DE UMIDDELBARE EROTISKE

STADIER

 

eller

 

DET MUSIKALSK-EROTISKE

 


Lidenskaben/Don Juan

 

Vi har i ovenståede set på Æsthetiker As livssyn. Det startede med “Diapsalmata” (ouverturen), nogle fragmentariske dagbogsnotater. En atmosfære af livslede, tungsind og kedsomhed emmede fra disse aforismer. De lagde tonen an til de efterfølgende tekster om friheden som en illusion,  tilfældighedernes spil, kedsomheden, osv.

Men i disse aforismer blev, som nævnt i forrige afsnit, også antydet en fascination af Don Juan og hans mange erobringer (1003 alene i Spanien) og ikke mindst Mozarts musik.

Denne voldsommme betagelse af Don Juan kommer især til udtryk i æstetikerens afhandling “DE UMIDDELBARE EROTISKE STADIER eller DET MUSIKALSK-EROTISKE”. Formelt er det en musik-kritisk afhandling, en analyse af Mozarts musik og særligt Mozarts Don Juan. Og han argumenterer for, hvorfor denne opera er et klassisk værk, og hvorfor den blandt disse står øverst.

 

Analysen af de umiddelbare erotiske stadier forløber herefter således:

 

“Første Stadium“ er en analyse af Pagen i Figaros Bryllup, hvor attråen endnu ikke er vågnet, men kun anet.

“Andet Stadium” analyserer Papageno i Tryllefløjten, hvor attråen nok er vågnet, men endnu søgende.

“Tredie Stadium” analyserer Don Juan. Attråen hos Don Juan er hverken drømmende eller blot søgende. Attråen træder klart frem som attrå (Frit efter Nordentoft, s. 50 - 65.).

 

“Erindrer man, at Attraaen er tilstede paa alle tre Stadier, saa kan man sige, at den paa det første Stadium er bestemmet som drømmende, paa det andet som søgende, paa det tredie som attraaende”. (EE1,77)

 

Og

 

“De forskjellige Stadier tilsammen tagne udgjøre det umiddelbare Stadium, og man vil deraf indsee, at de enkelte Stadier mere er en Aabenbarelse af et Prædikat, saaledes at alle Prædikater styrte ned i det sidste [det tredie] Stadiums Rigdom, da dette er det egentlige Stadium. (...) [Men] selv det sidste Stadium [er] endnu ikke (...) kommet til Bevidsthed; jeg har bestandig kun med det Umiddelbare at gjøre i dets fuldkomne Umiddelbarhed”. (EE1,71f)

 

Jeg vil opholde mig ved “det egentlige Stadium”, der analyserer Don Juan og hans attrå. Denne attrå er altså hverken drømmende eller søgende, men træder klart frem som attrå.

 

Først vil jeg lade Æsthetiker A. beskrive sin besættelse af Mozart:

 

“Hvad man har elsket med ungdommeligt Sværmeri, hvad man har beundret med ungdommelig Enthusiasme, hvad man i Sjælens Inderlighed har vedligeholdt en hemmelighedsfuld gaadefuld Omgang med, hvad man har gjemt i sit Hjerte: det nærmer man sig altid til med en vis Sky, med blandet Følelse, naar man veed, at Hensigten er at ville forstaae det. Hvad man Stykke for Stykke har lært at kjende, som en Fugl indsanket hvert lille Straa for sig, gladere over hver lille Deel end over hele den øvrige Verden; hvad det elskende Øre eensomt har indsuget, eensomt i den store Folkemængde, ubemærket i sit lønlige Skjul, hvad det graadige Øre har opfanget, aldrig mættet, det gjerrige Øre har gjemt, aldrig tryg, hvis sagteste Gjenlyd aldrig har skuffet det speidende Øres søvnløse Opmærksomhed; hvad man har levet i om Dagen, hvad man har gjenlevet i Natten, hvad der har forjaget Søvnen og gjort den urolig, hvad man har drømt om i Søvne, hvad man er vaagnet op til for vaagen atter at drømme derom, for hvis Skyld man sprang op midt i Natten af Frygt for at glemme det; hvad der har viist sig for En i de mest begeistrede Øieblikke, hvad man som en qvindelig Syssel altid har havt ved Haanden; hvad der har fulgt En i de lyse, maaneklare Nætter, i eensomme Skove ved Søens Bredder, i de skumle Gader, midt i Natten, ved Morgenens Frembrud, hvad der har siddet med paa Hesten, hvad der har været Selskab i Vognen, hvad Hjemmet har været gjennemtrængt af, hvad Værelset har været Vidne til, hvad Øret har gjenlydt af, hvad der har gjennemtonet Sjælen, hvad Sjælen har indspundet i sin fineste Væv - det viser sig nu for Tanken; som hine gaadefulde Væsener i Fortidens Fortællinger stige op fra Havsens Bund indklædte i Tang, saaledes reiser det sig op af Erindringens Hav indflettet i Minder. Sjælen bliver vemodig og Hjertet blødt; thi det er ligesom man tog Afsked med det, som skiltes man ad for aldrig saaledes mere at mødes igjen hverken i Tid eller Evighed. Man synes, man er det utro, at man har sveget sin Pagt, man føler, man er ikke mere den samme, ikke saa ung, ikke saa barnlig; man frygter for sig selv, at man skal tabe hvad der gjorde En glad og lykkelig og riig; man frygter for det man elsker, at det ved denne Forvandling skal lide, skal vise sig maaskee mindre fuldkomment, at det muligen skal blive Svar skyldigt paa de mange Spørgsmaal, ak, og da er Alt tabt, Trylleriet forsvundet, og det lader sig aldrig fremkalde mere. Hvad Mozarts Musik angaaer, da kjender min Sjæl ingen Frygt, min Tillid ingen Grændse. Deels er nemlig, hvad jeg hidtil har forstaaet, kun saare lidet, og der bliver altid nok tilbage, der skjuler sig i Anelsens Skygger, deels er jeg overbeviist om, at hvis Mozart nogensinde blev mig heel begribelig, da vilde han først blive mig fuldkommen ubegribelig”. (EE1,58ff)

 

Efter sådan en omgang poesi bliver man nødt til at stoppe op og trække vejret.

Og det fortsætter. Under overskriften “Sandselig Genialitet bestemmet som Forførelse” bliver Don Juan præsenteret:

 

“Stærkere end nogensinde før vaagner nu Sandseligheden i hele sin Rigdom, i hele sin Fryd og Jubel, og som Eneboeren i Naturen, det indesluttede Eccho, der aldrig taler først til Nogen eller taler uden at blive spurgt, fandt saa stor Behag i Ridderens Jagthorn og i hans Elskovs-Melodier, i Hundeglammet, i Hestenes Fnysen, at det aldrig blev træt af at gjentage det atter og atter og tilsidst ligesom ganske sagte for sig selv, for ikke at glemme det, saaledes blev hele Verden en fra alle Sider gjenlydende Bolig for Sandselighedens verdslige Aand, medens Aanden havde forladt Verden. Middelalderen veed meget at tale om et Bjerg, som ikke er funden paa noget Kort, det hedder Venus-Bjerget. Der har Sandseligheden sit Hjem, der har den sine vilde Glæder, thi den er et Rige, en Stat. I dette Rige har Sproget ikke hjemme, ikke Tankens Besindighed, ikke Reflexionens møiefulde Erhverven, der lyder blot Lidenskabens elementariske Stemme, Lysternes Spil, Beruselsens vilde Larm, der nydes blot i evig Tummel. Dette Riges Førstefødte er Don Juan“. (EE1,85f)

 

Afhandlingen søger blandt andet at afdække, hvorfor Don Juan kun kan have sit udtryk i musikken. Det er det umiddelbare, der er i centrum, hvor sproget ikke har hjemme, ikke “Reflexionens møiefulde Erhverven”. Så snart han får en smule bevidsthed, er han ikke længere umiddelbar, men bliver individ. Men,

 

“Naar han derimod opfattes i Musik, da har jeg ikke det enkelte Individ, da har jeg Naturmagten, det Dæmoniske, der ligesaalidt bliver træt af at forføre eller færdigt med at forføre som Vinden med at storme, Havet med at vugge sig, eller et Vandfald med at styrte sig ned fra sin Høide”. (EE1,88)

 

At betragte Don Juan som en naturmagt, en urkraft, er en naturlig følge af det totalt umiddelbare, uden reflektionen.

 

“Naar Don Juan fastholdes saaledes, da bliver der Mening og dyb Betydning i Alt. (...) thi saasnart han er et enkelt Individ, falder Accenten paa et ganske andet Sted, det udhæves nemlig, hvem han har forført og hvorledes”. (EE1,88)

 

Den reflekterede forfører vil interessere sig for hvem og hvordan han forfører, ikke Don Juan. Antallet er i princippet heller ikke vigtigt. Han gør det bare.

 

“Kun vil jeg anprise een Egenskab ved det Tal 1003 [alene i Spanien], at det nemlig er ulige og tilfældigt, hvilket ingenlunde er uvigtigt, det gjør nemlig det Indtryk, at Listen ingenlunde er afsluttet, men at Don Juan tvertimod er i Farten”. (EE1,88)

 

Vi har altså at gøre med en storm, et rasende vandfald, den umiddelbare lidenskab, som Don Juan er in persona. Som sådan kan han naturligvis ikke vælge og vrage mellem de kvinder, han forfører. Men det er heller ikke interessant, for det er ikke den enkelte kvinde, han attråer, men kvinden som idé. Det er selvfølgelig den enkelte kvinde, han attråer, men ikke fordi hun er, som hun er. Kun fordi hun er kvinde:

 

“Den sandselige Elskov kan (...) slaee Alt i Hartkorn. Det Væsentlige for den er Qvindeligheden ganske abstrakt, og i det Høieste den mere sandselige Differents. Den sjælelige Elskov er Bestaaen i Tiden, den sandselige Forsvinden i Tiden, men det Medium, som udtrykker dette, er netop Musikken. Dette er Musikken ypperligt skikket til at udføre, da den er langt abstraktere end Sproget og derfor ikke udtaler det Enkelte men det Almindelige i hele dets Almindelighed, og dog udtaler denne Almindelighed ikke i Reflexionens Abstraction, men i Umiddelbarhedens Concretion”. (EE1,90)

 

Æsthetiker A understreger herefter det umulige i at beskrive Don Juan i skriften. Det umulige i at beskrive ham ved andet end Mozarts musik, selv når musikken synes at nærme sig det episke.

Selv den mest veludstyrede digter (En raffineret henvisning til S.K. selv?), vil ikke kunne udtrykke ham i skriften:

 

“Som et Exempel paa, hvad jeg mener, vil jeg lidt nærmere omtale den anden Tjener-Arie: Listen paa de Forførte. Dette Nummer kan ansees for Don Juans egentlige Epos. Gjør altsaa Experimentet, hvis Du tvivler om Rigtigheden af mit Udsagn! Tænk Dig en Digter, udrustet af Naturen lykkeligere end Nogen før ham, giv ham Udtrykkets Frodighed, giv ham Herredømme og Myndighed over Sprogets Magter, lad Alt, hvori der er Livsaande, være ham lydigt, hans mindste Vink underdanigt, lad Alt vente færdigt og beredt paa hans Commando-Ord, lad ham være omringet af en talrig Skare af lette Blinkere, rapfodede Tilbud, der indhente Tanken i dens hurtigste Flugt, lad Intet kunne undgaae ham, ikke den mindste Bevægelse, lad ingen Hemmelighed, intet Uudsigeligt blive tilbage for ham i den hele Verden - giv ham derpaa den Opgave at besynge Don Juan episk, at oprulle Listen paa de Forførte. Hvad vil Følgen blive - han vorder aldrig færdig”. (EE1,91)

 

Dog:

 

“Kun paa den Maade kan Don Juan blive episk, at hans liv er Summen af repellerende [indbyrdes uforenelige] Momenter, der ingen Sammenhæng have, hans Liv er som Momentet Summen af Momenter, som Summen af Momenter Momentet”. (EE1,91)

 

Hans liv er derfor ikke episk i egentlig forstand, dertil behøver han en historie (et levned) man kan rulle op, men så bliver han individ. Men i momentet kan han siges at være episk. Et ‘moment’, der udgøres af summen af indbyrdes uforeninge momenter, som altså tilsammen er momentet. Man kan måske udtrykke det på den måde, at hans liv er ét stort moment, uden hverken fortid eller fremtid, men blot er.

 

“I denne Almindelighed, i denne Svæven mellem at være Individ og Naturkraft ligger Don Juan; saasnart han bliver Individ faaer det Æsthetiske ganske andre Kategorier”. (EE1,91)

 

Don Juan svæver altså mellem at være individ - have et levned - og naturkraft. I en vis forstand er vi alle på den måde. Lidenskaben er den bærende livskraft i ethvert menneske. Sommetider er denne lidenskab voldsom, til andre tider mere tæmmet eller fragmentarisk, men intet liv uden lidenskab. Forskellen mellem os og Don Juan er sproget og bevidstheden, hvilket gør os til individer, modsat Don Juan. Hvordan vi så forholder os til lidenskaben (og om vi overhovedet gør det - hvad spidsborgeren jo ikke gør), er en ganske anden snak.

Men netop fordi Don Juan ikke er sproglig og er den rene umiddelbarhed uden reflektion, bliver det vigtigt at smage på ordet “Forfører”:

 

“Om Don Juan maa man bruge det Udtryk Forfører med stor Forsigtighed (...). Til at være Forfører hører der altid en vis Reflexion og Bevidsthed, og saasnart denne er tilstede, da kan det være paa sit sted at tale om List og Rænker og snedige Anløb. Denne Bevidsthed mangler Don Juan. Han forfører derfor ikke. Han attraaer, denne Attraa virker forførende; forsaavidt forfører han. Han nyder Attraaens Tilfredsstillelse; saasnart han har nydt den, da søger han en ny Gjenstand, og saaledes i det Uendelige”. (EE1,93)

 

Æsthetiker A. bruger altså ikke udtrykket ‘forfører’ i egentlig forstand, når talen er om Don Juan.

 

Han fortsætter:

 

“Men hvad er det da for en Kraft, hvormed Don Juan forfører? Det er Attraaens, den sandselige Attraaes Energi. Han attraaer i enhver Qvinde den hele Qvindelighed, og deri ligger den sandselig idealiserende Magt, med hvilken han paa een Gang forskjønner og beseirer sit Bytte. Reflexen af denne gigantiske Lidenskab forskjønner og udvikler det Attraaede, det rødmer i forhøiet Skjønhed ved dens Gjenskin. Som den Begeistredes Ild med forførerisk Glands belyser selv de Uvedkommende, der staae i Forhold til Ham, saaledes forklarer han i en langt dybere Forstand enhver Pige, da hans Forhold til Hende er et væsentligt. Derfor svinde for ham alle endelige Differentser bort i Sammenligning med hvad der er Hovedsagen: at være en Qvinde. De Ældre forynger han ind i Qvindelighedens skjønne Midte, Børn næsten modner han i et Nu; Alt hvad der er Qvinde er hans Bytte (pur chè porti la gonella, voi sapete quel chè fà).[naar hun blot bærer Skørt, ved I nok, hvad han gjør (listearien)]”. (EE1,94f)

 

Hvilket blot understreger, at det er kvinden i abstrakt forstand, som idé, Don Juan attråer.

Hans attrå udvikler den enkelte kvindens kvindelighed, gør den endnu skønnere, og således både besejrer og forskønner han kvindeligheden og heri består hans tilfredsstillelse. For når kvinden ser sin egen skønhed forhøjet og spejlet (“ved dens Gjenskin”) i Don Juans gigantiske lidenskab, er hun besejret.Her er det attråens magt, der hersker og forfører og der er ingen bevidsthed, der kan sætte bremsen i.

 

Og videre:

 

“Vedbliver jeg derfor end at kalde Don Juan en Forfører, saa tænker jeg mig ham dog ingenlunde lumskeligen udkastende sine Planer, snedigen beregnende Virkningen af sine Intriger; det hvorved han bedrager er Sandselighedens Genialitet, hvis Incarnation han ligesom er. Kløgtig Besindighed mangler ham; hans Liv er skummende som den Viin, han styrker sig Paa, hans Liv er bevæget som de Toner, der ledsage hans glade Maaltid, altid er han triumpherende. Han behøver ingen Forberedelse, intet Anlæg, ingen Tid; thi han er altid færdig, Kraften er nemlig bestandig i ham og Attraaen ogsaa, og kun naar han attraaer er han ret i sit Element”. (EE1,95f)

 

Det er umuligt er afgøre, hvornår han er færdig og hvornår han begynder sine forførelser. Han er altid færdig og altid i farten - på samme tid. Han har ingen begyndelse og bliver aldrig færdi, han er blot, som nævnt ovenfor, og er i den forstand den uendelige/evige (sanselige) lidenskab in persona.

Som sådan er han allevegne og ingen steder, som en musik, der spiller overalt hele tiden.

Han er med andre ord absolut musikalsk:

 

“Ved det her Udviklede er da Tanken atter ledet hen paa det, der er Undersøgelsens egentlige Gjenstand, at Don Juan er absolut musikalsk. Han attraaer sandseligt, han forfører ved Sandselighedens dæmoniske Magt, han forfører Alle. Ordet, Replikken tilkommer ham ikke; da bliver han strax et reflekterende Individ. Han har overhovedet ikke saaledes Bestaaen, men han haster i en evig Forsvinden, netop ligesom Musikken, om hvilken det gjelder, at den er forbi saasnart den har ophørt at lyde, og kun bliver til igjen idet den atter lyder”. (EE1,96f)

 

Når derfor musikken forsvinder, forsvinder Don Juan og bliver kun til igen, når den atter lyder.

 

Dertil kommer en fundamental pointe: Når Don Juan er lidenskaben in persona, er han som sådan til stede som kraft i de øvrige personer i operaen:

 

“Don Juan er Helten i Operaen, paa ham samler Hovedinteressen sig; dog ikke blot dette, men han giver alle de andre Personer Interesse. Dette maa imidlertid ikke tages i nogen udvortes Forstand, men det er netop Hemmeligheden i denne Opera, at Helten deri tillige er Kraften i de øvrige Personer, Don Juans Liv er Livsprincippet i dem. Hans Lidenskab sætter de andres Lidenskab i Bevægelse, hans Lidenskab gjenlyder overalt, den gjenlyder i og bærer Commandantens alvor, Elvires Vrede, Annas Had, Ottavios Vigtighed,Zerlines Angst, Mazettos Forbittrelse, Leporellos Forvirring”. (EE1,112)

 

Jeg har beskrevet Don Juan som en musik, der spiller overalt hele tiden - med mindre den stoppes. Men med overalt menes ikke noget udvortes. Han er som lidenskab netop “Kraften i de øvrige Personer, Don Juans Liv er Livsprincippet i dem”.

 

“I Don Juan er Grundtonen ingen anden end Grundkraften i selve Operaen, denne er Don Juan, men han er igjen - netop fordi han ikke er Charakteer men væsentlig Liv - absolut musikalsk. De øvrige Personer i Operaen ere heller ikke Charakterer men væsentlig Lidenskaber, der ere satte ved Don Juan, og forsaavidt igjen blive musikalske. Som nemlig Don Juan omslynger Alle, saaledes slynge disse sig igjen om Don Juan, de ere de udvortes Conseqventser, hans Liv bestandig selv sætter”. (EE1,112)

 

De øvrige personer i operaen er hver især et absolut udtryk for et begreb som had, kærlighed, vrede, mv.

Og Don Juan er naturkraften, livskraften, der overhovedet er forudsætningen for, at det giver mening at tale om begreber som had, kærlighed og vrede. Det er ham, der giver begreberne indhold, gør dem gyldige, de er satte ved ham.

 

“Med Undtagelse af Commandanten staar alle Personer i en Art erotisk Forhold til Don Juan. Over Commandanten kan han ingen Magt udøve, han er Bevidsthed; de Andre ere i hans Magt. Elvira elsker ham, derved er hun i hans Magt, Anne hader ham, derved er hun i hans Magt, Zerline frygter ham, derved er hun i hans Magt, Ottavio og Mazetto gaae med for Svogerskabets Skyld, thi Blodets Baand ere ømme”. (EE1,117)

 

Lidenskaben, Don Juan, har altså magten over de øvrige personer i operaen. De elsker, hader og frygter ham aldeles uden forbehold, netop fordi han er lidenskaben in persona. Uden ham, uden lidenskaben, var de ingenting, som jeg har beskrevet ovenfor.

Den eneste undtagelse er commandanten, for bevidstheden kan sagtens være uden lidenskab.

 

Jeg vil slutte dette festfyrværkeri af sproglig overlegenhed med følgende stykke:

 

“kan Du ikke ved at høre Don Juan faae en Forestilling om ham, saa kan Du det aldrig. Hør hans Livs Begyndelse; som Lynet vikler sig ud af Tordenskyens Mørke, saaledes bryder han frem af Alvorens Dyb, hurtigere end Lynets Fart, ustadigere end denne og dog ligesaa taktfast; hør hvor han styrter sig ned i Livets Mangfoldighed, hvor han bryder sig mod dens faste Dæmming, hør disse lette dandsende Violintoner, hør Glædens Vink, hør Lystens Jubel, hør Nydelsens festlige Salighed; hør hans vilde Flugt, sig selv iler han forbi, stedse hurtigere, stedse ustandseligere, hør Lidenskabens tøilesløse Begjæring, hør Elskovens Susen, hør Fristelsens Hvisken, hør Forførelsens Hvirvel, hør Øieblikkets Stilhed - hør, hør, hør Mozarts Don Juan”. (EE1,97f) (Det er som om, at det er sproget selv, der når det seksuelle klimaks og får orgasme - naturligvis i kraft af Don Juan!).

 

***

 

Teksten handler altså om lidenskaben som en evig størrelse, som en naturkraft, der blot er.

Hvis man ikke har noget forhold til lidenskaben, giver begreber som had og kærlighed og jaulousi ingen mening. Det er lidenskaben, der giver begreberne indhold. Uden noget forhold til lidenskaben er der intet liv, og alt bliver tomt og middelmådigt, som hos spidsborgeren.

Men selvom Æsthetiker A ikke rigtig kan få hold om lidenskaben, er han dog bevidst om lidenskaben, hvad spidsborgeren ikke er – dertil har han for travlt med sine forretninger og gøremål.

 

Derfor er det lidenskaben, eller rettere bevidstheden om lidenskaben, der for alvor gør ham forskellig fra samfundet.

 

Som vi har set i de øvrige tekster, har han trukket sig tilbage fra samfundet.

Når et samfund er lidenskabsløst, må det forudsættes, at der har været en tid, hvor det var anderledes, ellers giver ordet “lidenskabsløst” ingen mening. Men han kan ikke umiddelbart få øje på, hvornår man sidst har haft et forhold til den. Han søger den derfor i Det Gamle Testamente eller han finder den hos Shakespeare, jvf. hans aforismer/dagbogsnotater i “Diapsalmata”. Det er jo blandt andet dette, at ”Tiden” ikke længere har noget forhold til den, der gør ham deprimeret.

 

Som vi har set, er bevidstheden ikke sat ved lidenskaben, man kan altså godt have bevidsthed om lidenskaben uden selv rigtigt at kunne bruge den til noget - som Æsthetiker A (Det er i virkeligheden et tragisk paradoks for Æsthetiker A., at han bruger så megen tid på at reflektere over lidenskaben, når lidenskab jo pr. definition er ureflekteret!).

 

Men om lidenskaben tænder hadet eller kærligheden er Æsthetiker A aldeles ligeglad med. Det er lidenskaben som sådan, der er i fokus.

 

Her følger således en afhandling om kærligheden, hadet, og sorgenhos de forførte, efter at de er bleven bedraget af deres forfører. Det er dog ikke disse analyser jeg vil gøre ophold, jvf næste afsnit.