Prædiken til juleaften, 2016. Holdt i Ebeltoft Kirke og i Hoed Kirke.

Dette hellige evangelium, Juleevangeliet, skriver evangelisten Lukas:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

”Intet i verden forstyrrer så meget som kærlighed” (gentag).

Således lyder det store budskab fra kjoledamen i årets julekalender på DR1, ”Den Anden Verden”. Og hun har ret så langt, at det er kærligheden, der gør kristendommen radikal, og forstyrrer os i vores selvoptagethed.

I julekalenderen gælder det først og fremmest for Sara – om det så er som Snehvide eller Askepot – at finde og blive gift med prinsen, når hun befinder sig i den anden verden, i eventyrenes verden, som hun har fået adgang til.

Da det endelig sker for hende, at hun får sin prins der i eventyrernes verden, sker der ikke så meget mere – til hendes store frustration. Hun skal bare sidde og kigge på kongerigets guld resten af sine dage. Den slags eventyr slutter nemlig med erobringen. Så er der ikke mere historie at fortælle. Eventyrerne handler ikke om det hverdagsliv, som vi alle sammen forsøger at leve. De slutter inden, man når så langt. Derfor har de sidste afsnit af julekalenderen også været ganske humoristiske, for her har disse arketypiske personer fra eventyrenes verden fundet deres vej til vores verden – og disse personer, og det de står for, og det, som de eventyr, de kommer fra, vil fortælle, passer slet ikke ind i vores virkelige verden på nogen som helst direkte måde.

Helt anderledes gælder det for fortællingen om vores daglige menneskeliv, fortællingen om de relationer mellem mennesker, vi dagligt udlever.

Her bliver vi – i hvert fald i vores kulturkreds – hele tiden sat i forhold til ham, vi fejrer i julen, nemlig Jesus Kristus af Nazareth.

Eventyr kan nok fortælle nogle sandheder om os mennesker – om jalousi og vrede og vores allesammens drøm om det perfekte liv. For eksempel. Ligesom Det Gamle Testamente i øvrigt gør det.

Helt anderledes med evangelierne, som peger på vores helt konkrete hverdagsliv som det faktisk er, og hvad det betyder for os i forhold til vores medmennesker og Gud selv.

Og så er der den væsentlige forskel på eventyr i almindelighed og juleevangeliet, at juleevangeliet er baseret på en virkelig begivenhed, nemlig Jesu fødsel.

Desuden har evangeliet om Jesus i radikal forstand indflydelse på vores liv, vores hverdagsliv.

Hvordan i alverden det?

Faren ved alle vores ritualer og traditioner omkring december og julen kan være, at vi bliver så vant til dem, at vi blot følger dem, som vi plejer uden rigtigt at forholde os til, tænke over, hvorfor vi faktisk gør som vi gør. Jeg har hørt udtrykket ”en verdslig jul”, et udtryk som jeg ganske enkelt ikke forstår. Jo, jeg tænker, at det handler om, at man spiser god mad, danser om juletræet og giver hinanden gaver. Og det er sikkert en meget god beskrivelse af vores alle sammens juleaften. Men hvorfor gør vi det faktisk? For set udefra er det jo et underligt ritual at danse omkring et juletræ.

Eller for at sige det samme på en anden måde: Gør vi os overhovedet noget begreb om, hvor radikal begivenheden Julenat var og er for os og verden?

Jeg indrømmer, at det virkelig er svært at kapere. Sikkert fordi, at der jo for os her i kirken, ikke er noget nyt i historien. Juleevangeliet er nok den mest kendte evangelietekst overhovedet.

Men tænk lige engang over, hvilket mirakel det var Julenat.

Miraklet, evangeliet til juleaften, er naturligvis, at det er selveste Guds søn, som kommer til verden. Sand Gud og sandt menneske. Sand Gud, fordi Jesus er uden synd, det vil sige, ufejlbarlig. Han er Vejen, Sandheden og Livet. Og sandt menneske, fordi han kommer til verden som alle os andre, har fødselsdag ligesom alle os andre, og både har behov for kærlighed, og kan være bange for døden. At selve Sandheden, Lyset, Kærligheden inkarneres i én person Julenat er et under, der bryder alle rammer for, hvad der er fantastisk – kun overgået af opstandelsen.

Med Jesus bliver der sat en helt ny dagsorden. Før Jesu tid har man selvsagt kendt til kærlighed. Men en kærlighed, der skal inkludere vores fjender, en kærlighed, som udelukkende skal udleves for den anden – vores næstes – skyld, og som Det Dobbelte Kærlighedsbud tilmed ophøjes til det første og største bud er en skelsættende begivenhed, verden på det tidspunkt ikke kendte til.

Der bliver sat en ny dagsorden. Vi kender alle den første dagsorden, den verdslige dagsorden, som handler om at få vores dagligdag til at fungere, passe vores skole, at arbejde så vi har til dagen og vejen, eller hvor vi nu er i vores liv. Den første dagsorden er den såkaldt almindelige verden, den første verden, i julekalenderen. Den nye dagsorden er den åndelige dagsorden, som julekalenderen ikke rigtigt beskæftiger sig med. Om den åndelige dagsorden kan man sige, at ”Ånden indfinder sig, når man er optaget af, at andre også kan få brød på bordet” som Jørgen Carlsen skriver et sted. Både ven og fjende, og netop for deres og ikke vores egen skyld, kan jeg så tilføje. I Peter Høegs roman ”Effekten af Susan” er der nogle børn, som holder fast på, at når de fejrer jul, så skal der inviteres mindst en hjemløs med.

Og så kan vi hver især med vores egen samvittighed overveje, om vi synes, vi gør det særligt godt – altså er nok optaget af, at andre også har brød på bordet. Både på verdensplan, i Danmark og i vores eget liv.

Nej, det gør vi tydeligvis ikke særligt godt, og den teologiske forklaring er, at vi alle er syndere - eller på godt dansk, ikke er fejlfrie og for det meste tænker på os selv før vi tænker på næsten.

Og her giver vores ritual med gaverne og juletræet faktisk rigtig god mening som en påmindelse. Vi kan se juletræet som et paradissymbol – et træ, der kunne stå i Paradisets Have. Og håbet om fred på jord, altså en paradistilstand, vil selvsagt opstå, når vi faktisk elsker vores medmennesker på samme måde, som Jesus elskede og elsker os. Og det gælder vel at mærke både troende og ateister. Når vi bliver fortvivlet over, at vi ikke slår til, så kan troen på Guds nåde holde os oppe. Hvad ateister gør her, ved jeg ikke.

Alt det kan vi tænke lidt ekstra over, når vi danser omkring det grønne træ, og er opstemt af glæde. Og lad os bare føre denne tanke videre på gaverne, for her giver vi noget af os selv – vi har brugt tid og penge på gaverne – her giver vi noget af os selv, og håber at modtageren bliver glad og taknemmelig for gaven. Vi giver gaver til nogen, der muligvis slet ikke har fortjent det, ligesom vi selv får gaver, selvom vi måske ikke har fortjent det. Vi giver først og fremmest gaver af kærlighed. Og det med fortjenesten gælder i særdeleshed med Guds nåde og kærlighed. Vores handlinger overfor vores næste er sjældent særligt prisværdige. Men Gud, som vi møder ham i Kristus, er der alligevel for os. Jesus Kristus er nok en ny opgave for os, men så sandelig også en gave, en befrielse. Vi kan være os selv overfor Gud, med alle vores fejl og mangler, noget vi ikke altid får lov til i vores sekulære præstationssamfund.

Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød.

»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Og en rigtig glædelig jul til jer alle sammen!

Amen.