VEXEL-DRIFTEN

 

Forsøg til en social Klogskabslære.

 


Kedsomheden/tomheden

 

“VEXELDRIFTEN. Forsøg til en social Klogskabslære” handler om kedsomheden. Det er i grunden en uendelig tragisk tekst, men er måske alligevel den sjoveste tekst i Enten-Eller.

Den starter således:

 

“At gaae ud fra en Grundsætning paastaae erfarne Folk skal være meget forstandigt; jeg føier dem og gaaer ud fra den Grundsætning, at alle Mennesker ere kjedsommelige. Eller skulde der være Nogen, der vilde være kjedsommelig nok til at sige mig imod heri?”. (EE1,263)

 

Og kort efter:

 

“Det er besynderligt nok, at Kjedsommelighed, der selv er et saa roligt og adstadigt Væsen, kan have en saadan Kraft til at sætte i Bevægelse. Det er en aldeles magisk Virkning, Kjedsommeligheden udøver, kun at denne Virkning ikke er tiltrækkende men frastødende”. (EE1,263)

 

Han fortsætter sit spil:

 

“Guderne kjedede sig, derfor skabte de Menneskene. Adam kjedede sig, fordi han var alene, derfor skabtes Eva. Fra det Øieblik af kom Kjedsommeligheden ind i Verden, og voxede i Størrelse paa det Nøiagtigste alt eftersom Folkemængden voxede. Adam kjedede sig alene, derpaa kjedede Adam og Eva sig i Forening, derpaa kjedede Adam og Eva og Kain og Abel sig en famille, derpaa tiltog Folkemængden i Verden, og Folkene kjedede sig en masse. For at adsprede sig fattede de den Tanke at bygge et Taarn, der var saa langt, at det ragede op i Skyen. Denne Tanke er ligesaa kjedsommelig som Taarnet var langt, og et forfærdeligt Beviis paa, hvorledes Kjedsommeligheden havde taget Overhaand. Derpaa bleve de adspredte over Verden, ligesom man nu reiser udenlands, men de vedbleve at kjede sig. Og hvilke Følger havde ikke denne Kjedsommelighed. Mennesket stod høit og faldt dybt, først ved Eva, saa fra det babyloniske Taarn”.  (EE1,264)

 

Og han fortsætter:

 

“De, der kjede Andre, ere Plebs, Hoben, Menneskets uendelige Slæng i Almindelighed; de, der kjede sig selv, ere de Udvalgte, Adelen; og saa besynderligt er det, de som ikke kjede sig selv, kjede i Almindelighed Andre. De, der ikke kjede sig, ere i Almindelighed de, der paa en eller anden Maade have travlt i Verden, men disse ere netop derfor de allerkjedsommeligste, de utaaleligste. Denne Dyreclasse er vistnok ikke Frugt af Mandens Begjær og Qvindens Lyst. Den udmærker sig som alle lavere Dyreclasser ved en høi Grad af Frugtbarhed, og formerer sig i det Utrolige. Ubegribeligt var det ogsaa om Naturen behøvede ni Maaneder for at frembringe saadanne Væsener, der vel snarere lod sig frembringe i Sneseviis”. (EE1,266)

 

Og den nok skarpeste beskrivelse af tomheden:

 

“Kjedsommelighed hviler paa det Intet, der slynger sig gjennem tilværelsen, dens Svimmelhed er som den, der fremkommer ved at skue ned i en uendelig Afgrund, uendelig. (...) Adspredelsen gjenlyder uden Efterklang, netop fordi der i Intet end ikke er saa meget, at en Gjenlyd bliver mulig”. (EE1,268)

 

Adspredelsen er så tom, at hulheden end ikke giver genlyd.

Han kommer herefter ind på det begreb, der har givet teksten sit navn:

 

“Paa Forandring raaber Alle, der kjede sig. Heri er jeg ganske enig med dem, kun gjelder det om at handle efter Princip. Min Afvigelse fra den almindelige Anskuelse er tilstrækkeligt udtrykt ved det Ord: Vexeldrift. (...) der beroer paa Forandringens grændseløse Uendelighed”. (EE1,269)

 

Det gælder med andre ord om at kunne ’vexle’ hele tiden, i en uendelighed, så man ikke keder sig:

 

“Man er kjed af at leve paa Landet, man reiser til Hovedstaden; man er kjed af sit Fødeland, man reiser udenlands; man er “europamüde” man reiser til America o.s.v., man hengiver sig til et sværmerisk Haab om en uendelig Reisen fra Stjerne til Stjerne. (...) Den Methode, jeg foreslaaer, ligger ikke i at forandre Jordbunden, men som den sande Vexeldrift i at skifte Drifts-Methoden og Sædearter. Her ligger strax det Begrændsnings Princip, som er det ene frelsende i Verden. Jo mere man begrændser sig selv, desto meer opfindsom bliver man. En eensom Livsfange er saare opfindsom, en Ædderkop kan være ham til stor moro  (...) Jo opfindsommere et Menneske kan være i at forandre Drifts-Methoden, desto bedre; men enhver enkelt Forandring ligger dog inden for den almindelige Regel af Forholdet mellem at erindre og at glemme. Det er i disse to Strømninger at hele Livet bevæger sig, og det gjelder derfor om ret at have dem i sin Magt. Først naar man har kastet Haabet over Bord, først da begynder man at leve kunstnerisk, saa længe man haaber, kan man ikke begrændse sig”.  (EE1,269f)

 

I den uendelige vexlen, den uendelige søgen efter forandring, fra sted til sted, fra ’relation’ til ’relation’, skal man altså, iflg. Æsthetiker A, kunne kunsten aterindre og glemme.

Man skal opgive ethvert håb - så bliver man mere opfindsom! - og således begynde at leve “kunstnerisk”. Æsthetiker A:

 

“Nil admirari [intet at beundre] er (...) den egentlig Leveviisdom. Ethvert Livs-moment maa ikke have mere Betydning for En end at man kan, hvad Øieblik man vil, glemme det; ethvert enkelt Livs-Moment maa fra den anden Side have saa megen Betydning for En, at man hvert Øieblik kan huske det. (...) For saaledes at kunne erindre, maa man være opmærksom paa, hvorledes man lever, især hvorledes man nyder. Nyder man frisk væk indtil det Sidste, tager man bestandig det Høieste med, som Nydelsen kan give, saa vil man hverken være istand til at erindre eller til at glemme. Man har da nemlig intet Andet at erindre end en Overmæthed, som man kun ønsker at glemme, men som nu plager med en ufrivillig Erindring. Naar man derfor mærker, at Nydelsen eller et Livs-Moment for stærkt river En hen, da holder man et Øieblik inde og erindrer. (...) Den, der ikke kan glemme, ham bliver der ikke Meget af”. (EE1,270f)

 

Derfor er

 

“Glemsel (...) den Sax, med hvilken man klipper bort, hvad man ikke kan bruge, vel at mærke under Erindringens allerhøieste Opsyn. Glemsel og Erindring ere saaledes identiske, og den kunstnerisk tilveiebragte Identitet det archimediske Punkt, med hvilket man løfter hele Verden. Naar man siger at skrive Noget i Glemmebogen, saa antyder man jo paa eengang at det glemmes og at det dog opbevares”.  (EE1,272)

 

Alt det ubehagelige bliver således ved erindringen, glemt, klippet bort. Og det ‘behagelige’ bliver ligeledes stoppet - ved den ubehagelige “Overmæthed” - når man stopper op for at erindre. “Der er intet Middel [altså erindringen], der bedre giver Afsmag for at vedblive for længe” og således få “Styr paa Nydelsen” (EE,271). Og ved erindringen glemmes der “under Erindringens allerhøieste Opsyn”.

 

“Naar man saaledes har perfektioneret sig i den Kunst at glemme og den Kunst at erindre, saa er man istand til at spille Fjæderbold med hele Tilværelsen”. (EE1,271)

 

Og kun således kan man holde tomheden rigtigt på afstand.

 

“Den Kunst at erindre og at glemme vil da ogsaa forebygge, at man ikke løber sig fast i noget enkelt Livsforhold, og sikkre En den fuldkomne Svæven. (...) Man vogte sig da forVenskab”. (EE1,272)

 

Venskabsforhold kan selvfølgelig ikke bruges til noget, når man har ovenstående citater in mente. Lever man sit liv i en evig vexeldrift kan man aldrig indgå i noget forhold til andre mennesker.

Og man ønsker det heller ikke - tværtimod, for “det ene Menneske [kan] slet ikke (...) være Andet for det andet Menneske end være i Veien for ham” (EE1,272).

 

Det betyder ikke, at man skal leve uden berøring med andre mennesker, men man skal altid kunne løbe fra det igen, have “Glemselen bag Øret”.

Om ægteskab:

 

“Man indlade sig aldrig i Ægteskab. Ægtefolkene de love hinanden Kjærlighed for evig. Det er nu nemt nok, men har heller ikke stort at betyde; thi bliver man færdig med Tiden, Evigheden bliver man nok færdig med. Naar derfor Vedkommende, istedenfor at sige for evig, sagde: til Paaske, eller til førstkommende Maidag, saa var der dog Mening i deres tale; thi baade sagde man Noget, og Noget, man maaskee kunde holde”. (EE1,273)

 

Og han fortsætter den bidende sarkasme:

 

“Venskabet er allerede farligt, Ægteskabet er det endnu meer; thi Qvinden er og bliver Mandens Ruin, saa snart man contraherer et vedvarende Forhold med hende. Tag et ungt Menneske, fyrigt som en arabisk Hest, lad ham gifte sig, han er tabt. Først er Qvinden stolt, saa er hun svag, saa besvimer hun, saa besvimer han, saa besvimer hele Familien. En Qvindes Kjærlighed er kun Forstillelse og Svaghed”.  (EE1,274)

 

Men

 

“Fordi man ikke indlader sig i Ægteskab, derfor behøver Ens Liv ikke at være uden Erotik. Det Erotiske bør ogsaa have Uendelighed, men poetisk Uendelighed, der ligesaa godt kan begrændses i een Time som i en Maaned. Naar to Mennesker forelske sig i hinanden, og ahne, at de ere bestemte for hinanden, da gjelder det om at have Mod til at bryde af; thi ved at vedblive er kun Alt at tabe, Intet at vinde”. (EE1,274)

 

Jeg har i ovenstående forsøgt at give et billede af den tragik-komiske tone i denne 15 sider lange tekst.

Grundtanken er altså, at man for at holde kedsomheden og overmætheden på afstand, skal kunne kunsten at erindre og glemme.

 

***

 

Det er nok verdens mest rastløse individ, der har skrevet denne tekst. Aldrig for lang tid i et eneste livsmoment, eller for kort tid for den sags skyld. Her er ikke tale om egentlige menneskelige relationer, i bedste fald kun overfladiske berøringer.

Og i sin jagt på nydelse, evt. en flygtig affære, der kan fylde tomheden ud, må der ikke være mere i det, end at han kan glemme det igen, så der ikke er noget at savne, men dog skal der være så meget, at det kan blive en del af hans erindring, men dog så lidt, at han – når han ønsker det – kan glemme det igen, osv.

Og denne stræben efter øjeblikke af nydelse i passende mængder er det eneste, der har nogen egentlig ‘værdi’ for ham. Værdi i den forstand, at det kan fylde tomheden ud - for et øjeblik.