At forkynde Jesus som Kristus
Prædiken til seksagesima søndag, 2023. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet.Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«
I lignelsen hører vi om de forskellige måder, ordet kan blive sået på – hvordan vi forkynder i forskellige sammenhænge – og hvilken betydning det kan have for modtagelsen af ordet.
Hovedformålet i kirken er jo at forkynde Jesus som Kristus. Og hvordan gør vi egentlig det?
En væsentlig del af værktøjet til at forkynde Jesus som Kristus, er faktisk kirkeårets gang. I gamle dage, da befolkningen ikke kunne læse, udgjorde kirkeårsfortællingen et slags femte evangelium. Den fortælling, man hørte, var den fortælling, kirken serverede hver søndag. Altså kirkeårsfortællingen. Og det er netop kirkeårsfortællingen, vi får del i, når kirken prædiker på søn- og helligdage. Det betyder for resten også, at en del af kirkeårsfortællingen bliver skåret væk, hvis man afskaffer en helligdag.
Men hvad er det, kirkeårsfortællingen fortæller os? Hvad fortæller den egentlig om Jesus?
Jo, den starter jo ved kirkeårets start, som er advent. Siden kirkeårets start i advent, har vi fået udfoldet længslen efter noget nyt, vi har fået miraklet, Jesu komme til verden. Vi har i helligtrekongerperioden hørt om Jesu forhold til magten, og vi skal snart høre om Jesus ophold i ørkenen i fyrre dage, da det faktisk er selve temaet i fasteperioden. At Jesus blev fristet af djævelen i ørkenen, men ikke lod sig friste. I praksis, i modsætning til os andre.
At Jesu er den, der ikke lader sig friste, vises jo også i påskeugen. Han gør alt det, man ikke forventer. Både måden han ankommer til Jerusalem på. Hans kærlighedspagt med disciplene skærtorsdag aften, selvom han godt ved, at det ikke er guds bedste børn, han sidder sammen med. Hans insisteren på at gå hele vejen langfredag, og selvfølgelig triumfen påskesøndag, da Gud oprejser ham fra de døde. Fyrre dage senere har vi afskedsreceptionen for Jesus, også kaldet Kristi Himmelfart. Efter min mening kunne vi godt have Store Bededag dagen efter Kristi Himmelfart. Her ville der være al muligt grundlag for at reflektere over Jesu tid på jorden. Ti dage senere, altså halvtreds dage efter påske, har vi pinsen, hvor treenigheden, fader, søn og helligånd bliver fuldbyrdet og kirken fødes med helligåndens komme.
Vi har altså fået fortalt, hvem og hvad, Jesus egentlig er. Jesu forhold til magten, og hvad det vil sige, at Jesus er Guds søn. Hvad vil det sige, at Jesus er menneske, og hvad vil det sige, at han er guddommelig, altså Guds søn. Og hvad det vil sige at forholde sig til, at Jesus ikke er blandt os mere, rent fysisk.
Herefter handler kirkeårets tekster grundlæggende om hverdagen – i hele den periode, vi kalder trinitatis. Dog, jo mere vi nærmer os kirkeårets slutning, jo mener handler teksterne om dom og forløsning.
Og hvad vil jeg sige med alt dette?
Jo, kirkeårsfortællingen er afgørende for forståelse af, hvem Jesus var og er, og hvilken betydning det kan have for vores hverdag og vores forhold til alle levende skabninger. Dagens evangelietekst minder os om, at kirkeårsfortællingen er en af kirkens vigtigste måder at forkynde Jesus som Kristus på. Og hertil kommer udlægningen, fortolkningen. Hvordan sikrer vi, at ordet ikke går hen over hovedet på folk, men rent faktisk bliver forstået og slår rod. Bliver forstået på rette vis.
Den periode, vi snart er på vej ind i, kan for eksempel snyde. Den hedder fasten, og starter onsdagen efter fastelavnssøndag.
Normalt forbinder vi faste med afholdenhed. De fleste gør i hvert fald.
Det kan dog godt være en misforståelse. Esajas omtaler Herrens ønske meget tydelig. Han skriver: ”Nej, den faste, jeg ønsker,er at løse ondskabens lænkerog sprænge ågets bånd,at sætte de undertrykte i frihed,og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne,giver husly til hjemløse stakler,at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne".
Derfor er det mit postulat, at fasten skal forstås anderledes, end man normalt er tilbøjelig til. Man kan måske også næsten høre det komiske i en faste, hvor man undlader søde sager eller alkohol. Man hører det for sig, lettere karrikeret: ”Jeg var sulten, og du undlod at spise slik, jeg var tørstig, og du undlod at drikke alkohol”. Man kan godt høre, at det lyder lidt komisk. Derfor handler fasten i virkeligheden om en skærpet bevidsthed om omsorgen for sine medmennesker.
På denne måde bliver begrebet om fasten ændret for altid, hvis man følger Esajas.
Og det er jo i virkeligheden lutheranismen i en nøddeskal: Det er ikke gode gerninger, særlige bodsøvelser, asketisk levevis, mv., der sikrer vejen til frelsen og Guds kærlighed. Nej, når du ikke længere skal bruge dine gode gerninger til din egen frelses skyld, så kan du i stedet bruge demoverfor næsten for næstens egen skyld.
Det er en af kristendommens hovedbudskaber. Du skal acceptere, at du er accepteret af Gud.
Amen.
Kærlighedsgudstjeneste: At være nysgerrig
Prædiken til Kærlighedens Højsang, Paulus' første brev til korintherne, kapitel 13. Holdt den 14. februar 2023 i Tranebjerg Kirke.
Lad os være nysgerrige sammen og spørge: Hvorfor? Hvorfor egentlig?
Jeg ved ikke med jer, kære menighed, men det spørgsmål – hvorfor? – stiller jeg mig selv ganske jævnligt.
Det er ikke udtryk for, at jeg synes, at det hele er mærkeligt eller uforståeligt, hvad det måske også ofte er. Men det udtrykker en grundlæggende nysgerrighed. Hvorfor?
For mange år siden var der på folkeuniversitetet et kursus, der havde overskriften ”hvordan dælen er deres univers?". Kurset havde en mandlig foredragsholder, som igennem litteraturen forsøgte at forså det andet køn – her, det kvindelige.
Hvordan dælen er deres univers? Og det siger sig selv, at spørgsmålet kan vendes 180 grader, så man også spørger omvendt: Hvordan dælen er deres univers?
Som præludium i dag hørte vi vores kirkesanger synge ”Duerne flyver”. Det er en sang fra den gamle danske film, ”Jeg er sgu min egen”, og det er Klaus Rifbjerg, der har skrevet sangen. I øvrigt med musik af Bent Fabricius-Bjerre.
Umiddelbart er det ikke nogen kærlighedssang, men det er tankevækkende, at sangen i filmen bliver sunget, da en mandlig beundrer forsøger at gøre indtryk på pigen, han er vild med.
Og det interessante ved sangen er da også, at den er fuld af undren. Den stiller næsten spørgsmål hele tiden, og når den ikke gør, ser vi billedet af et du, som er alene på pladsen, og kan se duerne flyve væk over byen.
Man ser for sig en person, der står og går i sin egen verden, optaget af disse forunderlige duer. ”Så mærker du hjertet, der også vil lette” – er unægtelig en henvisning til et forelsket hjerte. Faktisk begynder personen at kigge meget langt op i luften, både mod tårnet og solen.
Der er altså et sammenfald mellem duerne og det forelskede hjerte, og derfor er det lidt spøjst, at vi til sidst i sangen hører om to hvide duer på vej. Ikke mindst, da sangen slutter med spørgsmålet: ”Flyver de hen til dig?”. Der lader til at være en iboende tvivl, både om duerne og om det forelskede hjerte. Måske.
Og hvorfor har jeg ikke valgt en tekst, der var mere klar i mælet, når det gælder kærligheden, kan man måske spørge.
Ud over, at jeg selv holder rigtig meget af sangen – jeg kan godt lide den undrende stemning i tekst og musik – så kan jeg også godt lide, det lidt mystiske i sangen, det uudsagte. Man har en god fornemmelse af, hvad den handler om, og så alligevel ikke.
Hvilket får mig til vende tilbage til førnævnte titel ”hvordan dælen er deres univers”?
For hvis der er noget, der driver – eller kan drive – et menneskeliv, så er det undren og nysgerrighed.
Nu er der sikkert en eller to, der sidder og tænker, at vi kan vel ikke være nysgerrige hele tiden, der er vel også en hverdag, der skal hænge sammen.
Og det er selvfølgelig rigtigt. Det gælder vel sådan set alt, der kan opleves som ud over det sædvanlige. Det kan ikke være sådan hele tiden.
Alligevel kan jeg ikke lade være at ønske, at vi var mere nysgerrige. Der var engang et teleselskab, der havde sloganet, samtale fremmer forståelsen. Jeg vil hævde, at nysgerrighed fremmer forståelsen.
Før, nede ved alteret, læste jeg flere versioner af kærlighedsbuddet. Og det kristne kærlighedsbud er ubetinget. Det er ikke til at forhandle med, om man så kan sige. Men jeg tænker, at det er menneskeligt umuligt, ikke at have forbehold. Og her forestiller jeg mig, at nysgerrighed vil kunne gøre en forskel.
Nysgerrighed og undren har mindst to fordele.
Dels vil jeg påstå, at det helt elementært holder os i live, og gør omgangen med andre mennesker – især dem, der ikke ligner os selv – gør omgangen med andre mennesker nemmere.
Og dels, vil jeg påstå, at hvis man er nysgerrig, hver gang man undrer sig over et andet menneskes handlinger, synspunkter eller lignende, så anerkender man også, at den anden måske kunne have ret, at man måske kunne lære noget nyt. Og det behøver vel at mærke ikke at være særligt dybt.
Jeg ynder at sige, at kærlighedsbuddet udleves særligt intenst indenfor rammerne af ægteskabet. Og jeg tænker da også, at netop nysgerrigheden udfolder sig særligt intens indenfor ægteskabet. Om det ligefrem bliver med spørgsmålet ”hvordan dælen er hans eller hendes univers”, eller blot en fascination af den andens særheder, er nok ikke det afgørende.
Men med en livslang nysgerrighed, undren eller fascination af den anden.
Så mærker du hjertet, der også vil lette.
Amen.