheder kan let blive en eksplosiv affære, for tabet af kontekst åbner uendelige muligheder for misforståelser og krænkelser" (Tavshedens tyranni, s. 21f).
Teksten, der ledsagede Muhammed-tegningerne
Citater fra Muslimsk-Dansk dagbog. 19 dagbøger fra Muhammedkrisen, marts 2006
Christopher Hitchens diskuterer med Ahmed Younis på CNN under Muhammed-krisen, 2006
Ulf Pilgaard om Muhammedkrisen, ved Cirkusrevyen 2006: Lærte vi noget?
Her har man trykt tegningerne - se her
Muhammedsagen dag for dag hos DR
Fire biskoppers hyrdebrev om muhammedtegningerne og -krisen
Dagbladet Politikens undskyldning 26. februar 2010
Islamisk Trossamfund beklager, syv år efter
Det Arabiske Forår
- kampen for demokrati og frihed i en muslimsk verden
Nu kan man vel ikke med rimelighed lade et demokratisk prædikat afhænge af, hvem der faktisk sidder ved magten.
Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at Tunesien blev det første land i den arabiske verden/Nordafrika, der satte det førende islamistiske parti fra magten ved deres andet demokratiske valg den 26. oktober 2014.
Som det ser ud nu, er både Libyen og Syrien i opløsning og Egypten kan man næppe kalde demokratisk, og bliver det sikkert ikke i min levetid. Nedenstående har derfor overvejende historisk karakter, og beskriver en tid, hvor der muligvis var større grund til optimisme, end der er i dag. Udtrykket "Det Arabiske Forår" kan i hvert fald godt virke lidt naivt i dag, til trods for de nuancer, der trods alt gemmer sig i en udvikling, der på lang sigt ikke kan stoppes, og som også er antydet i nedenstående tekst. .
*
Det hele begyndte med en grønthandler, der satte ild til sig selv i Tunesien 17. december 2010.
Hændelsen ansporede til demonstrationer mod regimet, hvilket tændte de arabiske oprør (Det Arabiske Forår), som for alvor startede med Tunesiens diktator Zine al-Abidine Ben Alis fald 14. januar 2011 efter 24 år ved magten, og diktatoren Muhammad Hosni Said Mubaraks fald i Egypten 11. februar 2011 efter 30 år ved magten.
Omvæltningerne i Tunesien (Jasmin-revolutionen) og Egypten startede en bølge af oprør igennem hele den arabiske verden, med demonstrationer mod de respektive landes regimer, og sammenstød hermed til følge.
Et halvt år efter, mere præcist den 22. august 2011, blev Libyens diktator Muammar Gaddafis hovedkvarter i Tripoli indtaget, og 20. oktober 2011 blev han selv fanget og dræbt i sin fødeby, efter hele 42 år ved magten, Afrikas længst siddende statsleder. Man kunne have ønsket et reelt retsopgør, men det blev altså ikke muligt. Oprøret i Libyen startede 17. februar 2011, og den militære intervention, der blev vedtaget af FN 17. marts 2011, med den hensigt som minimum at beskytte civilbefolkningen, og som blev indledt 19. marts 2011, er dermed rimeligvis endt som en succes. Dog med det forbehold, at selve mandatet fra FN reelt blev misbrug, da det ikke inkluderende hjælp til at fælde Gaddafi, men 'kun' beskytte civilbefolkningen.
Undervejs i forløbet var der ganske vist træge perioder, hvor debatten gik, om man måtte nøjedes med at dele landet i en Øst-del og Vest-del, eller måske bare tvinge Gaddafi i eksil, men modstanden i Tripoli var mindre en forventet. I antologien Arabisk Forår (udg. Ræson) fremgår det ret tydeligt, at man ikke forventede nogen succesfuld udgang på NATO-missionen. The National Transitional Council (overgangsrådet) bebudede valg til et nationalråd inden for otte måneder, når der var kommet mere styr på sikkerheden i landet. Det lød ambitiøst, men valget 7. juli 2012 gik over al forventning, med decideret feststemning på mange valgsteder.
Så nu, hvor det er cirka fire et halvt år siden, at oprørene i den arabiske verden begyndte, må man sige, dels, at det kunne gå værre, men også, at den såkaldte 'domino'-effekt for længst er bremset. Det er pt. tvivlsomt om vi i denne omgang vil se demokratiske valg i andre lande end Tunesien, Egypten, og Libyen, hvor de dog har været. Og det er ikke desto mindre tre lande mere, end nogen havde forudset i 2010.
I Syrien, hvor oprøret startede 15. marts 2011, går det stadigvæk brutalt for sig. Her har også været beretninger om regulære massakrer på civile, og massegrave. Det er efter min mening et kæmpe svigt af NATO/Vesten, at man ret tydeligt har sagt, at en militær intervention ikke kommer på tale. Diktatoren Bashar Hafez al-Assad har ikke haft nogen grund til at frygte at blive stoppet, men spørgsmålet er, om han har urolighederne under kontrol. Deserteringer fra hæren har fundet sted, herunder topfolk, som kun mener al-Assad kan standses militært. Den 16. juli 2012 erklærede Røde Kors landet i borgerkrig ifølge Geneve-konventionens kriterier, som gør retslige repressalier mod regimet muligt. Det har tiden dog stadig til gode at vise. Den 14. juni 2013 meddelte USA, med henvisning til, at der var beviser for, at al-Assads regime har brugt kemiske våben mod befolkningen, at de vil sende våben til oprørerne. Styret har crossed a red line som Obama, udtrykte det. Det er uklart, hvor meget der er sket der, men efter angrebet med kemiske våben 21. august 2013 i områder omkring Damaskus, lagde Obama op til et angreb på Syrien, måske et hurtigt nålestiksangreb som en slags hævn. Han ønskede dog Kongressens godkendelse til en aktion, og denne 'kunstpause' gav anledning til og endte 15. september 2013 i stedet med en aftale med Syrien om afvæbning af landets kemiske våben, som skal være afsluttet senest juni 2014. Den 28. september blev en resolution om Syriens kemiske våben vedtaget enstemmigt af sikkerhedsrådet i FN. Det er stadig uklart, hvad der faktisk kommer til at ske herefter, og der er ingen sanktioner indskrevet i aftalen, hvis Syrien ikke holder aftalen. Og, ikke at forglemme, så fortsætter al-Assad krigen mod sin befolkning, blot med konventionelle våben. I november 2014, tre og et halvt år efter konfliktens start, har krigen kostet over 200.000 mennesker livet, mens over 9.000.000 har måttet forlade deres hjem, cirka 40 procent af befolkningen.
De største ændringer har indtil dato fundet sted i Egypten, Tunesien, og Libyen, hvor der som nævnt har været regulære demokratiske valg med henblik på et regulært regimeskifte, fra diktatur til demokrati, om end der til stadighed er bekymring for, om den demokratiske proces vil fortsætte. Læser man fx. Rasmus Boserups "Den rigtige revolution" i RÆSON 02/13 kan man godt blive forsigtig optimist på Egyptens vegne. Her bemærker han bl.a., at egypterne siden Mubaraks fald har opdaget, hvor forskellige de er, hvor politiseret samfundet er blevet, og at det netop er forudsætningen for et demokrati, med forskellige politiske partier. Det må derfor siges at være et tilbageslag, at den siddende demokratisk valgte præsident Mursi blev udsat for et militærkup 3. juli 2013. Det er ret skandaløst, at vestlige ledere i et væk har udgået at kalde det et militærkup. For præsidenten er dog afsat udenfor demokratiets spilleregler. Hvad det reelt får af betydning for den demokratiske proces, må tiden vise, men siden er hundredevis af (civile) mennesker blevet dræbt i demonstrationer. Se eventuelt Mona Eltahawys forklaring på, hvorfor hun ikke mener, det er et kup - her.
Rasmus Bøgeskov Larsen skriver i RÆSON (03/13): "Først stemte de ja til en midlertidig forfatning, der lagde en politisk køreplan for tiden efter revolutionen, blot for at militærjuntaen senere ændrede denne køreplan, når det passede den. Dernæst valgte egypterne kandidater til parlamentets overhus og underhus, blot for at en politiseret dommerstand et halvt år senere opløste underhuset (der har mest indflydelse), mens "kupvolutionen" den 3. juli gjorde det af med overhuset. I foråret 2012 stemte egypterne så over to runder Morsi ind som ny præsident, men han blev som bekendt afsat efter et år på posten. Endelig blev en ny forfatning stemt igennem af et flertal i december 2012, men den tekst bliver nu i disse dage omskrevet af juridiske eksperter og en komité af blandede politiske aktører, hvoraf de fleste er sekulært orienterede." (s. 22).
Det er dog tankevækkende, at de valghandlinger, der indtil nu har fundet sted, har været påfaldende rolige og fredelige, i forhold til hvad man kunne have frygtet i lande, som dybest set ikke har erfaring med demokratiske valghandlinger. Også stemmeprocenterne er høje. Jeg er derfor overbevist om, at Michael Jarlner har ret, når han i et debatindlæg 17. august 2013 under overskriften "Blodbad i Egypten: Vesten fortsætter sit hykleri" i Politiken bl.a. skriver "At den [oppositionen] havde mere at vinde ved at lade Morsi & co. køre sur end ved at vælte ham"
Selvom forfatter og forlægger Lene Andersen i "Danmark 2030" med en vis ret taler om et kuldsejret arabisk forår, så er det dog værd at bemærke, at Helle Malmvig (i "Mellemøstens nye sikkerhedsorden", RÆSON 03/13) nævner, at man skal passe på retorikken "arabisk forår"/"arabisk vinter", da udviklingen er ret så kompliceret, og styrkeforholdene konstant ændrer sig. MEN, hvis man skal tage de positive briller på, så er "demokrati" blevet en ny diskurs i området. Hvad det betyder, og hvem der er "demokratiske" er man ikke enige om, men forestillingen om "demokrati" er blevet en del af diskussionen, hvad det ikke har været tidligere. Som jeg har tilladt mig at sige i en prædiken (Julesøndag, 2013), så kan man nok bremse den demokratiske udvikling i området, men stoppe den kan man ikke. Ånden er ude af flasken, om man så kan sige.
Ovennævnte betragtninger får mere og mere karakter af historie, og det var da også ganske tankevækkende, at det nye offentlige rum i den arabiske verden var et stort tema på udstillingen "Det arabiske nu" på Louisiana i 2014. Her får man virkelig ved "selvsyn" en fornemmelse af, at 'revolution' ikke er at overdrive, selvom der givet ikke vil være noget holdbart demokrati i (hele) området de næste 30 år, eller mere. Det er det lange seje træk, der er perspektivet, og som der kontinuerligt skal skabes mulighed for, for der er mange magtstrukturer, der ikke bare lader sig omdefinere fra den ene dag til den anden. Som jeg nævnte i en prædiken (15. søndag efter Trinitatis, 2014), så giver situationen også associationer til 30-års (religions)krigen i Europa i 1500-tallet, her blot mellem sunni'er og shiit'er.
For os, der er blevet næsten beruset af de globale perspektiver, som Det Arabiske Forår har vækket, er det stadig forunderligt at leve i en tid, hvor der skrives verdenshistorie for øjnene af os, selvom det, der foregår, også er meget brutalt at se på. At demonstrationerne har været så vedholdende er jeg meget imponeret over. For som Clement Kjersgaard rigtigt skriver, så må man anerkende "det historisk enestående i, at befolkninger, der aldrig har kendt andet end livet under enerådende autokrater, med sådan utvetydighed, i sådant antal og i et sådant tempo efterspørger "demokratiet" - en livsform, de aldrig har oplevet, men kun hørt beskrevet" (antologien Arabisk Forår, s. 9). Eller som Herbert Pundik siger det i Allan Sørensens samtalebog (med Martin Krasnik) "Pundik og Krasnik - og resten af verden", s. 170): "Det, der er sket i Tunesien og senere i Egypten, er fuldstændigt nyskabende i arabisk politisk kultur. Det er første gang i verdenshistorien, at arabere har været i stand til at udfylde en stemmeseddel og stemme på, hvem de ville uden frygt" (i 1996 var der dog også valg på Vestbredden og i Gaza, men ikke i en selvstændig stat).
Den frihedshunger og frihedsstræben, som er eksploderet i den arabiske verden, har i hvert fald også overrasket mig, og er en af grundene til, at jeg personligt var tilhænger af den militære intervention i Libyen. Det vil være næsten ubærligt, hvis denne stræben efter frihed og demokrati, skulle blive knust. Og det er også ukristeligt at være vidne til et folkemord, og bare se passivt til. Derfor var det også forstemmende, at "end ikke Vesten stod op for islamisternes demokratiske rettigheder, da det egyptiske militær kuppede dets præsident 3. juli i år.", som Jarlner også skriver.
Og set med kristne øje er kampen for demokrati altid positiv, da ingen - som udgangspunkt i hvert fald - kan have patent på den politiske sandhed, og undertrykkelse er altid ukristelig.
Oprørene har også vist en anden ting: Tesen om 'civilisationernes sammenstød', som især kom på mode igen efter 2001 i forbindelse med terrorangrebet på World Trade Center, er nu eftertrykkeligt blevet dementeret som en tåbelig forenkling af virkeligheden, et synspunkt som
Benazir Bhutto meget begavet gjorde opmærksom på, da hun stadig var i live.