Ifølge "Danmarkshistoriens årstal" nævnes Danmark (Denemearc) første gang i litteraturen omkring år 900. I ca. 715 finder det første kendte forsøg på at udbrede kristendomme sted i Danmark, et forsøg som mislykkes for den angelsaksiske bisp Willibrord. I 826 døbes kong Harald Klak og hans hustru og søn i Mainz med Ludvig den Fromme som gudfar. Den første danmarkshistorie (formentlig skrevet af en kannik ved Roskilde Domkirke, ca. 1130erne) lægger ud med Harald Klaks dåb.

.

Omkring årtiet 960-970 har vi det egentlige første led i kristningen af Danmark, da kong Harald Blåtand vælger kristendommen.

Det er dog værd at bemærke (jvf. "Da himmelen kom nærmere" af Brian Patrick McGuire), at kristendommen i begyndelsen først og fremmest er et aristokratisk anliggende, og vi skal helt frem til 1100-tallet før troen begynder at brede sig til alle lag i befolkningen. Han mener, at kristningen foregår over et spænd på 600 år, fra 700-1300.

Endvidere er det klart, at forudsætningen for mission og kristning var, at den eller de, som havde magten i landet/området, accepterede missionærernes tilstedeværelse, og måske selv lod sig omvende. Derfor lykkedes det ikke for Willibrord i 715. Som det hedder: "... den kristne tros udbredelse var forbundet med og afhængig af den verdslige magts støtte. Kristendommens gennembrud i 300-tallet faldt, ikke tilfældigt, sammen med de romerske kejseres accept af troen. Willibrords fiasko i danerriget kan skyldes, at der ikke var en konge eller hertug i hans bagland, som kunne spille med musklerne over for danerne" (s. 60).

Det ældste vidnesbyrd om skole i dansk sammenhæng er Ansgars undervisning i ca. 830 af 12 drenge, der skulle oplæres til forkyndelse af det kristne budskab

Ansgar, som også er blevet kaldt for Nordens Apostel, fik blandt andet lov i 848 til at etablere en kirke i Hedeby (den første kirke i det daværende Danmark), hvor der var kristne i forvejen. "I 853 eller 854 blev danerkongen Hårik [som havde tilladt kirken] dræbt, og hans efterfølger, Hårik den Yngre, krævede, at kirken i Hedeby blev nedlagt. Ifølge Rimbert blev det sagt, at de gamle guder var vrede, fordi folket havde antaget en anden og ukendt gud (...). Alligevel lykkedes det Ansgar at blive venner med den nye konge, som så atter tillod kristendomsdyrkelse. Ansgar fik ligefrem lov til at hænge en klokke i kirken i Hedeby, "hvilket hidtil havde forekommet hedningerne at være en skændsel" (quod antea nefandum paganis videbatur)" (s. 82)

Berømt er naturligvis ordene på Jellingstenen: "Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne". Den er formentlig rejst omkring 960-985.

Hertil skriver McGuire: "Den første gang navnet Danmark optræder på skrift [i danske kilder - min bemærkning], er på Jellingstenen (tanmaurk). Danerne udgør et rige, som befinder sig inden for et bestemt område (mark). Middelalderens konger omtalte normalt sig selv som herskere over et folk (som danerne eller anglerne), men Harald brugte en geografisk betegnelse af det areal, han havde underlagt sig. En konge over et helt Danmark og et kristent folk følges ad". (s. 91).

Ifølge McGuire kan en grund til, at Harald vælger at rejse Jellingstenen være, at Danmark hverken var en nation (med nationalfølelse) eller var en stat (med administration og skrivekarle, mv.), og at han derfor har rejst momumentet som et statement, for at kunne meddele budskabet om, hvad han havde gjort, og hvem han var. Da der på dette tidspunkt ellers ikke rigtigt er tegn på kristendommen, er det dog tvivlsom, om stenen siger meget andet, end at kongen selv har valg kristendommen.

Danerne har i 900-tallet med al sandsynlighed dyrket en blandingsreligion, hvor Kristus var én blandt mange guder. Man ønskede at holde sig til de 'stærkeste' guder, og her stod Kristus endnu ikke højt. Legenden om den katolske Poppo og hans jernbyrd (dvs: at bære gloende jern uden at få en skramme) til vidne om Kristus som den eneste sande Gud, er et forsøg på at 'bevise', at Kristus er den stærkeste/eneste sande. Ikke ulig situationen i Det Gamle Testamente, hvor Herren er i konstant konkurrence med talrige andre guder, men hele tiden forsøger at overbevise "Israel" om, at Han er den eneste rigtige gud.

I hvert fald var det denne Poppo, der overbeviste Harald om, at han skulle overgå til kristendommen. Han lod sig døbe omkring 965.

Adalbert (1000-1072), som fra 1043 frem til sin død var ærkebiskop af bispedømmet Hamburg-Bremen, som dengang omfattede det meste af Nordtyskland og de skandinaviske lande, indviede ni bisper til de otte danske bispedømmer, som eksisterede: "Radulf til Slesvig; Otto til Ribe; Christian til Århus; Heribert til Viborg; Magnus og derefter Albrich (eller Alfrik) til Vendsyssel; Eilbert til Fyn; Vilhelm til Sjælland (Roskilde); Egino til Dalby (...). Den sidste blev senere biskop over Lund og forenede Skåne undet ét bispedømme" (s. 113).

Beretningen stammer fra den samtidige historiker Adam af Bremen, som i øvrigt har beregnet antallet af kirken som: Skåne omkring 300, Sjælland 150 og Fyn 150. Denne historiker tilskriver ærkebispesædet i Hamborg-Bremen æren for denne fremgang - fra den hellige Ansgars tid til Adalberts død var der gået cirka 240 år, 832-1072, og han taler om en "lykkelig" fremgang: "Se nu til det grusomme folkefærd danerne, nordmændene og svenskerne, som, med den hellige Gregors ord 'ikke vidste andet end at skære tænder på barbarisk vis, men nu alllerede kan istemme haleluja til Guds pris'" (s. 119)

I 1100-tallet forsøger kirken at konsolidere sine rettigheder, både mht priviligeret ejendomsbesiddelse af selve kirkebygningerne, men også ved at give de gejstlige en særlig juridisk beskyttelse - "Der indtraf et afgørende vendepunkt i dansk kristendom, da gejstligheden begyndte at opfatte sig selv som en stand adskilt fra verdsligheden" (s. 124).

Et nyt syn på kristendommen begyndte også på dette tidspunkt, især kølvandet på den cisterciensiske klosterbevægelse (og som modsætning til den benediktinske pessimisme), og - ikke mindst - romantikken, som så muligheder for et bedre liv på jorden - og ikke først i det hinsidige: "Det romantiske livssyn handler om håb og om glæden ved at være til på jord, og romantikeren kan vælge at drage ud for at søge kærlighed til Gud eller til et andet menneske" (s. 129).

Den nye bevægelse var under Bernard af Clairvaux, og Eskil har formentlig sine tanker fra ham, der blev hans ven. - "Det var pavens og enhver anden overordnets pligt at drage omsorg for alt det, som Gud har skabt. Kristus styrer universet, men takket være hans forløsning, kan menneskene fungere som hans stedfortrædere (...) Bernards lære udtrykker tillid til menneskehedens egne bestæbelser på at sikre en bedre verden. (...) Den kristne religion bliver på den måde til mere end den redningsplanke, som den i århundreder havde været. Det kristne fællesskab giver, hvad enten det udspiller sig i kloster eller sogn, mulighed for at møde Kristus som broder og ven" (s.135)

Nu (omkring 1170) bliver også bønderne involveret i samarbejdet med biskoppen om sognekirkens anliggender, som det fremgår af Skånske Kirkelov, en overenskomst mellem Eskil og de skånske bønder. Det er givetvis ikke de fattige jordløse bønder, der er tale om men "sognets bedsteborgere", men som det hedder: "Et århundrede tidligere havde bønder nægtet at betale tiende og havde slået deres konge ihjel (...), men nu stod de loyalt bag deres ærkebiskop og indgik et forlig med ham [fx. i tilfælde af fredsbrud i en kirke eller kirkegård]" (s. 138f).

Og som det også hedder: "Ærkebiskop Eskils fyrre år ved magten i Lund og rundt omkring i Danmark og Europa havde muliggjort overgangen fra en episk til en romantisk opfattelse af den kristne religion. Takket være Bernard af Clairvaux og munkene kunne Eskil stole på, at Guds kirke var for alle" (s. 141).

Kristendommen, kirkerne, og kirkernes rum udviklede sig altså fra at være stormænds ejendom, bygget til dem selv, deres hustruer og børn, tjenestefolk og præsten, - til at afspejle bøndernes deltagelse i kirkelivet, helt konkret ved at kirkerummene blev større, så flere kunne være tilstede under gudstjenesten. En medvirkene årsag til denne tankegang har muligvis været Det fjerde Laterankoncil i Rom i 1215, hvor det blev fastslået, at "kirken var ansvarlig for alle de døbte, som én gang hvert år forventedes at gå til skrifte og modtage nadveren" (s. 170). En anden indikation af, at kristendommen var blevet mindre aristokratisk, er de mange mirakel-beretninger blandt landsbyboere, som fx. kan læses i Vilhelm af Æbelholts (en "kongens mand", død 1203) levnedsbeskrivelse. Det kan vi smile af i dag, men det er i hvert fald udtryk for middelaldermenneskets tro på Guds magt til at ændre naturens vilkår.

Benediktinermunken Arnold (død 1213/1214) skriver om ærkebiskop Absalon: ""hans utrættelige nidkærhed skyldtes det, at kirkerne i hele Danien, som før havde haft forskellige skikke, nu alle sammen fik ensartet gudstjeneste". Hvor Saxo lagde vægt på Absalons kamp mod Skånes bønder, da de gjorde modstand mod at betale bispetiende, fokuserende Arnold på ærkebiskoppens interesse for liturgien. Han hævdede, at Absalon ved sin død blev husket for at have skabt fred og for at have omvendt hedninge: "... og ihukommende, hvor mange splidagtige han i levende live havde ført til fred og forsoning, befalede alle den hedengangne til den store fredens stifter Jesus Kristus". Det er måske forbløffende for os, at Arnold gjorde Absalon til en fredsstifter i Kristi billede, men som korstogsforskeren Kurt Villads Jensen har fortalt mig [altså McGuire], betød fred i 1100-tallet korstog. De store korstogskonger blev anset for fredens mænd, og Absalon kunne sidestilles med dem, specielt i de første år efter ærkebiskopens død, hvor danskere herskede over Slaverlandet og fredstilstanden primært blev tilskrevet Absalon" (s. 193).

Ligeledes omtaltes biskop Anders Sunesen: "Ærkebiskoppens kyskhed og asketiske livsførelse blev berømmet, og det samme blev hans pædagogiske og pastorale evner: "Også som lærer virkede han så indtrængende og kraftigt, at han med den guddommelige kærligheds lue opflammede adskillige både klerke og lægmænd, og lig glødende malm overalt udsåede Guds ords gnister". Sproget er blomstrende og meningen klar: ærkebiskoppen var en fremragende prædikant og lærer" (s. 193).

McGuire skriver, at den danske middelalderkirke var en bispekirke "Biskopperne sad inde med de nødvendige beføjelser til at kunne styre organisationen og sørge for, at befolkningen fik tildelt sakramenterne, specielt dåben og nadveren" (s. 204).

Det var landet biskopper, sognepræster, og munke og nonner, der formidlede kristendom til befolkningen, men "Lægfolk udgjorde selvfølgelig kirkens rygrad. De deltog i sognelivet, fik deres børn døbt, gik, i princippet, til alters én gang om året efter skriftemålet, og tilkaldte præsten, når et familiemedlem lå for døden. Årets gang blev delt op i helhold til kirkens festdage, hvilket vi stadig kender til i forbindelse med den danske fejring af jul, påske og pinse. I middelalderen ihukom man opså helgendage, som for eksempel Mortensfesten den 11. november, og Mariae Bebudelse den 25. marts. Sidstnævnte dato markederede det nye års begyndelse" (s. 205).

Desuden skriver han "Tilværelsen var hård og ubarmhjertig, men kirken tilbød Guds nåde og håbet om det evige liv. Det er umuligt at vide, hvad fortællingen om Kristi opstandelse betød for almindelige mennesker, men Jesu fødsel var en konkret anledning til at glæde sig over et barns ankomst til verden, et barn der også var Gud. Samtidig var sognekirkernes krucifikser en påmindelse om, at Jesus led ligesom alle andre, og endnu mere: Gud blev meneske i den hensigt at føre mennesket tilbage til sit ophav, Gud" (s. 205). Her er der meget langt til vor tids danske velfærdssamfund.

Endvidere nævner McGuire biskop Gunner af Viborg (død 1251), som han kalder "den høviske biskop": "Gunner havde taget hensyn til alle og havde delt ud af sine rigdomme, både de åndelige og de materielle. (...) Han tog sig af alle, som han kom i forbindelse med: bønder, nonner, munke og sognepræster. En biskop af Gunner af Viborgs støbning fuldender Danmarks kristning. (...) Gunner viste også en ny høviskhed og demonstrerede, at kristne myndigheder kunne være storsindede og milde. (...) I denne kristendom er der plads til livsglæde og latter. Gunnder værdsatte både uddannelse og dannelse, og delte gennem prædikener og undervisning sin viden med den brede befolkning. Hans sans for humor og verbal leg gik hånd i hånd med medfølelse for mennesker i nød" (s. 212).

En tilgang til kristendommen og sine medmennesker som denne kalder McGuire for en "pastoral revolution, hvor Kristi ord blev fælleseje" (s. 220). Som modsætning kaldes biskop Tyge af Århus for "den rethaveriske biskop".

Som en slags konklusion skriver Mcguire blandt andet: "det var en langsom proces for kristendomen at slå rod i den danske muldjord. Den kristne tro var måske et brugbart redskab for kongerne, og samtidig engagerede paverne sig i udviklingen af den danske kirke. Kristningens vigtigste spillere var dog bisperne og sognepræsterne. Bisperne samarbejdede selvfølgelig med stormænd, der ønskede at bygge kirken, men efterhånden blev der skabt sogne, som i princippet var uafhængige af aristokratiet. Så snart det blev præsternes hovedopgave at betjene hele sognet og ikke alene stormandsfamilien, var grunden lagt for det moderne velfærdssamfund. Dette opstod ikke i kølvandet på Socialdemokratiets politik men som resultat af den kristne kirkes overholdelse af Kristi bud: For jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig; jeg var nøgen, og I gav mig tøj; jeg var syg, og I tog jer af mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig (Matthæusevangeliet 25,35-36)".

Kristendommens indførelse i Danmark