FORFØRERENS DAGBOG
Fiktion/virkelighed? - om at leve poetisk
Vi er nu nået til finalen iEnten-Ellers første del, nemlig romanen “Forførerens Dagbog”. De foregående tekster var tydeligt skrevet af Æsthetiker A. Men:
“Det sidste af A.s Papirer er en Fortælling, betitlet: Forførerens Dagbog. Her møde nye Vanskeligheder, idet A ikke erklærer sig for Forfatter, men kun for Udgiver. Det er et gammelt Novellist-Kneb, som jeg [dvs. Victor Eremita] ikke skulde have videre at indvende imod, naar det ikke bidrog til at gjøre min Stilling saa forviklet, idet den ene Forfatter kommer til at ligge inden i den anden som Æsker i et chinesisk Æskespil. Til nærmere at udvikle, hvad der bestyrker mig i min Mening, er her ikke Stedet; kun vil jeg bemærke, at den Stemning, der hersker i A.s Fortale, paa en Maade røber Digteren. Det er virkelig, som om A selv var bleven bange for sit Digt, der som en urolig Drøm vedblev at ængste ham, ogsaa medens den fortaltes. Var det en virkelig Begivenhed, i hvilken han var bleven Medvider, saa forekommer det mig besynderligt, at Fortalen intet Præg bærer af A.s Glæde over at see den Idee realiseret, der oftere har foresvævet ham. Ideen til Forføreren findes antydet saavel i den Opsats om det Umiddelbar-Erotiske, som i Skyggeridsene, at nemlig Analogien til Don Juan maa være en reflecteret Forfører, der ligger i det Interessantes Kategori, hvor derfor ikke bliver Spørgsmaal om, hvor Mange han forfører, men om, hvorledes. Til en saadan Glæde finder jeg intet Spor i Fortalen, men vel, som bemærket, en Bæven, en vis Horreur, der vel har sin Grund i hans digteriske Forhold til denne Idee”. (EE1,14f)
Dette citat fra indledningen, skrevet af Victor Eremita, mere end antyder, at Æsthetiker A sandsynligvis er forfatteren til Forførens Dagbog. Om Æsthetiker A ligefrem selv har udført det eksperiment, som Forførerens Dagbog er et udtryk for, vides ikke med sikkerhed. Og det er heller ikke vist, om han ‘bare’ var været iagttager af eksperimentet, et eksperiment, der ikke ligger ham fjernt (som digter?), jvf. blandt andet afhandlingen om Don Juan.
Æsthetiker A foregiver altså blot at være udgiver af dagbogen (hvilket han heller ikke synes at være særlig stolt af - men han har dog gjort det).
Indledningen til selve dagbogen, som i hvert fald er skrevet af Æsthetiker A, starter:
“Ikke kan jeg dølge for mig selv, neppe blive Herre over den Angst, der i dette Øieblik griber mig, da jeg for min egen Interesses Skyld beslutter mig til at tage en nøiagtig Reenskrift af den flygtige Afskrift, jeg kun i største Hast og med megen Uro i sin Tid var istand til at forskaffe mig”. (EE1,281)
En “flygtig Afskrift”? I indledningen beskriver Æsthetiker A dagbogen som noget, han har fundet i en skuffe, der var forladt åbnet.
Men måske er det altsammen blot “et gammelt Novellist-Kneb”, som Victor Eremita jo mistænker det for at være. Således kan Æsthetiker A. lede læseren bort fra sig selv som den egentlige forfatter. I den sammenhæng er det jo ligegyldigt om dagbogen kun er As fantasi, om den virkelig er selvoplevet, eller om han blot har været medvider. Han kan jo sagtens være forfatteren i alle tre tilfælde.
Om titlen siger Æsthetiker A:
“Titlen er valgt med megen Smag og megen Forstand, med sand æsthetisk, objektiv Overlegenhed over ham selv [dvs. Johannes Forføreren] og over Situationen. Denne Titel staaer i fuldkommen Harmoni med hele Indholdet. Hans Liv har været et Forsøg paa at realisere den Opgave at leve poetisk. Med et skarpt udviklet Organ for at udfinde det Interessante i Livet, har han vidst at finde det, og efterat have fundet det bestandigt halvt digterisk reproduceret det Oplevede”. (EE1,282)
Som Æsthetiker A beskriver det, har Johannes Førførerens projekt eller mission, ja hans hele liv, været et forsøg på at realisere den opgave, at leve poetisk.
Hvilket til forveksling er det samme som at kunne kunsten at erindre og glemme, som vi læste om i “Vexeldriften”.
Allerede i Vexeldriften stod der:
“Jo mere poetisk man husker, jo lettere glemmer man, thi det at huske poetisk er egentlig blot et Udtryk for at glemme. Naar jeg husker poetisk, saa er der allerede foregaaet den Forandring med det Oplevede, hvorved det har tabt alt det Piinlige. For saaledes at kunne erindre, maa man være opmærksom paa, hvorledes man lever, især hvorledes man nyder”. (EE1,270)
Johannes Forførerens liv er forførelse, er nydelse. Hverken mere eller mindre. Han lever “poetisk”: Hvad situationen ikke har i forvejen, tilføjer han og hvad der er for meget af, fjerner han. Hans liv er gentagne eksperimenter i kunsten at forføre, at udfinde det “Interessante i Livet”. For herefter “halvt digterisk” (EE1,282) at reproducere det oplevede. Men hvis hændelserne/episoderne i dagbogen virkelig er oplevet i virkeligheden (eller foregiver at være),
“Hvorledes lader det sig nu forklare, at Dagbogen desuagtet har faaet et saadant digterisk Anstrøg? Svaret herpaa er ikke vanskeligt, det lader sig forklare af den digteriske Natur, der er i ham, der, om man saa vil, ikke er riig nok, om man saa vil, ikke fattig nok til at adskille Poesi og Virkelighed fra hinanden. Det Poetiske var det Mere, han selv bragte med sig. Dette Mere var det Poetiske han nød i Virkelighedens poetiske Situation; dette tog han atter tilbage i Form af digterisk Reflexion. Det var den anden Nydelse, og Nydelse var hele hans Liv beregnet paa. I første Tilfælde var Pointet det, at han egoistisk personlig nød det, som deels Virkeligheden gav ham, deels han selv havde besvangret Virkeligheden med; i andet Tilfælde blev hans Personlighed forflygtiget, og han nød da Situationen og sig selv i Situationen. I første Tilfælde behøvede han bestandig Virkeligheden som Anledning, som Moment; i andet Tilfælde var Virkeligheden druknet i det Poetiske. Det første Stadiums Frugt er saaledes den Stemning, af hvilken Dagbogen er fremgaaet som det andet Stadiums Frugt, dette Ord taget i sidste Tilfælde i en noget anden Betydning end i første. Det poetiske har han saaledes bestandigt havt ved den Tvetydighed, i hvilken hans Liv gik hen”. (EE1,283)
ALTSÅ: Johannes Forføreren behøvede det virkelige liv som anledning, som moment, og det poetiske var det mere, han selv bragte med sig og “nød i Virkelighedens poetiske Situation”. Og “dette tog han atter tilbage i Form af digterisk Reflexion”, som så bliver - i en anden betydning - “Virkeligheden druknet i det Poetiske”.
Det er med andre ord ren manipulation at leve “poetisk”, da man gør poesi til virkelighed og omvendt - eller rettere: det bliver blandet sammen. Således også med dagbogen. Hvad der er virkelighed og hvad der er poesi, lader sig ikke afgøre (Jeg kan ikke lade være at tænke på et udsagn af forfatteren (og meget mere) Per Aage Brandt: “Poesi er for helvede ikke fiktion!” (set i Ildfisken nr. 16/1997, s.9). Hvorvidt de bruger udtrykket “poesi” på samme måde vil jeg ikke diskutere her. Jeg kom blot til at tænke på, at Johannes Forføreren formentlig med et smil ville give ham ret - naturligvis set fra en æstetisk livsanskuelse).
Jeg vil nu advare min egen læser om det følgende. Jeg er ikke litteraturhistoriker, men ville nemt kunne blive overbevist af en sådan om, at Forførerens Dagbog beskriver en af de smukkeste piger i verdenslitteraturen. Og et af de mest kyniske menneskelige eksperimenter. Dette eksperiment, at leve poetisk, bliver gennemført til mindste detalje i denne dagbog.
Det er kunsten at forføre en pige, der udfoldes. At hun forlades øjeblikkelig efter eksperiments fuldbyrdelse, nævnes allerede i indledningen, hvor nogle af Cordelias (det hedder hun nemlig, denne smukke pige) breve til Johannes bliver citeret.
“Kort efter at han [Johannes ] havde forladt Cordelia, modtog han fra hende et Par Breve, som han sendte uaabnede tilbage. Blandt de Breve, Cordelia overlod mig, vare ogsaa disse. Hun havde selv brudt Seglet, og jeg tør vel ogsaa tillade mig at tage en Afskrift af dem”. (EE1,289)
Æsthetiker A. skriver, at han har kendt Cordelia og at hun har overladt en mængde breve til ham. Blandt disse breve var bl. a. dette, der er kommet uåbnet retur til hende fra Johannes. Det giver måske en fornemmelse af hendes tilstand efter Johannes er pist væk igen:
“Johannes! Er der da slet intet Haab? Skulde Din Kjærlighed aldrig vaagne igjen; thi at Du har elsket mig, det veed jeg, om jeg end ikke veed, hvad det er, der forvisser mig herom. Jeg vil vente, om Tiden end bliver mig lang, jeg vil vente, vente til Du er træt af at elske Andre, da skal Din Kjærlighed til mig atte staae op af sin Grav, da vil jeg elske Dig som altid, takke Dig som altid, som fordum, o Johannes, som fordum! Johannes! er Din hjerteløse Kulde imod mig, er det Dit sande Væsen, var Din Kjærlighed, Dit rige Hjerte Løgn og Usandhed, er Du da nu atter Dig selv! Hav Taalmodighed med min Kjærlighed, tilgiv, at jeg vedbliver at elske Dig, jeg veed det, min Kjærlighed er en Byrde for Dig; men der vil dog komme den Tid, da Du vender tilbage til Din Cordelia. Din Cordelia! Hør dette bedende Ord! Din Cordelia, Din Cordelia. Din Cordelia.”. (EE1,290)
Og hvad med Johannes?
“Hans Straf har en reen æsthetisk Charakteer; thi selv det, at Samvittigheden vaagner, er for ethisk et Udtryk om ham; Samvittigheden gestalter sig for ham blot som en høiere Bevidsthed, der yttrer sig som en Uro, der end ikke i dybere Forstand anklager ham, men holder ham vaagen, ingen Hvile under ham i hans ufrugtbare Rastløshed”. (EE1,286)
Æsthetiker A. nævner også, at det er uvist, hvorvidt Johannes har forført andre end Cordelia. At Æsthetiker A. nævner disse ting - både at han har fået overgivet nogle af Cordelias breve, og at han ikke ved, hvor mange Johannes har forført, kan dog sagtens være en del af arrangementet, et “Novellist-Kneb” - det bringer jo i så fald opmærksomheden bort fra Æsthetiker A. - som værende Johannes selv. Hans oplysninger kan godt være rigtige, vi ved det bare ikke.
Lad os først iagttage Cordelias første, fatale skridt. Dagbogen starter:
“Forsigtighed, min skjønne Ubekjendte! Forsigtighed; at træde ud af en Karreet er ikke saa let en Sag, stundom et afgjørende Skridt. Jeg kunde laane Dem en Novelle af Tieck, hvoraf De vilde see, at en Dame ved at stige ned af en Hest i den Grad indviklede sig i en Forvikling, at dette Skridt blev definitivt for hele hendes Liv. Trinene paa Karreterne ere i Almindelighed ogsaa saa forkeert indrettede, at man næsten nødsages til at opgive al Gratie og vove et fortvivlet Spring i Armene paa Kudsk og Tjener. Ja, hvad Kudsk og Tjener har det godt; jeg troer virkelig jeg vil søge en Ansættelse som Tjener i et Huus, hvor der er unge Piger; en Tjener bliver let Medvider i saadan en lille Frøkens Hemmeligheder. - Men spring dog for Guds Skyld ikke, jeg beder Dem; det er jo mørkt; jeg skal ikke forstyrre Dem, jeg stiller mig blot ind under denne Gadelygte, saa er det Dem umuligt at see mig, og man er dog bestandig blot seet i samme Grad, som man seer - altsaa af Omsorg for Tjeneren, der maaske ikke vil være istand til at modstaae et saadant Spring, af Omsorg for Silkekjolen, item [ligesom] af Omsorg for Kniplingsfryndserne, af Omsorg for mig lad denne nydelige lille Fod, hvis Smalhed jeg allerede har beundret, lad den forsøge sig i Verden, vov at forlade Dem paa den, den vil vel finde Fodfæste, og gyser det et Øieblik i Dem, fordi det er som om den forgjeves søgte det, hvorpaa den kan hvile sig, ja gyser De endnu, efterat den har fundet det, saa træk hurtigt den anden Fod til, hvo vilde vel være saa grusom at lade Dem svæve i denne Stilling, hvo saa uskjøn, saa langsom i at følge det Skjønnes Aabenbarelse. Eller frygter De endnu nogen Uvedkommende, Tjeneren dog vel ikke, mig ei heller, thi jeg har jo allerede seet den lille Fod, og, da jeg er Naturforsker, har jeg af Cuvier lært deraf med Sikkerhed at gjøre Slutninger. Altsaa rask til! Hvor denne Angst forhøier Deres Skjønhed. Dog Angst er ikke skjøn i og for sig, den er det kun, naar man i samme Øieblik seer den Energi, der overvinder den. Saaledes. Hvor fast staaer nu ikke den lille Fod. (...) Hvor er hun dog skjøn! Stakkels Speil [der i dette øjeblik spejler hende i en butik, hun er gået ind i], det maa være en Qval, godt, at Du ikke kjender Jalousi. Hendes Hoved er fuldkommen ovalt, hun bøier det lidt forover, derved høines Panden, der hæver sig reen og stolt uden al Aftegning af Forstands-Organer. Hendes mørke Haar slutter sig ømt og blødt om Panden. Hendes Ansigt er som en Frugt, enhver Overgang fyldig rundet; hendes Hud er gjennemsigtig, som Fløiel at berøre, det kan jeg føle med mit Øie. Hendes Øie - ja det har jeg endnu ikke seet, det er skjult af et Laag, væbnet med Silkefryndser, der bøie sig som Hager, farlige for Den, der vil møde hendes Blik. Hendes Hoved er et Madonna-Hoved, Reenhed og Uskyld dets Præg; hun bøier sig ligesom Madonna ned, men hun er ikke fortabt i Beskuelsen af det Ene; det giver en Afvexling i Udtrykket i hendes Ansigt. Det, hun betragter, er det Mangfoldige, det Mangfoldige, over hvilket den jordiske Pragt og Herlighed kaster en Afglands. Hun trækker sin Handske af for at vise Speilet og mig en høire Haand hvid og vel formet som en Antik, uden nogen Prydelse, end ikke en flad Guldring paa den fjerde Finger - bravo ! - ”. (EE1,291-293)
Samtidig med at dagbogen udfolder et bidende kynisk eksperiment, udfolder den altså også disse svimlende poetiske - og meget meget fine - beskrivelser af “det smukke Kjøn”. Aage Henriksen har talt tolv skitser af erotiske situationer, der udfoldes uden for selve hovedhandlingen i romanen. (jvf. hans bog “Kierkegaards romaner”). Men disse må læseren glæde sig til at læse i romanen selv!
Han bliver naturligvis besat af denne skønhed, selvom han et sted indrømmer, at han måske ikke i egentlig forstand er forelsket - “i den Grad at den berøver mig Fatningen”. Han nyder synet af pigen og af den leg, han allerede er begyndt på. Så selvom han er beruset af denne leg, mister han ikke fodfæstet, han er “rolig som Klintekongen”.
Han bruger megen tid på at lede efter hende. De smukke unger piger, som foråret trækker ud på gaderne, glæder ham “mere end nogensinde”, men han har ikke lyst at nyde dem. Kun Cordelia søger han overalt, men ser hende ikke.
Det får ham til at anråbe TILFÆLDET om hjælp:
Og det virker. Han får igen øje på hende, ved et tilfælde.
Det turde næsten være indlysende, at det der betager Johannes, er Cordelias reneste, rene uskyld, uvidende om det erotiske, der endnu ikke er vækket i hende. “Et Veemod var der udgydt over hende som Skovduens Kurren, en dyb Længsel, som Intet savnede” (EE1,306).
Denne tanke for ham til at smage på ordet koketteri (“Coquetteri”):
“En ung Pige bør derfor heller ikke være interessant, thi det Interessante indeholder altid en Reflexion paa sig selv (...) En ung Pige, der vil behage ved at være interessant, vil nærmest behage sig selv. Dette er fra Æsthetikens Side, hvad der er at indvende mod alskens Coquetteri. En anden Sag er det med alt det uegentlige Coquetteri der er Naturens egen Bevægelse; saaledes den qvindelige Blufærdighed, der altid er det skjønneste Coquetteri”. (EE1,314)
Det er den “qvindelige Blufærdighed”, der betager ham. Har pigen opdaget sin seksualitet, sin egen skønhed, ved hun at gøre sig selv interssant - egentlig koketteri er bevidsthed om sit køn, sin seksualitet og sin egen skønhed. Hun må ikke være ‘subjektivt reflekterende’, hun skal være umiddelbar. Når først Johannes har bragt hende til syndefaldet er hun uden interesse.
Derfor kan han med glæde sige om Cordelia: “Hun har Phantasi, Sjæl, Lidenskab, kort, alle Substantialiteter, men ikke subjectivt reflecterede” (EE1,317).
Hun er altså endnu ikke bleven bevidst om sin egen seksualitet, men har den naturligvis i sig.
Og det er Johannes Forførens plan at erobre denne uskyldighed. Langsomt vække det erotiske i hende.
Men hun skal hengive sig til ham frivilligt. Hele planen går ud på, at få hende til at hengive sig til ham - af egen fri vilje, om man så kan sige: “Jeg er en Ven af Frihed, og hvad jeg ikke faaer frit, det bryder jeg mig aldeles ikke om”. Selvom hun altså ikke rigtigt ved, hvad hun - når den tid kommer - hengiver sig til.
Et sted skriver han generelt om kunsten at nyde:
“Kunsten er i Forhold til Indtryk at være saa modtagelig som muligt, at vide, hvad Indtryk man gjør paa, og hvad Indtryk man faaer af enhver Pige. Paa den Maade kan man endog være forelsket i Mange paa eengang, fordi man er forskjelligt forelsket i den Enkelte. At elske Een er for lidt; at elske Alle er Overfladiskhed; at kjende sig selv og elske saa mange som muligt, at lade sin Sjæl skjule alle Elskovens Magter i sig saaledes, at hver faaer sin bestemte Næring, medens dog Bevidstheden omfatter det Hele - det er Nydelse, det er at leve”. (EE1,334f)
Han indsuger således hele tiden, hvordan Cordelia reagerer, indsuger konstant hendes sindstilstand, hendes afsky, nysgerrighed og skjulte nik og blik. Og han bruger det alt sammen i sin plan. Og nyder hvert et træk.
Hun bliver langsomt fanget i hans net, uden hun rigtigt er klar over det. Kun ved ham er hun kvinde, kun ved ham bliver hun erotisk pirret.
Den ubestemmelige angst bliver større og større. Først var der en pludselige forlovelse. Så trak han sig tilbage igen, han manipulerede hende til at bryde denne forlovelse, uden hun blev bevidst om sig selv som kvinde - hun ved faktisk ikke rigtigt, hvad der foregår med hende, er stadig blot umiddelbar, men på en “Spidse” (EE1,392) umiddelbart inden (synde)faldet - og i Johannes’ magt. Han nærmer sig igen for at vække hendes savn og den ubestemmelige længsel - efter ham. Det erotiske bliver altså langsomt vækket i hende - og således den ubestemmelige angst for det, hun ikke ved, hvad er -, men da det er ham, der styrer hendes sind, styrer hendes kvindelighed, er hun kun kvinde i forhold til ham - uden hun er bevidst om det - endnu.
Forførerens Dagbog skildrer med andre ord en kvindes udvikling fra ren umiddelbarhed til syndefald. Den substantielle angst, der ligger i umiddelbarheden er bleven vækket, er kommen til bevidsthed - hun er blevet subjektivt reflekterende. Hun er bleven bevidst om sin egen seksualitet og har fået sproget i sin magt, jvf. brevet, skrevet af Cordelia, som jeg citerede i starten. En sådan kvinde har ingen interesse for Johannes.
Og det er lige inden, nemlig i overgangen fra det umiddelbare til det reflekterende, at Johannes fuldbyrder sit eksperiment. Hvor hun er mest angst, uden rigtig at vide det. Kun således vil hun overgive sig umiddelbart og frivilligt til Johannes, hun bliver ikke tvunget, men overgiver sig betingelsesløst – men igen: uden egentlig at vide, hvad hun gør. Det erotiske i hende er vækket - dog ikke således, at hun forholder sig til den. Det sker netop først efter fuldbyrdelsen. Og så er hun ligegyldig for Johannes, “hun har tabt Duften” (Frit efter Nordentoft, s. 65-71).
***
Som læseren måske har kunnet fornemme, er romanen ét stort psykologisk eksperiment. Jeg har kun skildret eksperimentet gang meget summarisk så man kan få et overordnet indtryk af gangen i romanen ( Den interesserede læser henvises til Aage Henriksens “Kierkegaards Romaner”, side 27-89. Og selvfølgelig til romanen selv. Den kan sagtens stå alene i forhold til de andre tekster i Enten-Eller. Og S.K. ville uden nogen tvivl være blevet et af det forrige århundredes betydeligste forfattere, alene pga denne roman).
Jeg nænner næsten ikke at kalde Cordelia for en spidsborger, men det er efter min mening, hvad hun faktisk er. Hun bliver digtet/skabt - som produkt - af de tilfældige omgivelser, hun tilfældigvis er født ind i. Og tænker ikke over det. Det er også derfor Johannes i romanen lader hende få afsmag for spidsborgerligheden/den formelle forlovelse - det er overhovedet betingelsen for, at han kan skabe hendes vej mod syndefaldet.
Romanen er også et udtryk for digtning på flere niveauer. I begyndelsen - og før romanen starter - bliver Cordelia digtet af sine omgivelser - indtil hun møder Johannes, og især, da han på et tidspunkt bliver ven af huset. Så er det ham, der digter hende. “Hendes Udvikling det var mit Værk” (EE1,410), skriver Johannes.
Der er ikke nogen tvivl om, at Johannes er én stor bedrager, og han er tilmed stolt af det, men hendes hengivenhed er til sidst ubetinget. Hun vil ikke tro, kan ikke tro, at han er en bedrager. Med mindre man kan forestille sig, at hun får besejret sin sorg, vil hun falde med et brag. Cordelia er skabt af Johannes og man kan ikke leve uden sin skaber.
Hvis (musikken) Don Juan forsvandt, ville Elvira ganske vist også forsvinde. Men når blot Don Juan er til - og han er skabt af musikken, da han er absolut musikalsk -, er Elvira også. Hun er ikke skabt af Don Juan, men er ’blot’ til ved ham uanset hvor i verden han er.
Desuden er der Æsthetiker A. Det er ikke sikkert, men man må formode, at han er forfatteren til Forførerens Dagbog. Og uanset om han kender Johannes, om han selv er Johannes, eller det virkelig er ren fiktion/fantasi, er romanen under alle omstændigheder digtet (Apropos Æsthetiker A.s erkendelse af Gud som et meningsløst begreb: Der er ingen (objektive) meningsfulde etikker for digte-kunsten, eller kunsten i det hele taget. Det kan være, at det pågældende kunstværk ikke kan udgives. Men dette forbud vil i alle tilfælde udelukkende sige noget om det pågældende samfunds etik. På den måde står kunsten altid over etikken. At mennesket/kunstneren ikke skaber hvad som helst, skyldes hans egen etik).
For selvom bogen måtte skildre en levet virkelighed, er denne virkelighed dog blevet koncentreret i det skrevne ord - kunstnerisk koncentreret i sproget, kunne man sige.
Derfor: Tilfældet skabte Æsthetiker A., Æsthetiker A. (Johannes?) skabte romanen, i romanens begyndelse skaber omgivelserne Cordelia, og da hun møder Johannes ved et ‘tilfælde’, skaber han hende. Når Johannes anråber tilfældet om hjælp, står han som skaber i en vis forstand over tilfældet, da han jo digter, athan råber tilfældet om hjælp.
I den mere præcise forstand står han selvfølgelig under tilfældet, som en kunstner, der skaber en ikke-tilfældig virkelighed ved det tilfælde, der overhovedet åbner muligheden for skabelsen af den ikke-tilfældige virkelighed: “hvad han beder om er det tilfælde, som åbner muligheder, selv vil han overtage det og frit udfylde det med den virkelighed, som for Cordelia skal blive bindende skæbne. Virkeligheden skal indrømme ham et spor af Cordelia, af dette spor vil han skabe en pikant roman. Som varietétegneren, der i de tilfældige streger, som en tilskuer slår på hans tavle, kan ane omridset af en figur og skabe et billede deraf, således vil Johannes vise sig tilfældet overlegent ved sin skaberkraft; han begærer intet sammentræf, som har en retning i sig, blot det nøgne møde”. (Aage Henriksen,Kierkegaards romaner, s.79).
Eller for at sige det på en anden måde: At skabe og at digte er to sider af samme sag.
I anden del af Enten-Eller er det i høj grad dette at leve poetisk, at leve livet som et eksperiment, som et maskespil, i en evig søgen efter nydelse - for at undgå tomheden og ligegyldigheden - , det synes at være denne måde at leve på, som etikeren kommenterer og forholder sig til, når han skriver til Æsthetiker A.
For Forførerens Dagbog er en gennemført roman om kunsten at nyde, at leve poetisk - som jo er selve livet for Æsthetiker A.
