DEN ULYKKELIGSTE

 

En begeistret Tiltale til

[MED-AFDØDE].

 

DECORATION I FREDAGSMØDERNE

 


Den ulykkeligeste

 

Afhandlingen “DEN ULYKKELIGSTE. En begeistret Tiltale til [MED-AFDØDE] (oversat fra græsk). DECORATION I FREDAGSMØDERNE” har også en bid af humor i sig, igen på grund af tonen. Den indledes således:

 

“Der skal som bekjendt etsteds i England være en Grav, der ikke udmærker sig ved et pragtfuldt Monument eller en veemodig Omgivelse, men ved en lille Indskrift - “den Ulykkeligste”. Man skal have aabnet Graven, men intet Spor fundet af et Liig. Vækker det meest Forundring, at man ikke fandt et Liig, eller at man aabnede Graven?”. (EE1, 201)

 

Jeg kan som læser af denne afhandling ikke lade være at spekulere på, hvad Æsthetiker A mon nu har i posen. Og pointen i ovenstående falder som en bombe:

 

“Da lod det sig forklare, hvorfor Graven var tom, for at betegne, at den Ulykkeligste var Den, der ikke kunde døe, der ikke kunde slippe ned i en Grav. Da var Sagen afgjort, Svaret let: thi ulykkeligst var Den, der ikke kunde døe, lykkelig Den, der kunde det; lykkelig Den, der døde i sin Alderdom, lykkeligere Den, der døde i sin Ungdom, lykkeligst Den, der døde idet han blev født, allerlykkeligst Den, der aldrig var født. Men saaledes er det ikke, Døden er den fælleds Lykke for alle Mennesker, og forsaavidt som derfor den Ulykkeligste ikke er funden, da maa han være at søge indenfor denne Begrænsning”. (EE1,202f)

 

Den ulykkeligste må altså være at finde blandt de levende, en person, som lige så godt kunne være død: En levende død.

Og hvem er det?

 

“Ulykkelig er nu Den, der har sit Ideal, sit Livs Indhold, sin Bevidstheds Fylde, sit egentlige Væsen paa en eller anden Maade udenfor sig. Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig selv nærværende. Men fraværende kan man aabenbar være enten i den forbigangne eller den tilkommende Tid. (...)  Den Ulykkelige er altsaa fraværende.”. (EE1,204)

 

Hvis man er i “den forbigangne Tid”, så er det i erindringen, man er nærværende, hvis man er i “den tilkommende Tid” er det tilsvarende i håbet, at man lever, er “nærværende” (eller “præsentisk”). Således har man “sit Livs Indhold (...) udenfor sig” og er altid sig selv fraværende.

Men, fortsætter Æsthetiker A., “i stræng Forstand” er en sådan person ikke ulykkelig, når blot han er nærværende i enten håbet eller i erindringen:

 

“Imidlertid kan man dog ikke i stræng Forstand kalde en Individualietet ulykkelig, der er præsentisk i Haab eller i Erindring. Det, her nemlig maa udhæves, er, at han er præsentisk deri. Vi ville ogsaa see deraf, at eet Slag, det være iøvrigt saa tungt som det være vil, umulig kan gjøre et Menneske til det ulykkeligste. Eet Slag kan nemlig enten kun berøve ham Haabet og derved gjøre ham præsentisk i Erindringen, eller Erindringen og derved præsentisk i Haabet”. (EE1,204)

 

Derimod,

 

“Naar nemlig en Individualitet, idet den mister Haabet, istedetfor at blive en erindrende Individualitet, vil vedblive at være en haabende, saa have vi en saadan Formation [af ulykkelige]. Naar en Individualitet, idet han mister Erindringen, eller idet han Intet har at erindre, ikke vil blive en haabende, men vedblive at være en erindrende, saa have vi en Formation af Ulykkelige”. (EE1,205)

 

ALTSÅ: Når én mister håbet, men alligevel insisterer på at håbe, selvom der intet håb er, har vi en “Formation af Ulykkelige”. Og når én “idet han mister Erindringen, eller idet han Intet har at erindre”, men ikke vil begynde at håbe i stedet for, men insisterer på at erindre, har vi ligeledes en “Formation af Ulykkelige”.

 

Disse to “i strængere Forstand” ulykkelige formationer bliver nu kombineret. Og det gælder om at holde tungen lige i munden nu:

 

“Den ulykkelige haabende Individualitet kunde ikke blive sig selv præsentisk i sin Haaben, ligesom den ulykkelige erindrende. Combinationen kan kun være denne, at det, der forhindrer ham i at blive præsentisk i sin Haaben, er Erindringen, det, der forhindrer ham i at blive præsentisk i Erindringen, er Haabet. Dette ligger deri paa den ene Side, at han bestandig haaber, hvad der skulde erindres; hans Haab bliver bestandig skuffet, men idet det bliver skuffet, opdager han, at det ikke kommer deraf, at Maalet bliver skudt længere ud, men deraf, at han er Maalet forbi, at det allerede er oplevet eller skulde være oplevet og saaledes gaaet over i Erindringen. Paa den anden Side erindrer han bestandig hvad han skulde haabe; thi det Tilkommende har han allerede i Tanken taget op, i Tanken har han oplevet det, og dette Oplevede erindrer han, istedetfor at han skulde haabe det. Det han altsaa haaber, ligger bag ved ham, det, han erindrer, ligger foran”. (EE1,206)

 

Det er med andre ord det totale fravær, den totale mangel på nærvær, der her udfoldes. Aldrig nærværende i det nærværende. Altid i erindringen eller håbet, men netop ikke nærværende i hverken erindringen eller håbet.

Så, “Hans Liv er ikke baglænds, men i dobbelt Retning bagvendt” (EE1,206f), da han har sit håb i fortiden og sin erindring i fremtiden.

Denne tankegang kører Æsthetiker A nu helt ud:

 

“Hans Liv kjender ingen Ro og har intet Indhold, han er sig ikke præsentisk i Øieblikket, (...) Han kan ikke blive gammel, thi han har aldrig været ung; han kan ikke blive ung, thi han er allerede bleven gammel; han kan paa en Maade ikke døe, thi han har jo ikke levet; han kan paa en Maade ikke leve, thi han er jo allerede død; han kan ikke elske, thi Kjærligheden er altid præsentisk, og han har ingen nærværende Tid, ingen tilkommende, ingen forbigangen, og dog er han en sympathetisk Natur, og han hader Verden, kun fordi han elsker den; han har ingen Lidenskab, ikke fordi han mangler den, men fordi han i samme Øieblik har den modsatte, han har ikke Tid til Noget, ikke fordi hans Tid er opfyldt af Andet, men fordi han slet ingen Tid har; han er afmægtig, ikke fordi han mangler Kraft, men fordi hans egen Kraft gjør ham afmægtig”. (EE1,207f)

 

Men hvem er da den ulykkeligste? Hvem er i en tilstand af dette totale fravær? Hvem er en levende død?

I sin søgen kommer Æsthetiker A omkring både Job, Kain og Abels far (sådan benævnes Adam af æstetikeren) og Jesus. Men ingen af disse er “den Ulykkeligste”.

Job “tabte Alt; thi hvad han bevarede det ligger udenfor vor Interesse [altså troen]. Ærbødighed tilkommer ham, kjære [medafdøde], for hans graae Haar og hans Ulykke. Han tabte Alt; men han havde besiddet” (EE1,209).

Kains far (“den forlorne Søns Fader”) håber: “Ikke sidder han hjemme ved Arnestedet i Sæk og Aske; han er staaet op fra sit Hjem, har forladt Alt for at søge den Fortabte; han griber efter ham, men hans Arm naaer ham ikke, han raaber efter ham, men hans Stemme indhenter ham ikke. Dog han haaber, om end gjennem Taarer, han øiner ham, om end gjennem Taager, han indhenter ham, om end i Døden. Hans Haab gjør ham bedaget, og Intet binder ham til Verden uden det Haab, han lever for”. Men han håber dog. Og Jesus “var ulykkelig. Og dog blev han jo lykkelig, han blev jo hvad han ønskede at blive, han blev Martyr, om hans Martyrium end ikke blev, hvad han havde villet, at nagles til Korset eller at kastes for vilde Dyr, men levende at brændes, langsomt at fortæres af en sagte Ild” (Det forekommer mig, at Æsthetiker A. har en indsigt i Jesu inderste ønsker, som vi andre ikke er i besiddelse af!)(EE1,209).

 

Men hvem er det da? Hvem er dog den ulykkeligste?

 

“der staaer han, Udsendingen fra Sukkenes Rige, Lidelsernes udkaarne Yndling, Sorgens Apostel, Smertens tause Ven, Erindringens ulykkelige Elsker, i sin Erindren forvirret af Haabets Lys, i sin Haaben skuffet af Erindringens Skygger. Hans Hoved er besværet, hans Knæ er slappet, og dog hviler han sig kun paa sig selv. Han er mat og dog hvor kraftfuld, hans Øie seer ikke ud til at have udgydt, men drukket mange Taarer, og dog flammer der en Ild deri, der kunne fortære hele Verden, men ikke en Splint af Sorgen i hans eget Bryst; han er bøiet, og dog varsler hans Ungdom ham et langt Liv, hans Læbe smiler ad den Verden, der misforstaaer ham. Staaer op, kjære [med-døde], bøier Eder, Sorgens Vidner, i denne høitidelige Time. Jeg hilser Dig, store Ubekjendte, hvis Navn jeg ikke veed, jeg hilser Dig med Din Hæderstitel: den Ulykkeligste”. (EE1,210)

 

Han går forbi graven, og forbliver aldeles anonym – og en levende død.

 

Teksten slutter:

 

“Staaer op, kjære [med-døde]! Natten er forbi, Dagen begynder atter sin utrættede Virksomhed, aldrig, som det synes, kjed af, evig og evig at gjentage sig selv”. (EE1,211)

 

***

 

For en god ordens skyld: Det er ikke den kendte tanke, at det er døden, der giver livet værdi, æstetikeren udfolder i teksten. Tværtimod: Livet har ingen værdi, derfor kunne man ligesågodt være død. Det er denne holdning, der kommer til udtryk i teksten.

H. C. Andersens “Grantræet” er et eventyr om et grantræ, der hele tiden er nærværende i erindringen eller nærværende i håbet (Jvf. Møllehaves “Vor tids tid”). Selvom det aldrig er nærværende i nuet, kan den altså ikke kategoriseres som den ulykkeligste - den er trods alt nærværende i hhv. erindringen og håbet.

 

Men den, der ikke engang kan være nærværende i håbet eller nærværende i erindringen - han er den ulykkeligste blandt dem, der lever, men altså lige så godt kunne være døde. Når den ulykkeligste er død, er han jo ikke længere den ulykkeligste!

 

Man kan ikke just kalde Æsthetiker A for et nærværende menneske. Men totalt fraværende er han heller ikke. Det er ikke fordi, der er så megen liv i ham. Alt er jo grundlæggende meningsløst og det bliver aldrig bedre - håbet har han kastet bort.

Men man kan måske sige, at Æsthetiker A. er nærværende i erindringen, dog kun for netop ved erindringen at kunne glemme igen, hvis det er det han vil, jvf. forrige afsnit.

Men hans bestandige stræben efter at fylde livet ud med nydelse i passende mængder - ved at erindre og glemme - er faktisk ét lyspunkt i æstetikerens liv. For det er i disse få øjeblikke, hvor han synes at leve, hvor han synes at være til. Selvom det i en anden forstand kun bekræfter hans elendighed, for disse momenter opsøger han kun for at flygte fra kedsomheden og den rungende tomhed. Han gør det altså ikke af lyst i egentlig forstand, men, som tidligere nævnt, udelukkende for at fylde tomheden ud. Men hvis Æsthetiker A kan siges at have nogen livsenergi, er det i hvert fald i disse flygtige momenter, den udfolder sig.

 

Det eneste tidspunkt, hvor han oplever personer, der virkelig lever med lidenskab, som fylder hele livet ud, er, når han læser i Det gamle Testamente eller læser Shakespeare. “der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der snyder man” (EE1,31)  - eller når han lytter til Mozarts Don Juan, jvf. “Diapsalmata” (ouverturen).

 

For selvom Æsthetiker A. altså også kender til den livsenergi, der kan ligge i lidenskaben, kommer lidenskaben her til udtryk på en måde, som kun kan eksistere i fiktionen eller i musikken.

En aldeles ufragmentarisk lidenskab, som han er så meget desto mere fascineret af.

Den største beundring tilkommer Mozarts Don Juan, som han derfor har skrevet en afhandling om.